30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 404/1

(1)

Forordning (EF) nr. 999/2001 (3) bør være rammen for al lovgivning vedrørende transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) i Fællesskabet.

(2)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 932/2005 af 8. juni 2005 om ændring af forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår forlængelse af perioden med overgangsforanstaltninger (4) blev den periode, hvor overgangsforanstaltningerne i henhold til forordning (EF) nr. 999/2001 anvendes, forlænget indtil senest den 1. juli 2007.

(3)

På generalforsamlingen i maj 2003 vedtog Verdensorganisationen for Dyresundhed en resolution om forenkling af de eksisterende internationale kriterier for klassificering af landenes risiko for bovin spongiform encephalopati (BSE). Der blev vedtaget et forslag på generalforsamlingen i maj 2005. Artiklerne i forordning (EF) nr. 999/2001 bør tilpasses, så de afspejler det nye internationalt vedtagne kategoriseringssystem.

(4)

Den seneste udvikling inden for prøveudtagning og -analyse kræver, at der foretages omfattende ændringer af bilag X til forordning (EF) nr. 999/2001. Det er således nødvendigt at foretage visse tekniske ændringer af den eksisterende definition på »hurtige test« i forordning (EF) nr. 999/2001 for at gøre det lettere at ændre strukturen i dette bilag på et senere tidspunkt.

(5)

Af hensyn til klarheden i fællesskabslovgivningen bør det præciseres, at definitionen på »maskinsepareret kød«, som er fastlagt i anden fællesskabslovgivning om fødevaresikkerhed, bør finde anvendelse i forordning (EF) nr. 999/2001 i forbindelse med foranstaltninger til udryddelse af TSE.

(6)

Ved forordning (EF) nr. 999/2001 etableres et overvågningsprogram for BSE og scrapie. I udtalelse af 6.-7. marts 2003 anbefalede Den Videnskabelige Styringskomité, at der blev indledt et overvågningsprogram vedrørende TSE hos hjortedyr. Det i ovennævnte forordning omhandlede overvågningssystem bør derfor udvides til at omfatte andre former for TSE, og det bør være muligt at vedtage yderligere foranstaltninger til at etablere et sådant system på et senere tidspunkt.

(7)

Der er ved Kommissionens beslutning 2003/100/EF af 13. februar 2003 om minimumskrav til udarbejdelse af avlsprogrammer med henblik på TSE-resistens hos får (5) som en overgangsforanstaltning indført et harmoniseret avlsprogram med henblik på selektion af TSE-resistens hos får. Forordning (EF) nr. 999/2001 bør ændres, så den skaber et fast retsgrundlag for avlsprogrammet, samtidig med at der åbnes mulighed for at ændre sådanne programmer for at tage højde for de evaluerede videnskabelige resultater samt for de generelle følger af deres gennemførelse.

(8)

Forordning (EF) nr. 999/2001 forbyder med mulighed for at indføre undtagelser fodring med visse forarbejdede animalske proteiner til visse dyr. Den nyeste udvikling vedrørende forbud mod foder kan nødvendiggøre, at der foretages ændringer af ovennævnte forordnings bilag IV. For at gøre det lettere at ændre strukturen i bilaget på et senere tidspunkt er det nødvendigt at foretage visse tekniske ændringer af den eksisterende ordlyd i den modsvarende artikel.

(9)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (6), er der fastsat regler for bortskaffelse af specificeret risikomateriale og TSE-inficerede dyr. Der er nu vedtaget regler for transit af animalske produkter gennem Fællesskabets område. Af hensyn til sammenhængen i fællesskabslovgivningen bør de eksisterende bestemmelser i forordning (EF) nr. 999/2001 om bortskaffelse af specificeret risikomateriale og TSE-inficerede dyr erstattes med en henvisning til forordning (EF) nr. 1774/2002, og henvisningen til bestemmelserne om transit gennem Fællesskabet i forordning (EF) nr. 999/2001 bør udgå.

(10)

Med den nyeste viden om specificeret risikomateriale kræves det også, at der foretages omfattende ændringer af bilag V til forordning (EF) nr. 999/2001. For at gøre det lettere at ændre strukturen i bilaget på et senere tidspunkt er det nødvendigt at foretage visse tekniske ændringer af den eksisterende ordlyd i de modsvarende bestemmelser.

(11)

Selv om bedøvelse ved indsprøjtning af en gas i kraniehulen ikke er tilladt i Fællesskabet, kan indsprøjtning af en gas også ske efter bedøvelsen. Det er derfor nødvendigt at ændre de eksisterende bestemmelser om slagtemetoder i forordning (EF) nr. 999/2001, så indsprøjtning af en gas i kraniehulen efter bedøvelsen forbydes.

(12)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1915/2003 om ændring af forordning (EF) nr. 999/2001 (7), indeholder nye bestemmelser om udryddelse af scrapie hos får og geder. Det er derfor nødvendigt at forbyde flytning af får og geder fra bedrifter, hvor der er officiel mistanke om scrapie.

(13)

På grundlag af ny videnskabelig viden bør forordning (EF) nr. 999/2001 give mulighed for at udvide anvendelsesområdet for reglerne vedrørende markedsføring og eksport af kvæg, får og geder, herunder sæd, embryoner og æg heraf, til også at omfatte andre dyrearter.

(14)

Den Videnskabelige Styringskomité anfører i sin udtalelse af 26. juni 1998, at visse restriktioner vedrørende oprindelse af råmateriale til fremstilling af dicalciumphosphat bør overholdes. Derfor bør dicalciumphosphat udgå af listen over produkter, der ikke er underkastet markedsføringsrestriktioner i henhold til forordning (EF) nr. 999/2001. Det bør præciseres, at mælk og mejeriprodukter ikke er underkastet restriktioner.

(15)

Det bør på grundlag af ny videnskabelig viden og en ny risikoklassificering fastsættes i forordning (EF) nr. 999/2001, at der efter en udvalgsprocedure kan vedtages mere specifikke krav til markedsføring og eksport af animalske produkter fra medlemsstater eller tredjelande, hvor risikoen for TSE er kontrolleret eller ikke-fastsat, uden at dette berører muligheden for at vedtage beskyttelsesforanstaltninger.

(16)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af forordning (EF) nr. 999/2001 bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8).

(17)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at vedtage afgørelser vedrørende godkendelse af hurtige tests, tilpasning af dyrenes alder, indførelse af en tolerancetærskel, tilladelse til fodring af unge drøvtyggere med proteiner fra fisk og udvidelse af visse bestemmelser til at omfatte andre dyrearter, til at fastsætte bestemmelser om undtagelser fra kravet om fjernelse og destruktion af specificeret risikomateriale, til at fastsætte kriterier til påvisning af en forbedring af den epidemiologiske situation og kriterier for indrømmelse af undtagelser fra vissebegrænsninger, samt for visse produktionsprocesser. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i forordning (EF) nr. 999/2001, eller at supplere den nævnte forordning med nye ikke-væsentlige bestemmelser, bør foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol, jf. artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(18)

Forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Følgende betragtning indsættes:

2)

Følgende betragtninger indsættes:

3)

Artikel 3, stk. 1, ændres således:

4)

Artikel 5 ændres således:

5)

Artikel 6 ændres således:

6)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Avlsprogrammer

1.   Medlemsstaterne kan iværksætte avlsprogrammer med henblik på selektion af TSE-resistens hos deres egne fårepopulationer. Avlsprogrammerne skal omfatte regler for anerkendelse af visse besætningers status som TSE-resistente og kan udvides til også at omfatte andre dyrearter på grundlag af videnskabelig dokumentation, der bekræfter resistens mod TSE hos visse genotyper af disse arter.

2.   De nærmere regler for de i stk. 1 i denne artikel omhandlede programmer vedtages efter proceduren i artikel 24, stk. 2.

3.   De medlemsstater, der iværksætter avlsprogrammer, aflægger regelmæssigt rapport til Kommissionen, således at programmerne kan evalueres videnskabeligt, navnlig hvad angår deres indvirkning på forekomsten af TSE, men også på den genetiske mangfoldighed og variabilitet samt avl til bevarelse af gamle, sjældne eller regionale fåreracer. De videnskabelige resultater og de generelle følger af avlsprogrammerne evalueres regelmæssigt, og om fornødent ændres programmerne tilsvarende.«.

7)

Artikel 7 ændres således:

8)

Artikel 8, stk. 1-5, affattes således:

»1.   Specificeret risikomateriale fjernes og bortskaffes i overensstemmelse med bilag V til denne forordning og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1774/2002. Det må ikke importeres til Fællesskabet. Listen over specificeret risikomateriale i bilag V omfatter som minimum hjerne, rygmarv, øjne og tonsiler fra kvæg over 12 måneder og rygsøjle fra kvæg over en bestemt alder, der fastsættes efter proceduren i artikel 24, stk. 3. Under hensyntagen til de forskellige risikokategorier i artikel 5, stk. 1, første afsnit, og kravene i artikel 6, stk. 1a, og stk. 1b, litra b), ændres listen over specificeret risikomateriale i bilag V tilsvarende.

2.   Stk. 1 i denne artikel gælder ikke for væv fra dyr, som har undergået en alternativ test, der er godkendt til dette særlige formål efter proceduren i artikel 24, stk. 3, forudsat at testen er optaget på listen i bilag X, at testen er udført under overholdelse af betingelserne i bilag V, og at resultaterne af testen er negative.

Medlemsstater, der tillader brug af en alternativ test i henhold til dette stykke, skal underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

3.   I de medlemsstater eller regioner i medlemsstater, hvor der er kontrolleret eller ikke- fastsat BSE-risiko, må der ikke på kvæg, får eller geder, hvis kød er bestemt til konsum eller foder, efter bedøvelse foretages laceration af centralnervevæv ved hjælp af et aflangt stavformet instrument, der føres ind i kraniehulen, eller foretages indsprøjtning af en gas i kraniehulen i forbindelse med bedøvelse.

4.   De i bilag V angivne aldersdata kan tilpasses. Tilpasningen foretages på grundlag af de seneste sikre videnskabelige oplysninger om den statistiske sandsynlighed for, at der forekommer TSE i de relevante aldersgrupper af populationen af kvæg, får og geder i Fællesskabet.

5.   Der kan vedtages bestemmelser om undtagelser fra stk. 1- 4 i denne artikel efter proceduren i artikel 24, stk. 3, for så vidt angår den faktiske gennemførelsesdato for forbuddet vedrørende foder i artikel 7, stk. 1, eller, i givet fald, den faktiske gennemførelsesdato for forbuddet mod at anvende protein fra pattedyr i foder til drøvtyggere i tredjelande eller regioner i tredjelande, hvor der er kontrolleret BSE-risiko, med henblik på at begrænse kravene om fjernelse og destruktion af specificeret risikomateriale til kun at gælde dyr, der er født inden den pågældende dato i de pågældende lande eller regioner.«.

9)

Artikel 9, stk. 1 og 2, affattes således:

»1.   De i bilag VI nævnte animalske produkter fremstilles ved anvendelse af produktionsprocesser, som er godkendt efter proceduren i artikel 24, stk. 3.

2.   Knogler fra kvæg, får og geder fra lande eller regioner med kontrolleret eller ikke- fastsat BSE-risiko må ikke anvendes til fremstilling af maskinsepareret kød. Medlemsstaterne forelægger inden den 1. juli 2008 Kommissionen en rapport om anvendelsen og metoden til fremstilling af maskinsepareret kød på deres område. Rapporten skal indeholde en udtalelse om, hvorvidt medlemsstaten agter at fortsætte med produktionen af maskinsepareret kød.

Kommissionen fremlægger derefter en meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om behovet for og anvendelsen af maskinsepareret kød i Fællesskabet i fremtiden, herunder politikken for oplysning af forbrugerne.«.

10)

Artikel 12 ændres således:

11)

Artikel 13, stk. 1, ændres således:

12)

Artikel 15, stk. 3 erstattes af følgende stykker:

»3.   Efter proceduren i artikel 24, stk. 3, kan bestemmelserne i stk. 1 og 2 udvides til også at omfatte andre dyrearter.

4.   Der vedtages gennemførelsesbestemmelser til denne artikel efter proceduren i artikel 24, stk. 2.«.

13)

Artikel 16 ændres således:

14)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 23a

Følgende foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol som omhandlet i artikel 24, stk. 3:

15)

Artikel 24 affattes således:

»Artikel 24

Komitéer

1.   Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Fødekæden og Dyresundhed. Med hensyn til artikel 6a hører Kommissionen dog ligeledes Den Stående Zooteknikkomité.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Tidsfristerne i artikel 5, stk. 6, i den nævnte afgørelse er tre måneder og ved beskyttelsesforanstaltninger, som omhandlet i artikel 4, stk. 2 i denne forordning, 15 dage.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4 og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.«

16)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 24a

Afgørelser, der skal træffes efter en af procedurerne i artikel 24, skal baseres på en relevant vurdering af de mulige risici for menneskers og dyrs sundhed og skal under hensyntagen til de foreliggende videnskabelige beviser opretholde eller, hvis det er videnskabeligt begrundet, øge beskyttelsesniveauet for menneskers og dyrs sundhed i Fællesskabet.«.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 404/9

(1)

I Fællesskabet indeholder mærkningen af og reklamerne for fødevarer i et stigende antal tilfælde ernærings- og sundhedsanprisninger. For at sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau og lette deres valg bør de produkter, der markedsføres, være sikre og være forsynet med fyldestgørende mærkning.

(2)

Forskelle mellem nationale bestemmelser om sådanne anprisninger kan hindre den frie bevægelighed for fødevarer og skabe ulige konkurrencevilkår. De har således direkte betydning for, hvordan det indre marked fungerer. Det er derfor nødvendigt at vedtage fællesskabsregler for anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (3), indeholder generelle mærkningsbestemmelser. Direktiv 2000/13/EF indeholder et generelt forbud mod at vildlede køberen eller at tillægge fødevarerne medicinske egenskaber. Nærværende forordning supplerer de generelle principper i direktiv 2000/13/EF og fastsætter særlige bestemmelser om anvendelse af ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, der er bestemt til levering til forbrugeren i den foreliggende form.

(4)

Denne forordning finder anvendelse på alle ernærings- og sundhedsanprisninger i kommercielle meddelelser, herunder i generiske reklamer for fødevarer og i salgsfremmende kampagner som for eksempel kampagner, som helt eller delvis støttes af offentlige myndigheder. Den finder ikke anvendelse på anprisninger, som fremsættes i ikke-kommercielle meddelelser såsom kostvejledninger eller råd fra offentlige sundhedsmyndigheder og -organer eller ikke-kommercielle meddelelser og informationer i pressen og i videnskabelige publikationer. Forordningen finder også anvendelse på varemærker og andre handelsbetegnelser, som kan opfattes som ernærings- eller sundhedsanprisninger.

(5)

Ikke-gavnlige ernæringsanprisninger falder ikke ind under denne forordnings anvendelsesområde; medlemsstater, der agter at indføre nationale ordninger for ikke-gavnlige ernæringsanprisninger, skal underrette Kommissionen og de andre medlemsstater om sådanne ordninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (4).

(6)

På internationalt plan vedtog Codex Alimentarius i 1991 almindelige retningslinjer for anprisninger (General Guidelines on Claims) og i 1997 retningslinjer for anvendelse af ernæringsanprisninger (Guidelines for the Use of Nutrition Claims). Codex Alimentarius-Kommissionen vedtog en ændring af sidstnævnte retningslinjer i 2004. Ændringen går ud på, at retningslinjerne fra 1997 også skal omfatte sundhedsanprisninger. Der tages behørigt hensyn til de definitioner og betingelser, der fastsættes i retningslinjerne fra Codex Alimentarius.

(7)

Muligheden for i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2991/94 af 5. december 1994 om handelsnormer for visse smørbare fedtstoffer (5) at anvende anprisningen »lavt fedtindhold« i forbindelse med smørbare fedtstoffer bør snarest muligt tilpasses bestemmelserne i nærværende forordning. Indtil da finder forordning (EF) nr. 2991/94 anvendelse på de produkter, den omfatter.

(8)

Der findes en lang række næringsstoffer og andre stoffer, herunder, men ikke begrænset til, vitaminer, mineraler, herunder sporstoffer, aminosyrer, essentielle fedtsyrer, fibre, forskellige plante- og urteekstrakter, med ernæringsmæssige eller fysiologiske virkninger, som kan forekomme i en fødevare og gøres til genstand for en anprisning. Der bør derfor fastsættes generelle principper, der skal gælde for alle anprisninger af fødevarer, med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, give forbrugeren de fornødne oplysninger til at kunne foretage et valg med fuldt kendskab til oplysninger om produktet samt skabe lige konkurrencevilkår for fødevarebranchen.

(9)

Fødevarer, der markedsføres med anprisninger, kan af forbrugerne opfattes som havende ernæringsmæssige, fysiologiske eller andre sundhedsmæssige fordele i forhold til andre produkter, hvor der ikke er tilsat sådanne næringsstoffer og andre stoffer. Dette kan tilskynde forbrugerne til at foretage valg, der direkte påvirker deres samlede indtag af enkeltnæringsstoffer eller andre stoffer på en måde, der er i modstrid med den videnskabelige rådgivning. For at imødegå en sådan potentiel uønsket virkning, bør der indføres visse begrænsninger med hensyn til produkter forsynet med anprisninger. I denne forbindelse er faktorer som forekomst af bestemte stoffer, for eksempel produktets alkoholindhold eller produktets ernæringsprofil, relevante kriterier for fastlæggelse af, om produktet kan ledsages af anprisninger. Anvendelsen af sådanne kriterier på nationalt plan kan være berettiget for at give forbrugerne mulighed for at træffe informerede ernæringsmæssige valg, men vil kunne føre til hindringer for handelen inden for Fællesskabet og bør derfor harmoniseres på fællesskabsplan.

(10)

Anvendelse af ernæringsprofiler som et kriterium bør tage sigte på at undgå en situation, hvor ernærings- eller sundhedsanprisninger slører en fødevares samlede ernæringsmæssige status, hvilket kan vildlede forbrugerne, når de prøver at træffe sunde valg i forbindelse med en afbalanceret kost. Ernæringsprofiler, som foreskrevet i denne forordning, bør kun have det ene formål at regulere, under hvilke omstændigheder der kan anvendes anprisninger. De bør bygge på almindeligt anerkendte videnskabelige data vedrørende sammenhængen mellem kost og sundhed. Profiler bør imidlertid også åbne mulighed for produktudvikling og tage hensyn til variationer i kostvaner og traditioner samt til det forhold, at enkeltprodukter kan spille en vigtig rolle i kosten som helhed.

(11)

Ved fastsættelsen af ernæringsprofiler bør der tages hensyn til indholdet af forskellige næringsstoffer og stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig stoffer som fedt, mættet fedt, transfedtsyrer, salt/natrium og sukker, som ifølge anbefalingerne ikke bør indgå med for store indtag i kosten som helhed, samt fler- og enkeltumættet fedt, andre kulhydrater end sukker, vitaminer, mineraler, proteiner og fibre. Ved fastlæggelse af ernæringsprofilerne bør der tages hensyn til de forskellige fødevarekategorier og til de pågældende fødevarers betydning og rolle i den samlede kost. Det kan være nødvendigt at undtage visse fødevarer eller fødevarekategorier fra kravet om at overholde de fastsatte ernæringsprofiler, afhængigt af deres rolle og betydning i befolkningens kost. Dette arbejde er kompliceret og teknisk, og det bør overlades til Kommissionen at vedtage de relevante foranstaltninger under hensyn til rådgivningen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(12)

Kosttilskud, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (6), der præsenteres i flydende form og indeholder mere end 1,2 % vol. alkohol, betragtes ikke som drikkevarer i henhold til nærværende forordning.

(13)

I nogle medlemsstater anvendes der for øjeblikket en lang række forskellige anprisninger i mærkningen af og reklamerne for fødevarer vedrørende stoffer, hvis gavnlige virkning ikke er dokumenteret, eller som der for øjeblikket ikke er tilstrækkelig videnskabelig enighed om. Det må sikres, at den gavnlige ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning af de stoffer, der er omfattet af en anprisning, er dokumenteret.

(14)

Det stof, som anprisningen vedrører, skal — for at sikre, at anprisningerne er sande — forekomme i det færdige produkt i så tilstrækkelige mængder eller må ikke forekomme eller kun forekomme i så tilpas reducerede mængder, at produktet har den anpriste ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning. Stoffet bør foreligge i en form, som kroppen kan udnytte. Desuden bør en betydelig mængde af det stof, som giver den anpriste ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning, i de relevante tilfælde være indeholdt i en mængde af fødevaren, som med rimelighed kan antages at blive indtaget.

(15)

Det er vigtigt, at anprisninger af fødevarer kan forstås af forbrugerne, og alle forbrugere bør beskyttes imod vildledende anprisninger. Siden iværksættelsen af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame (7) har De Europæiske Fællesskabers Domstol imidlertid i forbindelse med retsafgørelser i sager om reklame fundet det nødvendigt at undersøge virkningen på en tænkt, typisk forbruger. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og for at den beskyttelse, der ligger i forordningen, rent faktisk kan fungere, anvender denne forordning som udgangspunkt en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, under hensyntagen til sociale, kulturelle og sproglige forhold, i overensstemmelse med Domstolens fortolkning, men sørger for at forhindre udnyttelse af forbrugere, hvis situation gør dem særligt udsatte over for vildledende anprisninger. I de tilfælde, hvor en anprisning specifikt rettes mod en særlig gruppe af forbrugere som for eksempel børn, bør virkningen af den pågældende anprisning vurderes ud fra, hvordan den opleves af et gennemsnitligt medlem af denne gruppe. Begrebet gennemsnitsforbruger er ikke et statistisk begreb. Nationale domstole og myndigheder bør selv, under hensyn til Domstolens retspraksis, foretage en vurdering med henblik på at bestemme gennemsnitsforbrugerens typiske reaktion i et givet tilfælde.

(16)

Det er primært videnskabelig dokumentation, der bør tages i betragtning ved anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger, og de ledere af fødevarevirksomheder, der anvender anprisninger, bør retfærdiggøre dem.

(17)

En ernærings- eller sundhedsanprisning bør ikke anvendes, hvis den er uforenelig med almindeligt anerkendte ernærings- og sundhedsprincipper, eller hvis den tilskynder til eller billiger overdrevent indtag af en fødevare eller går imod gode kostvaner.

(18)

På grund af det positive image, som fødevarer med ernærings- og sundhedsanprisninger har, og den potentielle indvirkning, sådanne fødevarer kan have på kostvaner og på det samlede indtag af næringsstoffer, bør det være muligt for forbrugeren at vurdere deres samlede ernæringskvalitet. Næringsdeklaration bør derfor være obligatorisk og omfattende for alle fødevarer forsynet med sundhedsanprisninger.

(19)

Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (8) indeholder generelle bestemmelser om næringsdeklaration. Ifølge nævnte direktiv er næringsdeklaration obligatorisk, når en ernæringsanprisning er anført i mærkningen, i præsentationen eller i reklamer, med undtagelse af generiske reklamekampagner. Når en ernæringsanprisning vedrører sukkerarter, mættede fedtsyrer, kostfibre eller natrium, skal næringsdeklarationen indeholde de oplysninger, der er nævnt i gruppe 2 i artikel 4, stk. 1, i direktiv 90/496/EØF. For at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau finder denne pligt til at give de oplysninger, der er nævnt i gruppe 2, tilsvarende anvendelse i forbindelse med sundhedsanprisninger, undtagen ved generiske reklamekampagner.

(20)

Der bør endvidere udarbejdes en liste over tilladte ernæringsanprisninger og disses særlige anvendelsesbetingelser baseret på de betingelser for anvendelse af sådanne anprisninger, der er aftalt på nationalt eller internationalt plan og fastsat i EF-lovgivningen. Enhver anprisning, der anses for at have samme betydning for forbrugerne som en ernæringsanprisning, der er opført på ovennævnte liste, omfattes af samme anvendelsesbetingelser som angivet deri. For eksempel er anprisninger i tilknytning til tilsætning af vitaminer og mineraler som for eksempel: »med …«, »restitueret …«, »tilsat …« eller »beriget …« omfattet af de betingelser, der er fastsat for anprisningen »kilde til …«. Listen bør opdateres regelmæssigt for at tage hensyn til den videnskabelige og teknologiske udvikling. For sammenlignende anprisninger er det desuden nødvendigt, at de produkter, der sammenlignes, identificeres klart over for den endelige forbruger.

(21)

Betingelserne for anprisninger så som »laktosefri« eller »glutenfri«, der retter sig mod en gruppe af forbrugere med særlige funktionsforstyrrelser, bør være omfattet af Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (9). Nævnte direktiv giver desuden mulighed for, at det på almindelige fødevarer kan angives, at de er egnede for disse grupper af forbrugere, hvis de opfylder betingelserne for en sådan angivelse. Indtil betingelserne for sådanne angivelser er fastsat på fællesskabsplan, kan medlemsstaterne opretholde eller vedtage relevante nationale foranstaltninger.

(22)

Sundhedsanprisninger bør kun godkendes til anvendelse i Fællesskabet, når der er gennemført en videnskabelig vurdering af den højest mulige standard. For at sikre en harmoniseret videnskabelig vurdering af sådanne anprisninger bør Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet forestå sådanne vurderinger.

(23)

Der er mange andre faktorer end de rent kostmæssige, der kan påvirke psykologiske og adfærdsmæssige funktioner. Det er således meget kompliceret at fremsætte udsagn om disse funktioner, og det er vanskeligt at udtrykke et komplet, sandfærdigt og meningsfuldt budskab i en kort anprisning, der skal anvendes i mærkningen af og reklamer for fødevarer. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve videnskabelig dokumentation i forbindelse med psykologiske og adfærdsmæssige anprisninger.

(24)

På baggrund af Kommissionens direktiv 96/8/EF af 26. februar 1996 om levnedsmidler til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab (10), som foreskriver, at mærkning eller emballage af produkter omfattet af nævnte direktiv, eller reklame for disse ikke må indeholde nogen angivelse af hastigheden eller størrelsen af det vægttab, der kan følge af deres anvendelse, anses det for hensigtsmæssigt at udvide denne begrænsning til at omfatte alle fødevarer.

(25)

Andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom, og som er baseret på almindeligt anerkendte videnskabelige data, bør underkastes en anden slags vurdering og godkendelse. Det er derfor nødvendigt, efter at have rådspurgt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, at vedtage en fællesskabsliste over sådanne tilladte anprisninger.

(26)

For at kunne følge med den videnskabelige og teknologiske udvikling bør ovennævnte liste revideres hver gang det er nødvendigt. Sådanne ændringer er gennemførelsesforanstaltninger af teknisk art, og for at forenkle og fremskynde proceduren bør det overlades til Kommissionen at vedtage dem.

(27)

En afbalanceret og varieret kost er en forudsætning for et godt helbred, og enkeltprodukters betydning skal ses i forhold til kosten som helhed. Desuden er kosten kun én af mange faktorer, der kan udløse visse sygdomme hos mennesker. Andre faktorer, som for eksempel alder, genetisk disposition, omfanget af fysisk aktivitet, forbrug af tobak og andre rusgifte, miljøeksponering og stress, kan alle være med til at udløse sygdomme hos mennesker. Der bør derfor gælde særlige mærkningsbestemmelser for anprisninger af en reduceret risiko for sygdom.

(28)

For at sikre, at sundhedsanprisninger er sandfærdige, klare, pålidelige og anvendelige for forbrugeren, når denne skal sammensætte en sund kost, bør formuleringen og præsentationen af sundhedsanprisninger tages i betragtning i Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets udtalelse og i den efterfølgende godkendelsesprocedure.

(29)

I visse tilfælde kan de videnskabelige risikovurderinger ikke i sig selv tilvejebringe alle de oplysninger, som en risikohåndteringsbeslutning bør baseres på. Der bør derfor tages hensyn til andre legitime forhold af relevans for det spørgsmål, der er under overvejelse.

(30)

Af klarhedshensyn og for at undgå gentagne ansøgninger vedrørende anprisninger, der allerede er vurderet, bør Kommissionen oprette og løbende føre et offentligt register med lister over sådanne anprisninger.

(31)

For at stimulere forskning og udvikling inden for fødevarebranchen er det hensigtsmæssigt at beskytte den investering, som produktudviklere foretager ved indsamling af oplysninger og data til støtte for en ansøgning, der indgives i henhold til denne forordning. Beskyttelsen bør imidlertid begrænses til et bestemt tidsrum, så man undgår en unødvendig gentagelse af undersøgelser og forsøg.

(32)

Da fødevarer forsynet med anprisninger er af en særlig karakter, bør kontrolorganerne have flere midler til rådighed end normalt, så det bliver lettere at føre effektiv kontrol med sådanne produkter.

(33)

Fødevarevirksomhedslederne har brug for tilstrækkelige overgangsforanstaltninger for at tilpasse sig kravene i denne forordning.

(34)

Da målet for denne forordning, nemlig at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten for så vidt angår ernærings- og sundhedsanprisninger, samtidig med at der sikres et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor bedre kan gennemføres på fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(35)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen (11) —

a)

direktiv 89/398/EØF og direktiver vedtaget på grundlag heraf

b)

Rådets direktiv 80/777/EØF af 15. juli 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand (12)

c)

Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (13).

a)

defineres »fødevarer«, »leder af en fødevarevirksomhed«, »markedsføring« og »endelig forbruger« som i artikel 2 og artikel 3, nr. 3, 8 og 18, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (14)

b)

defineres »kosttilskud« som i direktiv 2002/46/EF

c)

defineres »næringsdeklaration«, »protein«, »kulhydrat«, »sukkerarter«, »fedt«, »mættede fedtsyrer«, »enkeltumættede fedtsyrer«, »flerumættede fedtsyrer«, »kostfibre« som i direktiv 90/496/EØF

d)

defineres »mærkning« som i artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 2000/13/EF.

1)

»anprisning«: ethvert budskab eller enhver fremstilling, der ikke er obligatorisk i henhold til EF-lovgivningen eller national lovgivning, herunder billeder, grafik eller symboler uanset form, som angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlige egenskaber

2)

»næringsstof«: protein, kulhydrat, fedt, kostfibre, natrium, vitaminer og mineraler opført i bilaget til direktiv 90/496/EØF samt stoffer, der tilhører, eller er bestanddele af en af disse kategorier

3)

»andet stof«: et andet stof end et næringsstof, som har en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning

4)

»ernæringsanprisning«: enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlige gavnlige ernæringsmæssige egenskaber på grund af

5)

»sundhedsanprisning«: enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at der er sammenhæng mellem en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele og sundhed

6)

»anprisning af en reduceret risiko for sygdom«: enhver sundhedsanprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at indtag af en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele i betydelig grad reducerer en risikofaktor for udvikling af en sygdom hos mennesker

7)

»autoriteten«: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet oprettet ved forordning (EF) nr. 178/2002.

a)

være usande, tvetydige eller vildledende

b)

rejse tvivl om andre fødevarers sikkerhed og/eller ernæringsmæssige tilstrækkelighed

c)

tilskynde til eller billige overdrevent forbrug af en fødevare

d)

angive, indikere eller antyde, at en afbalanceret og varieret kost generelt ikke kan give tilstrækkelige mængder næringsstoffer. Undtagelser for næringsstoffer, som ikke kan fås i tilstrækkelige mængder gennem en afbalanceret og varieret kost, herunder betingelserne for deres anvendelse, kan vedtages efter proceduren i artikel 24, stk. 2, under hensyn til de særlige betingelser, der gælder i medlemsstaterne

e)

henvise til forandringer af kropsfunktioner, som kan give anledning til eller udnytte en frygt hos forbrugeren, enten ved tekst eller ved billeder, grafik eller symboler.

a)

mængderne af visse næringsstoffer og andre stoffer i fødevaren såsom fedt, mættede fedtsyrer, transfedtsyrer, sukkerarter og salt/natrium

b)

fødevarens (eller fødevarekategoriernes) kostmæssige betydning for befolkningen generelt, eller, hvis det er relevant, for visse risikogrupper, herunder børn

c)

den samlede ernæringsmæssige sammensætning af fødevaren og forekomsten af næringsstoffer, hvis indvirkning på sundheden er videnskabeligt anerkendt.

i)

om profilerne bør fastsættes for fødevarer generelt og/eller for fødevarekategorier

ii)

valg og afvejning af næringsstoffer, der skal tages i betragtning

iii)

valg af referencemængde/grundlag for profiler

iv)

fremgangsmåden for beregning af profilerne, og

v)

afprøvning af et foreslået system.

a)

sundhedsanprisninger

b)

andre ernæringsanprisninger end dem, der henviser til en reduktion af alkoholindholdet eller energiindholdet.

a)

Forekomsten, fraværet eller det reducerede indhold i en fødevare eller fødevarekategori af det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører, har en gavnlig ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, som er dokumenteret ved almindeligt anerkendte videnskabelige data.

b)

Det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører:

c)

Det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører, foreligger i givet fald i en form, som kroppen kan udnytte.

d)

Den mængde af produktet, som med rimelighed kan antages at blive indtaget, indeholder en betydelig mængde, som defineret i EF-bestemmelser, af det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører, eller, hvis sådanne bestemmelser ikke findes, en betydelig mængde, der frembringer den anpriste ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning dokumenteret ved almindeligt anerkendte videnskabelige data.

e)

De særlige betingelser i kapitel III eller IV, alt efter hvad der er relevant, er overholdt.

a)

en erklæring om betydningen af en varieret og afbalanceret kost og en sund livsstil

b)

den mængde af fødevaren og det forbrugsmønster, der skal til for at opnå den anpriste gavnlige virkning

c)

hvis det er relevant, en erklæring henvendt til personer, der bør undgå at indtage fødevaren, og

d)

en relevant advarsel mod produkter, som kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis de indtages i for store mængder.

a)

anprisninger, der antyder, at sundheden kan påvirkes negativt, hvis man ikke indtager fødevaren

b)

anprisninger, der indeholder angivelse af hastigheden eller omfanget af vægttab

c)

anprisninger, der indeholder henvisning til anbefalinger fra individuelle læger eller sundhedspersonale og andre sammenslutninger, der ikke er omhandlet i artikel 11.

a)

et næringsstofs eller et andet stofs betydning for vækst, udvikling og kroppens funktioner, eller

b)

psykologiske og adfærdsmæssige funktioner, eller

c)

en slankende virkning eller vægtkontrol eller nedsat sultfølelse eller øget mæthedsfornemmelse eller til en reduktion af kostens energiindhold, jf. dog direktiv 96/8/EF,

i)

baseret på almindeligt anerkendte videnskabelige data, og

ii)

forstås fuldt ud af gennemsnitsforbrugeren.

a)

Den nationale kompetente myndighed:

b)

Autoriteten:

a)

ansøgerens navn og adresse

b)

betegnelsen for det næringsstof eller andet stof eller den fødevare eller fødevarekategori, som sundhedsanprisningen skal vedrøre, og dens særlige egenskaber

c)

en kopi af de undersøgelser, herunder foreliggende uafhængige, fagligt evaluerede undersøgelser, der er foretaget vedrørende sundhedsanprisningen, og af andet foreliggende materiale, der kan dokumentere, at sundhedsanprisningen opfylder kravene i denne forordning

d)

i givet fald angivelse af de oplysninger, der skal anses for ejendomsretligt beskyttede, ledsaget af en verificerbar begrundelse

e)

en kopi af andre videnskabelige undersøgelser, der er relevante for den pågældende sundhedsanprisning

f)

et forslag til affattelse af den sundhedsanprisning, ansøgningen vedrører, herunder eventuelle særlige anvendelsesbetingelser

g)

en sammenfatning af ansøgningen.

a)

kontrollere, at den foreslåede affattelse af sundhedsanprisningen er underbygget af videnskabelige data

b)

vurdere, om affattelsen af sundhedsanprisningen opfylder kravene i denne forordning

c)

udtale sig om, hvorvidt den foreslåede affattelse af sundhedsanprisningen er forståelig og meningsfuld for gennemsnitsforbrugeren.

a)

ansøgerens navn og adresse

b)

betegnelsen for det næringsstof eller andet stof eller den fødevare eller den fødevarekategori, som anprisningen skal vedrøre, og dens særlige egenskaber

c)

den anbefalede affattelse af den foreslåede sundhedsanprisning, herunder om fornødent de særlige anvendelsesbetingelser

d)

hvis det er relevant, betingelser eller begrænsninger for anvendelse af fødevaren og/eller en supplerende erklæring eller advarsel, der skal ledsage sundhedsanprisningen på mærkning og i reklamer.

a)

ernæringsanprisningerne og de betingelser, der gælder for dem, jf. bilaget

b)

de begrænsninger, der er vedtaget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5

c)

de godkendte sundhedsanprisninger og de betingelser, der gælder for dem, jf. artikel 13, stk. 3, artikel 14, stk. 1, artikel 18, stk. 2, artikel 20, artikel 23, stk. 2, og artikel 27, stk. 6, samt de i artikel 22, stk. 3, omhandlede nationale foranstaltninger

d)

en liste over afviste sundhedsanprisninger med begrundelse for deres afvisning.

1)

dato for Kommissionens godkendelse af sundhedsanprisningen og navnet på den oprindelige ansøger, godkendelsen blev udstedt til

2)

bekræftelse af, at Kommissionen har godkendt sundhedsanprisningen på grundlag af data, som er ejendomsretligt beskyttede

3)

bekræftelse af, at anvendelsen af sundhedsanprisningen er omfattet af restriktioner, medmindre en efterfølgende ansøger får godkendt anprisningen uden henvisning til de data fra den oprindelige ansøger, som er ejendomsretligt beskyttede.

a)

den foregående ansøger, på det tidspunkt hvor den foregående ansøgning blev indgivet, angav, at de videnskabelige data og andre oplysninger var omfattet af ejendomsretlig beskyttelse, og

b)

den foregående ansøger, på det tidspunkt hvor den foregående ansøgning blev indgivet, havde eneret på at kunne henvise til de data, som var omfattet af ejendomsretlig beskyttelse, og

c)

sundhedsanprisningen ikke ville være blevet godkendt, såfremt den foregående ansøger ikke havde indsendt de data, som var omfattet af ejendomsretlig beskyttelse.

a)

Medlemsstaterne giver senest den 31. januar 2008 Kommissionen meddelelse om sådanne ernæringsanprisninger samt de gældende nationale bestemmelser eller regler, ledsaget af de videnskabelige data, der støtter disse bestemmelser eller regler.

b)

Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 24, stk. 2, en beslutning om anvendelsen af sådanne ernæringsanprisninger.

a)

Sundhedsanprisninger, som er blevet vurderet og godkendt i en medlemsstat, godkendes således:

Sundhedsanprisninger, som ikke er godkendt efter denne procedure, kan fortsat anvendes indtil seks måneder efter vedtagelsen af nævnte beslutning.

b)

Sundhedsanprisninger, som ikke er blevet vurderet og godkendt i en medlemsstat, kan fortsat anvendes, såfremt der indgives ansøgning herom i henhold til denne forordning inden 19. januar 2008. Sundhedsanprisninger, som ikke er godkendt efter denne procedure, kan fortsat anvendes indtil seks måneder efter, at der er truffet beslutning i henhold til artikel 17, stk. 3.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 404/26

(1)

Der kan anvendes en lang række næringsstoffer og andre ingredienser ved fremstillingen af fødevarer, bl.a. vitaminer, mineraler, herunder sporstoffer, aminosyrer, essentielle fedtsyrer, fibre samt diverse planter og urteekstrakter. De nationale bestemmelser i medlemsstaterne for tilsætning heraf til fødevarer er forskellige og hæmmer disse produkters frie bevægelighed, skaber ulige konkurrencevilkår og har derfor en direkte indvirkning på det indre markeds funktion. Det er derfor nødvendigt at vedtage fællesskabsbestemmelser til harmonisering af de nationale bestemmelser vedrørende tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer.

(2)

Denne forordning tager sigte på at regulere tilsætningen af vitaminer og mineraler til fødevarer samt anvendelsen af visse andre stoffer eller ingredienser indeholdende andre stoffer end vitaminer og mineraler, som tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer på en måde, som fører til indtag af disse stoffer i mængder, der langt overstiger de mængder, som under normale omstændigheder med rimelighed kan forventes at blive indtaget gennem en afbalanceret og varieret kost, og/eller som på anden måde ville udgøre en potentiel risiko for forbrugerne. Hvis der ikke findes specifikke fællesskabsbestemmelser vedrørende forbud mod eller restriktioner for anvendelsen af stoffer eller ingredienser, der indeholder andre stoffer end vitaminer og mineraler, der er omfattet af denne forordning eller andre specifikke fællesskabsbestemmelser, kan der anvendes relevante nationale bestemmelser under iagttagelse af traktatens bestemmelser.

(3)

I nogle medlemsstater er det af hensyn til folkesundheden obligatorisk at tilsætte visse vitaminer og mineraler til bestemte almindelige fødevarer. Sådanne hensyn kan være relevante på nationalt eller endog regionalt plan, men dette er på nuværende tidspunkt ikke i sig selv en begrundelse for at harmonisere obligatorisk tilsætning af næringsstoffer i hele Fællesskabet. Skulle det imidlertid blive aktuelt, kan sådanne bestemmelser vedtages på fællesskabsplan. I mellemtiden vil det være formålstjenligt at indsamle oplysninger om nationale foranstaltninger af denne art.

(4)

Vitaminer og mineraler kan tilsættes til fødevarer af fødevareproducenterne på frivillig basis eller skal tilsættes som næringsstoffer i medfør af specifikke fællesskabsbestemmelser. De kan også tilsættes med teknologiske formål som tilsætningsstoffer, farvestoffer eller aromaer eller med andre lignende formål, herunder godkendte ønologiske fremgangsmåder og processer i henhold til relevant fællesskabslovgivning. Denne forordning bør finde anvendelse, uden at det berører specifikke fællesskabsbestemmelser om tilsætning af vitaminer og mineraler til eller anvendelse heraf i bestemte produkter eller produktgrupper eller tilsætning heraf med andre formål end dem, der er omfattet af denne forordning.

(5)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (3) er der vedtaget detaljerede bestemmelser om kosttilskud, der indeholder vitaminer og mineraler, og bestemmelserne om vitaminer og mineraler i denne forordning bør derfor ikke finde anvendelse på kosttilskud.

(6)

Producenter tilsætter vitaminer og mineraler til fødevarer med flere forskellige formål, herunder for at restituere fødevarernes indhold heraf, hvis dette er blevet reduceret under fremstillingen, opbevaringen eller håndteringen, eller for at give fødevarerne en næringsværdi svarende til næringsværdien i fødevarer, for hvilke de skal være alternativer.

(7)

En sund og varieret kost tilfører under normale omstændigheder alle de næringsstoffer, der er nødvendige for en normal udvikling og bevarelse af et godt helbred, i mængder, som er fastsat og anbefalet på grundlag af almindeligt anerkendte videnskabelige data. Undersøgelser viser imidlertid, at denne ideelle situation hverken gælder for alle vitaminer og mineraler eller for alle befolkningsgrupper i Fællesskabet. Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler synes at yde et væsentligt bidrag til indtaget af disse næringsstoffer, og kan således anses for at bidrage positivt til det samlede næringsstofindtag.

(8)

I Fællesskabet konstateres der også på nuværende tidspunkt, om end ikke ret ofte, visse mangler på næringsstoffer. Forandringer i de fremherskende socioøkonomiske forhold i Fællesskabet og forskellige befolkningsgruppers livsstil har ført til ændrede ernæringsmæssige behov og ændrede kostvaner. Dette har efterfølgende ført til ændringer i forskellige befolkningsgruppers energi- og næringsstofbehov og til et indtag af vitaminer og mineraler i disse grupper, som ligger under det indtag, der anbefales i de forskellige medlemsstater. Dertil kommer, at fremskridt i den videnskabelige viden tyder på, at indtaget af nogle næringsstoffer med henblik på at bevare et optimalt helbred og velvære kunne ligge over de værdier, der anbefales på nuværende tidspunkt.

(9)

Kun vitaminer og mineraler, som normalt findes i og indtages som en del af kosten, og som anses for essentielle næringsstoffer, bør kunne tilsættes til fødevarer, selv om dette ikke betyder, at tilsætning er nødvendig. Eventuelle uoverensstemmelser om, hvilke næringsstoffer der er essentielle, bør undgås. Der bør derfor opstilles en positivliste over sådanne vitaminer og mineraler.

(10)

De kemiske stoffer, der anvendes som kilder til vitaminer og mineraler, der kan tilsættes til fødevarer, bør være sikre og også biotilgængelige, dvs. foreligge i en form, som kroppen kan optage. Der bør derfor også opstilles en positivliste over sådanne stoffer. Denne bør omfatte stoffer, som er godkendt af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler i en udtalelse af 12. maj 1999 på grundlag af ovennævnte sikkerheds- og biotilgængelighedskriterier, og som kan anvendes i fremstillingen af fødevarer til spædbørn og småbørn, andre fødevarer til særlig ernæring eller kosttilskud. Skønt natriumchlorid (almindeligt salt) ikke figurerer på denne liste, kan det fortsat anvendes som en ingrediens ved tilberedning af fødevarer.

(11)

For at kunne følge med den videnskabelige og teknologiske udvikling er det vigtigt, at ovennævnte lister revideres, så snart det er nødvendigt. Sådanne revisioner vil være gennemførelsesforanstaltninger af teknisk art, og det bør for at forenkle og fremskynde proceduren overlades til Kommissionen at vedtage dem.

(12)

Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler markedsføres i de fleste tilfælde aktivt af producenterne og kan af forbrugerne blive opfattet som produkter med ernæringsmæssige, fysiologiske eller andre sundhedsmæssige fordele i forhold til lignende produkter eller andre produkter uden sådanne tilsatte næringsstoffer. Dette kan føre til valg fra forbrugerens side, som kan være uheldige. For at forebygge denne potentielle uheldige konsekvens bør der for produkter, hvortil der kan tilsættes vitaminer og mineraler, indføres visse restriktioner ud over dem, der måtte være en naturlig konsekvens af teknologiske overvejelser, eller som måtte blive nødvendige af sikkerhedshensyn, når der fastsættes maksimumsgrænser for vitamin- og mineralindholdet i sådanne produkter. Indholdet i et produkt af bestemte stoffer, som f.eks. alkohol, ville i denne forbindelse være et rimeligt kriterium for ikke at tillade, at der tilsættes vitaminer og mineraler til produktet. Eventuelle undtagelser fra et forbud mod at tilsætte vitaminer og mineraler til alkoholholdige drikkevarer bør begrænses til beskyttelse af traditionelle vinopskrifter, idet Kommissionen underrettes om de relevante produkter. Der bør ikke anvendes ernærings- eller sundhedsanprisninger af tilsætningerne. For at undgå, at forbrugeren kommer i vildrede med hensyn til friske fødevarers naturlige næringsværdi, bør det ligeledes være forbudt at tilsætte vitaminer og mineraler til disse.

(13)

Det er ikke hensigten med denne forordning at regulere den anvendelse af spormængder af vitaminer og mineraler som ægthedsindikatorer, der benyttes med henblik på bekæmpelse af svig.

(14)

Der kan forekomme bivirkninger ved et for højt indtag af vitaminer og mineraler, og det er derfor nødvendigt i konkrete tilfælde at fastsætte maksimumsmængder for disses tilsætning til fødevarer. Formålet med disse mængder er at sikre, at normal anvendelse af produkterne efter producentens anvisninger og som led i en varieret kost vil være ufarlig for forbrugeren. Maksimumsmængderne bør derfor være samlede, øvre sikre indtagsniveauer for vitaminer og mineraler, der er naturligt til stede i fødevaren og/eller tilsættes til fødevaren uanset formål, herunder teknologiske formål.

(15)

Ved fastsættelsen af disse maksimumsmængder og eventuelle andre betingelser, der begrænser stoffernes tilsætning til fødevarer, bør der derfor tages hensyn til de øvre sikre indtagsniveauer for de pågældende stoffer fastsat ved en videnskabelig risikovurdering på grundlag af almindeligt anerkendte videnskabelige data samt til det potentielle indtag gennem andre fødevarer. Der bør også tages behørigt hensyn til referenceindtagene af vitaminer og mineraler for befolkningen. Hvor det er nødvendigt for visse vitaminer og mineraler at fastsætte restriktioner for, til hvilke fødevarer disse kan tilsættes (f.eks. tilsætning af jod til salt), bør der gives prioritet til restituering af indholdet af vitaminer og mineraler, hvis dette er blevet reduceret under fremstillingen, opbevaringen eller håndteringen, og med henblik på at give fødevarerne en næringsværdi svarende til næringsværdien i fødevarer, for hvilke disse fødevarer skal være alternativer.

(16)

Tilsætning af vitaminer og mineraler til fødevarer bør medføre, at disse vitaminer og mineraler forekommer i en vis minimumsmængde i den pågældende fødevare. En for lille og ubetydelig mængde i sådanne berigede fødevarer vil nemlig ikke være til nogen gavn for forbrugerne og vil være vildledende. Samme princip ligger til grund for kravet om, at disse næringsstoffer skal forekomme i en betydelig mængde for at kunne angives i næringsdeklarationen. Minimumsmængden af vitaminer og mineraler i fødevarer, der er tilsat sådanne vitaminer og mineraler, bør derfor være identisk med den betydelige mængde, der skal forekomme, for at det er tilladt at angive disse næringsstoffer i næringsdeklarationen, medmindre andet er fastsat ved passende undtagelser.

(17)

Fastsættelse af maksimumsmængder og eventuelle andre betingelser for anvendelsen på grundlag af de principper og kriterier, der er fastlagt i denne forordning, og fastsættelse af minimumsmængder er gennemførelsesforanstaltninger af teknisk art, og fastsættelsen bør derfor for at forenkle og fremskynde proceduren overlades til Kommissionen.

(18)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (4), indeholder generelle mærkningsbestemmelser og definitioner. Nærværende forordning bør derfor begrænses til nødvendige supplerende bestemmelser. Disse supplerende bestemmelser bør endvidere finde anvendelse med forbehold af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (5).

(19)

Produkter, som er tilsat vitaminer og mineraler, har en ernæringsmæssig betydning og en potentiel indvirkning på kostvanerne og det samlede indtag af næringsstoffer, og forbrugeren bør derfor kunne vurdere produkternes generelle næringskvalitet. Næringsdeklaration bør derfor, som en fravigelse af artikel 2 i Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (6), være obligatorisk.

(20)

En normal, varieret kost indeholder mange ingredienser, og disse indeholder mange stoffer. Indtaget af disse stoffer eller ingredienser vil ved normal og traditionel anvendelse i en almindelig kost ikke give anledning til bekymring og behøver ikke at blive reguleret. Visse andre stoffer end vitaminer og mineraler eller ingredienser, der indeholder dem, tilsættes fødevarer som ekstrakter eller koncentrater, hvilket kan føre til indtag, der er betydeligt højere end de mængder, der ville blive indtaget gennem en sund og varieret kost. Der er i nogle tilfælde rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt en sådan praksis er risikofri, og fordelene herved er uklare; denne praksis bør derfor reguleres. Det er i sådanne tilfælde hensigtsmæssigt, at ledere af fødevarevirksomheder, som er ansvarlige for sikkerheden af de fødevarer, de markedsfører, pålægges bevisbyrden for fødevarernes sikkerhed.

(21)

Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler er specielle, og kontrolorganerne bør derfor have flere midler til rådighed, end det normalt er tilfældet, således at det bliver lettere at føre effektiv kontrol med sådanne produkter.

(22)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende med hensyn til tilsætning af vitaminer og mineraler, samt visse andre stoffer til fødevarer, idet der samtidig sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre opfyldes på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(23)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen (7) —

a)

fødevarer til særlig ernæring og, i mangel af specifikke bestemmelser, krav til sådanne produkters sammensætning, som nødvendiggøres af særlige ernæringsmæssige behov hos de personer, de er beregnet til

b)

nye fødevarer og nye fødevareingredienser

c)

genetisk modificerede fødevarer

d)

tilsætningsstoffer og aromaer

e)

godkendte ønologiske fremgangsmåder og behandlingsmetoder.

1)

»autoriteten«: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (8)

2)

»andre stoffer«: stoffer, som ikke er vitaminer eller mineraler, og som har en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning.

a)

en mangel på et eller flere vitaminer og/eller mineraler i befolkningen eller i bestemte befolkningsgrupper, som kan dokumenteres ved kliniske eller subkliniske mangler eller sandsynliggøres, fordi indtaget af næringsstoffer skønnes at være lavt, eller

b)

muligheden for at forbedre befolkningens eller bestemte befolkningsgruppers ernæringstilstand og/eller afhjælpe et eventuelt mangelfuldt indtag af vitaminer eller mineraler gennem kosten som følge af ændrede kostvaner, eller

c)

fremskridt i den almindeligt anerkendte videnskabelige viden om vitaminers og mineralers rolle i ernæringen og deraf følgende betydning for sundheden.

a)

uforarbejdede fødevarer, bl.a. frugt, grøntsager, kød, fjerkræ og fisk

b)

drikkevarer med et alkoholindhold på over 1,2 % vol.; dette gælder dog, uanset artikel 3, stk. 2, ikke for produkter

under forudsætning af, at der ikke anvendes ernærings- eller sundhedsanprisninger.

a)

de øvre sikre indtagsniveauer for vitaminer og mineraler fastsat ved en videnskabelig risikovurdering på grundlag af almindeligt anerkendte videnskabelige data, om nødvendigt under hensyntagen til forskellige forbrugergruppers varierende grad af følsomhed, og

b)

vitamin- og mineralindtag fra andre kostkilder.

a)

enkeltprodukters bidrag til den samlede befolknings eller bestemte befolkningsgruppers almindelige kost

b)

produktets ernæringsprofil udarbejdet i henhold til forordning (EF) nr. 1924/2006.

a)

at hvis der er konstateret sundhedsskadelige virkninger, skal stoffet og/eller den ingrediens, der indeholder stoffet:

b)

at hvis det er konstateret, at der er mulighed for sundhedsskadelige virkninger, men der fortsat er videnskabelig usikkerhed herom, skal stoffet anføres i bilag III, del C.

a)

vitaminer og mineraler, som må tilsættes til fødevarer, jf. bilag I

b)

vitaminsammensætninger og mineralske stoffer, som må tilsættes til fødevarer, jf. bilag II

c)

maksimums- og minimumsmængder af vitaminer og mineraler, som må tilsættes til fødevarer, og eventuelle betingelser herfor fastsat i overensstemmelse med artikel 6

d)

oplysninger om nationale bestemmelser om obligatorisk tilsætning af vitaminer og mineraler, jf. artikel 11

e)

enhver begrænsning med hensyn til tilsætning af vitaminer og mineraler, jf. artikel 4

f)

stoffer, for hvilke der er forelagt dokumentation i henhold til artikel 17, stk. 1, litra b)

g)

oplysninger om de i bilag III anførte stoffer samt begrundelsen for, at de er anført deri

h)

oplysninger om de i bilag III, del C, anførte stoffer, som det generelt er tilladt at anvende, jf. artikel 8, stk. 5.

a)

om obligatorisk tilsætning af vitaminer og mineraler til bestemte fødevarer eller fødevarekategorier eller

b)

om forbud mod eller begrænsning af anvendelsen af visse andre stoffer ved fremstillingen af nærmere angivne fødevarer

a)

at det pågældende stof anvendes som tilsætning til fødevarer, der markedsføres i Fællesskabet den 19. januar 2007, og

b)

at autoriteten ikke har afgivet negativ udtalelse om anvendelsen af dette stof eller om anvendelse af stoffet i den pågældende form i fremstillingen af fødevarer, på grundlag af dokumentation til støtte for anvendelsen af det pågældende stof, som medlemsstaten skal forelægge for Kommissionen senest den 19. januar 2010.

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 404/39

(1)

Fællesskabet kan bidrage til beskyttelse af borgernes sundhed og sikkerhed samt økonomiske og juridiske interesser gennem aktioner inden for forbrugerbeskyttelse.

(2)

Der bør derfor etableres et EF-handlingsprogram for forbrugerpolitik til afløsning af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 20/2004/EF af 8. december 2003 om en generel ramme for finansiering af Fællesskabets aktioner til støtte for forbrugerpolitikken for perioden 2004-2007 (4). Nævnte afgørelse bør derfor ophæves.

(3)

Der bør lægges stor vægt på at integrere forbrugerbeskyttelseshensyn i alle Fællesskabets politikker i overensstemmelse med traktatens artikel 153 og på de forbrugerpolitiske målsætninger, der er opstillet i dette program. Koordineringen med andre fællesskabspolitikker og -programmer er et vigtigt led i at sikre, at der i forbindelse med andre politikker tages behørigt hensyn til forbrugerinteresser. For at fremme synergi og undgå dobbeltarbejde bør andre fællesskabsfonde og -programmer åbne mulighed for at yde finansiel støtte til at integrere forbrugerinteresser i deres respektive områder.

(4)

I denne retsakt fastlægges der for hele programmets varighed en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (5), udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetprocedure.

(5)

Det er af generel europæisk interesse, at sundheds- og sikkerhedsforholdene i forbindelse med tjenesteydelser og nonfoodvarer, og borgernes økonomiske og juridiske interesser og forbrugernes interesser i forbindelse med udviklingen af standarder for varer og tjenesteydelser varetages på fællesskabsplan. Under hensyn til den særlige karakter af de organisationer, der vil være tale om, bør videreførelsen af Fællesskabets støtte til de pågældende organisationers drift ikke være underlagt princippet om gradvis nedtrapning af støttens omfang.

(6)

Der bør sikres en overgang mellem dette program og det program, det afløser, navnlig hvad angår videreførelse af flerårige foranstaltninger og evalueringen af resultaterne af det forrige program og af de områder, der kræver større opmærksomhed. De tekniske og administrative støttebevillinger bør fra den 1. januar 2014 i givet fald dække de udgifter, der vedrører forvaltningen af de aktioner, der ikke er afsluttet ultimo 2013.

(7)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (6).

(8)

Ved gennemførelsen af programmet bør der tages højde for det forhold, at det indre marked ikke kan fungere efter hensigten, hvis forbrugerne ikke nyder den samme beskyttelse i alle medlemsstater. Programmet bør derfor lægge særlig vægt på at styrke forbrugerbeskyttelsen og forbrugerbevidstheden i de medlemsstater, der er tiltrådt den 1. maj 2004 eller derefter, for at sikre ensartede vilkår for alle medlemsstater.

(9)

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt »EØS-aftalen«) indeholder bestemmelser om samarbejde inden for forbrugerbeskyttelse mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og de lande i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, der deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt »EFTA/EØS-lande«), på den anden side. Andre lande bør også kunne deltage i programmet, herunder især EU's nabolande og lande, der har ansøgt om EU-medlemskab, kandidatlande og tiltrædende lande.

(10)

Man bør i forbindelse med programmets gennemførelse forsøge at fremme samarbejdet med tredjelande, der ikke deltager i programmet, idet der tages hensyn til relevante aftaler mellem disse tredjelande og Fællesskabet.

(11)

Værdien og indvirkningen af de foranstaltninger, der iværksættes inden for rammerne af programmet, bør overvåges og evalueres, herunder af uafhængige eksterne evaluatorer. Der bør fastsættes målbare målsætninger og udarbejdes indikatorer med henblik på at evaluere forbrugerpolitikken.

(12)

Målene for denne afgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af de berørte områders grænseoverskridende karakter og kan derfor på grund af Fællesskabets større handlingsevne med henblik på effektivt at beskytte borgernes sundhed og sikkerhed samt økonomiske og juridiske interesser bedre opfyldes på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går afgørelsen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

a)

sikre et højt niveau for forbrugerbeskyttelse, herunder gennem bedre evidens, bedre høring og bedre repræsentation af forbrugernes interesser

b)

sikre en effektiv anvendelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne, navnlig gennem øget retshåndhævende samarbejde, information, uddannelse og klageadgang.

a)

50 % af udgifterne til aktioner finansieret i fællesskab af Kommissionen og en eller flere medlemsstater, eller af Fællesskabet og de kompetente myndigheder i de tredjelande, der deltager i medfør af artikel 8, undtagen i tilfælde af aktioner af særlig stor nytteværdi, hvor Fællesskabets bidrag ikke må overstige 70 %

b)

85 % af udgifterne til aktioner med henblik på oprettelse af en integreret europæisk mastergraduddannelse i forbrugeranliggender

c)

50 % af udgifterne til driften af europæiske forbrugerorganisationer

d)

95 % af udgifterne til driften af europæiske forbrugerorganisationer, som repræsenterer forbrugernes interesser i forbindelse med udviklingen af standarder for varer og tjenesteydelser på fællesskabsplan.

a)

individuelle mobilitetsstipendier for lærere eller studerende som led i en integreret europæisk mastergraduddannelse i forbrugeranliggender. Forvaltningen af disse stipendier kan overdrages til de nationale Erasmus-kontorer under programmet for livslang læring

b)

rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med udvekslingen af de retshåndhævende myndigheders personale.

a)

den årlige arbejdsplan til gennemførelse af programmet, hvori der fastsættes:

b)

de nærmere bestemmelser, herunder udvælgelses- og tildelingskriterier, for gennemførelse af aktionerne i artikel 4, stk. 1, litra a).

a)

EFTA/EØS-landene i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i EØS-aftalen

b)

tredjelande, herunder især lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, lande, der har ansøgt om EU-medlemskab eller er kandidatlande eller tiltrædende lande til EU, og de af de vestlige Balkanlande, der deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen, i overensstemmelse med betingelserne i de respektive bilaterale eller multilaterale aftaler med disse lande om de generelle principper for disse landes deltagelse i Fællesskabets programmer.

1.1.

Overvågning og vurdering af markedstendenser af betydning for forbrugernes økonomiske og andre interesser, herunder analyser, prisundersøgelser, undersøgelser af forandringer i markedsstrukturer, undersøgelser af forbrugernes og virksomhedernes holdninger, indsamling og analyse af klager fra forbrugerne, indsamling og analyse af oplysninger om handel og markeder mellem virksomheder og forbrugere på tværs af grænserne.

1.2.

Udvikling og vedligeholdelse af databaser.

1.3.

Indsamling og analyse af statistiske og andre relevante oplysninger, idet der til det statistiske arbejde eventuelt kan gøres brug af Fællesskabets statistiske program.

4.1.

Juridisk og teknisk ekspertise, herunder undersøgelser, i forbindelse med regulering og virkningen heraf.

4.2.

Juridisk og teknisk ekspertise, herunder undersøgelser, i forbindelse med politikudvikling vedrørende sikkerheden i forbindelse med varer og tjenesteydelser samt forbrugernes økonomiske og juridiske interesser.

4.3.

Juridisk og teknisk ekspertise, herunder undersøgelser, til vurdering af behovet for produktsikkerhedsstandarder og til udarbejdelse af standardiseringsmandater for varer og tjenesteydelser.

4.4.

Seminarer, konferencer, workshops og møder mellem de berørte parter og sagkyndige.

8.1.

Aktioner til forbedring af koordineringen af overvågning og håndhævelse samt forbedring af samarbejdet mellem kompetente myndigheder, herunder udvikling og vedligeholdelse af it-værktøjer (f.eks. databaser og informations- og kommunikationssystemer) og tilrettelæggelse af seminarer, konferencer, workshopper og møder mellem de berørte parter og sagkyndige inden for håndhævelse, udveksling af de retshåndhævende myndigheders personale og uddannelse, også for aktører inden for retsvæsenet.

8.2.

Overvågning og vurdering af sikkerheden i forbindelse med nonfoodvarer og tjenesteydelser, herunder styrkelse af RAPEX-systemet for hurtig udveksling af oplysninger og udvidelse af dets anvendelsesområde under hensyntagen til udviklingen inden for udveksling af markedsovervågningsinformationer samt videreudvikling af netværket for forbrugsvaresikkerhed, jf. direktiv 2001/95/EF.

8.3.

Fælles overvågnings- og håndhævelsesaktioner samt andre aktioner inden for rammerne af det administrative og retshåndhævende samarbejde.

8.4.

Aktioner for det administrative og retshåndhævende samarbejde med tredjelande, der ikke deltager i programmet.

10.1.

Overvågning af, hvorledes alternative tvistbilæggelsesordninger fungerer, og evaluering af effekten heraf.

10.2.

Finansiel støtte til fælles aktioner med offentlige organer eller nonprofitorganisationer, som indgår i fællesskabsnetværk, der informerer forbrugerne og bistår dem med at udøve deres rettigheder og få adgang til passende tvistbilæggelse (Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre).

10.3.

Aktioner for at forbedre kommunikationen med EU's borgere om forbrugerspørgsmål, særlig med de medlemsstater, som tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004 eller derefter, herunder publikationer om emner af interesse for forbrugerpolitikken, levering af online-information og aktioner, der leverer information om forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger og forbrugerrettigheder.

11.1.

Specifikke aktioner rettet mod unge forbrugere, ældre forbrugere og sårbare grupper af klart svagere forbrugere, og udvikling af interaktive redskaber til uddannelse af forbrugerne.

11.2.

Finansiel støtte til udviklingen af en integreret europæisk mastergraduddannelse i forbrugeranliggender, herunder en stipendieordning for studerende vedrørende ophold på op til seks måneder i et andet land.

1.

Den finansielle støtte til aktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), kan tildeles et offentligt organ eller et nonprofitorgan udpeget ved en gennemsigtig procedure af medlemsstaten eller den berørte kompetente myndighed samt godkendt af Kommissionen.

2.

Den finansielle støtte til aktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), kan tildeles højere uddannelsesinstitutioner i medlemsstaterne eller i tredjelande, der deltager i henhold til artikel 8, som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2317/2003/EF af 5. december 2003 om etablering af et program, der skal øge kvaliteten af de videregående uddannelser og fremme den mellemfolkelige forståelse gennem samarbejde med tredjelande (Erasmus Mundus) (2004-2008) (1).

3.

Den finansielle støtte til aktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra a), kan tildeles studerende og lærere, der deltager i den europæiske integrerede mastergraduddannelse i forbrugeranliggender, som modtager støtte i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b).

4.

Den finansielle støtte til aktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), kan tildeles de embedsmænd med ansvar for håndhævelse af forbrugerbeskyttelseslovgivningen som er omhandlet i forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2001/95/EF.

5.

Den finansielle støtte til aktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c), kan tildeles europæiske forbrugerorganisationer:

6.

Den finansielle støtte til aktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra d), kan tildeles europæiske forbrugerorganisationer: