23.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 367/1

(1)

Bestemmelserne i traktaten, der finder anvendelse på EU's regioner i den yderste periferi, herunder de franske oversøiske departementer, tillader i princippet ingen afgiftsforskelle mellem lokale varer og varer med oprindelse i det franske hovedland eller andre medlemsstater. Traktatens artikel 349 åbner dog mulighed for at indføre særlige foranstaltninger til fordel for disse regioner på grund af varige ugunstige vilkår, der påvirker de i den yderste periferi beliggende regioners sociale og økonomiske situation.

(2)

Sådanne særlige foranstaltninger skal vedtages under hensyntagen til de særlige karakteristika og begrænsninger i disse regioner, men uden at de underminerer EU-rettens integritet og sammenhæng, herunder det indre marked og de fælles politikker. De vedvarende og kumulative ugunstige vilkår, som regionerne i Unionens yderste periferi lider under, anført i traktatens artikel 349 (regionernes afsides beliggenhed, afhængigheden af råstoffer og energi, nødvendigheden af at opbygge større lagre, det lokale markeds beskedne størrelse kombineret med en svag eksportaktivitet osv.) medfører en forøgelse af produktionsomkostningerne og dermed af kostprisen for lokalt fremstillede varer, der uden særforanstaltninger vil være mindre konkurrencedygtige end varer udefra, selv når der tages hensyn til omkostningerne ved transporten til de franske oversøiske departementer. Dette vil således gøre det endnu vanskeligere at opretholde en lokal produktion. Det er derfor nødvendigt at træffe specifikke foranstaltninger med henblik på at styrke det lokale erhvervsliv og øge dets konkurrenceevne. For at genoprette de lokalt fremstillede varers konkurrenceevne har Frankrig i medfør af Rådets beslutning 2004/162/EF (1) fået tilladelse til, frem til den 31. december 2014, at fritage for eller nedsætte særafgiften »octroi de mer« for visse varer, der fremstilles i de i den yderste periferi beliggende regioner Guadeloupe, Guyana, Martinique og Réunion, og fra den 1. januar 2014 Mayotte. Bilaget til den nævnte beslutning indeholder listen over varer, for hvilke der kan indrømmes fritagelse for eller nedsættelse af afgiften. Forskellen mellem afgiftssatsen på lokalt fremstillede varer og afgiftssatsen på andre varer må, afhængigt af hvilken vare det drejer sig om, ikke overstige 10, 20 eller 30 procentpoint.

(3)

Frankrig har anmodet om fra den 1. januar 2015 at opretholde en ordning svarende til ordningen i beslutning 2004/162/EF. Frankrig gør gældende, at de ovenfor anførte ugunstige vilkår er af permanent karakter, at afgiftsordningen i medfør af beslutning 2004/162/EF har gjort det muligt at bevare og i visse tilfælde at udvikle den lokale produktion og ikke har udgjort en indtægt for de begunstigede virksomheder, idet der har været en global stigning i importen af de varer, der har været omfattet af en differentieret beskatning.

(4)

For hver af de berørte regioner i den yderste periferi, Guadeloupe, Guyana, Martinique, Mayotte og Réunion, har Frankrig givet Kommissionen fem serier af lister over varer, for hvilke den agter at anvende en differentieret beskatning på op til 10, 20 eller 30 procentpoint, afhængigt af om de er lokalt produceret eller ej. Den franske region i den yderste periferi Saint-Martin er ikke berørt.

(5)

Med nærværende afgørelse gennemføres bestemmelserne i traktatens artikel 349, og Frankrig bemyndiges til at anvende en differentieret beskatning på varer, for hvilke det er påvist, at der for det første forekommer en lokal produktion, at der for det andet forekommer en betydelig import (herunder fra det franske hovedland og andre medlemsstater), der kan gøre det vanskeligt at opretholde den lokale produktion, og endelig at den lokale produktion er forbundet med ekstraomkostninger i forhold til importerede varer, der gør lokalt fremstillede varer mindre konkurrencedygtige. Den tilladte beskatningsforskel bør ikke overstige de påviste ekstraomkostninger. Anvendelsen af disse principper vil gøre det muligt at iværksætte bestemmelserne i traktatens artikel 349 uden at overskride det, som er strengt nødvendigt, og uden at give en uberettiget fordel til lokalproduktionen for således ikke at underminere EU-rettens integritet og sammenhæng, herunder opretholdelsen af lige konkurrencevilkår i det indre marked og en ensartet statsstøttepolitik.

(6)

For at forenkle den byrde, der pålægges de små virksomheder, bør skattefritagelserne eller -nedsættelserne gælde alle de erhvervsdrivende, der har en årsomsætning over eller lig med 300 000 EUR. Erhvervsdrivende med en årsomsætning under denne grænseværdi bør ikke underlægges særafgiften »octroi de mer«, men kan til gengæld ikke fratrække denne afgift, der allerede er blevet pålagt i de foregående omsætningsled.

(7)

Det gælder tilsvarende, ud fra hensynet til EU-lovgivningens indre sammenhæng, at der ikke må indrømmes differentieret beskatning for fødevarer, for hvilke der gives støtte i henhold til kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 (2). Denne foranstaltning har til formål at forhindre, at virkningen af den landbrugsstøtte, der ydes i medfør af den særlige forsyningsordning, udlignes eller reduceres af en højere beskatning af de varer, der er omfattet af særafgiften »octroi de mer«.

(8)

Formålserklæringen for særafgiften »octroi de mer« underbygger det opstillede sigte, som er at støtte de franske oversøiske departementers samfundsøkonomiske udvikling, jf. beslutning 2004/162/EØF. Det er fastsat i loven, at indtægterne fra særafgiften »octroi de mer« skal indgå i det provenu, som de franske oversøiske departementer opnår i deres økonomiske og finansielle politik, og at de skal anvendes til en politik, der fremmer økonomisk og samfundsmæssig udvikling, og herunder bistand til fremme af lokale aktiviteter.

(9)

Det er nødvendigt at udvide anvendelsesperioden for beslutning 2004/162/EF med seks måneder, indtil den 30. juni 2015. Denne frist vil give Frankrig mulighed for at gennemføre nærværende afgørelse i sin nationale lovgivning.

(10)

Ordningens varighed er fastsat til fem år og seks måneder, indtil den 31. december 2020, som er den sidste anvendelsesdato for de aktuelle retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte. Det er imidlertid nødvendigt at evaluere ordningens resultater inden denne dato. Følgelig bør Frankrig således senest den 31. december 2017 forelægge Kommissionen en rapport om gennemførelsen af den anvendte afgiftsordning, således at det kan vurderes, hvilke virkninger de trufne foranstaltninger har haft, og hvor meget de har bidraget til at fremme eller opretholde det lokale erhvervsliv under hensyntagen til de ugunstige vilkår, som regionerne i den yderste periferi er underlagt. Formålet med rapporten bør bl.a. være at undersøge, om de afgiftslettelser, som Frankrig giver de lokalt fremstillede varer, overskrider det, der er strengt nødvendigt, og at de fordele, der opnås, stadig er nødvendige og forholdsmæssige. Rapporten bør bl.a. indeholde en analyse af virkningerne af den ordning, der indføres, på prisniveauet i de franske regioner i den yderste periferi. Kommissionen bør på grundlag af denne rapport forelægge Rådet en rapport og i givet fald et forslag om ændring af bestemmelserne i nærværende afgørelse for at tage højde for de forhold, der er blevet konstateret.

(11)

Nærværende afgørelse bør finde anvendelse fra 1. juli 2015 for at undgå et juridisk tomrum.

(12)

Denne afgørelse tilsidesætter ikke en eventuel anvendelse af traktatens artikel 107 og 108.

(13)

Formålet med denne afgørelse er at oprette en retlig ramme for særafgiften »octroi de mer« fra den 1. januar 2015. Grundet sagens hastende karakter bør der indrømmes en undtagelse fra den periode på otte uger, der er fastsat i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde —

a)

10 procentpoint for varer anført i bilagets del A

b)

20 procentpoint for varer anført i bilagets del B

c)

30 procentpoint for varer anført i bilagets del C.

23.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 367/8

(1)

Unionen og Canada bør udvide deres toldsamarbejde, så det dækker spørgsmål om forsyningskædesikkerhed og dermed forbundet risikostyring med henblik på at øge forsyningskædesikkerheden fra første til sidste led og samtidig skabe bedre vilkår for lovlig samhandel.

(2)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2012/643/EU (1) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Canada om toldsamarbejde vedrørende spørgsmål om forsyningskædesikkerhed (»aftalen«) undertegnet den 4. marts 2013 med forbehold af dens indgåelse.

(3)

Den holdning, som Unionen skal indtage i Det Blandede Toldsamarbejdsudvalg, når det skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bør fastlægges i overensstemmelse med proceduren i artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Om nødvendigt fastlægges øvrige holdninger, som Unionen skal indtage i Det Blandede Toldsamarbejdsudvalg, i overensstemmelse med artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Union.

(4)

Aftalen bør godkendes på Unionens vegne —

23.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 367/10

—

i Den Europæiske Union de kompetente tjenestegrene i Europa-Kommissionen og toldmyndighederne i Den Europæiske Unions medlemsstater

—

i Canada det eller de statslige organer, som Canada har tildelt ansvaret for administrationen af sin toldlovgivning.

a)

styrke de toldrelaterede aspekter af sikringen af den internationale samhandels logistikkæde og samtidig skabe bedre vilkår for den lovlige samhandel

b)

etablere minimumstandarder for risikostyringsteknikker og de dermed forbundne krav og programmer i det omfang, det er praktisk muligt

c)

arbejde hen imod og, hvor det er hensigtsmæssigt, etablere gensidig anerkendelse af risikostyringsteknikker, risikostandarder, sikkerhedskontroller, forsyningskædesikkerheds- og handelspartnerskabsprogrammer, herunder tilsvarende foranstaltninger til lettelse af samhandel

d)

udveksle oplysninger om forsyningskædesikkerhed og risikostyring; enhver udveksling af oplysninger under denne aftale er underlagt bestemmelserne om oplysningers fortrolighed og beskyttelse af personoplysninger i artikel 16 i toldsamarbejdsaftalen og alle bestemmelser om fortrolighed og beskyttelse af privatlivets fred i de kontraherende parters lovgivning

e)

oprette kontaktsteder til udveksling af oplysninger om forsyningskædesikkerhed

f)

indføre en grænseflade for dataudveksling (som omfatter data før ankomst/før afgang), hvor dette er hensigtsmæssigt

g)

udvikle en strategi, som muliggør toldmyndighedernes samarbejde på lastinspektionsområdet

h)

samarbejde i alle multilaterale fora, der er relevante med hensyn til at rejse og drøfte spørgsmål om forsyningskædesikkerhed, i det omfang det er praktisk muligt.

a)

afklaring af, hvilke forskriftsmæssige eller lovgivningsmæssige ændringer der kræves for at gennemføre denne aftale

b)

afklaring og fastlæggelse af foranstaltninger til at forbedre mekanismer til informationsudveksling

c)

afklaring og fastlæggelse af bedste praksis, herunder bedste praksis for harmonisering af kravene om elektronisk forhåndsindsendelse af lastoplysninger med internationale standarder for indførsel, udførsel og transit

d)

definition og fastlæggelse af standarder for risikoanalyse for de oplysninger, der er nødvendige for at kunne identificere højrisikoforsendelser, som importeres til, omlades i eller passerer igennem Canada og Den Europæiske Union

e)

definition og fastlæggelse af foranstaltninger til harmonisering af risikovurderingsstandarder

f)

definition af minimumskontrolstandarder og de metoder, som gør det muligt at overholde disse standarder

g)

forbedring og fastlæggelse af standarder for handelspartnerskabsprogrammer, der tager sigte på at øge forsyningskædesikkerheden og lette den lovlige samhandel

h)

definition og udførelse af konkrete trin til at etablere gensidig anerkendelse af risikostyringsteknikker, risikostandarder, sikkerhedskontroller, og handelspartnerskabsprogrammer, herunder tilsvarende foranstaltninger til lettelse af samhandel.

23.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 367/14

(1)

I henhold til artikel 10, stk. 4-8, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (2) skal Kommissionen beregne og give medlemsstaterne meddelelse om justeringer af de egne indtægter fra merværdiafgift, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom (3) (»momsindtægter«), og fra bruttonationalindkomst (BNI), der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i nævnte afgørelse (»den supplerende indtægt«), i tilstrækkelig god tid til, at de kan opføre disse justeringer på Kommissionens konto, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000, den første arbejdsdag i december.

(2)

Under usædvanlige omstændigheder kan disse justeringer resultere i meget store beløb, som for nogle medlemsstater i væsentlig grad overstiger to månedlige tolvtedele, der skal overdrages som momsindtægter og den supplerende indtægt, og som samlet for alle medlemsstaterne i væsentlig grad overstiger halvdelen af de samlede månedlige tolvtedele.

(3)

For nogle medlemsstater kan forpligtelsen til at overdrage så store beløb udgøre en stor finansiel byrde, som kan lægge et alvorligt finanspolitisk pres på disse medlemsstater, især hen imod årets udgang.

(4)

Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at anmode om udsættelse af overdragelsen af disse beløb indtil den første arbejdsdag i september det følgende år, hvis visse betingelser er opfyldt.

(5)

Uden at dette berører den eksisterende forpligtelse til at overdrage de anmodede beløb til Kommissionens konto, bør enhver medlemsstat, som beslutter at benytte sig af denne mulighed, i god tid før den første arbejdsdag i december fremsende en anmodning til Kommissionen med den eller de datoer, hvor justeringerne vil blive overdraget, for at muliggøre en effektiv forvaltning af Unionens likviditetsbehov. Enhver forsinkelse i overdragelsen af disse justeringer på den eller de datoer, som er meddelt Kommissionen, bør medføre, at der skal betales renter på de betingelser, der er fastsat i artikel 11 i forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000.

(6)

De beløb, der stilles til rådighed den første arbejdsdag i december 2014 som følge af justeringerne, er af hidtil uset omfang, hvilket er en situation, der ikke kunne forudses, da forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 blev vedtaget.

(7)

For at forhindre at denne usædvanlige og uforudsete situation skaber urimeligt store budgetmæssige begrænsninger for medlemsstaterne lige før årets udgang, bør muligheden i henhold til denne forordning finde anvendelse på justeringer, der i medfør af forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 skulle opføres på Kommissionens konti den første arbejdsdag i december 2014. I den forbindelse har de medlemsstater, som ønsker at benytte sig af denne mulighed, allerede sendt en formel anmodning med en betalingsplan til Kommissionen inden den første arbejdsdag i december 2014.

(8)

Forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

23.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 367/16

(1)

I overensstemmelse med artikel 11, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1307/2013 meddelte Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Italien, Cypern, Letland, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige inden den 1. august 2014 Kommissionen, hvilke beslutninger de havde truffet, jf. artikel 11 i samme forordning, herunder det anslåede resultat af nedsættelserne for kalenderårene 2015-2019.

(2)

I overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1307/2013 skal det anslåede resultat af betalinger, som er meddelt af medlemsstaterne og omhandlet i artikel 11, stk. 6, i samme forordning, stilles til rådighed som EU-støtte til foranstaltninger inden for rammerne af udvikling af landdistrikter. Som følge heraf er det nødvendigt at tilpasse bilag I til forordning (EU) nr. 1305/2013 og bilag III til forordning (EU) nr. 1307/2013 i overensstemmelse med de beløb, medlemsstaterne har meddelt.

(3)

Derudover kan resultatet af nedsættelsen af betalinger være nul på grund af bl.a. bedriftsstrukturerne i medlemsstaterne og den forventede fordeling af direkte betalinger og medlemsstaternes mulighed for at anvende artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1307/2013. Belgien, Luxembourg, Malta, Østrig, Slovenien og Finland meddelte således Kommissionen deres anslåede resultat af nedsættelsen, som er nul for alle kalenderårene 2015-2019.

(4)

Belgien, Tyskland, Frankrig, Kroatien, Litauen og Rumænien har besluttet at gøre brug af artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1307/2013.

(5)

I overensstemmelse med artikel 136a, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (3) og artikel 14, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1307/2013 meddelte Belgien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Grækenland, Nederlandene og Rumænien inden den 1. august 2014 Kommissionen deres beslutning om at overføre en vis procentdel af deres årlige nationale lofter for kalenderårene 2015-2019 til foranstaltninger inden for rammerne af landdistriktsudviklingsprogrammer, som ifølge forordning (EU) nr. 1305/2013 finansieres med midler fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

(6)

I overensstemmelse med artikel 136a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 73/2009 og artikel 14, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1307/2013 meddelte Ungarn inden den 1. august 2014 Kommissionen sin beslutning om at overføre en vis procentdel til direkte betalinger af det beløb, der afsættes til støtte til foranstaltninger inden for rammerne af landdistriktsudviklingsprogrammer, som ifølge forordning (EU) nr. 1305/2013 finansieres med midler fra ELFUL i perioden 2016-2020.

(7)

Bilag I til forordning (EU) nr. 1305/2013 og bilag II og III til forordning (EU) nr. 1307/2013 bør derfor ændres.

(8)

Denne forordning er afgørende for en gnidningsløs og rettidig vedtagelse af landdistriktsudviklingsprogrammerne, og den bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

23.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 367/22

(1)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 248/2011 (3) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af visse endeløse filamenter af glasfibervarer, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7019 11 00, ex 7019 12 00 og 7019 31 00, med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

(2)

Den 12. december 2013 offentliggjorde Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en meddelelse (»meddelelsen om indledning af antisubsidieundersøgelsen«) (4) i Den Europæiske Unions Tidende om indledningen af en antisubsidieprocedure vedrørende importen til Den Europæiske Union af visse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«).

(3)

Undersøgelsen blev indledt af Kommissionen på grundlag af en klage indgivet den 28. oktober 2013 af European Glass Fibre Producers Association (»APFE«) (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af visse varer af glasfiberfilamenter. Klagen indeholdt umiddelbare beviser for, at der fandt subsidiering sted af visse varer af glasfiberfilamenter, og for væsentlig skade som følge heraf, hvilket Kommissionen anså for tilstrækkeligt til at berettige indledningen af en undersøgelse.

(4)

I overensstemmelse med artikel 10, stk. 7, i forordning (EF) nr. 597/2009 (»antisubsidiegrundforordningen«) underrettede Kommissionen før indledningen af undersøgelsen den kinesiske regering om, at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage med påstand om, at subsidieret import af visse varer af glasfiberfilamenter med oprindelse i Kina forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Kommissionen indbød den kinesiske regering til konsultationer med henblik på at klarlægge situationen med hensyn til klagens indhold og nå til en gensidigt acceptabel løsning.

(5)

Den kinesiske regering tog imod tilbuddet om konsultationer, som efterfølgende blev gennemført den 5. december 2013. Det var ikke muligt at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning i forbindelse med konsultationerne. Kommissionen noterede sig imidlertid de bemærkninger, der blev fremsat af den kinesiske regering vedrørende de ordninger, som er opført i klagen. Efter konsultationerne modtog Kommissionen den 9. december 2013 et skriftligt indlæg fra den kinesiske regering.

(6)

Den kinesiske regering blev tilbudt yderligere konsultationer i forbindelse med yderligere ordninger, der blev konstateret i løbet af undersøgelsen. Den kinesiske regering accepterede dog ikke tilbuddet, idet den hævdede, at den ikke have modtaget tilstrækkelige oplysninger vedrørende disse ordninger.

(7)

Kommissionen har modtaget en anmodning om indledning af en delvis interimsundersøgelse af de gældende antidumpingforanstaltninger (5), begrænset til en undersøgelse af spørgsmålet om skade, i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (»antidumpinggrundforordningen«). Anmodningen blev indgivet den 28. oktober 2013, også af APFE, på vegne af EU-producenter, der tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af visse varer af glasfiberfilamenter.

(8)

Kommissionen fastslog, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, og offentliggjorde den 18. december 2013 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse«) (6) om, at den havde indledt en delvis interimsundersøgelse i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 3.

(9)

En eksporterende producent hævdede, at de eksisterende foranstaltninger, der blev indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 248/2011, er ugyldige for dens vedkommende, og at den nuværende fornyede undersøgelse vedrørende de gældende foranstaltninger, der blev indført ved nævnte forordning, derfor bør afsluttes. Producenten fremførte, at de gældende foranstaltninger er i strid med WTO's antidumpingaftale, da denne eksporterende producent blev nægtet individuel behandling i henhold til bestemmelserne i antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5, således som de forelå på tidspunktet for vedtagelsen af nævnte forordning. Til støtte for sin påstand henviste producenten til WTO-appelorganets rapport af 28. juli 2011 i sag DS397 (7).

(10)

Efter WTO-appelorganets rapport af 28. juli 2011 i sag DS397 blev antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5, ændret (8). Denne ændring gælder for alle undersøgelser, der er indledt efter forordningens ikrafttræden, som var den 6. september 2012. Med hensyn til de eksporterende producenter, der er underlagt foranstaltninger, der allerede var i kraft før den dato, offentliggjorde Kommissionen en meddelelse den 23. marts 2012 (9), hvor den opfordrede alle eksporterende producenter i lande uden markedsøkonomi til at anmode om en fornyet undersøgelse, hvis de mente, at de foranstaltninger, som de er underlagt, bør tages op til fornyet undersøgelse i lyset af appelorganets rapport, jf. ovenstående. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 248/2011 blev specifikt nævnt i meddelelsen. Kommissionen har ikke modtaget en sådan anmodning om en fornyet undersøgelse fra denne eksporterende producent, og den eksporterende producent har heller ikke anmodet om en interimsundersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3.

(11)

Gyldigheden af de gældende foranstaltninger er derfor ikke på spil, og påstanden afvises.

(12)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra den 1. oktober 2012 til den 30. september 2013 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2010 til udgangen af UP (»den betragtede periode«).

(13)

Skadesanalysen i både antisubsidieundersøgelsen og den delvise interimsundersøgelse bygger på samme definition af EU-erhvervsgrenen, de samme repræsentative EU-producenter og den samme undersøgelsesperiode og førte til identiske konklusioner, medmindre andet er angivet. Dette blev fundet hensigtsmæssigt for at ensarte skadesanalysen og nå frem til konsekvente konklusioner i begge undersøgelser. Derfor blev de bemærkninger om skadesaspekter, der blev fremsat i en af disse procedurer, taget i betragtning i begge undersøgelser.

(14)

I indledningsmeddelelserne opfordrede Kommissionen alle interesserede parter til at kontakte den for at deltage i begge undersøgelser. Kommissionen underrettede endvidere specifikt klageren, de øvrige kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter og myndighederne i Kina, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere og sammenslutninger, som den vidste var berørt af indledningen af begge undersøgelser, og opfordrede dem til at deltage.

(15)

De interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til indledningen af begge undersøgelser og til at anmode om at blive hørt af Kommissionen og/eller af høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(16)

Kommissionen meddelte i begge indledningsmeddelelser, at den måske ville begrænse antallet af eksporterende producenter i Kina, ikke forretningsmæssigt forbundne importører og EU-producenter, der ville blive undersøgt, til et rimeligt antal ved at udtage stikprøver i overensstemmelse med antidumpingrundforordningens artikel 17 og antisubsidiegrundforordningens artikel 27.

(17)

I begge indledningsmeddelelser meddelte Kommissionen, at den foreløbigt havde udtaget en stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven ud fra produktionen i Unionen, salgsmængden på EU-markedet for den samme vare i løbet af UP og den geografiske spredning. Stikprøven bestod af produktionsanlæg tilhørende tre EU-producenter i Belgien, Frankrig og Slovakiet (10), der tegner sig for 52 % af den samlede EU-produktion og 49 % af det samlede salg på EU-markedet. Stikprøven blev derfor anset for at være repræsentativ for EU-erhvervsgrenen. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve.

(18)

I løbet af undersøgelserne hævdede den kinesiske regering, at der uden begrundelse var anvendt en anden stikprøvemetode for EU-producenterne i den oprindelige antidumpingundersøgelse end i den aktuelle undersøgelse. Den kinesiske regering hævdede, i) at Kommissionen allerede havde udtaget en stikprøve før indledningen af undersøgelserne, og derfor besluttede Kommissionen før indledningen, at en stikprøve var nødvendig, ii) at i den oprindelige undersøgelse skulle alle parter, der ønskede at indgå i stikprøven, forelægge oplysninger for Kommissionen senest 15 dage efter indledningen, mens de producenter, der allerede indgår i stikprøven, i forbindelse med den aktuelle sag ikke behøver gøre dette, iii) at parter, der ønskede at indgå i stikprøven, ikke i de to indledningsmeddelelser fik at vide, hvilke oplysninger de skulle fremlægge for at kunne indgå i stikprøven, og at der ikke var givet oplysninger om produktions- og salgsmængder vedrørende de producenter, der indgår i stikprøven, iv) at det anvendte udvælgelseskriterium »denne stikprøve udgør den største repræsentative mængde af eksportører, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed« ikke indgår i antidumpinggrundforordningens artikel 17, og at en stikprøve udvalgt på dette grundlag, ikke var i overensstemmelse med denne bestemmelse.

(19)

I begge indledningsmeddelelser forklarede Kommissionen, at den havde valgt at anvende stikprøver på grund af det store antal EU-producenter og for at kunne gennemføre undersøgelserne inden for tidsfristerne, og foreslog samtidig en foreløbig stikprøve. Den metode, der blev anvendt til stikprøveudtagningen, var den samme som ved den tidligere undersøgelse. Anvendelsen af en foreløbig stikprøve ændrede ikke metoden, men øgede blot effektiviteten, da det sparede tid, samtidig med at retten til forsvar blev overholdt. Kommissionen gav andre EU-producenter, der er af den opfattelse, at de bør indgå i stikprøven, mulighed for at kontakte Kommissionen; alle andre interesserede parter fik mulighed for at fremlægge relevante oplysninger med hensyn til stikprøven. Den endelige stikprøve bør tage højde for alle modtagne bemærkninger. Da der ikke blev modtaget nogen bemærkninger om den foreslåede stikprøve, blev den foreløbige stikprøve bekræftet. Hvad angår den anden påstand havde de producenter, der blev foreløbigt udtaget til stikprøven, udfyldt den formular, der indeholdt de oplysninger, Kommissionen have brug for til at udvælge en foreløbig stikprøve. Formularen og svarene har været tilgængelige i det ikke-fortrolige dossier. Hvad angår den tredje påstand blev parter, der ønskede at indgå i stikprøven, opfordret til at kontakte Kommissionen senest 15 dage efter offentliggørelsen af begge indledningsmeddelelser, og de havde adgang til det ikke-fortrolige dossier, hvor formularerne kunne ses. Disse formularer indeholdt oplysninger om produktions- og salgsmængder. Den fjerde påstand er også grundløs, da antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 1, klart henviser til den største mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed.

(20)

Efter den endelige fremlæggelse gentog den kinesiske regering sine påstande om de påståede proceduremæssige uoverensstemmelser i udvælgelsen af stikprøven af EU-producenterne forud for begge indledninger og fremhævede, at i) Kommissionens begrundelse om at overholde undersøgelsestidsfrister er uholdbar, da antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 2, og antisubsidiegrundforordningens artikel 27, stk. 2, klart tager sigte på, at prøveudtagningen finder sted efter begge indledninger og i henhold til bemærkninger senest tre uger efter begge indledninger, at ii) en foreløbig stikprøve er diskriminerende eller ikke-objektiv og ikke havde motiveret de øvrige EU-producenter til at give sig til kende, og at iii) Kommissionen ikke gav de øvrige EU-producenter tre uger til at give sig til kende.

(21)

I antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 2, og antisubsidiegrundforordningens artikel 27, stk. 2, står der, at udvælgelsen »så vidt muligt foretages i samråd med de berørte parter og med disses samtykke, forudsat at sådanne parter giver sig til kende og fremlægger tilstrækkelige oplysninger senest tre uger efter indledningen af undersøgelsen«. Med hensyn til den første påstand forhindrer antidumpinggrundforordningen og antisubsidiegrundforordningen ikke Kommissionen i på indledningstidspunktet at foreslå en foreløbig stikprøve, som parterne opfordres til at fremsætte bemærkninger til. Da EU-producenterne (eller i hvert fald en stor del af dem) endvidere støtter klagen, og under hensyntagen til de oplysninger, der blev indhentet i formularerne, havde Kommissionen de nødvendige oplysninger med hensyn til EU-erhvervsgrenen, til at kunne udtage en foreløbig stikprøve i indledningsfasen. Denne viden adskiller stikprøveudtagningen af EU-producenter fra den, der gælder for eksporterende producenter. Med hensyn til den anden og tredje påstand blev det i indledningsmeddelelserne anført, at EU-producenter af den opfattelse, at de burde indgå i stikprøven, skulle kontakte Kommissionen inden for 15 dage. Kommissionen finder derfor ikke, at dette er en overtrædelse af grundforordningen, eller at det kan opfattes som diskriminerende eller ikke-objektivt, endsige demotiverende.

(22)

Den kinesiske regering hævdede, at stikprøven ikke er repræsentativ, da ingen virksomhed med en væsentlig bunden produktion indgik i den, og derfor var en del af den indenlandske erhvervsgren ganske enkelt ikke blevet vurderet.

(23)

Påstanden afvises, da EU-producenterne i stikprøven faktisk havde bundne salg. Desuden angav den kinesiske regering ikke, hvilke EU-producenter der burde have indgået i stikprøven, og hvilke EU-producenter der ikke burde.

(24)

En eksporterende producent påstod, at stikprøven af EU-producenter ikke var repræsentativ, da ingen af EU-producenterne i stikprøven producerede/solgte måtter af afhuggede tråde.

(25)

De tre EU-producenters stikprøveudvalgte enheder fremstillede ikke måtter af afhuggede tråde, men de producerede måtter af filamenter såvel som de andre hovedvaretyper. Enhederne i stikprøven blev derfor anset for at være repræsentative, også fordi de tegnede sig for ca. 52 % af den samlede EU-produktion, og 49 % af det samlede salg på EU-markedet, og fordi de afspejlede en god geografisk spredning. Den omstændighed, at en af de mange sorter af varetyper ikke blev fremstillet af EU-producenterne i stikprøven, ændrer ikke denne konklusion.

(26)

For at kunne afgøre, om det var nødvendigt at udtage stikprøver, anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om de i begge indledningsmeddelelser angivne oplysninger.

(27)

Eftersom kun to ikke forretningsmæssigt forbundne importører besvarede stikprøveskemaet, var det ikke nødvendigt at udtage stikprøver.

(28)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald at foretage denne, anmodede Kommissionen alle eksporterende producenter i Kina om at indgive de i indledningsmeddelelserne angivne oplysninger. Kommissionen anmodede endvidere Kinas faste repræsentation ved Unionen om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne have interesse i at deltage i undersøgelsen.

(29)

Otte eksporterende producenter i det pågældende land afgav de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med antisubsidiegrundforordningens artikel 27, stk. 1, og antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af tre eksporterende producenter på grundlag af den største repræsentative eksportmængde, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. I overensstemmelse antisubsidiegrundforordningens artikel 27, stk. 2, og antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 2, blev alle kendte berørte eksporterende producenter og myndighederne i det pågældende land opfordret til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger. Kommissionen besluttede derfor at fastholde den foreslåede stikprøve, og alle interesserede parter blev informeret om den endelige stikprøve.

(30)

Stikprøven af eksporterende producenter eller grupper af eksporterende producenter er som følger:

(31)

Stikprøven repræsenterede 78 % af det samlede eksportsalg fra Kina til Unionen i løbet af UP ud fra svarene på stikprøveskemaerne at dømme.

(32)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til den kinesiske regering, alle kinesiske eksporterende producenter, der havde anmodet herom, samt til EU-producenterne i stikprøven, brugere og erhvervssammenslutninger, der gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i begge indledningsmeddelelser.

(33)

Der blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra regeringen, 3 kinesiske eksporterende producenter i stikprøven, fra de 3 EU-producenter i stikprøven, fra 14 brugere og fra 2 ikke forretningsmæssigt forbundne importører. Besvarelsen fra en af brugerne var dog utilstrækkelig, og Kommissionen kunne derfor ikke foretage en anvendelig analyse af disse oplysninger, selv om den sendte adskillige påmindelser.

(34)

Derudover gav en sammenslutning, der repræsenterer glasindustrien, »Glass Alliance Europe«, sig til kende som interesseret part på vegne af dens medlemmer og indgav en holdningserklæring.

(35)

Der blev også modtaget skriftlige bemærkninger fra flere brugersammenslutninger, bl.a. den danske brancheorganisation »Vindmølleindustrien«, den danske brancheforening »Plastindustrien« og »Groupement de la Plasturgie Industrielle et des Composites (GPIC)« samt fra Siemens Wind Power AG.

(36)

Det kinesiske handelskammer (CCCLA — China Chamber of Commerce for Import/Export of Light Industrial products & Arts-Crafts) indsendte også bemærkninger.

(37)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at træffe en afgørelse om subsidiering, skade og Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 16 og antisubsidiegrundforordningens artikel 26 hos den kinesiske regering og hos følgende virksomheder:

(38)

Kort sagt hævdede den kinesiske regering, at dens ret til forsvar i forbindelse med adgangen til det dossier, som de interesserede parter havde adgang til, var blevet krænket, da der manglede oplysninger i det ikke-fortrolige dossier, uden at der var givet »vægtig grund« eller tilstrækkeligt detaljerede sammendrag eller undtagelsesvis en begrundelse for, at der ikke forelå et ikke-fortroligt sammendrag.

(39)

Kommissionen fandt, at det ikke-fortrolige dossier, som de interesserede parter havde adgang til, indeholdt tilstrækkelige oplysninger, således at de interesserede parter kunne se de oplysninger, som Kommissionen anvendte i sin analyse, og påstanden blev derfor fundet ubegrundet. Regeringen blev underrettet om, hvorfor Kommissionen fandt påstandene ubegrundede.

(40)

Efter den endelige fremlæggelse gentog den kinesiske regering og en eksporterende producent påstanden om, at bestemmelsen om fortrolighed blev anvendt i for høj grad og anmodede om oplysninger om de varetyper, som EU-producenterne solgte, samt om de samlede mængder pr. varekodenummer (PCN).

(41)

Kommissionen mener ikke, at retten til forsvar blev krænket, da alle eksporterende producenter specifikt fik oplyst de varekodenumre, der blev fremstillet af EU-producenterne i stikprøven, og for hvilke der var konkurrence med Kina. Påstanden blev derfor afvist.

(42)

Den pågældende vare i begge undersøgelser er den samme som den vare, der er defineret i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 248/2011 og beskrevet i begge indledningsmeddelelser, nemlig afhuggede glasfibertråde, af længde 50 mm og derunder; glasfiberrovings, undtagen glasfiberrovings, der er imprægneret og belagt, med et glødetab på over 3 % (som fastsat i henhold til ISO-standard 1887), og måtter af glasfiberfilamenter, undtagen måtter af glasuld (»den pågældende vare« eller »varer af glasfiberfilamenter«), i øjeblikket henhørende under KN-kode 7019 11 00, ex 7019 12 00 og 7019 31 00 (sidstnævnte kode erstattede 7019 31 10 den 1.1.2014), med oprindelse i Kina.

(43)

Den pågældende vare er den råvare, der oftest anvendes til at forstærke termoplastisk og termohærdet harpiks i kompositindustrien. De resulterende kompositmaterialer (plast forstærket med glasfiberfilamenter) anvendes inden for en lang række områder: automobilindustrien, den elektriske og elektroniske sektor, vindmøllevinger, byggeri, beholdere og rørledninger, forbrugsvarer, luftfart og militær osv.

(44)

Proceduren omfatter tre grundlæggende varetyper af glasfiberfilamenter, nemlig afhuggede tråde (11), rovings (12) og måtter (13) (undtagen måtter af glasuld). Undersøgelsen har vist, at de forskellige typer af den pågældende vare — trods forskelle i fremtoning og mulige forskelle i endelig anvendelse — alle har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og grundlæggende anvendes til samme formål.

(45)

Efter offentliggørelsen af begge indledningsmeddelelser bemærkede CCCLA, at begge indledningsmeddelelser henviste til KN-kode 7019 31 10, mens klageren henviste til KN-kode 7019 31 00 , og at sidstnævnte kode ikke længere eksisterer. CCCLA anførte, at varer, der tidligere henhørte under KN-kode 7019 31 00, nu tariferes under to forskellige KN-koder: 7019 31 10 (glasfibermåtter af filamenter) og 7019 31 90 (glasfibermåtter i andre tilfælde). Da de aktuelle undersøgelser omfatter visse varer af glasfiberfilamenter, er CCCLA af den opfattelse, at varer henhørende under KN-kode 7019 31 90, nemlig »måtter fremstillet af glasfiber uden filamenter«, ikke bør være omfattet af definitionen af den pågældende vare.

(46)

Denne påstand er irrelevant, da sådanne varer slet ikke er en pågældende vare.

(47)

Klageren henviste til KN-kode ex 7019 31 00 og anførte udtrykkeligt, at glasuldmåtter (dvs. andre måtter eller måtter fremstillet af glasfiber uden filamenter) ikke er omfattede. Det er derfor, der står »ex« før KN-koden.

(48)

Begge indledningsmeddelelser blev offentliggjort i december 2013 og indeholdt oplysningen »i øjeblikket henhørende under KN-kode […] 7019 31 10«. Eftersom de varer, der tidligere henhørte under KN 7019 31 00, fra den 1. januar 2012 blev opdelt i KN-kode 7019 31 10 og 7019 31 90, indeholder indledningsmeddelelsen ikke »måtter fremstillet af glasfiber uden filamenter«, da »i øjeblikket henhørende under KN-kode […] 7019 31 10« er anført.

(49)

I den nuværende forordning står der dog »i øjeblikket henhørende under KN-kode […] 7019 31 00«, da de to KN-koder 7019 31 107019 31 107019 31 107019 31 10 og 7019 31 90 igen blev slået sammen fra den 1. januar 2014, eftersom KN-kode 7019 31 90 i praksis forblev tom (da glasfibermåtter i andre tilfælde, nemlig glasuldmåtter, snarere blev tariferet under KN-kode 7019 39 00).

(50)

Påstanden om, at KN-kode 7019 31 90 skal udelukkes, er derfor ikke relevant.

(51)

En af brugerne anmodede om, at teksturerede rovings (14) skulle udelukkes fra varedækningen, da EU-producenterne af glasfiberfilamenter ikke fremstiller dem.

(52)

Imidlertid blev tre virksomheder i Unionen identificeret som producenter af teksturerede rovings med tilstrækkelig kapacitet til at dække markedsbehovet. Undersøgelserne har vist, at de forskellige typer af den pågældende vare — trods mulige forskelle i endelig anvendelse — alle har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og grundlæggende anvendes til samme formål. Anmodningen om at udelukke teksturerede rovings fra varedækningen afvises derfor.

(53)

Efter den endelige fremlæggelse hævdede den kinesiske regering, at teksturerede rovings burde udelukkes, da i) kun én EU-producent leverede teksturerede rovings til markedet i begrænsede mængder, og yderligere import af sådanne produkter derfor ikke kunne skade EU-erhvervsgrenen, ii) teksturerede rovings er forskellige fra direkte rovings, idet sidstnævnte har større tværstyrke på grund af en pultruderet kompositprofil og en anden fremstillingsproces, og iii) Kommissionen i modsætning til i den oprindelige antidumpingundersøgelse i forbindelse med garn ikke mener, at den begrænsede substituerbarhed er en væsentlig faktor for udelukkelsen af teksturerede rovings.

(54)

Hvad angår den første påstand påpeger Kommissionen igen, at der findes flere producenter i Unionen, der har kapacitet til at opfylde markedets behov for teksturerede rovings, men kun én producent sælger i øjeblikket denne varetype. Den kinesiske regerings påstand om, at kun én EU-producent faktisk sælger produktet, er nærmere et tegn på skade, da dette betyder, at brugerne er gået over til at benytte andre leverandører uden for Unionen, især fra Kina.

(55)

Hvad angår den anden påstand er fremstillingsprocessen for teksturerede rovings identisk med den for »normale« rovings, bortset fra at der er et ekstra trin, hvor der blæses luft ind i rovingen, og dette kræver kun relativt billigt ekstra udstyr og ændrer ikke varens grundlæggende tekniske og fysiske egenskaber. Teksturerede rovings fremstår blot mere »lodne« end »normale« rovings.

(56)

Hvad angår den tredje påstand har Kommissionen fulgt samme fremgangsmåde som i den tidligere undersøgelse, hvor teksturerede rovings også var omfattet af den pågældende vare og en anmodning om at udelukke dem blev afvist. Der blev ikke fremsat argumenter, som kunne føre til en anden konklusion.

(57)

Anmodningen om at udelukke teksturerede rovings fra varedækningen afvises derfor.

(58)

Den kinesiske regering anmodede om, at varer, for hvilke EU-erhvervsgrenen ikke er udsat for konkurrence fra importen fra Kina (som anført i den ikke-fortrolige udgave af antisubsidieklagen), fjernes fra varedækningen. De omhandlede varer var de såkaldte »wet use chopped strands« (afhuggede tråde til våd anvendelse — WUCS) og måtter.

(59)

WUCS har begrænset holdbarhed og højere transportomkostninger på grund af den ekstra vægt, der skyldes vandindholdet. Ikke desto mindre handles der med WUCS i hele verden. Undersøgelsen har vist, at de forskellige typer af den pågældende vare — trods forskelle i fremtoning og mulige forskelle i endelig anvendelse — alle har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og grundlæggende anvendes til samme formål. WUCS og måtter anvendes, som alle andre varetyper af den pågældende vare, som forstærkningsmateriale. Den kinesiske regerings påstand om, at nogle typer varer af glasfiberfilamenter endnu ikke forekommer i store mængder på EU-markedet, udelukker heller ikke, at handelsmønstrene for eksporten af netop disse typer i fremtiden vil ændre sig. Anmodningen om at udelukke disse varer fra varedækningen afvises derfor.

(60)

Efter den endelige fremlæggelse hævdede den kinesiske regering, i) at kun én EU-producent fremstiller WUCS, og at import af sådanne produkter derfor ikke kunne skade EU-erhvervsgrenen, ii) at EU-producenterne ikke lider nogen skade i forbindelse med ovennævnte produkter, da EU-erhvervsgrenen i den ikke-fortrolige udgave af klagen anførte, at den kan opnå en fortjeneste på over 8-10 % på de nævnte varer, iii) at WUCS har et højere vandindhold, begrænset holdbarhed og en anden fremstillingsproces, og derfor adskiller sig både fysisk og kemisk fra de normale afhuggede tråde, og iv) at Kommissionen i modsætning til i den tidligere undersøgelse i forbindelse med garn ikke mener, at den begrænsede substituerbarhed er en væsentlig faktor for udelukkelsen af teksturerede WUCS og måtter.

(61)

Den første påstand afvises, da flere EU-producenter sælger WUCS, og EU-erhvervsgrenen er derfor ikke udelukket fra skade i forbindelse med denne varetype.

(62)

Hvad angår den anden påstand er den omstændighed, at visse varetyper på visse tidspunkter er rentable, ikke tilstrækkelig grund til at udelukke disse produkttyper. Desuden importeres WUCS til Unionen i meget mindre mængder end de andre varer af glasfiberfilamenter. Fortjenstmargenen for denne ene varetype er derfor ikke repræsentativ for den pågældende vare.

(63)

Hvad angår den tredje påstand er den pågældende vare ikke defineret med henvisning til dens vandindhold. Vandindholdet i WUCS berettiger derfor ikke til udelukkelse. Desuden er fremstillingsprocessen for WUCS den samme som for afhuggede tråde til tør anvendelse (DUCS), med ét fremstillingstrin mindre: tørrefasen.

(64)

Hvad angår den fjerde påstand har Kommissionen fulgt samme fremgangsmåde som i den tidligere antidumpingundersøgelse, hvor WUCS også var omfattet af den pågældende vare. Der blev ikke fremsat argumenter, som kunne føre til en anden konklusion.

(65)

Anmodningen om at udelukke WUCS fra varedækningen afvises derfor.

(66)

Som i den tidligere antidumpingundersøgelse fandt man, at den pågældende vare og de varer af glasfiberfilamenter, der fremstilles og sælges på hjemmemarkedet i Kina, samt de varer af glasfiberfilamenter, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen, havde de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og anvendelser. De anses derfor for at være samme vare i forbindelse med de aktuelle undersøgelser, jf. antidumpinggrundforordningens artikel 1, stk. 4, og antisubsidiegrundforordningens artikel 2, litra c).

(67)

I den 12. femårsplan for Folkerepublikken Kinas nationaløkonomi og sociale udvikling (»12th Five Year Plan for National Economic and Social Development of the PRC«) fremhæves den kinesiske regerings strategiske vision for forbedring og fremme af nøgleindustrier, der bl.a. omfatter fremstilling af glasfibervarer. I kapitel 9 i den 12. femårsplan, som vedrører omdannelsen og opgraderingen af fremstillingsindustrien, er følgende anført:

»Vi vil fokusere på at udvikle nye materialer som f.eks. solcelleglas, ultratyndt substratglas, særlige glasfibre og særlige keramiske materialer.«

(68)

I kapitel 9, afsnit 3, i ovennævnte plan vedrørende den teknologiske opgradering af virksomheder står der specifikt, at den kinesiske regering »… vil tilskynde virksomhederne til at blive bedre til at udvikle nye produkter, forbedre produkternes teknologiske indhold og merværdi samt opdatere og opgradere produkterne hurtigere.«

(69)

Endvidere står der i kapitel 10, afsnit 1, i samme plan følgende:

»Fokus for udviklingen i erhvervsgrenen for nye materialer vil være på nye funktionelle materialer, avancerede strukturelle materialer, højtydende fibre og kompositmaterialer fremstillet deraf samt på basismaterialer til almen brug«

(70)

Vigtigheden af innovation og nye materialer generelt fremgår tydeligt af både »12th Five Year Industrial Technology Innovation Programme« og »National Long-term Science and Technology Development Plan (2006-2020)«.

(71)

Endvidere nævner »The Industrial Restructuring Guidance Catalogue 2011« (afgørelse nr. 9) udtrykkeligt »trådtrækning i E-glasfiberovn […], udvikling og fremstilling af højtydende fiberglas og varer deraf« som en tilskyndet erhvervsgren. »Guideline Catalogue For Foreign Investment Industries«, der angiver erhvervsgrene, hvor udenlandske investeringer tilskyndes (15), henviser udtrykkeligt til fremstillingen af glasfibervarer og særligt fiberglas.

(72)

Den kinesiske regering hævdede, at disse planer kun er vejledende og ikke er bindende. Men som der tydeligt står i den 12. femårsplan, er den juridisk bindende:

»Denne plan har efter at have været drøftet og godkendt af Den Nationale Folkekongres, retsgyldighed.«

(73)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at den pågældende vare kun er standardglasfibervarer (E-glas) og ikke de mere teknologisk avancerede højtydende glasfibre (glasfibre til særlige formål eller S-glas). Derfor falder den pågældende vare i denne undersøgelse uden for dækningsområdet for tilskyndede erhvervsgrene, da kun særlige glasfibre eller højtydende fibre er blandt de tilskyndede erhvervsgrene. Den kinesiske regering henviser bl.a. til den 12. femårsplan, som kun nævner »højtydende fibre« og »særligt fiberglas«.

(74)

For det første er den pågældende vare visse filamenter af endeløse glasfibervarer. Ved anvendelse af varedefinitionen skelnes der ikke mellem, hvorvidt varerne er fremstillet af standardglasfibre (»E-glas«) eller særlige glasfibre (»S-glas«). For det andet anmodede ingen interesserede parter om, at særligt fiberglas burde udelukkes fra varedækningen. For det tredje bestred den kinesiske regering heller ikke, at regeringen tilskynder til udvikling af »særlige glasfibre«. Selv standardglasfibervarer omtales som en erhvervsgren, hvor udenlandske investeringer tilskyndes (jf. betragtning 71).

(75)

Under alle omstændigheder og selv om man måtte medgive, at det kun er udviklingen af højtydende fiberglas (f.eks. S-glas) der tilskyndes af den kinesiske regering, fandt undersøgelsen ikke nogen sondring mellem en standardfiberglaserhvervsgren på den ene side og en erhvervsgren for særligt fiberglas på den anden side. Tværtimod fremstilles glasfibervarer, uanset om de er fremstillet af E-glas eller af højtydende glasfibre, såsom S-glas, alle af den samme fiberglaserhvervsgren. I denne henseende fandt Kommissionen navnlig, at alle de kinesiske eksporterende producenter i stikprøven anvender både standardfiberglas (E-glas) og højtydende glasfibre (f.eks. S-glas) i fremstillingsprocessen, og at der ikke er nogen mekanisme til at begrænse den støtte, der ydes — det være sig i form af præferencelån eller indrømmelse af brugsrettigheder til jord, til en del af produktionen. Det følger heraf, at en eksplicit tilskyndelse til udvikling af højtydende glasfibervarer ikke, retligt eller faktisk, kan udelukke erhvervsgrenen for basisfiberglasvarer fra den overordnede strategiske politik om at tilskynde virksomhederne til at blive bedre til at udvikle nye produkter, forbedre produkternes teknologiske indhold og merværdi samt opdatere og opgradere produkterne hurtigere.

(76)

Det følger af ovenstående, at påstanden om, at den pågældende vare ikke er en del af den tilskyndede erhvervsgren er ubegrundet, og den afvises derfor.

(77)

Det fremgår endvidere af »Decision No 40 of the State Council on Promulgating and Implementing the »Temporary Provisions on Promoting the Industrial Structure Adjustment««, som sammen med »Temporary Provisions on Promoting the Industrial Structure Adjustment« benævnes »afgørelse nr. 40«, at den kinesiske regering aktivt vil støtte udviklingen af forskellige typer erhvervsgrene (16).

(78)

Selv om afgørelse nr. 40 ikke udtrykkeligt henviser til erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter eller mere generelt til erhvervsgrenen for nye materialer, pålægger den alle finansieringsinstitutter kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter og lægger op til, at der gennemføres »andre præferentielle politikker for tilskyndede projekter« (17). Det kan derfor konkluderes, at bestemmelserne i afgørelse nr. 40 fandt anvendelse på erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter.

(79)

Den kinesiske regering hævdede, at afgørelse nr. 40 kun indebærer, at tilskyndede erhvervsgrene bør modtage kreditstøtte »ifølge kreditprincipperne«, og at det ikke kan udledes, at sådan støtte skal gives på et præferentielt grundlag.

(80)

Undersøgelsen har vist, at virksomhederne i stikprøven var omfattet af præferencelånepolitikkerne. Nogle af de tabsgivende virksomheder modtog endog fortsat finansiering på præferencevilkår. Kommissionen afviser derfor den kinesiske regerings påstand om, at udlån til erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter skete »ifølge kreditprincipperne«. Det vigtigste er fortsat, at alle finansieringsinstitutter ifølge afgørelse nr. 40 skal yde kredit til tilskyndede erhvervsgrene, der omfatter erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter, og at støtten faktisk ydes på præferencevilkår.

(81)

Endvidere giver »The National Outline for the Medium and Long-term Science and Technology Development (2006–2020)« tilsagn om at »give førsteprioritet til politikfinansiering«, »tilskynde de finansielle institutter til at yde præferentiel kreditstøtte til store nationale videnskabelige og teknologiske industrialiseringsprojekter«, at »tilskynde de finansielle institutter til at forbedre og styrke de finansielle tjenester for højteknologiske virksomheder« og at »gennemføre præferentielle beskatningspolitikker til fremme af højteknologiske virksomheder«.

(82)

Fremstilling af varer af glasfiberfilamenter falder ind under beskrivelsen af en højteknologisk virksomhed, hvilket fremgår af antallet af producenter med status af højteknologisk virksomhed og virksomhed med ny teknologi i Kina. Undersøgelsen viste faktisk, at nogle af virksomhederne i stikprøven fik certifikatet for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi, som kunne drage fordel af præferencebehandlingen i ovennævnte »National Outline for the Medium and Long-term Science and Technology Development (2006-2020)«.

(83)

Ved kontrolbesøget hos en af virksomhederne i Kina blev det afsløret, at virksomheden havde ændret det reviderede regnskab, der oprindeligt var blevet indgivet til Kommissionen i virksomhedens svar på antisubidiespørgeskemaet. Virksomheden oplyste ikke dette frivilligt, og det blev først afsløret, at der fandtes et andet revideret regnskab, da virksomheden blev anmodet om at forelægge et originalt eksemplar af regnskabet. Endvidere forelå det nye regnskab kun på kinesisk. Da det er i strid med de internationale revisionsstandarder (nr. 560: vedrørende »efterfølgende begivenheder«) at udsende to sæt regnskaber, fremhævede kontrolholdet, at dette vakte alvorlig bekymring, da det såede tvivl om de indsendte regnskabers troværdighed. Virksomheden forklarede, at det reviderede regnskab, der oprindeligt var blevet indsendt i svaret på spørgeskemaet, indeholdt fejl, og det var derfor blevet udskiftet med en ny version udstedt af det samme revisionsfirma samt tilbagedateret og genudstedt med samme løbenummer som det oprindelige regnskab, der var blevet destrueret.

(84)

Efter kontrolbesøget, og efter at det »andet« regnskab var blevet oversat, sendte Kommissionen et brev til virksomheden, hvori den anførte de specifikke og detaljerede grunde til, at den mente, at nogle af de oplysninger, der var angivet i spørgeskemaet, ikke kunne anses for verificerede. Virksomheden fik at vide, at Kommissionen kunne beslutte at basere sine konklusioner på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

(85)

Virksomheden fremsatte bemærkninger både skriftligt og ved en høring med høringskonsulenten. Dens svar antydede, at der fandtes endnu et (tredje) revideret regnskab (i det format, der anvendes for børsnoterede selskaber). Selv om der tilsyneladende ikke var væsentlige forskelle mellem det »andet« og det »tredje« regnskab, var sidstnævnte dog langt mere detaljeret og omfattende. Det var allerede blevet udstedt, og selv om det var tilgængeligt for virksomheden ved kontrolbesøget (18), blev Kommissionen heller ikke rettidigt oplyst om eksistensen af dette regnskab i forbindelse med kontrollen. I modsætning til de andre regnskaber indeholdt denne »tredje« udgave udtrykkeligt og detaljeret alle de subsidier (herunder deres retsgrundlag), som virksomheden havde modtaget i løbet af UP. Det havde derfor været yderst nyttigt at kunne undersøge dette regnskab ved kontrolbesøget for at efterkontrollere alle de indsendte oplysninger vedrørende de enkelte subsidieordninger, som virksomheden har benyttet sig af.

(86)

De reviderede regnskaber er nødvendige for en korrekt kontrol af de oplysninger, virksomheden har givet Kommissionen, om bl.a. tilskud, lån, brugsret til jord, skatteudsættelser osv.

(87)

Som beskrevet ovenfor udviste virksomheden manglende samarbejdsvilje, og skabte en alvorlig hindring for en korrekt kontrol af de oplysninger, der var indgivet til Kommissionen, som derfor ikke tilfredsstillende kunne kontrollere de modtagne oplysninger om bl.a. omfanget af de subsidier, som virksomheden havde modtaget. Følgelig kunne Kommissionen ikke nå til rimeligt nøjagtige resultater, særlig med hensyn til omfanget af modtagne subsidier.

(88)

Det vurderes, at virksomheden forelagde vildledende oplysninger og ikke samarbejdede tilstrækkeligt. Kommissionen besluttede derfor at anvende bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1. Da virksomheden var del en del af en gruppe, fandt antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, anvendelse på hele gruppen.

(89)

Med henblik på at fastslå omfanget af subsidier for gruppen anvendte Kommissionen imidlertid de faktiske oplysninger fra de to virksomheder i gruppen, der havde samarbejdet fuldt ud i forbindelse med begge undersøgelser, og hvis oplysninger ansås for at være pålidelige med hensyn til omfanget af subsidier til de to virksomheder. Med hensyn til den virksomhed i gruppen, der fremlagde vildledende oplysninger, blev omfanget af subsidier fastslået på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. For at fastslå omfanget af subsider for den retlige enhed var de foreliggende faktiske oplysninger, som Kommissionen gjorde brug af, det højeste subsidieringsniveau i hver subsidieordning for enhver af de retlige enheder, der tilhører virksomhederne eller gruppen af virksomheder i stikprøven, jf. betragtning 30, og som havde samarbejdet fuldt ud i undersøgelsen.

(90)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede klageren, at den metode, der blev anvendt til at beregne omfanget af subsidieringen for gruppen, ikke var korrekt. Klageren fremførte, at da subsidiemargenen for gruppen er summen af de højeste konstaterede subsidiemargener for de enkelte subsidieordninger for de samarbejdsvillige virksomheder, bør den være langt højere.

(91)

Denne påstand er baseret på en misforståelse. Den metode, der anvendes til at beregne subsidieringens omfang, jf. betragtning 89, blev kun anvendt på den virksomhed (inden for gruppen), som fremlagde vildledende oplysninger, og ikke for gruppen som helhed. Påstanden blev derfor afvist.

(92)

Den virksomhed, der gav vildledende oplysninger, eksporterede ikke den pågældende vare. Inden for gruppen var det en af de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der eksporterede den pågældende vare. Denne virksomhed samarbejdede dog fuldt ud i forbindelse med begge undersøgelser og forelagde pålidelige oplysninger om gruppens eksportpris. De indsendte oplysninger blev derfor brugt til Kommissionens endelige konklusioner i den undersøgelse.

(93)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den eksporterende producent, at Kommissionen fejlagtigt havde anvendt bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1.

(94)

For det første hævdede producenten, at Kommissionen i det brev, der blev sendt til virksomheden, hvori den redegjorde for den nærmere begrundelse for den foreslåede anvendelse af bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, ikke nævnte, at den ikke kunne verificere oplysningerne om subsidier. Kommissionen kan derfor ikke påberåbe sig denne argumentation i sine endelige konklusioner, da virksomheden ikke havde fået lejlighed til at udtale sig om argumentet.

(95)

Denne påstand kan ikke godtages. I skrivelsen anførte Kommissionen klart, at den »ikke kan konkludere, at oplysningerne om omfanget af de subsidier, [virksomheden] havde modtaget, var verificerede«. Under alle omstændigheder blev virksomheden fuldt ud informeret om begrundelsen for at anvende de bedste foreliggende faktiske oplysninger i det endelige fremlæggelsesdokument og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger hertil, hvilket den også gjorde.

(96)

For det andet hævdede den eksporterende producent, at selv hvis Kommissionen anvendte bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, burde Kommissionen ikke bruge oplysninger fra andre virksomheder som grundlag for at fastsætte subsidieringens omfang, men burde snarere basere sig på virksomhedens faktiske reviderede regnskaber, da de stadig giver de »bedst egnede« og »mest hensigtsmæssige« oplysninger om omfanget af virksomhedens subsidiering.

(97)

Som forklaret i betragtning 83-88 nærer Kommissionen alvorlig tvivl om troværdigheden af de fremlagte regnskaber og kunne derfor ikke forlade sig på dem for at kontrollere omfanget af subsidiering for forskellige ordninger og/eller subsidieprogrammer, såsom præferencelån og brugsrettigheder til jord mod utilstrækkeligt vederlag. Pålidelige reviderede regnskaber er af afgørende betydning for at verificere nøjagtigheden og fuldstændigheden af de fremlagte oplysninger. Kommissionen måtte derfor gøre brug af de bedste foreliggende faktiske oplysninger for at fastsætte subsidieringens omfang, og det var i dette tilfælde de verificerede oplysninger om relevante subsidieordninger fra andre samarbejdsvillige enheder. Påstanden afvises derfor.

(98)

Virksomheden hævdede også, at Kommissionen fejlagtigt anvendte de internationale regnskabsstandarder (»IAS«) som et kriterium for at afvise de reviderede regnskaber. Der bør ifølge virksomheden skelnes mellem reviderede regnskabers funktion og relevansen af IAS i en vurdering af markedsøkonomisk behandling i antidumpingsager på den ene side og antisubsidiesager på den anden side. En overtrædelse af IAS kan derfor ikke begrunde anvendelsen af bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1.

(99)

Kommissionen bemærker, at den overtrædelse af IAS, der blev konstateret i løbet af undersøgelsen, ikke i sig selv lå til grund for anvendelsen af bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1. Årsagen var det forhold, at forskellige versioner af de reviderede regnskaber blev fremsendt til Kommissionen, hvilket rejste tvivl om deres troværdighed, og dette førte Kommissionen til den konklusion, at andre oplysninger om subsidieringens omfang, ikke kunne verificeres. Påstanden afvises derfor.

(100)

Virksomheden hævdede også, at Kommissionens metode til beregning af subsidiemargenen, der bestod i at anvende den højeste udligningstoldsats for hver ordning som beregnet for hver samarbejdsvillig retlig enhed (og ikke hver gruppe) var uberettiget. Virksomheden påstod, at denne metode er fejlbehæftet, da virksomheder inden for samme gruppe kan beslutte at samle subsidier i en specifik enhed til fordel for hele gruppen.

(101)

Som forklaret i betragtning 89 anvendte Kommissionen ved beregningen af subsidieringens omfang inden for gruppen de faktiske oplysninger fra de to andre virksomheder i gruppen, som var samarbejdsvillige i forbindelse med begge undersøgelser, da den beregnede subsidieringens omfang for hele gruppen. De foreliggende faktiske oplysninger blev kun anvendt på én retlig enhed i gruppen, der gav vildledende oplysninger. For at fastlægge subsidieringens omfang for en retlig enhed inden for gruppen fandt Kommissionen, at det var mest hensigtsmæssigt at basere beregningerne på samme niveau i selskabsstrukturen og tage det højeste subsidieniveau, der blev konstateret for enhver af de retlige enheder (inden for gruppen, hvis relevant), der tilhører virksomhederne eller grupperne af virksomheder i stikprøven. Påstanden afvises derfor.

(102)

Ingen af de statsejede banker i Kina samarbejdede med Kommissionen. De blev opfordret til at forelægge de nødvendige oplysninger med henblik på antisubsidieundersøgelsen ved at udfylde et spørgeskema. Kommissionen underrettede derfor den kinesiske regering om, at den ville overveje at basere sine konklusioner på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angik oplysningerne om de statsejede banker.

(103)

I svaret på Kommissionens skrivelse og senere efter fremlæggelsen af oplysninger gjorde den kinesiske regering indsigelser mod anvendelsen af antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angik de oplysninger, der blev anmodet om fra de statsejede banker. Den fremførte, at den kinesiske regering havde fremlagt en stor mængde oplysninger i denne undersøgelse. Kommissionen var imidlertid af den opfattelse, at oplysningerne ikke fuldstændig kunne gøre det ud for et svar fra de statsejede banker på de specifikke spørgeskemaer. Den kinesiske regering bestred ikke, at bankerne ikke havde indsendt svar på spørgeskemaet, ej heller at bankerne var statsejede. Kommissionen måtte derfor gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger vedrørende de statsejede banker for at drage sine konklusioner.

(104)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til den kinesiske regering, der omfattede spørgeskemaer til de statsejede banker, og de eksporterende producenter i stikprøven og udbad sig oplysninger om ordninger, som angiveligt indebar ydelse af subsidier til erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter: Nedenstående ordninger blev undersøgt:

(105)

Konklusioner vedrørende statsejede banker blev truffet på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 1, som forklaret i afsnit C.2.2.

(106)

Følgende love indeholder bestemmelser om begunstigede låneordninger i Kina: The Law of the PRC on Commercial Banks (»bankloven«) [2003], The General Rules on Loans udstedt af People's Bank of China (den kinesiske nationalbank) den 28. juni 1996 og statsrådets afgørelse nr. 40.

(107)

Selv om de kinesiske myndigheder kun har forelagt begrænsede oplysninger om aktiebesiddelse/ejerskab for bankerne i Kina, er det i undersøgelsen fastslået, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, at det kinesiske finansmarked er kendetegnet ved betydelig påvirkning og kontrol fra regeringens side. I forbindelse med analysen af, hvorvidt bankerne har fået overdraget eller udøver statslig myndighed (dvs. de er offentlige organer), anvendte Kommissionen alle tilgængelige oplysninger om ikke bare statens ejerskab af bankerne, men også andre kendetegn som statslig tilstedeværelse i bestyrelserne, statslig påvirkning af og kontrol med bankernes aktiviteter, gennemførelsen af statens politikker eller interesser, samt hvorvidt enhederne er oprettet som følge af lovgivningen.

(108)

På grundlag af de foreliggende oplysninger kan det konkluderes, at de helt statsejede banker med en bestyrelse, der domineres af den kinesiske regering, har den største markedsandel og er de dominerende aktører på det kinesiske finansmarked. Statsejede banker er underkastet retlige regler, som bl.a. forudsætter, at de udøver deres udlånsvirksomhed i henhold til behovene i den nationale økonomi, yder kreditstøtte til tilskyndede projekter (19) eller prioriterer udviklingen af erhvervsgrene med højteknologi og ny teknologi (20).

(109)

Et andet tegn på den kinesiske regerings involvering i det kinesiske finansmarked er den rolle, som den kinesiske nationalbank spiller ved fastlæggelsen af de specifikke begrænsninger for fastsættelsen af rentesatserne og deres udsving (21). De finansielle institutter anmodes om at indrømme rentesatser inden for et vist interval i forhold til den kinesiske nationalbanks referencerentesats. For præferencelån må rentesatserne ikke bevæge sig opad. Begrænsninger på lånerentesatser og de lofter, der blev indført på indlånsområdet, skaber en situation, hvor bankerne har garanteret adgang til billig kapital (på grund af reguleringen af indlånsrenter) og er i stand til at yde lån til udvalgte erhvervsgrene på gunstige vilkår i overensstemmelse med den statslige politik om at instruere bankerne i at yde særlig støtte til visse tilskyndede og/eller højteknologiske erhvervsgrene, såsom erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter.

(110)

Kommissionen anmodede den kinesiske regering om at uddybe definitionen og ordlyden i cirkulære 251 og i den tidligere lovgivning (Circular of the PBOC concerning expansion of Financial Institution's Loan Interest Rate Float Range — YinFa [2003] No. 250). Som beskrevet i afsnit C.2.2 forelagde den kinesiske regering imidlertid ikke disse cirkulærer. Den kinesiske regering hævdede imidlertid, at cirkulære 250 blev ophævet ved cirkulære 251, og at den nedre udlånsrente blev afskaffet med virkning fra juli 2013, og at staten derfor ikke er involveret i banksektoren.

(111)

Afskaffelsen af den nedre udlånsrente indtraf dog i undersøgelsesperioden. Den kinesiske nationalbank påvirkede altså de statsejede bankers fastsættelse af rentesatser i størstedelen af undersøgelsesperioden. I forbindelse med undersøgelsen blev der desuden ikke konstateret nogen umiddelbar virkning af afskaffelsen af lånene til producenterne i stikprøven. Under alle omstændigheder er den nedre rente, der var gældende i undersøgelsesperioden, ikke den eneste grund til, at Kommissionen anser statsejede banker for offentlige organer.

(112)

Resultaterne af antisubsidieundersøgelserne vedrørende solcellepaneler (22) og solcelleglas (23), hvor det blev konstateret, at statsejede banker i Kina optræder som offentlige organer (jf. betragtning 158-168 i forordningen om solcellepaneler og betragtning 73 i forordningen om solcelleglas), er også foreliggende faktiske oplysninger i denne undersøgelse med hensyn til de statsejede bankers status som offentlige organer. Disse faktiske omstændigheder kan sammenfattes som følger.

(113)

På baggrund af ovenstående konkluderes det, at de statsejede banker udøver offentlige funktioner på vegne af den kinesiske regering, nemlig obligatorisk fremme af visse økonomiske sektorer i tråd med statslig planlægning og politiske dokumenter. Det omfattende statslige ejerskab i de statsejede banker bekræfter, at bankerne er under statens kontrol i forbindelse med udøvelsen af deres offentlige hverv. Den kinesiske regering udøver væsentlig kontrol over statsejede banker via regeringens allestedsnærværende indgriben i den finansielle sektor og kravet om, at statsejede banker skal følge regeringens politik. De statsejede banker anses derfor for at være offentlige organer, da de ejer, besidder og udøver offentlig myndighed.

(114)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering denne konklusion, idet den hævdede, at Kommissionen ikke havde anført grundene til, at den anså statsejede banker for offentlige organer. Kommissionen finder det godtgjort, at de faktiske omstændigheder, der er anført i ovenstående betragtninger, begrunder den konklusion, at statsejede banker er offentlige organer.

(115)

Mens langt størstedelen af lånene til de eksporterende producenter i stikprøven stammer fra statsejede banker, viste undersøgelsen, at en mindre mængde lån ydes af privatejede banker. Kommissionen analyserede derfor, hvorvidt den kinesiske regering overdrager til og/eller pålægger privatejede banker i Kina at yde præferencelån til producenter af varer af glasfiberfilamenter. jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(116)

I banklovens artikel 34 instrueres bankerne også i at »udøve deres lånevirksomhed i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og i samme ånd som statens industripolitikker« (24).

(117)

Undersøgelsen viste, at de rentesatser, der blev anvendt af statsejede og private banker, generelt var meget ens for så vidt angår de eksporterende producenter i stikprøven. Dette tyder på, at statsejede banker, som er de dominerende aktører på bank- og lånemarkedet i Kina, fastsætter rentesatsen, og at private banker blot følger de satser, der fastsættes af de statsejede banker (offentlige organer).

(118)

Under disse omstændigheder konkluderes det, at de private banker ikke fastsætter deres satser uafhængigt af statslig indgriben, og at privatejede bankers lånestrategi er pålagt af den kinesiske regering.

(119)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering Kommissionens fortolkning af banklovens artikel 34, idet den fremførte, at »Kommissionen i artikel 34a indfortolker en mening, som tydeligvis ikke kan tilskrives den«. Den kinesiske regering har henledt Kommissionens opmærksomhed på andre artikler i bankloven, nemlig artikel 4, 5 og 7, som skal sikre, at lån ydes uden indblanding og efter en kreditvurdering.

(120)

Kommissionen erkender, at disse artikler findes, men mener, at de bør forstås og læses i lyset af bestemmelserne i artikel 34. Der mindes i denne forbindelse om, at hverken den kinesiske regering, bankerne eller de berørte virksomheder i stikprøven kunne påvise, at lån blev ydet uden indblanding eller med en reel kreditvurdering. Tværtimod fremgik det af undersøgelsen, at en af de eksporterende producenter led tab, men den havde ikke desto mindre været i stand til at opnå lån fra banker til normale rentesatser uden noget tillæg for risiko i forbindelse med dens vanskelige finansielle situation.

(121)

Kommissionen konkluderer derfor, at staten overdrager det til og pålægger privatejede banker at indrømme præferentiel finansiering på samme måde som de statsejede banker, og dette betyder derfor, at der foreligger et finansielt bidrag som omhandlet i antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(122)

Størstedelen af de banker, der ydede lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter, er statsejede banker og kontrolleres i sidste instans af den kinesiske regering. Disse omfatter de store forretningsbanker og politisk styrede banker i Kina såsom China Development Bank, EXIM Bank, Agricultural Bank of China, Bank of China, China Construction Bank og Industrial and Commercial Bank of China.

(123)

Kommissionen bemærker endvidere, at den kinesiske regering retter præferencelåneordninger mod et begrænset antal erhvervsgrene. Eksempelvis fremgår det af afgørelse nr. 40, at den kinesiske regering aktivt vil støtte udviklingen af erhvervsgrenen for nye materialer, og erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter anses for at være en erhvervsgren for nye materialer. Alle finansieringsinstitutter instrueres også i kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter, som er den kategori, hvortil projekterne vedrørende glasfiberfilamenter hører. Nævnte afgørelse lover også gennemførelse af »andre præferencepolitikker vedrørende de tilskyndede projekter«.

(124)

Den kinesiske regering hævdede, at Kommissionen fejlagtigt har påberåbt sig afgørelse nr. 40, da den pågældende vare ikke er klassificeret som en tilskyndet erhvervsgren. Selv hvis det antages, at erhvervsgrenen er en tilskyndet erhvervsgren, hævdede regeringen endvidere, at påberåbelsen af afgørelse nr. 40 ikke kan udvides til at omfatte en industri, som ikke er opført i afgørelse nr. 9 (»Industrial Restructuring Guidance Catalogue 2011«).

(125)

De eksporterende producenter i stikprøven tilhører kategorien af tilskyndede erhvervsgrene, jf. betragtning 67-76, og erhvervsgrene med højteknologi og ny teknologi. Særligt fiberglas og varer deraf samt ovne til E-glasfremstilling er i modsætning til regeringens påstand desuden udtrykkeligt opført i kapitel XII, punkt 6, i afgørelse nr. 9 (25). Påstanden er derfor ubegrundet.

(126)

Der foreligger en fordel i den udstrækning, at de statslige lån eller lån fra private organer, der har fået overdraget statslige funktioner eller er under statslig kontrol, ydes på mere favorable vilkår, end låntageren ellers kunne opnå på markedet.

(127)

Kommissionen søgte at efterprøve de kreditrisikovurderinger, der var foretaget af banker, der lånte penge til de eksporterende producenter i stikprøven i undersøgelsesperioden. Nogle af de eksporterende producenter led tab. Ikke desto mindre kunne de opnå banklån til referencesatsen uden nogen opjustering på grund af risikoen i forbindelse med forværringen af deres finansielle situation. Kommissionen har derfor grund til at anfægte, hvorvidt lån til virksomheder for glasfiberfilamenter var baseret på en indgående risikovurdering, og til at anfægte den rentesats, der blev fastsat i den forbindelse.

(128)

Da de kinesiske bankers udlån afspejler væsentlig statslig indgriben i banksektoren og ikke afspejler rentesatserne på et fungerende bankmarked, blev der beregnet en egnet markedsreferencesats ud fra den nedenfor beskrevne metode. Som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje har Kommissionen endvidere måttet gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger for at beregne en egnet referencerentesats.

(129)

Ved beregningen af en passende reference for lån i RMB anses det for rimeligt at anvende de kinesiske rentesatser, som justeres, så de afspejler en normal markedsrisiko. I en situation, hvor eksportørernes aktuelle finansielle tilstand er blevet konstateret på et forvredet marked for banklån, og der ikke foreligger nogen pålidelige oplysninger fra de kinesiske banker om målingen af risikoen og udarbejdelsen af kreditvurderinger, anses det for nødvendigt ikke at tage de kinesiske eksportørers kreditværdighed for pålydende, men at foretage en opjustering, som afspejler det forvredne kinesiske markeds potentielle indvirkning på deres finansielle situation.

(130)

Det samme gælder for lån denomineret i udenlandsk valuta. BB-forrentede erhvervsobligationer med relevante pålydender, der er udstedt i UP, blev benyttet som referenceværdi.

(131)

Som forklaret ovenfor blev både den kinesiske regering og de samarbejdsvillige eksporterende producenter anmodet om at fremlægge oplysninger om de kinesiske bankers udlånspolitik og om, hvordan lånene blev indrømmet de eksporterende producenter. Sådanne oplysninger blev dog ikke forelagt. I lyset af den manglende samarbejdsvilje, de foreliggende faktiske oplysninger og i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 28, stk. 6, skønnes det korrekt at antage, at alle virksomheder i Kina kun tildeles den højeste rating for »non-investment grade«-obligationer (BB hos Bloomberg), og at anvende den »merpræmie«, der normalt er forbundet med obligationer udstedt af virksomheder med denne rating, på den kinesiske nationalbanks almindelige udlånssats.

(132)

Til beregning af referencerentesatsen for lån til virksomhederne i stikprøven i UP blev en risikopræmie derfor beregnet ved at anvende forskellen mellem rentesatserne for obligationer udstedt af virksomheder med BB-rating og obligationer udstedt af virksomheder med AAA-rating (som er kreditvurderingen for obligationer udstedt af den kinesiske regering), som registreret af Bloomberg. Denne risikopræmie blev derefter lagt til PBOC's offentliggjorte udlånsrenter for BB-ratede obligationer under hensyn til lånenes løbetid.

(133)

Fordelen for de eksporterende producenter blev derefter beregnet som forskellen mellem den faktisk betalte rente i UP af virksomhederne og den rente, der ville være blevet betalt, hvis referencerentesatsen var blevet anvendt på lånene. Fordelen blev derefter udtrykt som en procentdel af hver af de samarbejdsvillige eksporterende producenters samlede omsætning.

(134)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at Kommissionen ikke burde have brugt en referencesats til beregningen af fordelen, idet den hævdede, at lånene blev ydet på markedsvilkår, og der blev derfor ikke givet nogen fordel.

(135)

Som forklaret i betragtning 127-130, er det kinesiske marked for banklån forvredet, og Kommissionen mener derfor, at anvendelsen af en referencesats er fuldt berettiget.

(136)

Desuden hævdede den kinesiske regering, at Kommissionens valg af netop denne referencesats ikke var tilstrækkeligt begrundet.

(137)

Ved beregningen af en passende reference for lån mener Kommissionen, at det er rimeligt at anvende de kinesiske rentesatser, som justeres, så de afspejler en normal markedsrisiko. I en situation, hvor eksportørernes aktuelle finansielle tilstand er blevet konstateret på et forvredet marked, og der ikke foreligger nogen pålidelige oplysninger fra de kinesiske banker om målingen af risikoen og udarbejdelsen af kreditvurderinger, anses det for nødvendigt at foretage en opjustering, som afspejler det forvredne kinesiske markeds potentielle indvirkning på deres finansielle situation.

(138)

Ud fra undersøgelsens resultater konkluderer Kommissionen, at erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter i Kina nød godt af præferencelån i UP både fra statsejede banker og fra private banker. Finansieringen af erhvervsgrenen for varer af glasfiberfilamenter udgør et subsidie i henhold til antisubsidiegrundforordningen, da

(139)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for eksporterende producenter og specificitet, betragtes dette subsidie som udligningsberettiget.

(140)

Ifølge antisubsidiegrundforordningens artikel 6, litra b), bør fordelen ved præferencelån beregnes som forskellen mellem den rente, der er betalt, og den rente, der ville skulle betales for et tilsvarende lån på markedsvilkår, som virksomheden faktisk kunne opnå på markedet. Som anført fastsatte Kommissionen i mangel af en anvendelig risikovurdering en markedsreferencesats for sammenlignelige lån på markedsvilkår.

(141)

Fordelen blev beregnet for UP som forskellen mellem den faktisk betalte rente i UP og den rente, der ville skulle betales ifølge referencesatsen.

(142)

En af de eksporterende producenter hævdede, at Kommissionen havde anvendt en forkert rentesats for virksomhedens faktiske betaling for et lån ved beregningen af fordelen. Påstanden blev accepteret, og Kommissionen reviderede beregningen. Den reviderede beregning havde dog ingen virkning for den konstaterede subsidiemargen.

(143)

De subsidiemargener, der blev beregnet for de eksporterende producenter i stikprøven ud fra denne metode, er følgende:

(144)

I UP modtog de eksporterende producenter i stikprøven ingen finansielle bidrag i henhold til de øvrige præferentielle låneordninger, der er anført i afsnit C.3.

(145)

I undersøgelsesperioden modtog virksomhederne i stikprøven ingen finansielle bidrag fra »Famous Brands«, »China World Top Brands« eller »Funds for Outward Expansion of Industries in Guangdong Province«.

(146)

Virksomhederne i stikprøven modtog engangstilskud fra forskellige offentlige myndigheder på forskellige niveauer, hvilket medførte en fordel i UP. Disse tilskud anses for at falde ind under påstanden om tilskudsprogrammer i klagen, da det i klagen hævdedes, at producenterne af varer af glasfiberfilamenter modtog engangstilskud fra de regionale og lokale myndigheder, og at de herved opnåede en fordel, da midlerne blev modtaget uden behørig undersøgelse.

(147)

Kommissionen tilbød høringer med den kinesiske regering vedrørende disse specifikke tilskud.

(148)

Den kinesiske regering modsatte sig høringerne, idet den hævdede, at det ikke ville være i overensstemmelse med aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, da sådanne høringer bør finde sted, før undersøgelsen indledes, og at det ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde for de kinesiske myndigheder at kontrollere oplysningerne for hver enkel ordning.

(149)

De fleste tilskud drejede sig om ubetydelige beløb. Kommissionen undersøgte dem derfor ikke yderligere.

(150)

Kommissionen undersøgte dog et bestemt, forholdsvist stort beløb til at bygge sovesale til virksomhedens ansatte, der var ydet til en af virksomhederne i stikprøven, og som den mente var forbundet med påstandene vedrørende programmer i klagen.

(151)

Det ovenfor omhandlede tilskud var et ad hoc-tilskud, hvilket tydeligt viste, at det ikke var tilgængeligt for andre virksomheder, og det var derfor et specifikt tilskud som defineret i antisubsidiegrundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Ud fra den dokumentation, der blev indsamlet om modtagelsen af dette tilskud, og i mangel af andre oplysninger anser Kommissionen tilskuddet for at være et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2, og at den eksporterende producent derved opnåede en fordel.

(152)

Efter fremlæggelsen af oplysningerne hævdede den virksomhed, der modtog tilskuddet, at det blev tildelt virksomheden for renovering af anlægsaktiver, som afskrives over 50 år. Derfor bør subsidiet fordeles over en periode på 50 år, og kun den del på 1/50, som svarer til den fordel, der er opnået i UP, bør tages i betragtning i forbindelse med beregningen af subsidiemargenen.

(153)

Virksomheden fremlagde ingen beviser, der berettiger en afskrivningsperiode på 50 år for investeringer i anlægsaktiver, i dette tilfælde en bygning, der anvendes som sovesal for personalet. Den faktiske afskrivningsperiode for en virksomheds anlægsaktiver er normalt meget kortere og udgør en periode på 10 til 20 år. På dette grundlag er den fordel, der er opnået ved dette tilskud, ubetydelig og bør derfor ikke udlignes.

(154)

Programmet »Two Free/Three Half« giver FIE'er ret til ikke at betale selskabsskat de to første år og til kun at betale 12,5 % i stedet for 25 % de næste tre år.

(155)

Retsgrundlaget for dette program er artikel 8 i Income Tax Law of the People's Republic of China for Enterprises with Foreign Investment and Foreign Enterprises (»FIE Tax Law«) og artikel 72 i Rules for the Implementation of the Income Tax Law of the People's Republic of China on Enterprises with Foreign Investment and Foreign Enterprises. Ifølge den kinesiske regering blev dette program indstillet i henhold til artikel 57 i Enterprise Income Tax Law (»EIT Law«) af 2008, med en overgangsperiode indtil udgangen af 2012. Loven gør det derfor klart, at der ville være en fordel ved dette program i skatteåret 2012.

(156)

Programmet »Two Free/Three Half« medførte fordele for virksomhederne i regnskabsåret 2012, hvorefter programmet ifølge den kinesiske regering er blevet trukket tilbage. Under alle omstændigheder var ingen af virksomhederne i stikprøven en udenlandsk ejet virksomhed, der kunne være omfattet af denne ordning i UP.

(157)

Virksomhederne i stikprøven modtog ingen finansielle bidrag under dette program i UP. Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at ordningen er blevet trukket tilbage af den kinesiske regering.

(158)

Dette program gør det muligt for virksomheder, der kan påvise, at de opfylder et bestemt sæt kriterier for at blive anerkendt som en »High and New Technology Enterprise«, at opnå en nedsættelse af selskabsskatten til 15 % i forhold til normalsatsen på 25 %.

(159)

Retsgrundlaget for dette program er artikel 28, stk. 2, i Enterprise Income Tax Law af 2008 (»EIT-loven«) sammenholdt med »Administrative Measures for the Determination of High and New Technology Enterprises« (Guo Ke Fa Huo [2008] No. 172), og artikel 93 i Regulations on the Implementation of Enterprise Income Tax Law sammenholdt med Notice of the State Administration of Taxation on the issues concerning the Payment of Enterprise Income Tax by High and New Technology Enterprises (Guo Shui Han [2008] No. 985).

(160)

Dette program gælder for High and New Technology Enterprises, der er anerkendt som sådan af den kinesiske regering. For at være berettiget til at benytte dette program skal virksomhederne have centrale uafhængige intellektuelle ejendomsrettigheder og opfylde følgende krav, der er fastlagt i retsgrundlaget, og som kan sammenfattes som følger:

(161)

Det konstateredes, at nogle af de eksporterende producenter i stikprøven anvendte dette program og dermed kun betalte 15 % i selskabsskat i stedet for 25 %. Disse virksomheder havde ansøgt om at være New and High Technology Enterprises og modtaget officiel meddelelse om, at de opfyldte programmets kriterier og derfor havde ret til at udfylde deres selvangivelser i overensstemmelse hermed.

(162)

Kommissionen er af den opfattelse, at denne ordning er et subsidie, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, fordi der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af den kinesiske regering, og hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen.

(163)

Dette subsidie er specifikt, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da det er begrænset til virksomheder, der modtager certificering som High and New Tech Enterprises og opfylder alle kravene i de administrative foranstaltninger fra 2008. De berørte eksporterende producenter i stikprøven havde modtaget en sådan certificering. Der er ikke fastlagt nogen objektive kriterier for støtteberettigelsen i lovgivningen eller af den støttetildelende myndighed.

(164)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering Kommissionens konklusioner og fastholdt, at kriterierne for støtteberettigelse er objektive og gælder for alle virksomheder i Kina. De opfylder derfor ikke kriteriet om specificitet.

(165)

Kommissionen kan ikke acceptere denne påstand. Tilskuddet er kun til rådighed for virksomheder med særlige karakteristika (High and New Technology Enterprises), og ikke for alle virksomheder og alle sektorer. Støtteberettigelsen er heller ikke automatisk, men afhænger af udstedelse af et certifikat for High and New Technology Enterprise, som tildeles efter en skønsmæssig procedure af den kompetente myndighed. Ordningen er derfor specifik.

(166)

Kommissionen betragter derfor dette subsidie som udligningsberettiget.

(167)

Kommissionen har beregnet det udligningsberettigede subsidiebeløb som forskellen mellem det skattebeløb, der normalt skulle betales i UP, og det skattebeløb, der faktisk er betalt i UP af de berørte virksomheder.

(168)

Programmet giver en virksomhed mulighed for at kræve skattelettelser for køb af indenlandsk fremstillet produktionsudstyr, hvis et projekt er foreneligt med den kinesiske regerings industripolitikker. En skattelempelse på op til 40 % af købsprisen for indenlandsk fremstillet udstyr kan anvendes på den gradvise forhøjelse af skattetilsvaret i forhold til forrige år.

(169)

Retsgrundlaget for dette program er Provisional measures on enterprise income tax credit for investment in domestically produced equipment for technology renovation projects af 1. juli 1999 og Notice of the State Administration of Taxation on Stopping the Implementation of the Enterprise Income Tax Deduction and Exemption Policy of the Investments of an Enterprise in Purchasing Home-made Equipment, No. 52 [2008] of the State Administration of Taxation, som trådte i kraft pr. 1. januar 2008.

(170)

Den kinesiske regering hævdede, at dette program blev afsluttet fra januar 2008 i overensstemmelse med nævnte notat nr. 52. Undersøgelsen viste dog, at en af virksomhederne i stikprøven fik støtte fra programmet i UP.

(171)

Dette program er et subsidie, eftersom det medfører et finansielt bidrag i form af indtægter, som den kinesiske regering giver afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Dette program giver modtagerne en fordel svarende til størrelsen af skattegodtgørelsen i henhold til betydningen i antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 2. Dette subsidie er specifikt, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 4, stk. 4, litra b), idet skattegodtgørelsen er betinget af brugen af indenlandske frem for importerede varer.

(172)

Kommissionen har beregnet det udligningsberettigede subsidiebeløb som forskellen mellem det skattebeløb, der normalt skulle betales i UP, og det skattebeløb, der faktisk er betalt i UP af de berørte virksomheder.

(173)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for Jiangsu Changhai Group i forbindelse med dette subsidie, er på 0,2 %.

(174)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod en eksporterende producent, at den ikke var berettiget til finansielle bidrag i henhold til ordningen »Indkomstskattenedsættelser for FIE'er, der køber udstyr fremstillet i Kina«, da den ikke er en virksomhed med udenlandsk kapital. Kommissionen har derfor fejlagtigt tilskrevet den en fordel i henhold til denne ordning på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Den hævdede også, at der var mindre regnefejl. Begge påstande blev accepteret, og beregningen af subsidiemargenen blev justeret i overensstemmelse hermed.

(175)

Skattefradraget for udgifter til FoU blev også undersøgt. Denne foranstaltning omfattede dog ubetydelige beløb. Kommissionen undersøgte den derfor ikke yderligere.

(176)

I UP modtog de eksporterende producenter i stikprøven ingen finansielle bidrag i henhold til de i afsnit C.3 anførte øvrige fritagelsesordninger for indirekte skatter.

(177)

Dette program medfører fritagelse for moms og importtold til fordel for FIE'er eller nationale virksomheder ved import af kapitaludstyr, de bruger i deres produktion. For at få adgang til fritagelsen må udstyret ikke være opført på en liste over ikke-berettiget udstyr, og den ansøgende virksomhed skal indhente et certifikat som statstilskyndet projekt udstedt af de kinesiske myndigheder eller NDRC i overensstemmelse med den relevante lovgivning om investering, skat og told.

(178)

Retsgrundlaget for denne ordning er Circular of the State Council on Adjusting Tax Policies on Imported Equipment, Guo Fa No. 37/1997, Notice of the Ministry of Finance, the General Administration of Customs and the State Administration of Taxation on the Adjustment of Certain Preferential Import Duty Policies, Announcement of the Ministry of Finance, the General Administration of Customs and the State Administration of Taxation [2008] No. 43, Notice of the NDRC on the relevant issues concerning the Handling of Confirmation letter on Domestic or Foreign-funded Projects encouraged to develop by the State, No. 316 2006 of 22 February 2006 og Catalogue on Non-duty-exemptible Articles of importation for either FIEs or domestic enterprises, 2008.

(179)

Alle virksomheder i stikprøven var omfattet af denne ordning.

(180)

Denne ordning betragtes som et tilskud i form af indtægter, som den kinesiske regering giver afkald på, i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da FIE'er og andre subsidieberettigede nationale virksomheder var fritaget for moms og/eller andre skyldige afgifter. Det medfører derfor en fordel for de modtagende virksomheder, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 2. Ordningen er specifik, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til virksomheder, der investerer i bestemte aktivitetskategorier, som er nærmere bestemt i lovgivningen, og som hører til den tilskyndede kategori eller den begrænsede kategori B i Catalogue for the guidance of industries for foreign investment and technology transfer, eller som er på linje med Catalogue of key industries, products and technologies the development of which is encouraged by the State.

(181)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering Kommissionens konklusioner og fastholdt, at kriterierne for støtteberettigelse er objektive og gælder for alle virksomheder i Kina. De opfylder derfor ikke kriteriet om specificitet. Den kinesiske regering oplyste imidlertid ikke nogen særlige bestemmelser i lovgivningen, der underbyggede dens synspunkter, og fremlagde ingen afgørende beviser for, at støtteberettigelsen er automatisk.

(182)

Den kinesiske regering og en af de eksporterende producenter hævdede også, at Kommissionen ikke kan udligne eventuelle momsfordele, som de tre virksomheder i stikprøven måtte have modtaget, da tidligere momsfritagelser ikke længere kunne udlignes med virkning fra 2009. Selv om der antages en gennemsnitlig afskrivningsperiode på 5-10 år for det pågældende importerede udstyr, ville den påståede fordel enten udløbe før indførelsen af foranstaltningerne eller sandsynligvis ikke fortsætte i hele den femårige periode for foranstaltningerne.

(183)

Kommissionen bemærker, at afskrivningsperioden for en del af det importerede udstyr er meget længere end 10 år og i nogle tilfælde kan vare 15 eller 20 år. Kommissionen har under alle omstændigheder ikke udlignet fordele, der følger af køb efter 2009 af importeret udstyr. Desuden anerkender den kinesiske regering, at virksomhederne stadig kunne drage fordel af ordningen »kort tid efter« indførelsen af foranstaltningerne. Påstanden afvises derfor.

(184)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Den fordel, som modtagerne har opnået, anses for at bestå i den fritagne moms og told for importeret udstyr. For at sikre, at det udligningsberettigede beløb kun dækkede UP, blev fordelen afskrevet over udstyrets levetid efter den eksporterende producents normale regnskabsprocedurer.

(185)

Den subsidiesats, der blev fastsat i UP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(186)

I UP modtog de eksporterende producenter i stikprøven ingen finansielle bidrag i henhold til de øvrige skattefritagelsesordninger, der er anført i afsnit C.3.

(187)

Der blev ikke konstateret nogen subsidier forbundet med køb af råstoffer, vand eller elektricitet fra de stikprøveudvalgte eksporterende producenters side i UP.

(188)

Virksomheder kan ikke købe jord direkte i Kina, men kun købe en brugsret til jord af de lokale myndigheder.

(189)

Ifølge Kinas lov om administration af jord tilhører al jord folket og kan ikke købes eller sælges, men loven fastsætter, på hvilke vilkår brugsretten til jord kan sælges til virksomheder ved budrunder eller auktioner.

(190)

I princippet ville et auktionssystem tillade markedet at vurdere prisen på brugsretten til et bestemt stykke jord, og derfor ville prisen blive fastsat uafhængigt. Den kinesiske regering anførte imidlertid, at den under alle omstændigheder fastsætter minimumspriser for hver jordklasse (jord klassificeres fra 1 til 15 ud fra kvaliteten af jordstykket), under hvilke prisen på brugsretten til jord ikke kan falde.

(191)

Den kinesiske regering kontrollerer også udbuddet af jordstykker ved at fastsætte kvoter for de jordarealer, for hvilke der kan sælges brugsret til jord til industrielle formål eller boligformål pr. provins pr. år.

(192)

Under alle omstændigheder fandt Kommissionen intet bevis for, at der var blevet afholdt en auktion, hvor der uafhængigt var blevet fastsat en pris på brugsretten til jorden for hver enkelt brugsret til jord, der var blevet erhvervet af de eksporterende producenter i stikprøven. Den eksporterende producent, der fik tildelt jorden, afgav bud på startprisen, og da producenten var den eneste bydende, blev denne tildelt brugsretten til jorden. Efter fremlæggelsen af oplysninger erklærede den kinesiske regering, at den er uenig i Kommissionens konklusion om, at der ikke findes et fungerende marked for salg af brugsret til jord i Kina. Den fremlagde dog ikke nye argumenter til støtte for dette synspunkt.

(193)

Resultaterne af undersøgelsen bekræfter, at situationen vedrørende salg og køb af jord i Kina er uklar og ugennemsigtig, og at priserne ofte fastsættes vilkårligt af myndighederne. Myndighederne fastsætter priserne i henhold til vurderingssystemet for jord i byområder, hvor det kræves, at de blandt andre kriterier også skal tage hensyn til industripolitikken ved prissætning af industrigrunde (29).

(194)

Uafhængige offentligt tilgængelige oplysninger viser også, at jord i Kina stilles til rådighed til priser, der ligger under de normale markedspriser (30).

(195)

Virksomhederne i stikprøven betalte derfor rent faktisk den pris, der fastsættes af den kinesiske regering. Brugsretten til jord leveres mod utilstrækkeligt vederlag sammenlignet med en markedsreferencesats, jf. afsnit e).

(196)

Situationen vedrørende jord i Kina er også behandlet i et arbejdsdokument fra IMF, som bekræfter, at indrømmelse af brugsrettigheder til jord til kinesiske virksomheder ikke overholder markedsvilkårene (31).

(197)

Kommissionen konkluderer, at den kinesiske regerings indrømmelse af brugsret til jord bør betragtes som et subsidie, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, i form af levering af varer, hvorved virksomhederne opnår en fordel. Da det ikke fremgik af undersøgelsen, at der findes et fungerende marked for salg af brugsret til jord i Kina, viser brugen af en ekstern referencepris (jf. litra e)), at det beløb, som eksportørerne i stikprøven har betalt for brugsretten til jord, ligger under markedsprisen.

(198)

Subsidiet er specifikt, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a) og c), fordi statsrådets afgørelse nr. 40 kræver, at de offentlige myndigheder sikrer, at der indrømmes jord til tilskyndede erhvervsgrene, som varer af glasfiberfilamenter tilhører, som forklaret nærmere i betragtning 67-82. Artikel 18 i afgørelse nr. 40 gør det klart, at erhvervsgrene, der er begrænset (»restricted«), ikke får adgang til brugsret til jord.

(199)

Fordelen beregnes som forskellen mellem den pris, der blev betalt for brugsretten til jord, og en passende ekstern referencepris.

(200)

Kommissionen betragter Kinesisk Taipei som en egnet ekstern reference af følgende årsager:

(201)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering anvendelsen af Kinesisk Taipei som reference og påstod, at befolkningstætheden i Kinesisk Taipei er mange gange højere end i Kina, hvilket bevirker, at jordsituationen og priserne i de to lande ikke er sammenlignelige. Af de mange grunde, der er redegjort for i den foregående betragtning, mener Kommissionen dog, at referencen er blevet valgt på et rimeligt grundlag.

(202)

Efter fremlæggelsen af oplysninger indvendte en af de eksporterende producenter i stikprøven, at anvendelsen af Kinesisk Taipei ikke var egnet til de økonomiske vilkår i den pågældende provins, hvor den var beliggende, men foreslog ikke et alternativ. Den hævdede også, at den fysiske nærhed mellem Kina og Taipei ikke bør betragtes som et gyldigt kriterium for valget af netop denne reference, men underbyggede ikke sin påstand. Da der ikke blev foreslået alternative referencer, bekræftes anvendelsen af Kinesisk Taipei.

(203)

Alle disse faktorer taget i betragtning konkluderede Kommissionen, at priserne på brugsret til jord i Kina, hvis der herskede markedsvilkår, for de eksporterende producenter i stikprøven ville være meget lig priserne på jord i Kinesisk Taipei.

(204)

Gennemsnitlige jordpriser i Kinesisk Taipei for 2012 blev taget fra Industrial Bureau of the Ministry of Economic Affairs og justeret bagud for inflation og vækst i BNP for at fastsætte en referencepris på jord i hvert kalenderår. Da brugsretten til jord gælder i 50 år og afskrives på dette grundlag, bliver fordelen i UP 1/50 af forskellen mellem referenceprisen og den pris, der faktisk er betalt.

(205)

Den subsidiesats, der blev fastlagt for indrømmelse af jord mod utilstrækkeligt vederlag, er som følger:

(206)

Kommissionen har beregnet det udligningsberettigede subsidiebeløb i henhold til antisubsidiegrundforordningens bestemmelser for de undersøgte virksomheder ordning for ordning og lagt disse tal sammen med henblik på at beregne et samlet subsidiebeløb for hver eksporterende producent i UP.

(207)

Til beregning af de samlede subsidiemargener beregnede Kommissionen først den procentvise subsidiering, nemlig subsidiebeløbet i forhold til virksomhedens samlede omsætning. Denne procentsats blev derefter anvendt til at beregne det subsidie, der blev ydet til eksport af den pågældende vare til Unionen i UP.

(208)

Derefter blev subsidiebeløbet pr. ton af den pågældende vare, som blev eksporteret til Unionen i UP, beregnet og nedenstående margener beregnet som en procentdel af cif-værdien af samme eksport pr. ton.

(209)

I overensstemmelse med antisubsidiegrundforordningens artikel 15, stk. 3, beregnes den samlede subsidiemargen for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, på grundlag af den vejede gennemsnitlige subsidiemargen for de samarbejdsvillige virksomheder i stikprøven med undtagelse af den gruppe, som den eksporterende producent, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 28, stk. 1, tilhører.

(210)

Samme vare blev fremstillet af otte EU-producenter i undersøgelsesperioden. De udgør »EU-erhvervsgrenen«, jf. antidumpinggrundforordningens artikel 4, stk. 1, og antisubsidiegrundforordningens artikel 9, stk. 1.

(211)

Den samlede EU-produktion i undersøgelsesperioden blev fastsat til at være mellem 530 000 og 580 000 ton. Kommissionen fastsatte tallet på grundlag af alle de foreliggende oplysninger om EU-erhvervsgrenen, som den havde modtaget fra APFE. Tre EU-producenters produktionsanlæg blev udtaget til at indgå i stikprøven, jf. betragtning 17, og de tegnede sig for 52 % af den samlede EU-produktion af samme vare.

(212)

Da oplysningerne i klagen/anmodningen om en fornyet undersøgelse indeholdt de faktiske makroøkonomiske indikatorer for klagerne/ansøgerne, og da kun et meget begrænset antal af EU-producenter ikke var blandt klagerne/ansøgerne, forekommer det hensigtsmæssigt ikke at oplyse de faktiske aggregerede makroøkonomiske indikatorer for alle EU-producenterne, da det så ville være muligt for en berørt part at udlede de manglende virksomhedsspecifikke tal for de producenter, der ikke var blandt klagerne/ansøgerne.

(213)

Efter den endelige fremlæggelse gjorde den kinesiske regering indsigelse mod den fortrolige behandling og oplysningerne af intervaller for det samlede EU-forbrug og de andre makroøkonomiske skadesindikatordata.

(214)

Efter anmodning derom, og når der gives en god begrundelse, har Kommissionen pligt til at respektere de fortrolige data fra de producenter, som ikke var klagere. Fremlæggelsen af de nøjagtige makroøkonomiske indikatorer ville gøre det muligt at identificere fortrolige data fra sådanne producenter og ville skade deres interesser. Påstanden afvises derfor.

(215)

Kommissionen fastsatte EU-forbruget på grundlag af i) EU-erhvervsgrenens salgsmængde på EU-markedet ud fra oplysninger fra APFE og ii) importen fra tredjelande ud fra oplysninger fra Eurostat (Comext).

(216)

EU-forbruget udviklede sig således:

Tabel 1

EU-forbrug (i ton)

(217)

Mellem 2010 og UP faldt EU-forbruget med 3 %.

(218)

Efter den endelige fremlæggelse hævdede en bruger, at EU-forbruget faldt med næsten 30 % i 2009. I den sammenhæng hævder brugeren, at en stigning på 3 % fra 2010 ikke er væsentlig. Kommissionen betegnede imidlertid ikke denne stigning som væsentlig, men bemærkede, at forbruget steg i den betragtede periode.

(219)

Nedenstående analyse omfatter både den dumpede og subsidierede import, hvor de samme producenter i Kina og den samme UP er anvendt.

(220)

Importmængden fra Kina af den pågældende vare udviklede sig som følger:

Tabel 2

Importmængde (ton), markedsandel

(221)

Importmængden fra Kina faldt med 14 % i den betragtede periode, og markedsandelen faldt med 17 %. Imidlertid er 2010 ikke et egnet referenceår, og der kan foretages en mere nøjagtig analyse af importtendenserne ved også at tage det foregående år, 2009, i betragtning, jf. ovenstående tabel. 2010 var præget af, at EU-importører foretog omfattende lageropkøb af kinesiske varer af glasfiberfilamenter, før der blev indført midlertidig told i september 2010. Undersøgelsen viste, at der i de første ni måneder af 2010 blev importeret langt større mængder end sædvanligt fra Kina. Importen fra Kina beløb sig til ca. 99 000 ton i 2009, mens den i 2010 lå på over 152 000 ton og derefter faldt i 2011 til ca. 109 000 ton. Der er en klar stigning i importen fra 2009 og frem. Fra 2011 steg importen fra Kina med 20 % med hensyn til mængde, hvilket medførte en genvundet markedsandel på 2 procentpoint.

(222)

Adskillige parter gentog deres påstande om, at importen fra Kina og dens markedsandel faldt mellem 2010 og udgangen af UP, og at der derfor ikke er påvist en mærkbar stigning i importen som krævet i antidumpingaftalens artikel 3, stk. 2, og SCM-aftalens artikel 15, stk. 2. De hævder desuden, at 2009 ikke er et egnet referenceår af følgende grunde: i) Der er intet retsgrundlag i antidumpinggrundforordningen og antisubsidiegrundforordningen, og Mexico-Steel Pipes and Tubes Panel fastslog, at »en undersøgelsesmyndighed ikke må benytte tidsmæssige underinddelinger inden for en periode«, ii) der er ikke belæg for påstanden om, at importen i 2010 var resultatet af lageropkøb, og iii) data for 2009 er ikke blevet taget i betragtning i forbindelse med andre aspekter af skadesvurderingen, og vurderingen er derfor ikke objektiv.

(223)

For så vidt angår den første og den tredje påstand fastsætter antidumpinggrundforordningen og antisubsidiegrundforordningen, som er den gældende lovgivning, ikke nærmere, hvilken periode der skal tages i betragtning for at kunne analysere tendenser. Intet forhindrer derfor, at 2009 kan tages i betragtning for at analysere tendenserne i importen fra Kina. Dette betyder ikke, at analysen ikke er objektiv; det fuldender tværtimod analysen af EU-erhvervsgrenens situation. Kun med hensyn til de specifikke skadesindikatorer for importen fra Kina blev 2009 taget i betragtning ud over den betragtede periode som forklaret i betragtning 219. For de øvrige skadesindikatorer var der ingen objektiv grund til ikke at tage alle år i den betragtede periode fuldt ud i betragtning.

(224)

For så vidt angår den anden påstand ses virkningen af lageropkøb meget klart i de månedlige importoplysninger fra den database, der er oprettet i overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 14, stk. 6 (jf. figur 1) (34). Inden indførelsen af de midlertidige foranstaltninger steg importen af den pågældende vare fra Kina kraftigt i andet og tredje kvartal af 2010 (til forbrug inden udgangen af 2010/begyndelsen af 2011 på grund af den begrænsede holdbarhed). Dette indtraf ikke sammen med en tilsvarende stigning i forbruget, hvilket tyder på, at denne import skete med henblik på oplagring i afventning af de foranstaltninger, der skulle indføres. Den kinesiske regering gav ikke en anden forklaring på denne forhøjelse, og Kommissionen kan derfor med rimelighed antage, at lageropkøb fandt sted før indførelsen af midlertidige foranstaltninger ved udgangen af 2010. Dette understreges yderligere af det forhold, at den månedlige import fra Kina i perioden mellem de midlertidige og endelige foranstaltninger (fjerde kvartal 2010 og første kvartal af 2011) var meget lav. Da foranstaltningerne blev sat ned i den endelige fase (i marts 2011), steg den månedlige import igen til et stabilt niveau.

Figur 1

Import af den pågældende vare fra Kina (månedlig mængde)

Kilde: Databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(225)

Priserne på importen fra Kina (ekskl. gældende antidumpingtold) udviklede sig som følger:

Tabel 3

Importpriser

(226)

Cif-priserne på importen fra Kina (ekskl. gældende antidumpingtold) gik fra 911 EUR/ton til 834 EUR/ton i den betragtede periode. Dette udgør et fald på 8 % i løbet af den betragtede periode.

(227)

Den kinesiske regering og en bruger hævdede, at det var misvisende at sammenligne de gennemsnitlige importpriser uden at analysere varesammensætningen. Den kinesiske regering hævdede endvidere, at størstedelen af importen fra Kina bestod af den billigste varetype, dvs. rovings.

(228)

I modsætning til påstanden blev der taget fuldt hensyn til varesammensætningen i analysen, da Kommissionen sammenlignede de kinesiske eksporterende producenters salgspriser med de stikprøveudvalgte EU-producenters salgspriser for hver varetype. Den samme fremgangsmåde blev fulgt i den oprindelige undersøgelse.

(229)

Efter den endelige fremlæggelse anmodede den kinesiske regering om, at der blev anvendt priser på importen fra Kina pr. varetype i tabel 3, eftersom der blev anvendt data pr. varetype til underbuds- og skadesberegningerne.

(230)

Den gennemsnitlige pris på importen fra Kina fra tabel 3 anvendes til at vise tendensen i den betragtede periode. Til dette formål (at vise tendenser) er det passende at anvende gennemsnitlige priser. Til bestemmelsen af underbuds- og skadesmargenerne blev der anvendt data pr. varetype.

(231)

For at bestemme prisunderbuddet i UP blev de vejede gennemsnitlige salgspriser for hver varetype, som EU-producenterne i stikprøven solgte til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet, justeret til ab fabrik, sammenlignet med de tilsvarende vejede gennemsnitlige priser pr. varetype for import fra de kinesiske producenter i stikprøven ved salg til den første uafhængige kunde på EU-markedet, som fastsat på cif-basis, med passende justeringer for told, antidumpingtold og omkostninger efter import. Prissammenligningen blev foretaget for de enkelte varetyper for transaktioner i samme handelsled. Resultatet af sammenligningen blev udtrykt som en procentdel af de stikprøveudvalgte EU-producenters vejede gennemsnitspris ab fabrik i undersøgelsesperioden. Det viste, at en kinesisk storeksportør til Unionen havde en underbudsmargen på 2 % på trods af de gældende antidumpingforanstaltninger (og toldafgifter), der blev lagt til importprisen. Langt størstedelen af den øvrige import blev foretaget til priser, der svarede til EU-priserne.

(232)

Efter den endelige fremlæggelse hævdede en af de eksporterende producenter, at der var visse unøjagtigheder vedrørende cif-værdien af 3 varekodenumre.

(233)

Påstanden var korrekt, og Kommissionen har justeret cif-værdierne, hvilket førte til en mindre ændring af underbuds- og målprisunderbudsmargenerne for denne eksporterende producent (jf. betragtning 440).

(234)

Flere parter hævdede, at der ikke var noget væsentligt prisunderbud i UP. De anførte, at en underbudsmargen på 2 % for en enkelt eksportør er tæt på bagatelgrænsen og ikke kan betragtes som væsentligt. De henviser også til Kommissionens praksis, hvor begrænsede prisunderbud eller prisunderbud på 6 % vurderedes ikke at have nogen virkning på det generelle prisniveau i Unionen på grund af den begrænsede eksportmængde.

(235)

På trods af den nuværende antidumpingtold forekommer underbud stadig. Henvisningen til Kommissionens praksis er vildledende. I tilfældet med »svært natriumcarbonat« (35) fandt man, at prisunderbuddet på 6 % næsten ingen indvirkning havde haft på det generelle prisniveau på grund af den begrænsede importmængde kombineret med en markedsandel på 1,4 % for eksportlandet. Til sammenligning er Kinas markedsandel i UP på mellem 15 % og 20 %. Sagen om »visse optiske laserbaserede læsesystemer« (36) drejede sig om begrænsede prisunderbud for den pågældende import i betragtning af i) en større stigning i EU-forbruget (129 %) og ii) den pågældende vares art, en ikke-homogen vare med mange forskellige egenskaber og tekniske forskelle og præget af en hastig teknologisk udvikling. I de aktuelle undersøgelser er markedet for den pågældende vare af en helt anden art, og omfanget af prisunderbuddet skal derfor betragtes i denne særlige markedssammenhæng. Den pågældende vare er en homogen basisvare, der bruges til forstærkning, på et marked, som er ret stabilt. Et sådant marked er mere følsomt over for prisforskelle, og selv en mindre prisforskel kan have stor indvirkning på markedet. Den omstændighed, at ingen større underbud fandt sted, ændrer derfor ikke Kommissionens konklusioner. Dette aspekt blev tværtimod fuldt ud taget i betragtning ved vurderingen. Under alle omstændigheder vurderes hver enkelt sag individuelt, skadesbilledet består af mange faktorer, og ingen kan have en afgørende betydning.

(236)

I overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 3, stk. 5, og antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 4, omfattede undersøgelsen af indvirkningen af dumpingimporten og den subsidierede import på EU-erhvervsgrenen en vurdering af alle de økonomiske forhold, der havde indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(237)

Der blev, jf. betragtning 17-25, anvendt stikprøveudtagning i undersøgelsen af den eventuelle skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen.

(238)

I forbindelse med skadesundersøgelsen skelnede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer på grundlag af oplysningerne i klagen og i anmodningen om en fornyet undersøgelse samt i de efterfølgende indsendelser og krydstjekkede, hvor det var muligt, med statistikker. Oplysningerne vedrørte alle EU-producenter. Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer på grundlag af oplysningerne i de stikprøveudvalgte EU-producenters svar på spørgeskemaet. Begge datasæt vurderedes at være repræsentative for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(239)

De makroøkonomiske indikatorer er: produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, dumping- og subsidiemargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping eller subsidiering.

(240)

De mikroøkonomiske indikatorer er: gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, lønomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

(241)

Der er almindeligvis udsving i EU-erhvervsgrenens årlige produktion, da ovnene skal genopbygges hvert 7. til 10. år, hvilket giver en større produktionsmængde i det forudgående år for at opbygge lagrene og en mindre produktionsmængde i det år, hvor ovnen ude af drift på grund af genopbygningen. Når en ovn er ude af drift på grund af genopbygning, vil produktionskapaciteten i det pågældende år også være mindre.

(242)

Med disse forbehold for øje udviklede den samlede EU-produktion, produktionskapaciteten og kapacitetsudnyttelsen sig således i den betragtede periode:

Tabel 4

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(243)

Inden for rammerne af en stigning i EU-forbruget (på 3 %) faldt EU-erhvervsgrenens produktion af samme vare mellem 2010 og UP med 5 %. Produktionskapaciteten faldt også mellem 2010 og UP med ca. 4 %. Kapacitetsudnyttelsen forblev relativt stabil i den betragtede periode bortset fra et fald i 2012.

(244)

Mellem 2011 og 2012 faldt produktionen med 11 procentpoint og produktionskapaciteten med 4 procentpoint. Det skyldtes omstruktureringen af EU-erhvervsgrenen og lukning af nogle af dens produktionsanlæg. Producenten af varer af glasfiberfilamenter Ahlstrom indstillede produktionen ved udgangen af 2011, og Owens Corning lukkede sit anlæg i Vado Ligure i Italien i 2012, da denne ikke var i stand til at overvinde følgerne af dumpingimporten. EU-erhvervsgrenen mener dog, at den efter omstruktureringen, og når der igen er lige konkurrencevilkår, fortsat kan være en levedygtig erhvervsgren, og af den grund investerer EU-erhvervsgrenen stadig i genopbygning af de eksisterende ovne.

(245)

Efter den endelige fremlæggelse hævdede den kinesiske regering, at Kommissionen anvendte en levetid for ovnene, der var kortere end gennemsnittet, og at der derfor er en betydelig ineffektivitet i EU-producenternes investeringer og/eller anvendelse af ovnene.

(246)

Det blev påvist, at EU-erhvervsgrenens afgørelser om genopbygning af ovne blev truffet ud fra hensyn til produktionen og energieffektiviteten. Der var ingen tegn på, at den ovnlevetid, som EU-producenterne i stikprøven anvendte, ikke var god praksis i erhvervsgrenen og i overensstemmelse med behovene i varesammensætningen.

(247)

Flere parter hævdede, at det var nødvendigt at tage en længere periode end 2010 frem til UP i betragtning, navnlig på grund af udgifterne til genopbygning af ovne, der ville påvirke alle de makro- og mikroøkonomiske indikatorer. Den kinesiske regering anførte, at der ikke blev givet nogen data eller oplysninger om de år, hvor EU-producenterne foretog genopbygning af ovnene.

(248)

Genopbygning af ovne er normale for erhvervsgrenen og foretages regelmæssigt. Det er vigtigt for at sikre kontinuiteten i driften og opretholde kapaciteten. FoU-investeringer er direkte knyttet til driftskapaciteten og gør det muligt at udvikle skræddersyede produkter til kundernes behov. Disse investeringer kan derfor ikke betragtes som usædvanlige for den betragtede periode. Uanset det betragtede tidsrum vil ovnreparation eller -genopbygning altid påvirke produktionsmængden. Virksomhedsspecifikke oplysninger, om hvornår der er foretaget genopbygning, betragtes som fortrolige.

(249)

En bruger hævdede også, at EU-erhvervsgrenen var i stand til at undgå eventuelle skadelige virkninger (fra subsidieret import og dumpingimport), da kapacitetsudnyttelsen forblev relativt stabil i perioden fra 2010 til udgangen af UP.

(250)

Produktionen af den samme vare er en kontinuerlig proces, der ikke kan tilpasses til kortsigtede udsving i efterspørgslen. Den forholdsvis stabile kapacitetsudnyttelse skal ses på baggrund af en faldende produktionskapacitet. Påstanden afvises derfor.

(251)

EU-erhvervsgrenens frie markedssalg på EU-markedet og bundne markedssalg på EU-markedet, og de respektive markedsandele udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 5

Salgsmængde og markedsandel

(252)

I den betragtede periode var der et mindre fald på 1 % i EU-erhvervsgrenens frie markedssalg af varer af glasfiberfilamenter (dvs. til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder). I en situation med en stigning i EU-forbruget på 3 % medførte dette imidlertid et fald i EU-erhvervsgrenens markedsandel fra 58-63 % i 2010 til 56-61 % i UP. Den mindre salgsmængde i 2011 skyldes lageropkøbet af importerede varer fra Kina i 2010, der gradvist kom på markedet i 2011.

(253)

I den betragtede periode tegnede EU-erhvervsgrenens salg på det bundne marked sig for mellem 11 % og 14 % af EU-erhvervsgrenens samlede salg (det frie marked og det bundne marked) på EU-markedet. Salget på det bundne marked steg mellem 2010 og 2012, hvorefter det blev stabilt i UP. Stigningen i salget på det bundne marked mellem 2010 og 2011 er begrænset målt i absolutte tal.

(254)

EU-producenternes beskæftigelse og produktivitet udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 6

Beskæftigelse og produktivitet

(255)

Antallet af ansatte hos EU-producenterne viser, at EU-erhvervsgrenen forsøgte at rationalisere produktionen i hele den betragtede periode med det formål at mindske produktionsomkostningerne. I løbet af den betragtede periode faldt antallet af ansatte faktisk med 11 %.

(256)

Den kombinerede virkning af ændringer i antallet af ansatte og i produktionsmængden i den samme betragtede periode har medført en stigning i produktiviteten hos EU-producenternes arbejdsstyrke målt som årlig produktion (ton) pr. ansat med 7 % mellem 2010 og UP.

(257)

Som anført i betragtning 217 steg EU-forbruget i den betragtede periode med 3 %. I lyset af den samme vares mange anvendelser forventer EU-erhvervsgrenen og brugerne, at dette vækstmønster vil fortsætte i den nærmeste fremtid.

(258)

EU-erhvervsgrenen led skade som følge af dumpingimport fra Kina frem til 2011, hvor der blev indført told. Den gældende told over for importen fra Kina havde til formål at skabe lige vilkår, således at EU-erhvervsgrenen kunne konkurrere loyalt med denne import og komme sig over den skade, den havde lidt.

(259)

Det er imidlertid ikke sket. EU-erhvervsgrenen lider nu igen tab og har fortsat mistet markedsandele, selv om EU-forbruget er steget. Importen fra Kina kom fortsat til meget lave priser og vandt markedsandele. Markedsandelen for importen fra Kina var i undersøgelsesperioden 3 procentpoint over niveauet før indførelsen af tolden (37). EU-erhvervsgrenen omstrukturerede og lukkede nogle af sine produktionsanlæg (jf. betragtning 244). Det er åbenlyst, at der ikke er sket en genrejsning efter tidligere dumping.

(260)

I lyset af omfanget af den kinesiske dumpingimports og den subsidierede imports mængde, markedsandel og priser og i betragtning af de eksisterende dumpingmargener (9,6 % og 29,7 %) (38) kan virkningen på EU-erhvervsgrenens situation anses for at være betydelig.

(261)

Da dette er den første antisubsidieundersøgelse vedrørende den pågældende vare, er genrejsning efter tidligere subsidiering ikke relevant i forbindelse med undersøgelsen.

(262)

De vejede gennemsnitlige enhedssalgspriser hos EU-producenterne i stikprøven i Unionen udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 7

Salgspriser på det frie marked og det bundne marked i Unionen

(263)

Enhedssalgspriserne på det frie marked faldt med 2 % i den betragtede periode. I september 2010 trådte den midlertidige told i kraft, og EU-erhvervsgrenen kunne derfor hæve priserne i 2011. Fra 2011 faldt enhedssalgspriserne imidlertid med 10 %.

(264)

Med hensyn til enhedssalgspriserne på det bundne marked (dvs. afregningspriser) fulgte de samme tendens som enhedssalgspriserne på det frie marked, således at EU-erhvervsgrenen øgede sine salgspriser på det bundne marked i 2011, hvorefter disse enhedssalgspriser faldt med 4 %.

(265)

Produktionsomkostningerne pr. enhed udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 8

Produktionsomkostninger pr. enhed

(266)

De gennemsnitlige produktionsomkostninger pr. enhed steg mellem 2010 og 2012. Efter 2012 faldt de gennemsnitlige produktionsomkostninger pr. enhed igen næsten til niveauet i 2010. Højdepunktet i 2012 tilskrives en særlig investeringssituation hos én af EU-producenterne i stikprøven. I hele den betragtede periode steg de gennemsnitlige produktionsomkostninger pr. enhed kun med 1 %.

(267)

En række brugere anførte, at en bestemt virksomhedssituation ikke burde danne grundlag for generelle konklusioner. Konklusionen vedrørende produktionsomkostningerne pr. enhed var, at de er forholdsvis stabile. Højdepunktet i 2012 ændrede ikke de generelle konklusioner.

(268)

Produktionsomkostningerne pr. enhed er baseret på de stikprøveudvalgte EU-producenters samlede produktionsmængde. Enhedssalgsprisen i tabel 7 er baseret på EU-salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder. De to indikatorer har således forskellige grundlag og er ikke direkte sammenlignelige.

(269)

Efter den endelige fremlæggelse hævdede CCCLA, at det er yderst vigtigt, at Kommissionen at oplyser tilstrækkelige sammenlignelige data, for at det skal være muligt at vurdere, om variationen i produktionsomkostningerne kan forklare det lille fald i salgspriserne på EU-markedet.

(270)

Disse to indikatorer har et andet grundlag, og mens de absolutte tal ikke er direkte sammenlignelige, er udviklingen det.

(271)

De gennemsnitlige lønomkostninger hos EU-producenterne i stikprøven udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 9

Gennemsnitlige lønomkostninger pr. ansat

(272)

De gennemsnitlige lønomkostninger pr. ansat steg gradvist (+ 6 %) i den betragtede periode. Det var i overensstemmelse med lønomkostningsindekset i de lande, hvor producenterne i stikprøven befinder sig (39).

(273)

De stikprøveudvalgte EU-producenters lagerbeholdninger udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 10

Lagerbeholdninger

(274)

Slutlagrene steg først markant i 2011 og fortsatte så med at stige i den betragtede periode.

(275)

Den kinesiske regering hævdede, at de lagervariationer, der fremgik af oplysningerne fra APFE, viste salg, der ikke var indberettet, og ikke var tegn på skade sammenlignet med importen fra Kina.

(276)

Påstanden bør afvises. Kommissionen foretag analysen af de mikroøkonomiske indikatorer såsom lagerbeholdninger på baggrund af faktiske oplysninger fra EU-producenterne i stikprøven. Undersøgelsen af EU-producenterne i stikprøven afslørede ingen salg, der ikke var indberettet.

(277)

Efter den endelige fremlæggelse påstod en bruger, at 2010 ikke er et egnet referenceår, da lagerbeholdningerne var unormalt lave sammenlignet med perioden fra 2006 til oktober 2009 (undersøgelsesperioden i den oprindelige antidumpingundersøgelse).

(278)

Påstanden afvises, da enhederne i stikprøven i de aktuelle undersøgelser er forskellige fra stikprøven i den tidligere undersøgelse, og dermed er oplysningerne ikke sammenlignelige. Kommissionen begrænsede sin undersøgelse til den betragtede periode, især med hensyn til mikroøkonomiske data, og råder ikke over data vedrørende lagerbeholdningerne hos EU-producenterne i stikprøven i perioden forud for den betragtede periode. Den kinesiske regering erklærede, at lagerbeholdningerne i 2011 også er højere i betragtning af et fald på 3 % i EU-forbruget i det år. Imidlertid har dette forhold ingen indvirkning på tendensen i den betragtede periode.

(279)

De stikprøveudvalgte EU-producenters rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 11

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

(280)

Kommissionen beregnede de stikprøveudvalgte EU-producenters rentabilitet som overskuddet før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg. I den betragtede periode faldt de stikprøveudvalgte EU-producenters rentabilitet betydeligt fra 3 % til -4 %.

(281)

Nettolikviditeten er et udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. Likviditeten er faldet betydeligt i den betragtede periode (-55 %).