Den Europæiske Unions L 138/2016

26.5.2016

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2016/796

af 11. maj 2016

om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

En gradvis oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde kræver, at Unionen fastsætter forskrifter for jernbanerne, som dækker de tekniske sikkerheds- og interoperabilitetsaspekter, eftersom disse to aspekter er uadskillelige, og eftersom der på begge områder er behov for en højere grad af harmonisering på EU-plan. I løbet af de seneste to årtier er der vedtaget relevant lovgivning på jernbaneområdet, navnlig tre jernbanepakker, hvoraf Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF (5) er de mest relevante i denne henseende.

(2)

Det kræver et betydeligt teknisk stykke arbejde styret af et specialiseret organ at forfølge målene for sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet samtidig. I forbindelse med den anden jernbanepakke i 2004 var det derfor nødvendigt at oprette et europæisk agentur for sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet inden for de eksisterende institutionelle rammer og uden at ændre kompetencefordelingen i Unionen.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 881/2004 (6) opretter et europæisk jernbaneagentur (»agenturet«) for at fremme oprettelsen af et fælles europæisk jernbaneområde og bidrage til moderniseringen af jernbanesektoren, samtidig med at sektorens fordele på sikkerhedsområdet blev styrket. Den fjerde jernbanepakke indeholder vigtige ændringer, som har til formål at forbedre det fælles europæiske jernbaneområdes funktion ved hjælp af omarbejdninger af direktiv 2004/49/EF og direktiv 2008/57/EF, der begge har direkte tilknytning til agenturets opgaver. Disse direktiver fastsætter navnlig bestemmelser for udførelsen af opgaver i forbindelse med udstedelse af køretøjstilladelser og sikkerhedscertifikater på EU-plan. Dette indebærer en større rolle for agenturet. Som følge af det betydelige antal ændringer, der foretages i agenturets opgaver og interne organisation, bør forordning (EF) nr. 881/2004 ophæves og erstattes af en ny retsakt.

(4)

Agenturet bør bidrage til udviklingen af en ægte europæisk jernbanekultur og være et centralt redskab for dialog, konsultation og udveksling af synspunkter mellem alle aktører i jernbanesektoren under behørigt hensyn til disses respektive funktioner samt jernbanesektorens tekniske karakter. Agenturet bør, når det udfører sine opgaver, og navnlig når det udarbejder udkast til henstillinger og udtalelser, tage størst muligt hensyn til ekstern ekspertise på jernbaneområdet, særlig fra fagfolk fra jernbanesektoren og de relevante nationale myndigheder. Agenturet bør derfor nedsætte kompetente og repræsentative arbejdsgrupper og grupper, der primært består af disse fagfolk.

(5)

Agenturet bør udbygge arbejdet med konsekvensanalyser med henblik på at formidle indsigt i jernbanesektorens økonomiske betydning og indvirkning på samfundet, for at andre, navnlig Kommissionen, agenturets bestyrelse (»bestyrelsen«) og agenturets administrerende direktør (»den administrerende direktør«), kan træffe velbegrundede beslutninger og for mere effektivt at kunne prioritere sine arbejdsopgaver og fordele sine ressourcer inden for agenturet.

(6)

Agenturet bør yde uafhængig og objektiv teknisk bistand, først og fremmest til Kommissionen. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (7) indeholder bestemmelser om udarbejdelse og revision af tekniske specifikationer for interoperabilitet (»TSI'er«), mens Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 (8) indeholder bestemmelser om udarbejdelse og revision af fælles sikkerhedsmetoder, fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsindikatorer. Kontinuiteten i arbejdet og udviklingen af TSI'er, fælles sikkerhedsmetoder, fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsindikatorer kræver en permanent teknisk struktur og et specialiseret organ med sagkyndigt personale med et højt ekspertiseniveau. Med henblik herpå bør agenturet være ansvarligt for at udarbejde henstillinger og udtalelser til Kommissionen i forbindelse med udarbejdelse og revision af TSI'er, fælles sikkerhedsmetoder, fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsindikatorer. Agenturet bør også afgive en uafhængig teknisk udtalelse på anmodning fra de nationale sikkerhedsmyndigheder og tilsynsorganer.

(7)

Med henblik på at gøre udstedelsen af EU-sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomheder mere effektive og upartiske er det nødvendigt, at agenturet tildeles en central rolle. Hvis driftsområdet kun omfatter én medlemsstat, bør den pågældende jernbanevirksomhed have mulighed for at vælge, om den vil indgive sin ansøgning om et EU-sikkerhedscertifikat til agenturet eller til den nationale sikkerhedsmyndighed. Direktiv (EU) 2016/798 skal fastsætte bestemmelserne herom.

(8)

For så vidt angår jernbanekøretøjer fastsætter direktiv 2008/57/EF på nuværende tidspunkt bestemmelser om udstedelse af tilladelser til ibrugtagning af sådanne køretøjer i hver enkelt medlemsstat undtagen i visse særlige tilfælde. Kommissionen nedsatte i 2011 en taskforce vedrørende køretøjstilladelser, som har drøftet adskillige sager, hvor fabrikanter og jernbanevirksomheder har lidt skade som følge af den urimeligt lange og dyre godkendelsesprocedure, og taskforcen har fremlagt en række forslag til forbedringer. Eftersom visse af problemerne skyldes, at den nuværende procedure for godkendelse af køretøjer er kompleks, bør denne forenkles og om muligt samles under en enkelt procedure. Der bør kun udstedes én tilladelse til hvert køretøj. Hvis anvendelsesområdet er begrænset til et enkelt netværk eller til netværk i en enkelt medlemsstat, bør ansøgeren havde mulighed for at vælge, om denne vil indgive sin ansøgning om køretøjstilladelse gennem den i nærværende forordning omhandlede one-stop-shop, til agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed. Dette ville medføre mærkbare fordele for sektoren, eftersom procedurens omkostninger og længde reduceres, og ville mindske risikoen for eventuel forskelsbehandling, navnlig af nye virksomheder, der ønsker at komme ind på et jernbanemarked. Direktiv (EU) 2016/797 skal fastsætte bestemmelserne herom.

(9)

Det er afgørende, at direktiv (EU) 2016/797 og direktiv (EU) 2016/798 ikke fører til et nedsat sikkerhedsniveau i Unionens jernbanesystem. I denne henseende bør agenturet påtage sig det fulde ansvar for de køretøjstilladelser og EU-sikkerhedscertifikater, det udsteder, ved med hensyn hertil at påtage sig bl.a. ansvaret både i og uden for kontraktforhold.

(10)

For så vidt angår agenturets personales ansvar ved udøvelsen af opgaver, som agenturet er blevet tildelt, gælder protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter. Anvendelsen af denne protokol bør ikke føre til uberettigede forsinkelser eller pålæggelse af ubegrundede begrænsninger i gennemførelsen af nationale retslige procedurer. I tilfælde af retslige procedurer, hvor agenturets personale er involveret, og hvor en af de ansatte anmodes om at give møde for en national domstol, bør bestyrelsen omgående træffe afgørelse om at ophæve den pågældende ansattes immunitet, forudsat at en sådan ophævelse ikke skader Unionens interesser. En sådan afgørelse bør begrundes behørigt og bør kunne indbringes for Den Europæiske Unions Domstol til domstolsprøvelse.

(11)

Agenturet bør samarbejde loyalt med de nationale retsmyndigheder, navnlig hvis agenturets deltagelse er påkrævet, fordi agenturet har udøvet sine beføjelser med hensyn til køretøjstilladelser, EU-sikkerhedscertifikater, som det har udstedt, og afgørelser om godkendelse af projekter vedrørende fast ERTMS-udstyr (udstyr i forbindelse med det fælles harmoniserede togkontrolsystem, European Rail Traffic Management System). Anmodes agenturet eller en af de ansatte om at give oplysninger i forbindelse med den relevante nationale sag, bør agenturet påse, at en sådan anmodning om oplysninger eller eventuelt om deltagelse i sagen behandles med nødvendig omhu og inden for en rimelig frist. Med henblik herpå bør bestyrelsen vedtage passende procedurer, der anvendes i sådanne tilfælde.

(12)

For yderligere at fremme udviklingen af det fælles europæiske jernbaneområde, navnlig med henblik på at kunne give godstransportkunderne og passagererne relevante oplysninger, og undgå en opsplittet udvikling af trafiktelematik bør agenturets rolle på området for sådanne applikationer styrkes. Agenturet bør som kompetent EU-organ have en fremtrædende rolle med henblik på at sikre ensartethed i udviklingen og udbredelsen af al trafiktelematik. I dette øjemed bør agenturet have beføjelse til at agere som systemmyndighed for trafiktelematik, og det bør i egenskab heraf vedligeholde, overvåge og forvalte alle tilsvarende krav vedrørende delsystemer på EU-plan.

(13)

På grund af ERTMS's betydning for en gnidningsløs udvikling af det fælles europæiske jernbaneområde og dets sikkerhed og for at undgå en opsplittet udvikling af ERTMS er det nødvendigt at styrke den overordnede koordinering på EU-plan. Agenturet bør derfor som det EU-organ med den største ekspertise på området have en mere fremtrædende rolle på dette område for at sikre ensartethed i udviklingen af ERTMS, bidrage til at sikre, at ERTMS-udstyr opfylder de gældende specifikationer, og sikre, at europæiske forskningsprogrammer vedrørende ERTMS koordineres med udarbejdelsen af tekniske specifikationer for ERTMS. Agenturet bør navnlig forhindre, at yderligere nationale krav vedrørende ERTMS bringer interoperabiliteten heraf i fare. Uforenelige nationale krav bør imidlertid kun anvendes frivilligt eller ophæves.

(14)

For at gøre procedurerne for udstedelse af tilladelser til ibrugtagning af delsystemer for fast togkontrol- og signaludstyr mere effektive og harmonisere disse procedurer på EU-plan er det afgørende, at agenturet før et udbud vedrørende fast ERTMS-udstyr kontrollerer, at de tekniske løsninger, der påtænkes, er i fuld overensstemmelse med de relevante TSI'er og dermed er fuldt interoperable. Direktiv (EU) 2016/797 skal fastsætte bestemmelserne herom. Agenturet bør nedsætte en gruppe bestående af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, som er aktive på ERTMS-området. Sådanne organers deltagelse i gruppen bør fremmes så meget som muligt.

(15)

For at fremme samarbejde og sikre en klar fordeling af opgaver og ansvarsområder mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder bør der udarbejdes en kommunikationsprotokol mellem dem. Desuden bør der udvikles en fælles informations- og kommunikationsplatform med en virtuel one-stop-shop-funktion, hvis det er hensigtsmæssigt på grundlag af eksisterende ansøgninger og registre, ved at udvide disses funktion med henblik på at holde agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder underrettet om alle ansøgninger om tilladelser og sikkerhedscertificeringer, trinnene i disse procedurer og resultaterne heraf. Et vigtigt mål med denne platform er på et tidligt tidspunkt at identificere behovet for at koordinere afgørelser, som skal træffes af de nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet, i tilfælde af forskellige ansøgninger om ens tilladelser og sikkerhedscertifikater. Sådanne tilfælde bør identificeres på en kortfattet måde gennem automatiske notifikationer.

(16)

De kompetente nationale myndigheder har indtil nu opkrævet en afgift for at udstede køretøjstilladelser og EU-sikkerhedscertifikater. Når disse kompetencer overføres til Unionen, bør agenturet bemyndiges til at opkræve afgifter hos ansøgerne for udstedelse af de certifikater og tilladelser, der er omhandlet i de foregående betragtninger. Det er vigtigt at opstille visse principper, der gælder for de gebyrer og afgifter, som skal betales til agenturet. Disse gebyrers og afgifters niveau bør anslås på en sådan måde, at de fulde omkostninger ved den leverede ydelse dækkes, herunder eventuelt de relevante omkostninger som følge af de opgaver, som de nationale sikkerhedsmyndigheder har fået pålagt. Disse gebyrer og afgifter bør ligge på et niveau svarende til eller lavere end det nuværende gennemsnit for de relevante ydelser og bør fastsættes på en gennemskuelig, rimelig og ensartet måde i samarbejde med medlemsstaterne. De bør ikke skade den europæiske jernbanesektors konkurrenceevne og bør fastsættes efter kriterier, der tager behørigt hensyn til virksomhedernes betalingsevne, og bør ikke resultere i, at virksomhederne påføres en unødvendig finansiel byrde. De bør, i det omfang det er relevant, tage hensyn til små og mellemstore virksomheders særlige behov.

(17)

Det er et generelt mål, at den nye fordeling af funktioner og opgaver mellem nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet bør ske på en effektiv måde og uden at sænke de nuværende høje sikkerhedsniveauer. Med henblik herpå bør der indgås samarbejdsaftaler, der omfatter omkostningselementer, mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder. Agenturet bør have tilstrækkelige ressourcer, der sætter det i stand til at udføre sine nye opgaver, og koordineringen af tildelingen af disse ressourcer bør ske på grundlag af klart definerede behov.

(18)

Ved udarbejdelsen af henstillinger bør agenturet tage hensyn til, at der kan forekomme netværk, der er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, og som af geografiske eller historiske grunde kræver specifik ekspertise. Når driften er begrænset til sådanne netværk, bør det desuden være muligt for ansøgere af EU-sikkerhedscertifikater og køretøjstilladelser at opfylde de fornødne formaliteter lokalt gennem de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder. Med henblik herpå og for at mindske de administrative byrder og omkostningerne bør der derfor i samarbejdsaftaler, der indgås mellem agenturet og de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder, kunne fastlægges en hensigtsmæssig opgavefordeling, uden at dette berører agenturets endelige ansvar for udstedelse af tilladelsen eller EU-sikkerhedscertifikatet.

(19)

De nationale myndigheder, navnlig de nationale sikkerhedsmyndigheder, har opbygget ekspertise på området, og agenturet bør have adgang til at gøre brug af denne ekspertise i forbindelse med udstedelsen af relevante tilladelser og EU-sikkerhedscertifikater. Med henblik herpå bør der tilskyndes til udstationering af nationale eksperter hos agenturet.

(20)

Direktiv (EU) 2016/798 og direktiv (EU) 2016/797 skal fastsætte, at de nationale forskrifter skal vurderes i lyset af målet om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet og forenelighed med konkurrencereglerne. Direktiverne skal også begrænse medlemsstaternes mulighed for at vedtage nye nationale forskrifter. Under det nuværende system eksisterer der fortsat talrige nationale forskrifter, hvilket kan føre til eventuelle uoverensstemmelser med EU-reglerne og give anledning til utilstrækkelig gennemsigtighed og eventuel forskelsbehandling af operatører, herunder mindre og nye operatører. Med henblik på at skabe et fuldt gennemsigtigt og upartisk sæt jernbaneforskrifter på EU-plan er det nødvendigt at styrke den gradvise reduktion af antallet af nationale forskrifter, herunder driftsregler. Det er derfor tvingende nødvendigt, at der kan indhentes en udtalelse baseret på uafhængig og neutral ekspertise på EU-plan. Agenturets rolle bør styrkes i overensstemmelse hermed.

(21)

Blandt de nationale sikkerhedsmyndigheder og de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer er der stor forskel på indsats, organisation og beslutningsprocedurer for så vidt angår sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet, hvilket forhindrer, at det fælles europæiske jernbaneområde fungerer gnidningsløst. Dette kan navnlig være til skade for små og mellemstore virksomheder, der ønsker at komme ind på jernbanemarkedet i en anden medlemsstat. Det er derfor nødvendigt at styrke koordineringen med henblik på at øge harmoniseringen på EU-plan. Agenturet bør derfor overvåge de nationale sikkerhedsmyndigheder og de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer og deres resultater og beslutningstagning ved hjælp af audits og inspektioner, hvor det er relevant i samarbejde med nationale akkrediteringsorganer.

(22)

Når det drejer sig om sikkerhed, er det vigtigt at sikre størst mulig gennemsigtighed og en effektiv informationsformidling. Det er desuden vigtigt, at der gennemføres en analyse af indsatsen baseret på fælles sikkerhedsindikatorer, som gør det muligt at sætte alle jernbanesektorens aktører i relation til hinanden. Med hensyn til statistik er det nødvendigt at etablere et tæt samarbejde med Eurostat.

(23)

Agenturet bør have ansvar for at offentliggøre en rapport hvert andet år for at kunne følge fremskridtene med henblik på opnåelse af sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet. Eftersom agenturet besidder teknisk ekspertise og er uvildigt, bør det også bistå Kommissionen i udførelsen af dennes opgave med overvågning af gennemførelsen af EU-lovgivning relateret til sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet.

(24)

Interoperabiliteten i det transeuropæiske transportnet bør øges, og udvælgelsen af nye investeringsprojekter, som støttes af Unionen, bør foretages under hensyntagen til målet om interoperabilitet, således som det er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 (9). Agenturet er det bedst egnede organ til at bidrage til opfyldelsen af disse mål og bør samarbejde tæt med de kompetente EU-organer i forbindelse med projekter vedrørende det transeuropæiske transportnet. Med hensyn til udbredelsen af ERTMS og ERTMS-projekter bør agenturets rolle bl.a. bestå i at hjælpe ansøgerne med at gennemføre projekter, som overholder TSI'er, der vedrører togkontrol- og signaludstyr.

(25)

Vedligeholdelsen af det rullende materiel er et vigtigt element i sikkerhedssystemet. Der har hidtil ikke eksisteret noget egentligt europæisk marked for vedligeholdelse af jernbanemateriel, da der ikke findes noget system til certificering af værkstederne. Dette har ført til større omkostninger for jernbanesektoren og giver anledning til tomkørsel. Fælles vilkår for certificering af værkstederne og af enhederne med ansvar for vedligeholdelsen af andre køretøjer end godsvogne bør derfor gradvis udvikles og løbende ajourføres, og agenturet er det bedst egnede organ til at foreslå Kommissionen passende løsninger herpå.

(26)

Kravene til togførernes faglige kvalifikationer er af væsentlig betydning både for sikkerheden og interoperabiliteten i jernbanesystemet i Unionen. Krav til faglige kvalifikationer er desuden en forudsætning for fri bevægelighed for arbejdstagerne i jernbanesektoren. Dette spørgsmål bør behandles inden for rammerne af den nuværende ordning, der gælder for den sociale dialog. Agenturet bør yde den tekniske bistand, der er nødvendig for at tilgodese dette aspekt på EU-plan.

(27)

Agenturet bør lette samarbejdet mellem de nationale sikkerhedsmyndigheder, de nationale undersøgelsesorganer og de repræsentative organer fra jernbanesektoren på EU-plan for at fremme bedste praksis, udveksling af relevante oplysninger og indsamling af jernbanerelaterede data samt for at overvåge det overordnede sikkerhedsniveau i Unionens jernbanesystem.

(28)

For at sikre den størst mulige grad af gennemsigtighed og lige adgang til relevante oplysninger for alle parter bør registrene, hvor det er relevant, og de dokumenter, som udfærdiges med henblik på sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet, være tilgængelige for offentligheden. Det samme gælder for licenser, EU-sikkerhedscertifikater og andre relevante jernbanedokumenter. Agenturet bør skabe et effektivt, brugervenligt og let tilgængeligt grundlag for udveksling og offentliggørelse af disse oplysninger, navnlig gennem relevante IT-løsninger, med henblik på at forbedre jernbanesystemets omkostningseffektivitet og støtte sektorens driftsmæssige behov.

(29)	Det er vigtigt at fremme innovation og forskning på jernbaneområdet, og agenturet bør støtte disse bestræbelser. Økonomisk støtte inden for rammerne af agenturets aktiviteter på dette område bør ikke medføre forvridninger på det pågældende marked.

(30)	Agenturet bør spille en aktiv rolle i bedømmelsen af jernbaneprojekter for at øge udbyttet af Unionens finansielle støtte, dens kvalitet og dens overensstemmelse med relevant teknisk lovgivning.

(31)

En korrekt og ensartet forståelse af lovgivningen om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet, vejledninger om gennemførelse og agenturets henstillinger er forudsætninger for en effektiv gennemførelse af gældende EU-ret på jernbaneområdet og for, at jernbanemarkedet fungerer. Agenturet bør derfor aktivt engagere sig i at formidle oplysninger og viden på området.

(32)

Under hensyntagen til agenturets nye funktioner vedrørende udstedelse af køretøjstilladelser og EU-sikkerhedscertifikater vil der være et betydeligt behov for uddannelses- og publikationsvirksomhed på disse områder. De nationale sikkerhedsmyndigheder bør inviteres til at deltage i uddannelsesaktiviteter, så vidt muligt uden omkostninger, navnlig når de har deltaget i forberedelsen heraf.

(33)

For at kunne udføre sine opgaver på tilfredsstillende vis bør agenturet have status som juridisk person og råde over et selvstændigt budget, hvis midler hovedsagelig består af et bidrag fra Unionen og fra gebyrer og afgifter betalt af ansøgerne. Agenturets uafhængighed og uvildighed bør ikke bringes i fare af et eventuelt økonomisk bidrag, som det modtager fra medlemsstaterne, tredjelande eller andre enheder. For at sikre agenturets uafhængighed i dets daglige virke og i de udtalelser, henstillinger og afgørelser, som det afgiver, bør agenturets organisation være gennemsigtig, og den administrerende direktør bør kunne handle under eget ansvar. Agenturets personale bør være uafhængigt og bør ansættes på både kort- og langfristede kontrakter med henblik på at bevare den organisatoriske viden og driftskontinuiteten, samtidig med at der sker en nødvendig og løbende udveksling af ekspertise med jernbanesektoren. Agenturets udgifter bør omfatte udgifter til personale, administration, infrastruktur og drift og bl.a. de beløb, der udbetales til de nationale sikkerhedsmyndigheder for deres opgaver i forbindelse med udstedelse af køretøjstilladelser og EU-sikkerhedscertificering i henhold til de relevante samarbejdsaftaler og med bestemmelserne i gennemførelsesretsakten vedrørende fastsættelse af gebyrer og afgifter.

(34)

Med hensyn til forebyggelse og håndtering af interessekonflikter er det afgørende, at agenturet optræder uvildigt, udviser integritet og sikrer høje faglige standarder. Der bør aldrig være legitim grund til at mistænke, at beslutninger kan påvirkes af interesser, der er i konflikt med agenturets rolle som et organ, der tjener Unionen som helhed, eller af private interesser eller tilknytninger hos en af agenturets ansatte, en udstationeret national ekspert eller et medlem af bestyrelsen eller klagenævnene, som skaber eller potentielt kan skabe en konflikt med den pågældende persons korrekte udøvelse af sine officielle pligter. Bestyrelsen bør derfor vedtage omfattende regler om interessekonflikter, som dækker hele agenturet. I disse regler bør der tages hensyn til Revisionsrettens henstillinger i særberetning nr. 15/2012.

(35)

Med henblik på at strømline beslutningsprocessen i agenturet og bidrage til at forbedre effektiviteten bør der indføres en tostrenget ledelsesstruktur. Derfor bør medlemsstaterne og Kommissionen være repræsenteret i en bestyrelse, der har de nødvendige beføjelser, herunder til at fastlægge budgettet og godkende agenturets programmeringsdokument. Bestyrelsen bør udstikke generelle retningslinjer for agenturets aktiviteter og inddrages tættere i overvågningen af agenturets aktiviteter med henblik på at styrke tilsynet med administrative og budgetmæssige spørgsmål. Der bør nedsættes et mindre forretningsudvalg, som har til opgave at forberede bestyrelsens møder på en hensigtsmæssig måde og støtte dens beslutningsproces. Forretningsudvalgets beføjelser bør fastsættes i et mandat, som bestyrelsen vedtager, og som, hvor det er relevant, bør omfatte udtalelser og foreløbige afgørelser, der derefter skal godkendes endeligt af bestyrelsen.

(36)

For at sikre gennemsigtighed i bestyrelsens afgørelser bør repræsentanter for den berørte sektor deltage i møderne, men uden stemmeret. Repræsentanterne for de forskellige interessenter bør udnævnes af Kommissionen på grundlag af deres repræsentativitet på EU-plan for så vidt angår jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere, jernbanesektoren, faglige organisationer, passagerer og godstransportkunder.

(37)

Det bør sikres, at de parter, der berøres af agenturets afgørelser, har ret til at søge de nødvendige retsmidler, som bør tilvejebringes på en uafhængig og upartisk måde. Der bør indføres en passende klageordning, således at den administrerende direktørs afgørelser kan indbringes for et særligt klagenævn.

(38)	I tilfælde af uenighed mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder om udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater eller køretøjstilladelser bør der fastlægges en voldgiftsprocedure, så afgørelser træffes på samordnet og samarbejdsbaseret vis.

(39)

Et bredere strategisk perspektiv på agenturets aktiviteter vil lette planlægningen og forvaltningen af dets ressourcer på en mere effektiv måde og bidrage til at øge kvaliteten af dets arbejde. Dette bekræftes og styrkes ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 (10). Bestyrelsen bør derfor efter høring af de relevante interessenter vedtage og med jævne mellemrum ajourføre et fælles programmeringsdokument, der indeholder det årlige og de flerårige arbejdsprogrammer.

(40)

Når en ny opgave vedrørende sikkerheden og interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem pålægges agenturet efter vedtagelse af programmeringsdokumentet, bør bestyrelsen om nødvendigt ændre programmeringsdokumentet, så det indeholder denne nye opgave efter en analyse af indvirkningen i menneskelig og budgetmæssig henseende på ressourcerne.

(41)

Agenturets aktivitet bør være præget af gennemsigtighed. Europa-Parlamentet bør kunne føre en effektiv kontrol, og det bør derfor høres om udkastet til den flerårige del af agenturets programmeringsdokument samt have mulighed for at høre agenturets administrerende direktør og modtage årsrapporten om agenturets aktiviteter. Agenturet bør også anvende den relevante EU-lovgivning om aktindsigt.

(42)

Efterhånden som der de seneste år er blevet oprettet flere decentrale agenturer, er gennemsigtigheden af og kontrollen med forvaltningen af de EU-midler, som disse har fået bevilget, blevet forbedret, navnlig hvad angår opførelse af gebyrindtægter på budgettet, finanskontrol, beføjelser til at meddele decharge, bidrag til pensionsordninger og den interne budgetprocedure (adfærdskodeks). Tilsvarende bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (11) finde ubegrænset anvendelse på agenturet, som bør tiltræde den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (12).

(43)

Agenturet bør aktivt fremme Unionens tilgang til sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet i sine forbindelser med internationale organisationer og tredjelande. Dette bør også inden for rammerne af agenturets kompetence omfatte fremme af gensidig adgang for Unionens jernbanevirksomheder til tredjelandes jernbanemarkeder og adgang for Unionens rullende materiel til tredjelandes net.

(44)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning for så vidt angår undersøgelse af udkast til nationale forskrifter og eksisterende nationale forskrifter, overvågning af de nationale sikkerhedsmyndigheder og de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, fastsættelse af klagenævnenes forretningsorden samt fastsættelse af de gebyrer og afgifter, som agenturet kan opkræve, bør Kommissionen tildeles gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (13).

(45)

Målet for denne forordning, nemlig oprettelsen af et specialiseret organ, der skal udarbejde fælles løsninger på problemer vedrørende sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af arbejdsopgavernes kollektive karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(46)

Den interinstitutionelle arbejdsgruppe om EU's decentrale agenturer nåede i juli 2012 til enighed om en fælles erklæring og fælles tilgang, der har til formål at strømline agenturernes aktiviteter og forbedre deres resultater, og der bør derfor gennemføres en række principper om agenturets forvaltning i henhold hertil, så agenturet kan fungere korrekt.

(47)	Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som især anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL 1

PRINCIPPER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1. Ved denne forordning oprettes Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (»agenturet«).

2. Denne forordning fastsætter bestemmelser om:

a)	agenturets oprettelse og opgaver

b)	medlemsstaternes opgaver i forbindelse med denne forordning.

3. Denne forordning støtter oprettelsen af et fælles europæisk jernbaneområde og navnlig målene vedrørende:

a)	interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem som fastsat i direktiv (EU) 2016/797

b)	sikkerheden i Unionens jernbanesystem som fastsat i direktiv (EU) 2016/798

c)	certificeringen af lokomotivførere, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF (14).

Artikel 2

Agenturets mål

Agenturets mål er at bidrage til videreudviklingen af og et effektivt fungerende fælles europæisk jernbaneområde uden grænser ved at sikre et højt sikkerhedsniveau og en høj grad af interoperabilitet i jernbanesystemet, samtidig med at det forbedrer jernbanesektorens konkurrenceevne. Navnlig skal agenturet i tekniske spørgsmål bidrage til gennemførelsen af EU-lovgivning ved at udvikle en fælles strategi for sikkerhed i Unionens jernbanesystem og forbedre interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem.

Agenturets yderligere mål er at følge udviklingen i de nationale jernbaneforskrifter med henblik på at støtte de nationale myndigheders indsats inden for sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet og at fremme optimeringen af procedurer.

Når det er fastsat i direktiv (EU) 2016/797 og direktiv (EU) 2016/798, fungerer agenturet som Unionens myndighed med ansvar for udstedelse af tilladelser til at bringe jernbanekøretøjer og typer af jernbanekøretøjer i omsætning og for udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomheder.

Under forfølgelsen af disse mål tager agenturet fuldt ud hensyn til Unionens udvidelse og de specifikke problemer, der er knyttet til jernbaneforbindelserne med tredjelande.

Artikel 3

Retlig status

1. Agenturet er et EU-organ, der har status som juridisk person.

2. Agenturet har i hver medlemsstat den mest vidtgående rets- og handleevne, som vedkommende stats lovgivning tillægger juridiske personer. Agenturet kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager.

3. Agenturet repræsenteres af sin administrerende direktør.

4. Agenturet har enekompetence for så vidt angår de funktioner og beføjelser, som det har fået tildelt.

Artikel 4

Agenturets virksomhed

Agenturet kan:

a)	rette henstillinger til Kommissionen vedrørende anvendelsen af artikel 13, 15, 17, 19, 35, 36 og 37

b)	rette henstillinger til medlemsstaterne vedrørende anvendelsen af artikel 34

c)	afgive udtalelser til Kommissionen i henhold til artikel 10, stk. 2, og artikel 42 og til de berørte myndigheder i medlemsstaterne i henhold til artikel 10, 25 og 26

d)	rette henstillinger til de nationale sikkerhedsmyndigheder i henhold til artikel 33, stk. 4

e)	vedtage afgørelser i henhold til artikel 14, 20, 21 og 22

f)	afgive udtalelser, som udgør acceptable måder at overholde bestemmelserne på, i henhold til artikel 19

g)	udstede tekniske dokumenter i henhold til artikel 19

h)	udstede auditrapporter i henhold til artikel 33 og 34

i)	udstede retningslinjer og andre ikkebindende dokumenter, der letter gennemførelsen af lovgivning om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet i henhold til artikel 13, 19, 28, 32, 33 og 37.

KAPITEL 2

ARBEJDSMETODER

Artikel 5

Nedsættelse og sammensætning af arbejdsgrupper og grupper

1. Agenturet nedsætter et begrænset antal arbejdsgrupper med henblik på udarbejdelse af henstillinger og, hvor det er relevant, retningslinjer, navnlig vedrørende de tekniske specifikationer for interoperabilitet (»TSI'er«), de fælles sikkerhedsmål og de fælles sikkerhedsmetoder samt brug af de fælles sikkerhedsindikatorer.

Agenturet kan på anmodning af Kommissionen eller det udvalg, der er omhandlet i artikel 81 (»udvalget«), eller på eget initiativ efter at høring af Kommissionen nedsætte arbejdsgrupper i andre behørigt begrundede tilfælde.

Arbejdsgrupperne har en repræsentant for agenturet som formand.

2. Arbejdsgrupperne består af:

—	repræsentanter, som de kompetente nationale myndigheder har udpeget til at deltage i arbejdsgrupperne

—

fagfolk fra jernbanesektoren, som er udvalgt af agenturet på baggrund af de lister, der er omhandlet i stk. 3. Agenturet sikrer, at arbejdsgrupperne har passende repræsentation fra de dele af jernbanesektoren og de brugere, der eventuelt vil blive berørt af de foranstaltninger, som Kommissionen måtte foreslå på grundlag af henstillinger fra agenturet. Agenturet skal, hvor det er muligt, stræbe efter en ligelig geografisk repræsentation.

Agenturet kan om nødvendigt supplere arbejdsgrupperne med uafhængige eksperter og repræsentanter for internationale organisationer, som er anerkendt for deres kompetence på det pågældende område. Agenturets ansatte kan ikke udpeges til arbejdsgrupperne med undtagelse af arbejdsgruppernes formand, som skal være en repræsentant for agenturet.

3. Hvert af de repræsentative organer, der er omhandlet i artikel 38, stk. 4, sender agenturet en liste over de bedst kvalificerede eksperter, som har beføjelse til at repræsentere det i de enkelte arbejdsgrupper, og ajourfører denne liste, når der sker ændringer heraf.

4. Når de nævnte arbejdsgruppers arbejde har direkte indvirkning på arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed for arbejdstagerne i jernbanesektoren, deltager repræsentanter udpeget af de faglige organisationer på europæisk plan i de pågældende arbejdsgrupper som ordinære medlemmer.

5. Medlemmernes rejse- og opholdsudgifter afholdes af agenturet i overensstemmelse med de forskrifter og tariffer, som bestyrelsen vedtager.

6. Agenturet tager behørigt hensyn til resultaterne af det arbejde, der er udført i arbejdsgrupperne, når det udarbejder de henstillinger og retningslinjer, der er omhandlet i stk. 1.

7. Agenturet nedsætter grupper med henblik på artikel 24 og 29 og artikel 38, stk. 1.

8. Agenturet kan nedsætte grupper i henhold til artikel 38, stk. 4, og i behørigt begrundede tilfælde på anmodning af Kommissionen eller udvalget eller på eget initiativ.

9. Arbejdsgruppernes og gruppernes arbejde skal være præget af gennemsigtighed. Bestyrelsen vedtager arbejdsgruppernes og gruppernes forretningsorden, herunder regler for gennemsigtighed.

Artikel 6

Høring af arbejdsmarkedets parter

Når de i artikel 13, 15, 19 og 36 omhandlede opgaver har direkte indvirkning på det sociale miljø eller arbejdsvilkårene for arbejdstagere i sektoren, hører agenturet arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af det sektordialogudvalg, der er oprettet i medfør af Kommissionens afgørelse 98/500/EF (15). I så fald kan arbejdsmarkedets parter reagere på disse høringer, forudsat at de gør dette inden tre måneder.

Disse høringer finder sted, inden agenturet retter sine henstillinger til Kommissionen. Agenturet tager behørigt hensyn til disse høringer og er til enhver tid rede til at komme med yderligere begrundelser for sine henstillinger. Agenturet sender udtalelserne fra sektordialogudvalget sammen med agenturets henstilling til Kommissionen, som videresender dem til udvalget.

Artikel 7

Høring af godstransportkunderne og passagererne

Når de i artikel 13 og 19 omhandlede opgaver har direkte virkninger for godstransportkunderne og passagererne, hører agenturet de organisationer, der repræsenterer disse, herunder repræsentanter for personer med handicap og bevægelseshæmmede personer. I så fald kan disse organisationer reagere på disse høringer, forudsat at de gør dette inden tre måneder.

Listen over de organisationer, der skal høres, udarbejdes af Kommissionen med bistand fra udvalget.

Disse høringer finder sted, inden agenturet retter sine henstillinger til Kommissionen. Agenturet tager behørigt hensyn til disse høringer og er til enhver tid rede til at komme med yderligere begrundelser for sine henstillinger. Agenturet sender udtalelserne fra de berørte organisationer sammen med agenturets henstilling til Kommissionen, som videresender dem til udvalget.

Artikel 8

Konsekvensanalyse

1. Agenturet gennemfører en konsekvensanalyse af sine henstillinger og udtalelser. Bestyrelsen vedtager en metode til udarbejdelse af konsekvensanalyser, der er baseret på den metode, som Kommissionen anvender. Agenturet samarbejder med Kommissionen med henblik på at sikre, at der tages behørigt hensyn til eventuelt relevant arbejde i Kommissionen. Agenturet skal klart udpege de antagelser, der ligger til grund for konsekvensanalysen, samt de anvendte datakilder i den rapport, som ledsager den enkelte henstilling.

2. Inden agenturet medtager en aktivitet i programmeringsdokumentet, der vedtages af bestyrelsen i henhold til artikel 51, stk. 1, gennemfører det en tidlig konsekvensanalyse, hvori det angiver:

a)	problemstillingen og de mulige løsninger

b)	hvorvidt en specifik handling, herunder at agenturet retter en henstilling eller afgiver en udtalelse, er påkrævet

c)	agenturets forventede bidrag til løsningen af problemet.

Inden aktiviteter eller projekter medtages i programmeringsdokumentet, underkastes de en effektivitetsanalyse, både individuelt og i sammenhæng med hinanden, med henblik på at anvende agenturets budget og ressourcer bedst muligt.

3. Agenturet kan gennemføre en ex post-evaluering af lovgivningen baseret på dets henstillinger.

4. Medlemsstaterne stiller de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre en konsekvensanalyse, til rådighed for agenturet, hvis de foreligger.

De repræsentative organer stiller på anmodning af agenturet de ikkefortrolige oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre konsekvensanalysen, til rådighed for agenturet.

Artikel 9

Undersøgelser

Hvis det kræves for udførelsen af opgaverne, iværksætter agenturet undersøgelser, efter behov med deltagelse af de arbejdsgrupper og grupper, der er omhandlet i artikel 5, og finansierer disse undersøgelser over sit budget.

Artikel 10

Udtalelser

1. På anmodning af et eller flere nationale tilsynsorganer, der er omhandlet i artikel 55 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (16), afgiver agenturet udtalelser, navnlig om sikkerheds- og interoperabilitetsaspekter i relation til sager, der forelægges dem.

2. På anmodning af Kommissionen afgiver agenturet udtalelser om ændringer af en hvilken som helst retsakt, der vedtages på grundlag af direktiv (EU) 2016/797 eller direktiv (EU) 2016/798, navnlig hvor der bliver gjort opmærksom på, at der kan være mangler.

3. Agenturet afgiver alle sine udtalelser, og navnlig de i stk. 2 omhandlede, så hurtigt som muligt og senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen herom, medmindre andet er aftalt med den anmodende part. Disse udtalelser offentliggøres af agenturet senest en måned efter afgivelsen i en udgave, der er renset for enhver oplysning, der måtte udgøre en forretningshemmelighed.

Artikel 11

Tilsyn i medlemsstaterne

1. Med henblik på at udføre sine opgaver, navnlig dem, der er omhandlet i artikel 14, 20, 21, 25, 26, 31, 32, 33, 34, 35 og 42, og bistå Kommissionen med at opfylde sine forpligtelser i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), herunder navnlig vurderingen af den effektive gennemførelse af relevant EU-lovgivning, kan agenturet foretage tilsyn i medlemsstaterne i overensstemmelse med den politik, de arbejdsmetoder og de procedurer, som bestyrelsen har fastlagt.

2. Efter konsultationer med den berørte medlemsstat oplyser agenturet i god tid denne om det planlagte tilsyn, identiteten på de embedsmænd ved agenturet, der har til opgave at udføre tilsynet, datoen for tilsynets begyndelse samt den forventede varighed. De embedsmænd ved agenturet, der har til opgave at udføre tilsyn, udfører denne opgave efter forelæggelse af en skriftlig afgørelse fra den administrerende direktør med en beskrivelse af formålet med tilsynet.

3. De berørte medlemsstaters nationale myndigheder letter arbejdet for agenturets personale.

4. Agenturet udfærdiger en rapport for hvert af de i stk. 1 omhandlede tilsyn og sender den til Kommissionen og den berørte medlemsstat.

5. Denne artikel berører ikke de inspektioner, der er omhandlet i artikel 33, stk. 7, og artikel 34, stk. 6.

6. Udgifter til rejse, indlogering, ophold og andre udgifter afholdt af agenturets personale dækkes af agenturet.

Artikel 12

One-stop-shop

1. Agenturet opretter og forvalter et informations- og kommunikationssystem, der som minimum har følgende one-stop-shop-funktioner:

et enkelt kontaktpunkt, igennem hvilket ansøgeren indgiver sit ansøgningsdossier vedrørende typegodkendelse, køretøjsomsætningstilladelse og EU-sikkerhedscertifikat. Hvis anvendelses- eller driftsområdet er begrænset til et eller flere net i kun én medlemsstat, udformes det enkelte kontaktpunkt således, at det sikres, at ansøgeren vælger den myndighed, som den ønsker skal behandle ansøgningen om udstedelse af tilladelser eller EU-sikkerhedscertifikater for hele proceduren

b)	en fælles platform til informationsudveksling, der giver agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder oplysninger om alle ansøgninger om tilladelser og EU-sikkerhedscertifikater, trinnene i disse procedurer og resultaterne heraf samt, hvor det er relevant, klagenævnets anmodninger og afgørelser

en fælles platform til informationsudveksling, der giver agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder oplysninger om anmodninger om agenturets godkendelse i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv (EU) 2016/797 og ansøgninger om tilladelse til delsystemer for fast togkontrol- og signaludstyr, der omfatter udstyr til det europæiske togkontrolsystem (ETCS) og/eller udstyr til det globale mobilkommunikationssystem for jernbanedriften (GSM-R), trin i disse procedurer og resultaterne heraf samt, hvor det er relevant, klagenævnets anmodninger og afgørelser

d)	et »system for tidlig varsling«, som er i stand til på et tidligt tidspunkt at identificere behovene for koordinering mellem afgørelser, som skal træffes af de nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet, i tilfælde af forskellige ansøgninger om ens tilladelser eller EU-sikkerhedscertifikater.

2. De tekniske og funktionelle specifikationer for den i stk. 1 omhandlede one-stop-shop udarbejdes i samarbejde med det netværk af nationale sikkerhedsmyndigheder, som er omhandlet i artikel 38, på grundlag af et udkast udarbejdet af agenturet under hensyntagen til resultaterne af en cost-benefit-analyse. På dette grundlag vedtager bestyrelsen de tekniske og funktionelle specifikationer samt en plan om oprettelse af one-stop-shoppen. One-stop-shoppen udformes med forbehold af de intellektuelle ejendomsrettigheder og den nødvendige fortrolighedsgrad samt under hensyntagen, hvis det er relevant, til de IT-applikationer og registre, som agenturet allerede har oprettet, f.eks. dem, der er omhandlet i artikel 37.

3. One-stop-shoppen skal være operationel senest den 16. juni 2019.

4. Agenturet overvåger de ansøgninger, der indgives gennem one-stop-shoppen, navnlig ved hjælp af det i stk. 1, litra d), omhandlede system for tidlig varsling. Hvis det konstateres, at der er indgivet forskellige ansøgninger om ens tilladelser eller EU-sikkerhedscertifikater, sikrer agenturet en passende opfølgning heraf, f.eks. ved at:

a)	underrette ansøgeren/ansøgerne om, at der findes en anden eller tilsvarende anmodning om tilladelse eller certifikat

samarbejde med den relevante nationale sikkerhedsmyndighed med henblik på at sikre konsekvens i de afgørelser, som de nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet skal træffe. Hvis der ikke senest en måned efter samarbejdsprocessens indledning kan findes en gensidigt acceptabel løsning, henvises sagen til voldgift i klagenævnet som omhandlet i artikel 55, 61 og 62.

KAPITEL 3

AGENTURETS OPGAVER VEDRØRENDE JERNBANESIKKERHED

Artikel 13

Teknisk bistand — henstillinger om jernbanesikkerhed

1. Agenturet retter henstillinger til Kommissionen om de fælles sikkerhedsindikatorer, de fælles sikkerhedsmetoder og de fælles sikkerhedsmål, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7 i direktiv (EU) 2016/798. Agenturet retter også henstillinger til Kommissionen om periodisk revision af de fælles sikkerhedsindikatorer, de fælles sikkerhedsmetoder og de fælles sikkerhedsmål.

2. Agenturet retter på anmodning af Kommissionen eller på eget initiativ henstillinger til Kommissionen om andre sikkerhedsforanstaltninger under hensyntagen til de indhøstede erfaringer.

3. Agenturet udsteder retningslinjer for at bistå de nationale sikkerhedsmyndigheder i forbindelse med tilsynet med jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og andre aktører i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv (EU) 2016/798.

4. Agenturet kan rette henstillinger til Kommissionen om de fælles sikkerhedsmetoder vedrørende ethvert element i sikkerhedsledelsessystemet, der skal harmoniseres på EU-plan, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 7, i direktiv (EU) 2016/798.

5. Agenturet kan udstede retningslinjer og andre ikkebindende dokumenter til fremme af gennemførelsen af lovgivning om jernbanesikkerhed, herunder ydelse af bistand til medlemsstaterne med hensyn til at identificere nationale forskrifter, der kan ophæves som følge af vedtagelsen og/eller revisionen af de fælles sikkerhedsmetoder, og retningslinjer for vedtagelse af nye nationale forskrifter eller ændringer af eksisterende nationale forskrifter. Agenturet kan også udstede retningslinjer om jernbanesikkerhed og sikkerhedscertificering, herunder lister over eksempler på bedste praksis, navnlig med hensyn til grænseoverskridende transport og infrastruktur.

Artikel 14

EU-sikkerhedscertifikater

Agenturet udsteder, fornyer, suspenderer og ændrer EU-sikkerhedscertifikater og samarbejder med de nationale sikkerhedsmyndigheder herom i henhold til artikel 10, 11 og 18 i direktiv (EU) 2016/798.

Agenturet begrænser eller tilbagekalder EU-sikkerhedscertifikater og samarbejder med de nationale sikkerhedsmyndigheder herom i henhold til artikel 17 i direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 15

Vedligeholdelse af køretøjer

1. Agenturet bistår Kommissionen i forbindelse med systemet til certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse, i henhold til artikel 14, stk. 7, i direktiv (EU) 2016/798.

2. Agenturet retter henstillinger til Kommissionen, jf. artikel 14, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/798.

3. Agenturet undersøger de alternative foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 15 i direktiv (EU) 2016/798, og inkluderer resultatet af sin analyse i den rapport, der er omhandlet i artikel 35, stk. 4, i denne forordning.

4. Agenturet støtter og, hvis det anmodes herom, koordinerer de nationale sikkerhedsmyndigheder i forbindelse med tilsynet med enheder med ansvar for vedligeholdelse, jf. artikel 17, stk. 1, andet afsnit, litra c), i direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 16

Samarbejde med de nationale undersøgelsesorganer

Agenturet samarbejder med de nationale undersøgelsesorganer i overensstemmelse med artikel 20, stk. 3, artikel 22, stk. 1, 2, 5 og 7, og artikel 26 i direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 17

Jernbanebefordring af farligt gods

Agenturet følger udviklingen i lovgivningen om jernbanebefordring af farligt gods som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF (17) og sikrer sammen med Kommissionen, at denne udvikling er i overensstemmelse med lovgivningen om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet, navnlig de væsentlige krav. Agenturet bistår Kommissionen med henblik herpå og kan rette henstillinger på Kommissionens anmodning eller på eget initiativ.

Artikel 18

Udveksling af oplysninger om sikkerhedsrelaterede ulykker

Agenturet fremmer udveksling af oplysninger om sikkerhedsrelaterede ulykker, hændelser og nærvedhændelser under hensyntagen til erfaringerne fra de aktører i jernbanesektoren, der er omhandlet i artikel 4 i direktiv (EU) 2016/798. Denne udveksling af oplysninger skal føre til udvikling af bedste praksis på medlemsstatsniveau.

KAPITEL 4

AGENTURETS OPGAVER VEDRØRENDE INTEROPERABILITET

Artikel 19

Teknisk bistand vedrørende interoperabilitet i jernbanesystemet

1. Agenturet:

a)	retter henstillinger til Kommissionen om TSI'erne og revisionen af disse i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv (EU) 2016/797

b)	retter henstillinger til Kommissionen om skabelonerne til erklæringen om »EF«-verifikation og til dokumenterne i det tekniske dossier, der skal ledsage den, jf. artikel 15, stk. 9, i direktiv (EU) 2016/797

c)	retter henstillinger til Kommissionen om specifikationer for registre og revisionen af disse, jf. artikel 47, 48 og 49 i direktiv (EU) 2016/797

d)	afgiver udtalelser, der udgør acceptable måder at overholde bestemmelserne på i forbindelse med mangler i TSI'erne, i overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, i direktiv (EU) 2016/797, og videresender disse udtalelser til Kommissionen

e)	afgiver på anmodning af Kommissionen udtalelser til denne om anmodninger fra medlemsstaterne vedrørende undladelse af at anvende TSI'er i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv (EU) 2016/797

f)	udsteder tekniske dokumenter i overensstemmelse med artikel 4, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/797

g)	træffer en afgørelse om godkendelse før et udbud vedrørende fast ERTMS-udstyr for at sikre harmoniseret gennemførelse af ERTMS i Unionen i henhold til artikel 19 i direktiv (EU) 2016/797

h)	retter henstillinger til Kommissionen om uddannelse og certificering af togpersonale, der varetager sikkerhedskritiske opgaver

i)	udsteder detaljerede retningslinjer for standarder til de relevante europæiske standardiseringsorganer til supplering af det mandat, som Kommissionen har givet dem

j)	retter henstillinger til Kommissionen om arbejdsbetingelserne for alt personale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver

k)	retter henstillinger til Kommissionen om harmoniserede standarder, der skal udvikles af europæiske standardiseringsorganer, og standarder vedrørende ombyttelige reservedele, som kan forbedre sikkerheden og interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem

l)	retter, hvor det er relevant, henstillinger til Kommissionen om sikkerhedskritiske komponenter.

2. Når agenturet udarbejder udkast til de henstillinger, der er omhandlet i stk. 1, litra a), b), c), h), k) og l), skal det:

a)	sikre, at TSI'erne og specifikationerne for registrene er tilpasset de tekniske fremskridt, markedsudviklingen og de samfundsmæssige krav

b)	sikre, at udviklingen og ajourføringen af TSI'erne samordnes med udviklingen af de for interoperabilitet nødvendige europæiske standarder, og holde den nødvendige kontakt med de europæiske standardiseringsorganer

c)	hvor det er hensigtsmæssigt, deltage som observatør i de relevante arbejdsgrupper, der er nedsat af anerkendte standardiseringsorganer.

3. Agenturet kan udstede retningslinjer og andre ikkebindende dokumenter til fremme af gennemførelsen af lovgivning om interoperabilitet i jernbanesystemet, herunder bistand til medlemsstaterne med hensyn til at identificere nationale forskrifter, der kan ophæves som følge af vedtagelsen eller revisionen af TSI'er.

4. Såfremt interoperabilitetskomponenter ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav, bistår agenturet Kommissionen i overensstemmelse med artikel 11 i direktiv (EU) 2016/797.

Artikel 20

Tilladelser til at bringe køretøjer i omsætning

Agenturet udsteder tilladelser til at bringe jernbanekøretøjer i omsætning og tillægges beføjelse til at forny, ændre, suspendere og tilbagekalde tilladelser, som det har udstedt. Med henblik herpå samarbejder agenturet med de nationale sikkerhedsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 21 i direktiv (EU) 2016/797.

Artikel 21

Tilladelser til at bringe køretøjstyper i omsætning

Agenturet udsteder tilladelser til at bringe køretøjstyper i omsætning og tillægges beføjelse til at forny, ændre, suspendere og tilbagekalde tilladelser, som det har udstedt, i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2016/797.

Artikel 22

Ibrugtagning af delsystemer for fast togkontrol- og signaludstyr

Agenturet kontrollerer før et udbud vedrørende fast ERTMS-udstyr, at de tekniske løsninger er i fuld overensstemmelse med de relevante TSI'er og dermed er fuldt interoperable, og træffer en afgørelse om godkendelse i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv (EU) 2016/797.

Artikel 23

Trafiktelematik

1. I sin egenskab af systemmyndighed sikrer agenturet en koordineret udvikling af trafiktelematik i Unionen i overensstemmelse med de relevante TSI'er. Med henblik herpå vedligeholder, overvåger og forvalter agenturet de tilsvarende krav vedrørende delsystemer.

2. Agenturet fastsætter, offentliggør og anvender en procedure for forvaltning af anmodninger om ændringer af specifikationer for trafiktelematikken. Med henblik herpå opretter, fører og ajourfører agenturet et register over anmodninger om ændringer af sådanne specifikationer og disses status ledsaget af de relevante begrundelser.

3. Agenturet udvikler og vedligeholder de tekniske værktøjer til brug ved forvaltningen af de forskellige versioner af specifikationer for trafiktelematikken og bestræber sig på at sikre kompatibiliteten bagud.

4. Agenturet bistår Kommissionen ved overvågningen af udbredelsen af specifikationer for trafiktelematikken i overensstemmelse med de relevante TSI'er.

Artikel 24

Bistand til bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer

1. Agenturet bistår de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer som omhandlet i artikel 30 i direktiv (EU) 2016/797 i deres arbejde. Denne bistand omfatter navnlig spørgsmålet om udarbejdelse af retningslinjer for vurderingen af en interoperabilitetskomponents overensstemmelse eller anvendelsesegnethed som omhandlet i artikel 9 i direktiv (EU) 2016/797 og om retningslinjer for »EF«-verifikationsproceduren, som omhandlet i artikel 10 og 15 i direktiv (EU) 2016/797.

2. Agenturet kan lette samarbejdet mellem bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer i overensstemmelse med artikel 44 i direktiv (EU) 2016/797 og kan navnlig fungere som teknisk sekretariat for deres koordineringsgruppe.

KAPITEL 5

AGENTURETS OPGAVER VEDRØRENDE NATIONALE FORSKRIFTER

Artikel 25

Undersøgelse af udkast til nationale forskrifter

1. Inden to måneder efter modtagelsen heraf undersøger agenturet de udkast til nationale forskrifter, som det forelægges i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv (EU) 2016/798 og artikel 14, stk. 5, i direktiv (EU) 2016/797. Hvis det er nødvendigt med oversættelse, eller hvis udkastet til den nationale forskrift er omfattende eller komplekst, kan agenturet forlænge denne tidsfrist med op til yderligere tre måneder med forbehold af medlemsstatens samtykke. Agenturet og den berørte medlemsstat kan dog under ekstraordinære omstændigheder i fællesskab beslutte at forlænge denne tidsfrist yderligere.

I løbet af denne periode udveksler agenturet relevante oplysninger med den berørte medlemsstat, hører de relevante interessenter, hvor det er hensigtsmæssigt, og underretter derefter medlemsstaten om resultatet af undersøgelsen.

2. Såfremt agenturet efter at have gennemført undersøgelsen i stk. 1 mener, at udkastet til de nationale forskrifter gør det muligt at opfylde de væsentlige krav til interoperabilitet i jernbanesystemet, at overholde de gældende fælles sikkerhedsmetoder og TSI'er og at opfylde de fælles sikkerhedsmål, og at de ikke medfører vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af jernbanetransportoperationer mellem medlemsstaterne, underretter agenturet Kommissionen og den berørte medlemsstat om sin positive vurdering. I så tilfælde kan Kommissionen godkende forskrifterne i det i artikel 27 omhandlede IT-system. Hvis agenturet senest to måneder efter modtagelsen af udkastet til den nationale forskrift eller inden for den forlængede tidsfrist, som er aftalt i overensstemmelse med stk. 1, ikke har underrettet Kommissionen og den berørte medlemsstat om sin vurdering, kan medlemsstaten udstede forskriften, jf. dog artikel 26.

3. Hvis undersøgelsen i stk. 1 fører til en negativ vurdering af forskriften, underretter agenturet den berørte medlemsstat og beder den tilkendegive sin holdning til den pågældende vurdering. Hvis agenturet efter denne udveksling af synspunkter med den berørte medlemsstat opretholder sin negative vurdering, skal agenturet inden for en periode på højst en måned:

a)	afgive en udtalelse til den berørte medlemsstat og begrunde, hvorfor den eller de pågældende nationale forskrifter ikke bør træde i kraft og/eller anvendes, og

b)	underrette Kommissionen om sin negative vurdering og begrunde, hvorfor den eller de pågældende nationale forskrifter ikke bør træde i kraft og/eller anvendes.

Dette berører ikke en medlemsstats ret til at vedtage en ny national forskrift i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, litra c), i direktiv (EU) 2016/798 eller artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv (EU) 2016/797.

4. Den berørte medlemsstat underretter Kommissionen om sin holdning til den i stk. 3 omhandlede udtalelse inden for to måneder, herunder sin begrundelse i tilfælde af uenighed.

Hvis den givne begrundelse ikke anses for at være fyldestgørende, eller hvis der ikke foreligger sådanne oplysninger, og medlemsstaten vedtager den pågældende nationale forskrift uden at tage tilstrækkeligt hensyn til den i stk. 3 omhandlede udtalelse, kan Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage en afgørelse rettet til den berørte medlemsstat, hvori den anmoder den om at ændre eller ophæve denne forskrift. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.

Artikel 26

Undersøgelse af eksisterende nationale forskrifter

1. Inden to måneder efter modtagelsen heraf undersøger agenturet de nationale forskrifter, der er meddelt i henhold til artikel 14, stk. 6, i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 8, stk. 6, i direktiv (EU) 2016/798. Hvis det er nødvendigt med oversættelse, eller hvis den nationale forskrift er omfattende eller kompleks, kan agenturet anmode om forlængelse af denne tidsfrist med op til yderligere tre måneder med forbehold af medlemsstatens samtykke. Agenturet og den berørte medlemsstat kan dog under ekstraordinære omstændigheder i fællesskab beslutte at forlænge denne tidsfrist yderligere.

I løbet af denne periode udveksler agenturet relevante oplysninger med den berørte medlemsstat og underretter den derefter om resultatet af undersøgelsen.

2. Såfremt agenturet, efter at have gennemført undersøgelsen i stk. 1, mener, at de nationale forskrifter gør det muligt at opfylde de væsentlige krav til interoperabilitet i jernbanesystemet, at overholde de gældende fælles sikkerhedsmetoder og TSI'er og at opfylde de fælles sikkerhedsmål, og at de ikke medfører vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af jernbanetransportoperationer mellem medlemsstaterne, underretter agenturet Kommissionen og den berørte medlemsstat om sin positive vurdering. I så tilfælde kan Kommissionen godkende forskrifterne i det i artikel 27 omhandlede IT-system. Hvis agenturet senest to måneder efter modtagelsen af de nationale forskrifter eller inden for den forlængede tidsfrist, som er aftalt i overensstemmelse med stk. 1, ikke har underrettet Kommissionen og den berørte medlemsstat, forbliver forskriften gyldig.

a)	afgive en udtalelse til den berørte medlemsstat, hvori det angives, at den eller de pågældende nationale forskrifter har været genstand for en negativ vurdering, og begrundes, hvorfor den eller de pågældende forskrifter bør ændres eller ophæves, og

b)	underrette Kommissionen om sin negative vurdering og begrunde, hvorfor den eller de pågældende nationale forskrifter bør ændres eller ophæves.

4. Den berørte medlemsstat underretter Kommissionen om sin holdning til den i stk. 3 omhandlede udtalelse inden for to måneder, herunder sin begrundelse i tilfælde af uenighed. Hvis den givne begrundelse ikke anses for at være fyldestgørende, eller hvis der ikke foreligger sådanne oplysninger, kan Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage en afgørelse rettet til den berørte medlemsstat, hvori den anmoder den om at ændre eller ophæve den pågældende nationale forskrift. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.

5. Uanset stk. 3 og 4 kan Kommissionen i tilfælde af hastende forebyggende foranstaltninger, hvis den i stk. 1 omhandlede undersøgelse fører til en negativ vurdering, og hvis den berørte medlemsstat ikke har ændret eller ophævet den pågældende nationale forskrift senest to måneder efter modtagelsen af agenturets udtalelse, vedtage en afgørelse, ved hjælp af gennemførelsesretsakter, hvori den anmoder medlemsstaten om at ændre eller ophæve denne forskrift. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.

I tilfælde af en positiv vurdering fra agenturet, og hvis den pågældende nationale forskrift påvirker mere end en medlemsstat, træffer Kommissionen i samarbejde med agenturet og medlemsstaterne passende foranstaltninger, herunder om nødvendigt revision af de fælles sikkerhedsmetoder og TSI'erne.

6. Den i stk. 2, 3 og 4 omhandlede procedure finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor agenturet får kendskab til, at en national forskrift, uanset om den er meddelt eller ej, er overflødig, i strid med de fælles sikkerhedsmetoder, de fælles sikkerhedsmål, TSI'erne eller enhver anden EU-lovgivning på jernbaneområdet eller skaber en urimelig hindring for det fælles jernbanemarked.

Artikel 27

IT-system til brug ved meddelelse og klassifikation af nationale forskrifter

1. Agenturet vedligeholder et særligt IT-system, der indeholder de nationale forskrifter som omhandlet i artikel 25 og 26, og de acceptable nationale midler til efterlevelse som omhandlet i artikel 2, nr. 34), i direktiv (EU) 2016/797. Agenturet gør dem tilgængelige for interessenterne med henblik på konsultation, hvor det er relevant.

2. Medlemsstaterne meddeler agenturet og Kommissionen de i artikel 25, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, omhandlede nationale forskrifter ved hjælp af det IT-system, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1. Agenturet offentliggør de pågældende forskrifter i dette IT-system, herunder status over behandlingen heraf og, når dette foreligger, det positive eller negative resultat af vurderingen, og bruger det pågældende IT-system med henblik på underretning af Kommissionen, jf. artikel 25 og 26.

3. Agenturet udfører en teknisk undersøgelse af de eksisterende nationale forskrifter, der er omhandlet i den tilgængelige nationale lovgivning, og som fra den 15. juni 2016 er opført i dens database over referencedokumenter. Agenturet klassificerer de meddelte nationale forskrifter i henhold til artikel 14, stk. 10, i direktiv (EU) 2016/797. Hertil anvender agenturet det i nærværende artikels stk. 1 omhandlede IT-system.

4. Agenturet klassificerer de meddelte nationale forskrifter i henhold til artikel 8 i og bilag I til direktiv (EU) 2016/798 under hensyntagen til udviklingen i EU-lovgivningen. Til dette formål udvikler agenturet et værktøj til forvaltning af forskrifter, som medlemsstaterne anvender til at forenkle deres systemer af nationale forskrifter. Agenturet anvender det i nærværende artikels stk. 1 omhandlede IT-system til offentliggørelse af værktøjet.

KAPITEL 6

AGENTURETS OPGAVER VEDRØRENDE EUROPEAN RAIL TRAFFIC MANAGEMENT SYSTEM (ERTMS)

Artikel 28

Systemmyndighed for ERTMS

1. I sin egenskab af systemmyndighed sikrer agenturet en koordineret udvikling af ERTMS inden for Unionen i overensstemmelse med de relevante TSI'er. Med henblik herpå vedligeholder, overvåger og forvalter agenturet de tilsvarende krav vedrørende delsystemer, herunder de tekniske specifikationer for ETCS og GSM-R.

2. Agenturet fastsætter, offentliggør og anvender en procedure for forvaltning af anmodninger om ændringer af ERTMS-specifikationer. Med henblik herpå opretter, fører og ajourfører agenturet et register over anmodninger om ændringer af ERTMS-specifikationer og disses status ledsaget af de relevante begrundelser.

3. Udviklingen af nye versioner af de tekniske specifikationer for ERTMS må ikke være til skade for udbredelsen af ERTMS, stabiliteten af de specifikationer, der er nødvendige for at optimere fremstillingen af ERTMS-udstyr, udbyttet af jernbanevirksomhedernes, infrastrukturforvalternes og ihændehavernes investeringer og den effektive planlægning af udbredelsen af ERTMS.

4. Agenturet udvikler og vedligeholder de tekniske værktøjer til forvaltningen af de forskellige versioner af ERTMS for at sikre, at net og køretøjer, der er udstyret med forskellige versioner, er teknisk og driftsmæssigt kompatible, og for at fastsætte incitamenter til hurtig og samordnet gennemførelse af de gældende versioner.

5. Agenturet sikrer i overensstemmelse med artikel 5, stk. 10, i direktiv (EU) 2016/797, at på hinanden følgende versioner af ERTMS-udstyr er teknisk kompatible med tidligere versioner.

6. Agenturet udarbejder og formidler relevante retningslinjer for gennemførelse og forklarende dokumentation i forbindelse med de tekniske specifikationer for ERTMS til interessenterne.

Artikel 29

ERTMS-gruppen bestående af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer

1. Agenturet nedsætter og er formand for en ERTMS-gruppe bestående af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer som omhandlet i artikel 30, stk. 7, i direktiv (EU) 2016/797.

Gruppen kontrollerer, at proceduren for vurderingen af en interoperabilitetskomponents overensstemmelse eller anvendelsesegnethed som omhandlet i artikel 9 i direktiv (EU) 2016/797, og de »EF«-verifikationsprocedurer, der er omhandlet i artikel 10 i direktiv (EU) 2016/797, og som er udført af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, er anvendt ensartet.

2. Hvert år aflægger agenturet rapport til Kommissionen om gruppens aktiviteter, jf. stk. 1, herunder ved hjælp af mødestatistikker for de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganers repræsentanter i gruppen.

3. Agenturet evaluerer gennemførelsen af proceduren for overensstemmelsesvurderingen af interoperabilitetskomponenter og »EF«-verifikationsproceduren for ERTMS-udstyr og forelægger hvert andet år Kommissionen en rapport, der i relevant omfang indeholder henstillinger om forbedringer.

Artikel 30

Kompatibilitet mellem mobile og faste ERTMS-delsystemer

1. Agenturet skal beslutte at:

a)	uden at dette berører artikel 21, stk. 5, i direktiv (EU) 2016/797, og inden udstedelsen af en tilladelse til at bringe et køretøj udstyret med et mobilt ERTMS-delsystem i omsætning, rådgive ansøgerne på deres anmodning om den tekniske kompatibilitet mellem mobile og faste ERTMS-delsystemer

uden at dette berører artikel 17 i direktiv (EU) 2016/798, og efter udstedelsen af en tilladelse til at bringe et køretøj udstyret med et mobilt ERTMS-delsystem i omsætning, rådgive jernbanevirksomhederne på deres anmodning inden ibrugtagning af et køretøj udstyret med et mobilt ERTMS-delsystem om den driftsmæssige kompatibilitet mellem mobile og faste ERTMS-delsystemer.

Men henblik på dette stykke samarbejder agenturet med de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder.

2. Hvis agenturet, inden den nationale sikkerhedsmyndighed udsteder en tilladelse, bliver klar over eller af ansøgeren gennem one-stop-shoppen, jf. artikel 19, stk. 6, i direktiv (EU) 2016/797 underrettes om, at et projekts projektering eller specifikation er blevet ændret, efter at agenturet havde udstedt en godkendelse i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv (EU) 2016/797, og at der er risiko for manglende teknisk og driftsmæssig kompatibilitet mellem det faste ERTMS-delsystem og køretøjer udstyret med ERTMS, samarbejder det med de berørte parter, herunder ansøgeren og den relevante nationale sikkerhedsmyndighed, om at finde en gensidigt acceptabel løsning. Hvis der ikke senest en måned efter samarbejdsprocessens indledning kan findes en gensidigt acceptabel løsning, henvises sagen til voldgift i klagenævnet.

3. Finder agenturet, efter at den nationale sikkerhedsmyndighed har udstedt en tilladelse, at der er risiko for manglende teknisk eller driftsmæssig kompatibilitet mellem de relevante net og køretøjer, der er udstyret med ERTMS-udstyr, samarbejder den nationale sikkerhedsmyndighed og agenturet med alle berørte parter om straks at finde en gensidigt acceptabel løsning. I så fald underretter agenturet Kommissionen herom.

Artikel 31

Bistand til udbredelsen af ERTMS og til ERTMS-projekter

1. Agenturet bistår Kommissionen ved overvågningen af udbredelsen af ERTMS i overensstemmelse med den gældende europæiske udbygningsplan. Det fremmer på Kommissionens anmodning koordineringen af udbredelsen af ERTMS langs de transeuropæiske transportkorridorer og korridorerne for jernbanegods, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010 (18).

2. Agenturet sikrer, at der gennemføres en teknisk opfølgning på EU-finansierede projekter vedrørende udbredelsen af ERTMS, herunder, hvis dette er muligt og uden at skabe unødig forsinkelse af proceduren, analyser af udbudsmateriale i forbindelse med udbudsrunder. Agenturet bistår desuden om nødvendigt modtagerne af disse EU-midler for at sikre, at de tekniske løsninger, der er anvendt på disse projekter, fuldt ud overholder de TSI'er, der vedrører togkontrol- og signaludstyr, og dermed er fuldt interoperable.

Artikel 32

Akkreditering af laboratorier

1. Agenturet støtter, navnlig i form af retningslinjer for akkrediteringsorganerne, en harmonisering af akkrediteringen af ERTMS-laboratorier, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 (19).

2. Agenturet underretter medlemsstaterne og Kommissionen om tilfælde af manglende overensstemmelse med kravene i forordning (EF) nr. 765/2008 i forbindelse med akkreditering af ERTMS-laboratorier.

3. Agenturet kan deltage som observatør i de peerevalueringer, der kræves i henhold til forordning (EF) nr. 765/2008.

KAPITEL 7

AGENTURETS OPGAVER VEDRØRENDE OVERVÅGNINGEN AF DET FÆLLES EUROPÆISKE JERNBANEOMRÅDE

Artikel 33

Overvågning af de nationale sikkerhedsmyndigheders resultater og beslutningstagning

1. Med henblik på at udføre sine opgaver og bistå Kommissionen med at opfylde sine forpligtelser i henhold til TEUF overvåger agenturet på vegne af Kommissionen de nationale sikkerhedsmyndigheders resultater og beslutningstagning ved hjælp af audits og inspektioner.

2. Agenturet har ret til at auditere:

a)	de nationale sikkerhedsmyndigheders evne til at udføre opgaver vedrørende sikkerheden og interoperabiliteten i jernbanesystemet, og

b)	effektiviteten af den overvågning, som de nationale sikkerhedsmyndigheder foretager af aktørernes sikkerhedsledelsessystemer, jf. artikel 17 i direktiv (EU) 2016/798.

Bestyrelsen vedtager politikken, arbejdsmetoderne, procedurerne og de praktiske gennemførelsesbestemmelser for dette stykke, herunder, når det er relevant, bestemmelser vedrørende høring af medlemsstaterne inden offentliggørelsen af oplysninger.

Agenturet fremmer inddragelse i auditørholdet af kvalificerede auditører fra nationale sikkerhedsmyndigheder, der ikke er underkastet den aktuelle audit. Med henblik på dette opstiller agenturet en liste over kvalificerede auditører og giver dem den eventuelle fornødne oplæring.

3. Agenturet udarbejder auditrapporter og sender dem til de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder, til den berørte medlemsstat og til Kommissionen. Hver auditrapport indeholder navnlig en liste over de mangler, som agenturet har konstateret, og henstillinger om forbedringer.

4. Såfremt agenturet vurderer, at de i stk. 3 omhandlede mangler forhindrer den berørte nationale sikkerhedsmyndighed i effektivt at udføre sine opgaver inden for sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet, retter agenturet henstilling til den nationale sikkerhedsmyndighed om at træffe de fornødne foranstaltninger inden for en i fællesskab aftalt tidsfrist under hensyntagen til manglens alvor. Agenturet holder den berørte medlemsstat underrettet om en sådan henstilling.

5. Hvis den nationale sikkerhedsmyndighed er uenig i agenturets henstillinger, jf. stk. 4, eller ikke træffer de fornødne foranstaltninger, jf. stk. 4, eller hvis den nationale sikkerhedsmyndighed ikke har afgivet noget svar på agenturets henstillinger inden for tre måneder efter modtagelsen heraf, underretter agenturet Kommissionen herom.

6. Kommissionen underetter den berørte medlemsstat om sagen og beder den tilkendegive sin holdning til den i stk. 4 omhandlede henstilling. Hvis de afgivne svar ikke anses for at være fyldestgørende, eller hvis medlemsstaten ikke har afgivet noget svar inden for tre måneder efter modtagelsen af Kommissionens anmodning, kan Kommissionen inden for en frist på seks måneder træffe passende tiltag vedrørende de skridt, der skal iværksættes som følge af auditten, hvis det er relevant.

7. Agenturet har ret til at gennemføre på forhånd anmeldte inspektioner hos de nationale sikkerhedsmyndigheder for at kontrollere bestemte aktivitets- og indsatsområder, og navnlig for at gennemgå dokumenter, processer og optegnelser vedrørende deres opgaver, jf. direktiv (EU) 2016/798. Disse inspektioner kan gennemføres på ad hoc-basis eller i henhold til en plan, som agenturet udarbejder. En inspektion varer maksimalt to dage. Medlemsstaternes nationale myndigheder letter arbejdet for agenturets personale. Agenturet forelægger Kommissionen, den berørte medlemsstat og den berørte nationale sikkerhedsmyndighed en rapport efter hver inspektion.

Politikken, arbejdsmetoderne og proceduren for inspektionerne vedtages af bestyrelsen.

Artikel 34

Overvågning af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer

1. Med henblik på artikel 41 i direktiv (EU) 2016/797 støtter agenturet Kommissionen i overvågningen af de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer ved at yde bistand til akkrediteringsorganer og de relevante nationale myndigheder og gennem audits og inspektioner, jf. stk. 2-6.

2. Agenturet støtter, via den europæiske akkrediteringsinfrastruktur, der er anerkendt i henhold til artikel 14 i forordning (EF) nr. 765/2008, en harmoniseret akkreditering af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, navnlig ved at yde akkrediteringsorganerne passende vejledning om evalueringskriterier og procedurer til vurdering af, om de bemyndigede organer opfylder kravene i kapitel VI i direktiv (EU) 2016/797.

3. For så vidt angår bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, der ikke er akkrediteret i henhold til artikel 27 i direktiv (EU) 2016/797, kan agenturet auditere deres evne til at opfylde kravene fastsat i artikel 30 i direktiv (EU) 2016/797. Proceduren for gennemførelse af audits vedtages af bestyrelsen.

4. Agenturet udarbejder auditrapporter, der dækker de i stk. 3 omhandlede aktiviteter, og sender dem til de berørte bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, til den berørte medlemsstat og til Kommissionen. Hver auditrapport indeholder navnlig en liste over de mangler, som agenturet har konstateret, og henstillinger om forbedringer. Såfremt agenturet vurderer, at disse mangler forhindrer det berørte bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorgan i effektivt at udføre sine opgaver inden for interoperabilitet i jernbanesystemet, vedtager agenturet en henstilling, hvori det anmoder den medlemsstat, som det bemyndigede organ er etableret i, om at træffe de fornødne foranstaltninger inden for en i fællesskab aftalt tidsfrist, under hensyntagen til manglens alvor.

5. Hvis en medlemsstat er uenig i den i stk. 4 omhandlede henstilling eller ikke træffer de fornødne foranstaltninger, jf. stk. 4, eller hvis det bemyndigede organ ikke har afgivet noget svar på agenturets henstilling inden for tre måneder efter modtagelsen heraf, underretter agenturet Kommissionen herom. Kommissionen underetter den berørte medlemsstat om sagen og beder den tilkendegive sin holdning til henstillingen. Hvis de afgivne svar ikke anses for at være fyldestgørende, eller hvis medlemsstaten ikke har afgivet noget svar inden for tre måneder efter modtagelsen af Kommissionens anmodning, kan Kommissionen inden for en frist på seks måneder vedtage en afgørelse.

6. Agenturet har ret til at gennemføre på forhånd anmeldte eller uanmeldte inspektioner hos de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer for at kontrollere bestemte aktivitets- og indsatsområder, og navnlig for at gennemgå dokumenter, certifikater og optegnelser vedrørende deres opgaver, jf. artikel 41 i direktiv (EU) 2016/797. Når der er tale om akkrediterede organer, samarbejder agenturet med de relevante nationale akkrediteringsorganer. Når der er tale om overensstemmelsesvurderingsorganer, som ikke er akkrediterede, samarbejder agenturet med de relevante nationale myndigheder, som anerkendte de berørte bemyndigede organer. Disse inspektioner kan gennemføres på ad hoc-basis eller i henhold til den politik og de arbejdsmetoder og procedurer, som agenturet udarbejder. En inspektion varer maksimalt to dage. De bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer letter arbejdet for agenturets personale. Agenturet forelægger Kommissionen og den berørte medlemsstat en rapport efter hver inspektion.

Artikel 35

Overvågning af udviklingen i sikkerheden og interoperabiliteten i jernbanesystemet

1. Sammen med de nationale undersøgelsesmyndigheder indsamler agenturet relevante oplysninger om ulykker og hændelser under hensyntagen til de nationale undersøgelsesmyndigheders bidrag til sikkerheden i Unionens jernbanesystem.

2. Agenturet overvåger det overordnede sikkerhedsniveau i Unionens jernbanesystem. Agenturet kan især anmode om bistand fra de organer, der er omhandlet i artikel 38, herunder bistand i form af indsamling af data og adgang til resultaterne af peerevalueringerne, jf. artikel 22, stk. 7, i direktiv (EU) 2016/798. Agenturet støtter sig desuden til de oplysninger, som Eurostat har indsamlet, og samarbejder med Eurostat for at undgå dobbeltarbejde og for at sikre, at der er metodisk sammenhæng mellem de fælles sikkerhedsindikatorer og de indikatorer, der anvendes i forbindelse med andre transportformer.

3. Agenturet kommer på Kommissionens anmodning med henstillinger om, hvordan man forbedrer interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem, herunder navnlig ved at lette koordineringen mellem jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne eller infrastrukturforvalterne imellem.

4. Agenturet følger udviklingen i sikkerheden og interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem. Hvert andet år forelægger det Kommissionen en rapport om de fremskridt, der er sket med hensyn til sikkerheden og interoperabiliteten i det fælles europæiske jernbaneområde, og denne rapport offentliggøres.

5. Agenturet fremlægger på Kommissionens anmodning statusrapporter for gennemførelsen og anvendelsen af EU-lovgivning om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet i en given medlemsstat.

6. Agenturet fremlægger på anmodning af en medlemsstat eller Kommissionen en oversigt over sikkerheds- og interoperabilitetsniveauet i Unionens jernbanesystem og udarbejder et specifikt redskab til dette formål i overensstemmelse med artikel 53, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/797.

KAPITEL 8

AGENTURETS ANDRE OPGAVER

Artikel 36

Jernbanepersonale

1. Agenturet udfører de opgaver vedrørende jernbanepersonale, som er omhandlet i artikel 4, 22, 23, 25, 28, 33, 34, 35 og 37 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF (20).

2. Kommissionen kan anmode agenturet om at udføre andre opgaver vedrørende jernbanepersonale i henhold til direktiv 2007/59/EF og om at afgive henstillinger om jernbanepersonale, der varetager sikkerhedsopgaver, som ikke er omfattet af direktiv 2007/59/EF.

3. Agenturet hører de nationale myndigheder, der er kompetente med hensyn til spørgsmål om jernbanepersonale, angående de i stk. 1 og 2 omhandlede opgaver. Agenturet kan fremme samarbejdet mellem disse myndigheder bl.a. ved at arrangere relevante møder med deres repræsentanter.

Artikel 37

Registre og adgangen til dem

1. Agenturet opretter og fører, hvor det er relevant i samarbejde med de kompetente nationale aktører:

a)	Det Europæiske Køretøjsregister i overensstemmelse med artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797

b)	det europæiske register over godkendte køretøjstyper i overensstemmelse med artikel 48 i direktiv (EU) 2016/797.

2. Agenturet fungerer som systemmyndighed for alle registre og databaser, der er omhandlet i direktiv (EU) 2016/797, direktiv (EU) 2016/798 og direktiv 2007/59/EF. Dets aktiviteter i egenskab heraf omfatter navnlig:

a)	udvikling og vedligeholdelse af specifikationerne for registrene

b)	koordinering af udviklingen af registrene i medlemsstaterne

c)	vejledning af de relevante interessenter om registrene

d)	udstedelse af henstillinger til Kommissionen om forbedringer af specifikationerne for eksisterende registre, hvor det er nødvendigt gennem forenkling og sletning af overflødig information, og eventuelle behov for at oprette nye registre på baggrund af en cost-benefit-analyse.

3. Agenturet gør følgende dokumenter og registre, der er omhandlet i direktiv (EU) 2016/797 og direktiv (EU) 2016/798, offentligt tilgængelige:

a)	»EF«-verifikationserklæringerne for delsystemer

b)	»EF«-erklæringerne om interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse og »EF«-erklæringerne om interoperabilitetskomponenternes anvendelsesegnethed

c)	de licenser, der udstedes i henhold til artikel 24, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (21)

d)	de EU-sikkerhedscertifikater, der udstedes i henhold til artikel 10 i direktiv (EU) 2016/798

e)	de undersøgelsesrapporter, der fremsendes til agenturet i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2016/798

f)	de nationale forskrifter, som meddeles Kommissionen i henhold til artikel 8 i direktiv (EU) 2016/798 og artikel 14 i direktiv (EU) 2016/797

g)	de køretøjsregistre, der er omhandlet i artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797, herunder links til relevante nationale registre

h)	infrastrukturregistrene, herunder links til relevante nationale registre

i)	registrene vedrørende enheder med ansvar for vedligeholdelse og deres certificeringsorganer

j)	det europæiske register over godkendte køretøjstyper i henhold til artikel 48 i direktiv (EU).2016/797

k)	registret over anmodninger om ændringer og planlagte ændringer af ERTMS-specifikationer i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i denne forordning

l)	registret over anmodninger om ændringer og planlagte ændringer af TSI'erne for trafiktelematik for persontrafikken (»TAP'er«) og for trafiktelematik for godstrafikken (»TAF'er«) i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i denne forordning

m)	det register over mærker for ihændehavere af køretøjer, som agenturet fører i henhold til TSI'en for trafikstyring og drift

n)	de kvalitetsrapporter, der er udarbejdet i henhold til artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 (22).

4. På grundlag af et udkast udarbejdet af agenturet drøfter og aftaler Kommissionen og medlemsstaterne, hvordan de dokumenter, der er nævnt i stk. 3, skal fremsendes i praksis.

5. Når de i stk. 3 omhandlede dokumenter fremsendes, kan de berørte organer angive, hvilke dokumenter der af hensyn til sikkerheden ikke må offentliggøres.

6. De nationale myndigheder, som er ansvarlige for udstedelsen af de i nærværende artikels stk. 3, litra c), nævnte licenser, giver agenturet meddelelse om enhver individuel afgørelse om udstedelse, fornyelse, ændring eller tilbagekaldelse af disse licenser i henhold til direktiv 2012/34/EU.

De nationale sikkerhedsmyndigheder, som er ansvarlige for udstedelsen af de i nærværende artikels stk. 3, litra d), nævnte EU-sikkerhedscertifikater, giver i henhold til artikel 10, stk. 16, i direktiv (EU) 2016/798 agenturet meddelelse om enhver individuel afgørelse om udstedelse, fornyelse, ændring, begrænsning eller tilbagekaldelse af disse certifikater.

7. Agenturet kan tilføje ethvert offentligt dokument eller link, som bidrager til opfyldelsen af denne forordnings mål, til den offentlige database under hensyntagen til gældende EU-lovgivning om databeskyttelse.

Artikel 38

Nationale sikkerhedsmyndigheders, undersøgelsesorganers og repræsentative organers samarbejde

1. Agenturet opretter et netværk af nationale sikkerhedsmyndigheder som omhandlet i artikel 16 i direktiv (EU) 2016/798. Agenturet stiller et sekretariat til rådighed for netværket.

2. Agenturet støtter undersøgelsesorganerne i henhold til artikel 22, stk. 7, i direktiv (EU).2016/798. Agenturet stiller et sekretariat til rådighed med henblik på at lette samarbejdet mellem undersøgelsesorganerne, og dette organiseres adskilt fra de funktioner i agenturet, der vedrører sikkerhedscertificering af jernbanevirksomheder og køretøjsomsætningstilladelser.

3. Formålene med samarbejdet mellem de i stk. 1 og 2 omhandlede organer er navnlig at:

a)	udveksle information om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet

b)	fremme god praksis og formidle relevant viden

c)	forsyne agenturet med oplysninger om jernbanesikkerhed, navnlig oplysninger om de fælles sikkerhedsindikatorer.

Agenturet letter samarbejdet mellem de nationale sikkerhedsmyndigheder og de nationale undersøgelsesorganer, navnlig ved at afholde fælles møder.

4. Agenturet kan oprette et netværk af repræsentative organer fra jernbanesektoren på EU-plan. Listen over disse organer udarbejdes af Kommissionen. Agenturet kan stille et sekretariat til rådighed for dette netværk. Netværket har navnlig til opgave at:

a)	udveksle information om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet

b)	fremme god praksis og formidle relevant viden

c)	forsyne agenturet med oplysninger om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet.

5. De i nærværende artikels stk. 1, 2 og 4 omhandlede netværk og organer kan fremsætte kommentarer vedrørende udkastet til de udtalelser, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2.

6. Agenturet kan oprette andre netværk af organer eller myndigheder, der er ansvarlige for dele af Unionens jernbanesystem.

7. Kommissionen kan deltage i møderne i de netværk, der er omhandlet i nærværende artikel.

Artikel 39

Kommunikation og formidling

Agenturet meddeler og formidler oplysninger om rammerne for EU-jernbaneretten og udviklingen af standarder og retningslinjer til de relevante interessenter i overensstemmelse med de kommunikations- og formidlingsplaner, som bestyrelsen vedtager på grundlag af et udkast udarbejdet af agenturet. Disse planer tager udgangspunkt i en behovsanalyse og ajourføres jævnligt af bestyrelsen.

Artikel 40

Forskning og fremme af innovation

1. Agenturet bidrager på Kommissionens anmodning eller på eget initiativ efter proceduren i artikel 52, stk. 4, til forskningsaktiviteter på jernbaneområdet på EU-plan, herunder ved at yde bistand til Kommissionens relevante tjenestegrene og repræsentative organer. Sådanne bidrag ydes, uden at dette berører andre forskningsaktiviteter på EU-plan.

2. Kommissionen kan pålægge agenturet at fremme innovation, der tager sigte på at forbedre sikkerheden og interoperabiliteten i jernbanesystemet, navnlig vedrørende brugen af nye informationsteknologier, køreplansoplysninger og følge- og sporingssystemer.

Artikel 41

Bistand til Kommissionen

Agenturet bistår på Kommissionens anmodning denne med gennemførelsen af EU-lovgivning, der tager sigte på at øge jernbanesystemernes interoperabilitet og udvikle en fælles tilgang til sikkerheden i Unionens jernbanesystem.

Denne bistand kan omfatte teknisk rådgivning på områder, der kræver specifik viden, og indsamling af oplysninger via de netværk, der er omhandlet i artikel 38.

Artikel 42

Bistand til bedømmelsen af jernbaneprojekter

På Kommissionens anmodning undersøger agenturet i lyset af målet om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet ethvert projekt, der vedrører nyprojektering, konstruktion, fornyelse eller opgradering af ethvert delsystem, hvortil der er indgivet en ansøgning om økonomisk tilskud fra Unionen, jf. dog de undtagelser, der er fastsat i artikel 7 i direktiv (EU) 2016/797.

Agenturet afgiver udtalelse om projektets overensstemmelse med den relevante lovgivning om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet inden for en frist på højst to måneder, som aftales med Kommissionen, under hensyntagen til projektets omfang og de disponible ressourcer.

Artikel 43

Bistand til medlemsstater, kandidatlande og interessenter

1. På anmodning af Kommissionen, medlemsstaterne, kandidatlande eller de netværk, der er omhandlet i artikel 38, organiserer agenturet uddannelsesaktiviteter og andre relevante aktiviteter vedrørende anvendelse og fortolkning af lovgivningen om sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet samt dertil knyttede agenturydelser såsom registre, vejledninger om gennemførelse og henstillinger.

2. Arten og omfanget af de i stk. 1 omhandlede aktiviteter, herunder den mulige indvirkning på ressourcerne, vedtages af bestyrelsen og indarbejdes i agenturets programmeringsdokument. Udgifterne til denne bistand dækkes af de anmodende parter, medmindre andet er aftalt.

Artikel 44

Internationale forbindelser

1. Agenturet kan, i det omfang det er nødvendigt for at nå de i denne forordning fastsatte mål, og uden at det berører medlemsstaternes, EU-institutionernes og EU-Udenrigstjenestens respektive kompetencer, styrke koordineringen med internationale organisationer på grundlag af indgåede aftaler og opbygge kontakter og indgå administrative ordninger med tilsynsmyndigheder, internationale organisationer og forvaltninger i tredjelande, der har kompetence på de områder, der er omfattet af agenturets arbejde, med henblik på at følge den videnskabelige og tekniske udvikling og fremme Unionens lovgivning og standarder på jernbaneområdet.

2. De i stk. 1 omhandlede ordninger må ikke skabe retlige forpligtelser for Unionen og dens medlemsstater eller forhindre medlemsstaterne og deres kompetente myndigheder i at indgå bilaterale eller multilaterale ordninger med de i stk. 1 omhandlede tilsynsmyndigheder, internationale organisationer og forvaltninger i tredjelande. Sådanne bilaterale eller multilaterale ordninger og samarbejdsaftaler drøftes på forhånd med Kommissionen, som desuden skal have regelmæssige rapporter om dem. Bestyrelsen holdes behørigt underrettet om sådanne bilaterale eller multilaterale ordninger.

3. Bestyrelsen vedtager en strategi for forbindelser med tredjelande eller internationale organisationer for så vidt angår spørgsmål, der hører under agenturets kompetenceområde. Den pågældende strategi indarbejdes i agenturets programmeringsdokument med angivelse af de ressourcer, der er afsat hertil.

Artikel 45

Koordinering vedrørende reservedele

Agenturet bidrager til identifikationen af mulige ombyttelige reservedele, der skal standardiseres, herunder disse reservedeles vigtigste grænseflader. Med henblik herpå kan agenturet nedsætte en arbejdsgruppe til koordinering af relevante interessenters aktiviteter og kan tage kontakt til de europæiske standardiseringsorganer. Agenturet retter relevante henstillinger til Kommissionen.

KAPITEL 9

AGENTURETS ORGANISATION

Artikel 46

Ledelses- og forvaltningsstruktur

Agenturets ledelses- og forvaltningsstruktur består af:

a)	en bestyrelse, der varetager de i artikel 51 nævnte funktioner

b)	et forretningsudvalg, der varetager de i artikel 53 nævnte funktioner

c)	en administrerende direktør, der varetager de i artikel 54 nævnte opgaver

d)	et eller flere klagenævn, der varetager de i artikel 58-62 nævnte funktioner.

Artikel 47

Bestyrelsens sammensætning

1. Bestyrelsen består af en repræsentant for hver medlemsstat og to repræsentanter for Kommissionen, som alle har stemmeret.

Hertil kommer seks repræsentanter uden stemmeret, der repræsenterer følgende interessenter på europæisk plan:

a)	jernbanevirksomhederne

b)	infrastrukturforvalterne

c)	jernbaneindustrien

d)	de faglige organisationer

e)	passagererne

f)	godstransportkunderne.

For hver af disse interessenter udpeger Kommissionen en repræsentant og en suppleant på grundlag af en liste med fire navne, der forelægges af deres respektive europæiske organisationer.

2. Bestyrelsesmedlemmerne og deres suppleanter udpeges på baggrund af deres kendskab til agenturets kernevirksomhed under hensyntagen til relevante ledelsesmæssige, administrative og budgetmæssige kompetencer. Alle parter bestræber sig på at begrænse udskiftningen af deres bestyrelsesrepræsentanter med henblik på at sikre kontinuiteten i bestyrelsens arbejde. Alle parter tilstræber at opnå en ligelig kønsfordeling i bestyrelsen.

3. Medlemsstaterne og Kommissionen udpeger medlemmerne af bestyrelsen samt disses respektive suppleanter, der tager medlemmernes plads, når de ikke er til stede.

4. Bestyrelsesmedlemmernes mandatperiode er fire år og kan fornyes.

5. Hvor det er relevant, fastsættes der i de i artikel 75 omhandlede ordninger bestemmelser om deltagelse af repræsentanter for tredjelande og betingelserne for denne deltagelse.

Artikel 48

Bestyrelsens formand

1. Bestyrelsen vælger med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer en formand blandt medlemsstaternes repræsentanter og en næstformand blandt medlemmerne.

Næstformanden træder i stedet for formanden, hvis denne er forhindret i at udføre sit hverv.

2. Formandens og næstformandens mandatperiode er fire år og kan fornyes én gang. Hvis en formand eller næstformand ophører med at være medlem af bestyrelsen under sin mandatperiode, ophører mandatperioden dog også automatisk samtidig.

Artikel 49

Møder

1. Bestyrelsesmøder gennemføres i overensstemmelse med bestyrelsens forretningsordenen og indkaldes af bestyrelsens formand. Agenturets administrerende direktør deltager i møderne, undtagen når vedkommendes deltagelse vil kunne medføre interessekonflikter, hvilket afgøres af formanden, og når bestyrelsen skal træffe en afgørelse vedrørende artikel 70, jf. artikel 51, stk. 1, litra i).

Bestyrelsen kan indbyde enhver, hvis synspunkt kan være af interesse, til at deltage i specifikke punkter på dagsordenen for dens møder som observatør.

2. Bestyrelsen mødes mindst to gange om året. Den mødes desuden på formandens initiativ eller på anmodning af Kommissionen, et flertal af bestyrelsesmedlemmerne eller en tredjedel af medlemsstaternes repræsentanter i bestyrelsen.

3. Bestyrelsen kan, når der opstår et fortroligt spørgsmål eller en interessekonflikt, beslutte at drøfte specifikke punkter på dagsordenen, uden at de berørte medlemmer er til stede. Dette berører ikke medlemsstaternes eller Kommissionens ret til at lade sig repræsentere af en suppleant eller af en anden person. Nærmere regler for anvendelsen af denne bestemmelse fastlægges i bestyrelsens forretningsordenen.

Artikel 50

Afstemning

Medmindre andet er angivet i denne forordning, træffer bestyrelsen sine afgørelser med et absolut flertal af de stemmeberettigede medlemmer. Hvert af de stemmeberettigede medlemmer har én stemme.

Artikel 51

Bestyrelsens funktioner

1. For at sikre, at agenturet varetager sine opgaver, skal bestyrelsen:

a)	godkende årsrapporten om agenturets aktiviteter i det foregående år og inden den 1. juli fremsende den til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og offentliggøre den

b)	efter at have modtaget Kommissionens udtalelse og i overensstemmelse med artikel 52 hvert år med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer vedtage agenturets programmeringsdokument

c)	med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer vedtage agenturets årsbudget og varetage andre funktioner relateret til agenturets budget i henhold til kapitel 10

d)	opstille beslutningsprocedurer for den administrerende direktør

e)	vedtage en politik, arbejdsmetoder og procedurer vedrørende tilsyn, audits og inspektioner i henhold til artikel 11, 33 og 34

f)	selv fastsætte sin forretningsorden

g)	vedtage og opdatere de kommunikations- og formidlingsplaner, der er omhandlet i artikel 39

med forbehold af stk. 2, over for agenturets ansatte udøve de beføjelser, som vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte (»tjenestemandsvedtægten« og »ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte«), jf. forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (23), tillægger ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter

i)	træffe behørigt begrundede afgørelser vedrørende ophævelse af immunitet i overensstemmelse med artikel 17 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter

j)	forelægge Kommissionen gennemførelsesbestemmelser til tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte med henblik på godkendelse, hvis de er forskellige fra de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget, i overensstemmelse med artikel 110 i tjenestemandsvedtægten

k)	udnævne den administrerende direktør og hvor det er hensigtsmæssigt, forlænge vedkommendes mandatperiode eller afskedige vedkommende, med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer, jf. artikel 68

l)	udnævne medlemmerne af forretningsudvalget med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer, jf. artikel 53

m)	vedtage et mandat for forretningsudvalgets opgaver, jf. artikel 53

n)	vedtage afgørelser vedrørende de ordninger, der er omhandlet i artikel 75, stk. 2

o)	udnævne og fjerne medlemmerne af klagenævnene med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer, jf. artikel 55 og artikel 56, stk. 4

p)	vedtage en afgørelse, der fastlægger bestemmelser for udstationering af nationale eksperter til agenturet i henhold til artikel 69

q)	vedtage en strategi for bekæmpelse af svig, som står i forhold til risikoen for svig, og som tager en cost-benefit-analyse af de foranstaltninger, der skal gennemføres, i betragtning

sikre passende opfølgning på resultater og henstillinger, der stammer fra undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og fra forskellige interne eller eksterne revisions- og evalueringsrapporter, og i den forbindelse verificere, at den administrerende direktør træffer de fornødne foranstaltninger

vedtage regler om forebyggelse og håndtering af interessekonflikter for så vidt angår medlemmer af bestyrelsen og medlemmer af klagenævnene samt deltagere i de i artikel 5, stk. 2, omhandlede arbejdsgrupper og grupper og andre ansatte, der ikke er omfattet af tjenestemandsvedtægten. Sådanne regler skal indeholde bestemmelser om interesseerklæringer og, hvor det er relevant, forhold efter fratrædelse

t)	vedtage retningslinjer og listen over de vigtigste elementer, der skal omfattes af de samarbejdsaftaler, som skal indgås mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder, under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 76

u)	vedtage en rammemodel for den finansielle fordeling af de gebyrer og afgifter, som ansøgerne skal betale, jf. artikel 76, stk. 2, med henblik på artikel 14, 20 og 21

v)	fastlægge procedurer for agenturets og dets ansattes samarbejde i nationale retslige procedurer

w)	vedtage arbejdsgruppernes og gruppernes forretningsorden og tariffer for rejse- og opholdsudgifter for deres medlemmer, jf. artikel 5, stk. 5 og 9

x)	udnævne en observatør blandt sine medlemmer til at følge den af Kommissionen anvendte udvælgelsesprocedure for udnævnelse af den administrerende direktør

y)	vedtage passende gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1 (24), i overensstemmelse med afstemningsreglerne i artikel 74, stk. 1.

2. I overensstemmelse med artikel 110 i tjenestemandsvedtægten vedtager bestyrelsen en afgørelse ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, i tjenestemandsvedtægten og artikel 6 i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte, der tillægger den administrerende direktør de relevante ansættelsesmyndighedsbeføjelser og fastsætter de vilkår, på hvilke den pågældende delegation af beføjelser kan suspenderes. Den administrerende direktør bemyndiges til at subdelegere disse beføjelser. Den administrerende direktør underretter bestyrelsen om sådanne subdelegationer.

Under anvendelse af første afsnit og under helt særlige omstændigheder kan bestyrelsen ved en afgørelse midlertidigt suspendere delegationen af ansættelsesmyndighedsbeføjelser til den administrerende direktør og de beføjelser, denne måtte have subdelegeret, og selv udøve dem eller uddelegere dem til et af sine medlemmer eller en anden ansat end den administrerende direktør. Den person, der har modtaget delegationen, aflægger rapport til bestyrelsen om udøvelsen af en sådan delegation.

Artikel 52

Programmeringsdokument

1. Bestyrelsen vedtager, under hensyntagen til Kommissionens udtalelse, senest den 30. november hvert år programmeringsdokumentet indeholdende årlige og flerårige programmer og sender det til medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen samt til de i artikel 38 omhandlede netværk. I det årlige arbejdsprogram fastlægges de aktioner, som agenturet skal udføre det kommende år.

Bestyrelsen fastlægger passende procedurer, der skal anvendes i forbindelse med vedtagelse af programmeringsdokumentet, herunder ved høring af de relevante interessenter.

2. Programmeringsdokumentet bliver endeligt efter den endelige vedtagelse af Unionens almindelige budget, og om nødvendigt justeres det i overensstemmelse hermed.

Hvis Kommissionen inden 15 dage efter vedtagelsen af programmeringsdokumentet erklærer sig uenig i dokumentet, gennemgår bestyrelsen det på ny og vedtager det, eventuelt med ændringer, inden for en frist på to måneder ved andenbehandlingen enten med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer, inklusive alle Kommissionens repræsentanter, eller med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter.

3. Agenturets årlige arbejdsprogram beskriver formålet med hver aktivitet. Som hovedregel er der klar sammenhæng mellem hver aktivitet og de budgetmæssige og menneskelige ressourcer, der kræves for at gennemføre den i henhold til principperne om aktivitetsbaseret budgetlægning og forvaltning og proceduren for den tidlige konsekvensanalyse som omhandlet i artikel 8, stk. 2.

4. Bestyrelsen foretager om nødvendigt ændringer i programmeringsdokumentet, hvis agenturet pålægges nye opgaver. I forbindelse hermed foretages en analyse af de personale- og budgetmæssige konsekvenser i henhold til artikel 8, stk. 2, og det kan om nødvendigt vedtages at udsætte andre opgaver.

5. Agenturets flerårige arbejdsprogram skal indeholde den overordnede strategiske programmering og herunder mål, forventede resultater og resultatindikatorer. Desuden fastlægger det programmeringen af ressourcer, herunder det flerårige budget og personale. Europa-Parlamentet høres om udkastet til det flerårige arbejdsprogram.

Programmeringen af ressourcer ajourføres hvert år. Den strategiske programmering ajourføres, når det er hensigtsmæssigt, navnlig for at tage hensyn til resultatet af den evaluering og revision, der er omhandlet i artikel 82.

Artikel 53

Forretningsudvalg

1. Bestyrelsen bistås af et forretningsudvalg.

2. Forretningsudvalget forbereder de afgørelser, der skal vedtages af bestyrelsen. Hvis det er nødvendigt på grund af sagens hastende karakter, vedtager det visse midlertidige afgørelser på bestyrelsens vegne, navnlig vedrørende administrative og budgetmæssige spørgsmål, efter at have fået mandat hertil fra bestyrelsen.

I samarbejde med bestyrelsen sikrer forretningsudvalget passende opfølgning på de resultater og henstillinger, der stammer fra undersøgelser foretaget af OLAF og fra forskellige interne eller eksterne auditrapporter og evalueringer, herunder gennem passende tiltag fra den administrerende direktør.

Uden at det berører den administrerende direktørs ansvar, jf. artikel 54, bistår og rådgiver forretningsudvalget den administrerende direktør i gennemførelsen af bestyrelsens afgørelser med henblik på at styrke overvågningen af den administrative og budgetmæssige forvaltning.

3. Forretningsudvalget består af følgende medlemmer:

a)	bestyrelsesformanden

b)	fire andre medlemsstatsrepræsentanter fra bestyrelsen, og

c)	en af repræsentanterne for Kommissionen fra bestyrelsen.

Bestyrelsesformanden fungerer som formand for forretningsudvalget.

De fire medlemsstatsrepræsentanter og disses suppleanter udnævnes af bestyrelsen på baggrund af deres relevante kompetence og erfaring. I forbindelse med udnævnelsen tilstræber bestyrelsen at opnå en ligelig kønsfordeling i forretningsudvalget.

4. Varigheden af mandatet for forretningsudvalgets medlemmer er den samme som for medlemmerne af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen beslutter, at den skal være kortere.

5. Forretningsudvalget mødes mindst hver tredje måned og om muligt ikke mindre end to uger inden bestyrelsesmødet. Formanden for forretningsudvalget indkalder til yderligere møder på anmodning af forretningsudvalgets medlemmer eller bestyrelsen.

6. Bestyrelsen vedtager forretningsudvalgets forretningsorden, holdes med jævne mellemrum underrettet om forretningsudvalgets arbejde og har adgang til dets dokumenter.

Artikel 54

Den administrerende direktørs opgaver

1. Agenturet ledes af den administrerende direktør, som udfører sit hverv i fuldkommen uafhængighed. Den administrerende direktør står til ansvar for sine aktiviteter over for bestyrelsen.

2. Med forbehold af Kommissionens, bestyrelsens eller forretningsudvalgets beføjelser må den administrerende direktør hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet organ.

3. På anmodning herom fra Europa-Parlamentet eller Rådet aflægger den administrerende direktør rapport om udførelsen af sine opgaver til den pågældende institution.

4. Den administrerende direktør er agenturets retlige repræsentant og vedtager agenturets afgørelser, henstillinger, udtalelser og andre formelle akter.

5. Den administrerende direktør er ansvarlig for den administrative ledelse af agenturet og gennemførelsen af de opgaver, det pålægges ved denne forordning. Den administrerende direktør er navnlig ansvarlig for:

a)	den daglige administration af agenturet

b)	at gennemføre bestyrelsens afgørelser

c)	at udarbejde programmeringsdokumentet og forelægge det for bestyrelsen efter høring af Kommissionen

d)	at gennemføre programmeringsdokumentet og så vidt muligt efterkomme alle anmodninger fra Kommissionen om bistand i forbindelse med agenturets opgaver i overensstemmelse med denne forordning

at udarbejde den konsoliderede årsrapport om agenturets aktiviteter, herunder en erklæring, hvori den anvisningsberettigede bekræfter, at vedkommende har rimelig sikkerhed, i overensstemmelse med artikel 47, stk. 1, litra b), i delegeret forordning (EU) nr. 1271/2013 og artikel 51, stk. 1, litra a), i nærværende forordning, og forelægge den for bestyrelsen til vurdering og vedtagelse

f)	at træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder udstedelse af interne administrative instrukser og offentliggørelsen af meddelelser, for at sikre, at agenturet fungerer i overensstemmelse med denne forordning

g)	at indføre en effektiv overvågningsordning, der gør det muligt at sammenligne agenturets resultater med dets operationelle mål, og indføre en rutine for regelmæssige vurderinger baseret på anerkendte faglige standarder

h)	på årsbasis at udarbejde et udkast til en almindelig rapport baseret på de overvågnings- og vurderingsrutiner, der er omhandlet i litra g), og forelægge det for bestyrelsen

i)	at udarbejde et udkast til overslag over agenturets indtægter og udgifter i henhold til artikel 64 og gennemføre budgettet i henhold til artikel 65

j)	at tage de nødvendige skridt til at følge arbejdet i netværkene af nationale sikkerhedsmyndigheder, undersøgelsesorganer og repræsentative organer som omhandlet i artikel 38

k)	at udarbejde en handlingsplan, der følger op på konklusionerne fra de interne eller eksterne auditrapporter og evalueringer samt undersøgelser foretaget af OLAF, og aflægge en statusrapport til Kommissionen to gange om året og regelmæssigt til bestyrelsen

at beskytte Unionens finansielle interesser gennem anvendelse af foranstaltninger til forebyggelse af svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, gennem effektiv kontrol og, hvor der konstateres uregelmæssigheder, gennem inddrivelse af uretmæssigt eller ulovligt udbetalte beløb, og om nødvendigt gennem pålæggelse af administrative og finansielle sanktioner, der er effektive og forholdsmæssige og har en afskrækkende virkning

m)	at udarbejde agenturets strategi for bekæmpelse af svig og forelægge den for bestyrelsen til godkendelse

n)	at udarbejde et udkast til agenturets finansforordning, der vedtages af bestyrelsen, jf. artikel 66, samt gennemførelsesbestemmelser hertil

o)	at indgå samarbejdsaftaler på agenturets vegne med nationale sikkerhedsmyndigheder, jf. artikel 76.

Artikel 55

Oprettelse af klagenævn og deres sammensætning

1. Agenturet opretter efter afgørelse fra bestyrelsen et eller flere klagenævn, der gennemfører klage- og voldgiftsprocedurerne, jf. artikel 58 og 61.

2. Hvert klagenævn består af en formand og to andre medlemmer. De har suppleanter, som repræsenterer dem i deres fravær, eller hvis der opstår interessekonflikter.

3. Beslutningen om oprettelse af klagenævn og deres sammensætning træffes fra sag til sag. Alternativt kan et klagenævn oprettes som et permanent organ for en periode på højst fire år. I begge tilfælde finder følgende procedure anvendelse:

a)	Kommissionen opstiller en liste over kvalificerede eksperter baseret på relevant kompetence og erfaring og efter en åben udvælgelsesprocedure

formanden, de andre medlemmer og deres suppleanter udnævnes af bestyrelsen på grundlag af den i litra a) omhandlede liste. Når klagenævnet ikke er oprettet som et permanent organ, tager bestyrelsen hensyn til klagen eller voldgiftens karakter og indhold og undgår enhver interessekonflikt i overensstemmelse med artikel 57.

4. Når klagenævnet skønner, at en klages karakter tilsiger det, kan det anmode bestyrelsen om at udpege yderligere to medlemmer og deres suppleanter fra den i stk. 3, litra a), omhandlede liste.

5. På forslag af agenturet og efter høring af bestyrelsen fastsætter Kommissionen klagenævnenes forretningsorden, herunder afstemningsreglerne, procedurerne for indgivelse af klage og betingelserne for refusion af deres medlemmers udgifter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 81, stk. 3.

6. Klagenævnene kan anmode om en ekspertudtalelse fra de berørte medlemsstater, navnlig med henblik på præcisering af den relevante nationale lovgivning, i procedurens indledende undersøgelsesfase.

Artikel 56

Klagenævnenes medlemmer

1. I et permanent klagenævn er mandatperioden for dets medlemmer og suppleanter begrænset til fire år, og denne kan fornyes én gang. I andre tilfælde er mandatperioden begrænset til klage- eller voldgiftssagens varighed.

2. Klagenævnenes medlemmer er uafhængige af alle parter, der er involveret i klage- eller voldgiftssagen, og må ikke udøve andre hverv i agenturet. Under deres drøftelser, og når de træffer afgørelser, må de ikke være bundet af nogen instrukser eller befinde sig i nogen interessekonflikt.

3. Klagenævnenes medlemmer må ikke tilhøre agenturets personale, og de aflønnes for deres faktiske deltagelse i en given klage- eller voldgiftssag.

4. Klagenævnenes medlemmer kan ikke afskediges fra deres hverv i deres mandatperioder, medmindre der er alvorlige grunde til det, og bestyrelsen træffer afgørelse herom.

5. Klagenævnenes medlemmer kan ikke slettes af listen over kvalificerede eksperter i deres mandatperiode, medmindre der er alvorlige grunde til det, og Kommissionen træffer afgørelse herom.

Artikel 57

Inhabilitet og indsigelse

1. Klagenævnenes medlemmer må ikke deltage i klage- eller voldgiftssager, hvis de har en personlig interesse i sagen, hvis de tidligere har optrådt som repræsentanter for en af sagens parter, eller hvis de har været med til at træffe den påklagede afgørelse.

2. Hvis et medlem af et klagenævn mener, at det ikke er passende for vedkommende selv eller et andet medlem at deltage i en klage- eller voldgiftssag af en af de i stk. 1 omhandlede grunde eller af enhver anden grund, underretter medlemmet klagenævnet, der træffer afgørelse om det pågældende medlems inhabilitet på baggrund af de regler, som bestyrelsen har vedtaget, jf. artikel 51, stk. 1, litra s).

3. Enhver part i en klage- eller voldgiftssag kan i overensstemmelse med den i artikel 55, stk. 5, fastsatte forretningsorden gøre indsigelse mod ethvert medlem af klagenævnet af en af de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede grunde, eller hvis det pågældende medlem mistænkes for at være partisk. Der kan ikke rejses indsigelse på grundlag af det pågældende medlems nationalitet.

4. For at komme i betragtning skal en indsigelse i henhold til stk. 3 indgives, før klagenævnet indleder proceduren, eller, hvis de oplysninger, som begrunder indsigelsen, først foreligger, efter at proceduren er indledt, inden for de frister, som er fastsat i klagenævnets forretningsorden. Det pågældende medlem af klagenævnet underrettes om indsigelsen og meddeler, hvorvidt vedkommende accepterer at blive erklæret inhabil. Hvis medlemmet ikke accepterer dette, træffer klagenævnet afgørelse inden for de frister, som er fastsat i dets forretningsorden, eller, hvis svar udebliver, efter udløbet af fristen for at afgive svar.

5. Klagenævnene afgør uden det pågældende medlems medvirken, hvad der skal ske i de tilfælde, som er nævnt i stk. 2, 3 og 4. Når denne afgørelse træffes, afløses det pågældende medlem af sin suppleant i klagenævnet. Bestyrelsen underrettes om de afgørelser, som klagenævnet træffer.

Artikel 58

Klagemuligheder vedrørende afgørelser og manglende handling

1. En klage kan indbringes for et klagenævn vedrørende en afgørelse truffet af agenturet i henhold til artikel 14, 20, 21 og 22, eller hvis agenturet ikke handler inden for de gældende frister, efter berigtigelse af den påklagede afgørelse, jf. artikel 60.

2. En klage indgivet i henhold til stk. 1 har ikke opsættende virkning. Klagenævnet kan dog på anmodning af de involverede parter beslutte, at den pågældende klage skal have opsættende virkning, hvis det finder, at omstændighederne, såsom indvirkningen på sikkerheden, tillader det. I så tilfælde forelægger klagenævnet en begrundelse for sin afgørelse.

Artikel 59

Klageberettigede, frister og formkrav

1. Enhver fysisk eller juridisk person kan indbringe en klage over en afgørelse truffet af agenturet, der er rettet til eller direkte og individuelt berører vedkommende, i henhold til artikel 14, 20 og 21, eller hvis agenturet ikke handler inden for de gældende frister.

2. Klagen tillige med begrundelsen indgives skriftligt i henhold til forretningsordenen, jf. artikel 55, stk. 5, inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende person, eller, hvis dette ikke er sket, inden to måneder efter den dato, på hvilken den pågældende person fik kendskab til afgørelsen.

Klager vedrørende manglende handling indgives skriftligt til agenturet inden for to måneder efter udløbet af den frist, der er fastsat i den relevante artikel.

Artikel 60

Berigtigelse af den påklagede afgørelse

1. Hvis agenturet finder, at klagen kan behandles og er begrundet, berigtiger det afgørelsen eller den manglende handling, jf. artikel 58, stk. 1. Dette gælder ikke, hvis den påklagede afgørelse berører en anden part, der er involveret i klagesagen.

2. Hvis afgørelsen ikke berigtiges inden en måned efter modtagelsen af klagen, skal agenturet straks afgøre, om det vil udsætte gennemførelsen af sin afgørelse og henvise klagen til et af klagenævnene.

Artikel 61

Voldgiftsprocedure

I tilfælde af uenighed mellem agenturet og en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder i medfør af artikel 21, stk. 7, og artikel 24 i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 10, stk. 7, og artikel 17, stk. 5 og 6, i direktiv (EU) 2016/798 handler det hertil udpegede klagenævn som voldgiftsnævn på anmodning af den eller de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder. I sådanne tilfælde træffer klagenævnet afgørelse om, hvorvidt det opretholder agenturets standpunkt.

Artikel 62

Behandling og afgørelse af klage- og voldgiftssager

1. Klagenævnet træffer inden for tre måneder efter indgivelse af en klage afgørelse om at godtage eller afvise klagen. Klagenævnet skal, når det behandler en klage eller handler som voldgiftsnævn, overholde de frister, der er fastsat i dets forretningsorden. Det skal, så ofte det er påkrævet, opfordre klagesagens parter til inden for en fastsat frist at fremsætte deres bemærkninger til dets meddelelser eller til meddelelser fra de øvrige parter i klagesagen. Klagesagens parter har ret til at fremlægge deres synspunkter mundtligt.

2. Hvad angår voldgiftssager træffer agenturet sin endelige afgørelse i overensstemmelse med procedurerne i artikel 21, stk. 7, i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 10, stk. 7, i direktiv (EU) 2016/798.

3. Hvis klagenævnet finder, at klagen er begrundet, henviser det sagen til agenturet. Agenturet træffer sin endelige afgørelse i overensstemmelse med klagenævnets resultater og forelægger en begrundelse for afgørelsen. Agenturet underretter klagesagens parter herom.

Artikel 63

Indbringelse af klager for Den Europæiske Unions Domstol

1. Klager med henblik på annullering af afgørelser, som agenturet har truffet i henhold til artikel 14, 20 og 21, eller vedrørende manglende handling inden for de gældende frister kan kun indbringes for Den Europæiske Unions Domstol, efter at agenturets klageprocedure i henhold til artikel 58 er udtømt.

2. Agenturet træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme Den Europæiske Unions Domstols afgørelse.

KAPITEL 10

FINANSIELLE BESTEMMELSER

Artikel 64

Budget

1. Der udarbejdes overslag over alle agenturets indtægter og udgifter for hvert regnskabsår, der svarer til kalenderåret, og disse overslag fremgår af agenturets budget.

2. Med forbehold af andre ressourcer udgøres agenturets indtægter af:

a)	et bidrag fra Unionen og tilskud fra EU-organer

b)	bidrag fra de tredjelande, der deltager i agenturets arbejde i henhold til artikel 75

c)	gebyrer betalt af ansøgere og ihændehavere af certifikater og tilladelser, der er udstedt af agenturet i henhold til artikel 14, 20 og 21

d)	gebyrer for publikationer, uddannelse og andre ydelser, der leveres af agenturet

e)	eventuelle frivillige finansielle bidrag fra medlemsstaterne, tredjelande eller andre organer, under forudsætning af at sådanne bidrag er gennemsigtige, fremgår klart af budgettet og ikke bringer agenturets uafhængighed og upartiskhed i fare.

3. Agenturets udgifter omfatter udgifter til personale, administration, infrastruktur og drift.

4. Der skal være balance mellem indtægter og udgifter.

5. Bestyrelsen udarbejder hvert år på grundlag af et udkast fra den administrerende direktør i overensstemmelse med princippet om aktivitetsbaseret budgetlægning et overslag over agenturets indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår. Bestyrelsen sender senest den 31. januar dette overslag, der omfatter en foreløbig stillingsfortegnelse, til Kommissionen.

6. Kommissionen sender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget.

7. På grundlag af overslaget opfører Kommissionen i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget de bevillinger, som den finder nødvendige for så vidt angår stillingsfortegnelsen, og det bidrag, der skal ydes over det almindelige budget, og forelægger dette for Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 314 i TEUF sammen med en beskrivelse af og en begrundelse for enhver forskel mellem agenturets overslag over indtægter og det bidrag, der skal ydes over det almindelige budget.

8. Europa-Parlamentet og Rådet godkender bevillingen af bidraget til agenturet. Europa-Parlamentet og Rådet vedtager agenturets stillingsfortegnelse.

9. Budgettet vedtages af bestyrelsen med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer. Agenturets budget bliver endeligt efter den endelige vedtagelse af Den Europæiske Unions almindelige budget. Det justeres i givet fald i overensstemmelse hermed.

10. Til ethvert ejendomsrelateret projekt, der kan forventes at få betydelige konsekvenser for agenturets budget, finder artikel 203 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (25) anvendelse.

Artikel 65

Gennemførelse af og kontrol med budgettet

1. Den administrerende direktør gennemfører agenturets budget.

2. Agenturets regnskabsfører sender senest den 1. marts efter det afsluttede regnskabsår det foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer de foreløbige årsregnskaber for institutionerne og de decentrale organer i overensstemmelse med artikel 147 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

3. Senest den 31. marts efter det afsluttede regnskabsår sender Kommissionens regnskabsfører agenturets foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Revisionsretten. Beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret sendes tillige til Europa-Parlamentet og Rådet.

Revisionsretten reviderer disse regnskaber i overensstemmelse med artikel 287 i TEUF. Den offentliggør hvert år en beretning om agenturets virksomhed.

4. Ved modtagelsen af Revisionsrettens bemærkninger til agenturets foreløbige årsregnskab, jf. artikel 148 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012, opstiller regnskabsføreren agenturets endelige årsregnskab. Den administrerende direktør forelægger det for bestyrelsen med henblik på dennes udtalelse.

5. Bestyrelsen afgiver udtalelse om agenturets endelige årsregnskab.

6. Regnskabsføreren sender senest den 1. juli efter det afsluttede regnskabsår det endelige årsregnskab ledsaget af bestyrelsens udtalelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

7. Agenturets endelige årsregnskab offentliggøres.

8. Den administrerende direktør sender senest den 30. september efter hvert regnskabsårs afslutning et svar til Revisionsretten på dennes bemærkninger. Den administrerende direktør sender desuden en kopi af dette svar til bestyrelsen og Kommissionen.

9. Hvis Europa-Parlamentet anmoder derom, forelægger den administrerende direktør det alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren vedrørende det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, jf. artikel 165, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

10. Efter henstilling fra Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, giver Europa-Parlamentet senest den 15. maj i år n+2 den administrerende direktør decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsår n.

Artikel 66

Finansielle bestemmelser

Agenturets finansielle bestemmelser vedtages af bestyrelsen efter høring af Kommissionen. Den kan kun afvige fra delegeret forordning (EU) nr. 1271/2013, hvis det er nødvendigt på grund af de særlige forhold, der karakteriser agenturets drift, og Kommissionen på forhånd giver sit samtykke hertil.

KAPITEL 11

PERSONALE

Artikel 67

Almindelige bestemmelser

1. Tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte samt de regler, som EU-institutionerne i fællesskab har vedtaget for anvendelsen af tjenestemandsvedtægten, gælder for agenturets personale.

2. Med forbehold af denne forordnings artikel 51, stk. 1, litra j), finder de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen vedtager for at sætte tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte, herunder de almindelige gennemførelsesbestemmelser, i kraft, tilsvarende anvendelse på agenturet i henhold til artikel 110 i tjenestemandsvedtægten.

3. Agenturet træffer passende administrative foranstaltninger, bl.a. gennem uddannelses- og forebyggelsesstrategier, til organisering af sine tjenestegrene på en sådan måde, at interessekonflikter undgås.

Artikel 68

Den administrerende direktør

1. Den administrerende direktør ansættes i en stilling som midlertidigt ansat ved agenturet i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte.

2. Den administrerende direktør udnævnes af bestyrelsen på grundlag af sine kvalifikationer og dokumenterede administrative og ledelsesmæssige færdigheder samt relevant viden om og erfaring fra transportsektoren, på grundlag af en liste med mindst tre kandidater, der udarbejdes af Kommissionen efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure efter offentliggørelse af stillingsopslaget i Den Europæiske Unions Tidende og eventuelt andre relevante steder. Inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, rapporterer observatøren, jf. artikel 51, stk. 1, litra x), om proceduren.

I forbindelse med indgåelsen af ansættelseskontrakten med den administrerende direktør repræsenteres agenturet af bestyrelsesformanden.

Før sin udnævnelse kan den ansøger, som bestyrelsen har valgt, opfordres til at fremkomme med en udtalelse til Europa-Parlamentets kompetente udvalg og besvare spørgsmål fra medlemmerne af det pågældende udvalg.

3. Den administrerende direktørs mandatperiode er fem år. Ved udgangen af denne periode foretager Kommissionen en vurdering af den administrerende direktørs præstation og agenturets fremtidige opgaver og udfordringer.

4. Bestyrelsen kan forny den administrerende direktørs mandatperiode én gang, dog højst for en periode på fem år, på baggrund af et forslag fra Kommissionen, der tager udgangspunkt i den i stk. 3 omhandlede vurdering.

5. Bestyrelsen underretter Europa-Parlamentet, hvis den har til hensigt at forlænge den administrerende direktørs mandatperiode. Inden for en måned inden en sådan forlængelse af mandatperioden kan den administrerende direktør opfordres til at fremkomme med en udtalelse til Europa-Parlamentets kompetente udvalg og til at besvare spørgsmål fra medlemmerne af det pågældende udvalg.

6. En administrerende direktør, hvis mandatperiode er blevet forlænget, kan ikke deltage i endnu en udvælgelsesprocedure til samme stilling efter en sådan forlængelse af mandatperioden.

7. Den administrerende direktør kan kun afskediges i henhold til en afgørelse vedtaget af bestyrelsen på anmodning fra Kommissionen eller fra en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne.

Artikel 69

Udstationerede nationale eksperter og andet personale

Agenturet kan gøre brug af udstationerede nationale eksperter og andet personale, der ikke er ansat af agenturet i henhold til tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte.

Uden at dette berører bestemmelserne fastsat i Kommissionens relevante afgørelse om udstationering af nationale eksperter, som finder anvendelse på agenturet, vedtager bestyrelsen en afgørelse, der fastsætter bestemmelser for udstationering af nationale eksperter til agenturet, herunder bestemmelser til forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og vedrørende relevante restriktioner i tilfælde, hvor de nationale eksperters uafhængighed og uvildighed kan blive undergravet.

KAPITEL 12

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 70

Privilegier og immuniteter

Protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter gælder for agenturet og dets personale.

Artikel 71

Hjemstedsaftale og vilkår

1. Hvis de nødvendige bestemmelser vedrørende de lokaler og faciliteter, der skal stilles til rådighed for agenturet i værtsmedlemsstaten, samt de særlige regler i den pågældende medlemsstat, der finder anvendelse på agenturets administrerende direktør, bestyrelsesmedlemmerne, agenturets personale og deres familiemedlemmer, endnu ikke er på plads eller endnu ikke er fastsat i en skriftlig aftale, indgås en aftale om alle disse elementer mellem agenturet og værtsmedlemsstaten i henhold til værtsmedlemsstatens retsorden, og efter at bestyrelsen har godkendt den, dog senest den 16. juni 2017. Denne aftale kan have form af en hjemstedsaftale.

2. Værtsmedlemsstaten sikrer de bedst mulige vilkår for, at agenturet kan fungere efter hensigten, herunder tilbud om skoleundervisning på flere sprog med et europæisk indhold og hensigtsmæssige transportforbindelser.

Artikel 72

Ansvar

1. Agenturets ansvar i kontraktforhold bestemmes efter den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt.

2. Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse i en kontrakt, som agenturet har indgået.

3. For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold skal agenturet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af sine tjenestegrene eller af sine ansatte under udførelsen af deres hverv.

4. Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at afgøre tvister vedrørende erstatning for de i stk. 3 omhandlede skader.

5. De ansattes personlige ansvar over for agenturet fastlægges i tjenestemandsvedtægten eller ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte, der gælder for dem.

Artikel 73

Samarbejde med nationale retsmyndigheder

I tilfælde af nationale retslige procedurer, hvor agenturet er involveret, fordi det har udøvet sine opgaver i henhold til artikel 19 og artikel 21, stk. 6, i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 10, stk. 6, i direktiv (EU) 2016/798, samarbejder agenturet og dets personale uden unødig forsinkelse med de kompetente nationale retsmyndigheder. De passende procedurer, som anvendes i sådanne situationer, fastlægges af bestyrelsen i henhold til artikel 51, stk. 1, litra v).

Artikel 74

Sprogordninger

1. Forordning nr. 1 gælder for agenturet. Om nødvendigt vedtager bestyrelsen passende gennemførelsesbestemmelser til nævnte forordning.

Efter anmodning fra et medlem af bestyrelsen træffes afgørelse herom med enstemmighed.

2. De oversættelsesopgaver, der er påkrævet i forbindelse med agenturets virksomhed, udføres af Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer.

Artikel 75

Tredjelandes deltagelse i agenturets arbejde

1. Uden at det berører artikel 44, kan tredjelande, navnlig lande omfattet af den europæiske naboskabspolitik eller udvidelsespolitikken og EFTA-lande, som har indgået aftaler med Unionen om at vedtage og anvende EU-ret eller tilsvarende nationale foranstaltninger på denne forordnings gyldighedsområde, deltage i agenturets arbejde i overensstemmelse med proceduren i artikel 218 i TEUF.

2. I overensstemmelse med de relevante bestemmelser i de i stk. 1 omhandlede aftaler indgås der ordninger mellem agenturet og de berørte tredjelande, hvori de nærmere regler for disse tredjelandes deltagelse i agenturets arbejde, navnlig arten og omfanget heraf, fastsættes. Disse ordninger skal indeholde bestemmelser om finansielle bidrag og personalespørgsmål. Der kan også fastsættes bestemmelser om repræsentation af de berørte tredjelande uden stemmeret i bestyrelsen.

Agenturet undertegner disse ordninger efter at have modtaget Kommissionens og bestyrelsens samtykke.

Artikel 76

Samarbejde med nationale myndigheder og organer

1. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder indgår samarbejdsaftaler i forbindelse med anvendelsen af artikel 14, 20 og 21 under hensyntagen til artikel 51, stk. 1, litra t).

2. Samarbejdsaftalerne kan være specifikke aftaler eller rammeaftaler og kan omfatte en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder. De skal indeholde en detaljeret beskrivelse af opgaverne og vilkårene for de varer og tjenester, der skal leveres, fastsætte fristerne for leveringen og bestemme, hvorledes de gebyrer, som ansøgerne skal betale, skal fordeles mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder. Denne fordeling skal tage hensyn til den i artikel 51, stk. 1, litra u), omhandlede rammemodel.

3. Samarbejdsaftalerne kan også indeholde specifikke samarbejdsordninger hvad angår net, der kræver særlig ekspertise af geografiske eller historiske grunde, med henblik på at mindske administrative byrder og omkostninger for ansøgeren. Hvor disse net er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, kan sådanne specifikke samarbejdsordninger omfatte muligheden for at pålægge de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder opgaver, når dette er nødvendigt for at sikre effektiv og forholdsmæssig tildeling af ressourcer.

4. For de medlemsstater, hvis jernbanenet har en sporvidde, der er forskellig fra sporvidden i hovedjernbanenettet i Unionen, og de tekniske og driftsmæssige krav er identiske med kravene i tilgrænsende tredjelande, skal en multilateral samarbejdsaftale omfatte alle de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder i disse medlemsstater som fastsat i artikel 21, stk. 15, i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 11, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/798.

5. Samarbejdsaftalerne skal være på plads, inden agenturet udfører sine opgaver i overensstemmelse med artikel 83, stk. 4.

6. Agenturet kan indgå samarbejdsaftaler med andre nationale myndigheder og kompetente organer i forbindelse med anvendelsen af artikel 14, 20 og 21.

7. Samarbejdsaftalerne berører ikke agenturets overordnede ansvar for at udføre de opgaver, der er omhandlet i artikel 14, 20 og 21.

8. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder kan samarbejde om og udveksle bedste praksis vedrørende gennemførelsen af direktiv (EU) 2016/797 og af direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 77

Gennemsigtighed

1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (26) finder anvendelse på agenturets dokumenter.

Bestyrelsen vedtager senest den 16. juni 2017 de nærmere enkeltheder vedrørende gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001.

De beslutninger, som agenturet træffer efter artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, kan påklages til ombudsmanden eller indbringes for Den Europæiske Unions Domstol efter bestemmelserne i henholdsvis artikel 228 og artikel 263 i TEUF.

2. Agenturet offentliggør sine henstillinger, udtalelser, undersøgelser, rapporter og resultater af konsekvensanalyser på sit websted, jf. dog stk. 1, og efter at alt fortroligt materiale er fjernet derfra.

3. Agenturet offentliggør interesseerklæringer fra medlemmerne af agenturets ledelses- og forvaltningsstruktur, der er anført i artikel 46.

Agenturets behandling af personoplysninger er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (27).

4. Bestyrelsen vedtager foranstaltninger med henblik på at sikre, at agenturet stiller effektive, brugervenlige og let tilgængelige oplysninger til rådighed på sit websted om interoperabilitets- og sikkerhedsprocesser i jernbanesystemet og andre relevante jernbanerelaterede dokumenter.

Artikel 78

Sikkerhedsbeskyttelse af klassificerede eller følsomme oplysninger

Agenturet anvender de principper, der er omhandlet i Kommissionens sikkerhedsforskrifter til beskyttelse af EU-klassificerede oplysninger (EUCI) og følsomme ikkeklassificerede oplysninger, som fastsat i Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/444 (28). Dette omfatter bl.a. bestemmelser om udveksling, bearbejdning og lagring af sådanne oplysninger.

Artikel 79

Bekæmpelse af svig

1. For at lette arbejdet med bekæmpelse af svig, bestikkelse og andre ulovlige aktiviteter i henhold til forordning (EF) nr. 1073/1999 tiltræder agenturet senest den 16. december 2016 den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af OLAF, og vedtager de nødvendige bestemmelser, som gælder for alle agenturets medarbejdere, ved hjælp af skabelonen i bilaget til nævnte aftale.

2. Revisionsretten har beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, der har modtaget EU-midler gennem agenturet.

3. OLAF kan efter bestemmelserne og procedurerne i forordning (EU) nr. 883/2013 og i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (29) foretage undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, for at klarlægge, om der er begået svig, bestikkelse eller andre ulovlige aktiviteter, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse med et tilskud eller en kontrakt, der er finansieret af agenturet.

4. Med forbehold af stk. 1, 2 og 3 skal samarbejdsaftaler med tredjelande og med internationale organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om tilskud indeholde bestemmelser, som udtrykkeligt giver Revisionsretten og OLAF beføjelse til at gennemføre sådanne revisioner og undersøgelser i overensstemmelse med deres respektive beføjelser.

KAPITEL 13

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 80

Gennemførelsesretsakter vedrørende gebyrer og afgifter

1. Kommissionen vedtager på grundlag af principperne i stk. 2 og 3 gennemførelsesretsakter, der fastsætter:

a)	de gebyrer og afgifter, der skal betales til agenturet, navnlig i forbindelse med anvendelsen af artikel 14, 20, 21 og 22, og

b)	betalingsbetingelserne.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 81, stk. 3.

2. Der opkræves gebyrer og afgifter for:

a)	udstedelse og fornyelse af tilladelser til at bringe køretøjer og køretøjstyper i omsætning

b)	udstedelse og fornyelse af EU-sikkerhedscertifikater

c)	levering af tjenesteydelser; de gebyrer og afgifter, der skal betales i forbindelse hermed, skal afspejle faktisk forbundne omkostninger ved de enkelte ydelser

d)	udstedelse af afgørelser om godkendelse i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv (EU) 2016/797.

Der kan opkræves gebyrer og afgifter for behandling af klager.

Alle gebyrer og afgifter angives og betales i euro.

Gebyrer og afgifter fastsættes på en gennemskuelig, rimelig og ensartet måde under hensyntagen til den europæiske jernbanesektors konkurrenceevne. De må ikke påføre ansøgerne en unødig finansiel byrde. Der bør, i det omfang det er relevant, tages hensyn til små og mellemstore virksomheders særlige behov, herunder muligheden for at opdele betalinger i flere afdrag og faser.

Gebyret for udstedelse af afgørelsen om godkendelse fastsættes forholdsmæssigt under hensyntagen til de forskellige trin i godkendelsesprocessen for projekter vedrørende fast ERTMS-udstyr og den arbejdsbyrde, som de enkelte trin indebærer. Gebyrernes fordeling skal fremgå tydeligt af regnskaberne.

Der skal fastsættes rimelige frister for betaling af gebyrer og afgifter under behørig hensyntagen til fristerne for de procedurer, der er omhandlet i artikel 19 og 21 i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 10 i direktiv (EU) 2016/798.

3. Gebyrer og afgifter fastsættes på et niveau, som sikrer, at den dermed forbundne indtægt er tilstrækkelig til at dække de fulde omkostninger i forbindelse med den leverede ydelse, herunder de relevante omkostninger som følge af de opgaver, som de nationale sikkerhedsmyndigheder har fået pålagt i henhold til artikel 76, stk. 2 og 3. Særligt skal alle agenturets udgifter i forbindelse med personale, som deltager i opgaverne i nærværende artikels stk. 2, herunder arbejdsgiverens pro rata-indbetaling til pensionsordninger, være afspejlet i disse omkostninger. Såfremt der opstår en væsentlig tilbagevendende ubalance fra opkrævningen af de med ydelserne forbundne gebyrer og afgifter, revideres niveauet for disse gebyrer og afgifter. Disse gebyrer og afgifter er formålsbestemte indtægter for agenturet.

Ved fastsættelse af niveauet for gebyrer og afgifter tager Kommissionen hensyn til:

a)	certifikaternes gyldighedsområde

b)	tilladelsernes anvendelsesområde, og

c)	jernbaneoperationernes type og omfang.

Artikel 81

Udvalgsprocedure

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 51 i direktiv (EU) 2016/797. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

Artikel 82

Evaluering og revision

1. Senest den 16. juni 2020 og herefter hvert femte år bestiller Kommissionen en evaluering til vurdering af navnlig virkningen, effektiviteten og produktiviteten af agenturets arbejde og dets arbejdsmetoder, under hensyntagen til alt relevant arbejde udført af Revisionsretten samt synspunkter og henstillinger fra relevante interessenter, herunder de nationale sikkerhedsmyndigheder og repræsentanter for jernbanesektoren, arbejdsmarkedets parter og forbrugerorganisationer. Evalueringen omfatter navnlig et eventuelt behov for at ændre agenturets mandat og de finansielle virkninger af en sådan ændring.

2. Senest den 16. juni 2023 vurderer Kommissionen, hvordan det dobbelte system til køretøjstilladelser og sikkerhedscertificering, one-stop-shoppen i forbindelse hermed og den harmoniserede gennemførelse af ERTMS i Unionen fungerer, med henblik på at fastslå, om der er behov for forbedringer.

3. Kommissionen sender evalueringsrapporten og sine konklusioner herom til Europa-Parlamentet, Rådet og bestyrelsen. Resultaterne af evalueringen offentliggøres.

4. I forbindelse med hver anden evaluering foretages der desuden en analyse af de resultater, som agenturet har opnået, set i lyset af dets formål, mandat og opgaver.

Artikel 83

Overgangsbestemmelser

1. Agenturet træder i stedet for og afløser Det Europæiske Jernbaneagentur, der blev oprettet ved forordning (EF) nr. 881/2004, for så vidt angår ethvert ejendomsforhold, enhver aftale, enhver retlig forpligtelse, enhver ansættelseskontrakt, enhver økonomisk forpligtelse og ethvert økonomisk ansvar.

2. Uanset artikel 47 forbliver bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget i henhold til forordning (EF) nr. 881/2004 før den 15. juni 2016, medlemmer af bestyrelsen, indtil deres mandatperiode udløber, uden at dette berører den enkelte medlemsstats ret til at udpege en ny repræsentant.

Uanset artikel 54 forbliver den administrerende direktør, der er udpeget i henhold til forordning (EF) nr. 881/2004, administrerende direktør, indtil vedkommendes mandatperiode udløber.

3. Uanset artikel 67 opfyldes alle ansættelseskontrakter, som er i kraft den 15. juni 2016, indtil de udløber.

4. Agenturet udfører certificerings- og godkendelsesrelaterede opgaver i henhold til artikel 14, 20 og 21 og de opgaver, der er nævnt i artikel 22, senest fra den 16. juni 2019, jf. dog artikel 54, stk. 4, i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 31, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 84

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 881/2004 ophæves.

Artikel 85

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. maj 2016.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

J.A. HENNIS-PLASSCHAERT

Formand

(1) EUT C 327 af 12.11.2013, s. 122.

(2) EUT C 356 af 5.12.2013, s. 92.

(3) Europa-Parlamentets holdning af 26.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 10.12.2015 (EUT C 56 af 12.2.2016, s. 1). Europa-Parlamentets holdning af 28.4.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (jernbanesikkerhedsdirektivet) (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 881/2004 af 29. april 2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur (agenturforordningen) (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 1).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (se side 44 i denne EUT).

(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (se side 102 i denne EUT).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om Unionens retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet og om ophævelse af afgørelse nr. 661/2010/EU (EUT L 348 af 20.12.2013, s. 1).

(10) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 af 30. september 2013 om rammefinansforordningen for de organer, der er omhandlet i artikel 208 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(12) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 15.

(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF af 23. oktober 2007 om certificering af lokomotivførere, der fører lokomotiver og tog på jernbanenettet i Fællesskabet (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 51).

(15) Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan (EFT L 225 af 12.8.1998, s. 27).

(16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32).

(17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).

(18) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010 af 22. september 2010 om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport (EUT L 276 af 20.10.2010, s. 22).

(19) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30).

(20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF af 23. oktober 2007 om certificering af lokomotivførere, der fører lokomotiver og tog på jernbanenettet i Fællesskabet (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 51).

(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32).

(22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).

(23) Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1).

(24) Forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det europæiske økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 17 af 6.10.1958, s. 385/58).

(25) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(26) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EUT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(27) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(28) Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/444 af 13. marts 2015 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 72 af 17.3.2015, s. 53).

(29) Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).

26.5.2016

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/44

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2016/797

af 11. maj 2016

om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1, og artikel 170 og 171,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Der er flere gange foretaget væsentlige ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF (4). Da der nu skal foretages yderligere ændringer i nævnte direktiv, bør det af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

For at give EU-borgerne, de erhvervsdrivende og de kompetente myndigheder mulighed for fuldt ud at udnytte fordelene ved oprettelsen af et fælles europæisk jernbaneområde bør der blandt andet gøres en indsats for at fremme sammenkoblingen og interoperabiliteten mellem de nationale jernbanenet og lette adgangen til disse net og for at iværksætte enhver foranstaltning, som måtte være nødvendig med hensyn til harmonisering af tekniske standarder, jf. artikel 171 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TFEU).

(3)

Bestræbelserne på at opnå interoperabilitet i Unionens jernbanesystem bør resultere i, at der fastlægges et optimalt niveau af teknisk harmonisering, og gøre det muligt at lette, forbedre og udvikle den internationale banetrafik inden for Unionen og mellem Den Europæiske Union og tredjelande og bidrage til, at der med tiden opstår et indre marked for udstyr og tjenesteydelser til anlæg, fornyelse, opgradering og drift af Unionens jernbanesystem.

(4)	For at bidrage til færdiggørelsen af det fælles europæiske jernbaneområde, reducere omkostningerne ved og varigheden af godkendelsesprocedurerne samt forbedre jernbanesikkerheden er det hensigtsmæssigt at ensarte og harmonisere godkendelsesprocedurerne på EU-plan.

(5)

Metro-, sporvogns- og andre letbanesystemer er i mange medlemsstater undergivet lokale tekniske krav. Sådanne lokale offentlige transportsystemer er almindeligvis ikke omfattet af bestemmelser om licenser i Unionen. Sporvogns- og letbanesystemer er ydermere ofte undergivet lovgivning vedrørende vejtransport på grund af fælles udnyttelse af infrastruktur. Sådanne lokale systemer behøver af disse grunde ikke at være interoperable og bør derfor udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde. Det forhindrer dog ikke medlemsstaterne i frivilligt at anvende dette direktivs bestemmelser på lokale jernbanesystemer, hvis de finder det hensigtsmæssigt.

(6)

Duosporvogne er et koncept inden for offentlig transport, som muliggør en kombineret drift på både letbaneinfrastruktur og tung jernbaneinfrastruktur. Medlemsstaterne bør have lov til at undtage fra de foranstaltninger, de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, de køretøjer, der primært anvendes på letbaneinfrastruktur, men som er udstyret med visse tunge jernbanekomponenter, der er nødvendige for at muliggøre transit i en afgrænset og begrænset del af den tunge jernbaneinfrastruktur kun med henblik på at opnå forbindelse. Når duosporvogne anvender jernbaneinfrastruktur, bør der sikres overholdelse af alle væsentlige krav samt overholdelse af det forventede sikkerhedsniveau på de pågældende strækninger. I grænseoverskridende tilfælde bør de kompetente myndigheder samarbejde.

(7)

Forretningsmæssig togdrift på banenettet forudsætter især, at der er nøje sammenhæng mellem infrastrukturens og køretøjernes specifikationer, men også, at de forskellige infrastrukturforvalteres og jernbanevirksomheders informations- og kommunikationssystemer er koblet effektivt sammen. Denne sammenhæng og sammenkobling er afgørende for ydeevneniveau, sikkerhed, servicekvalitet og omkostninger og ikke mindst for interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem.

(8)

De lovgivningsmæssige rammer på EU- og medlemsstatsniveau for jernbanesektoren bør fastsætte en klar rolle- og ansvarsfordeling for at håndhæve de sikkerheds-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesregler, som gælder for jernbanenettene. Dette direktiv bør ikke føre til et nedsat sikkerhedsniveau eller øgede omkostninger i Unionens jernbanesystem. Med henblik herpå bør Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (»agenturet«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 (5) og de nationale sikkerhedsmyndigheder påtage sig det fulde ansvar for de tilladelser, de udsteder.

(9)

Der er store forskelle mellem de nationale retsforskrifter, interne regler og tekniske specifikationer, der gælder for jernbanesystemer, delsystemer og komponenter, idet de indeholder tekniske fremgangsmåder, som er særegne for hvert lands industri, og fastsætter forskrifter om særlige dimensioner og anordninger og om specielle egenskaber. Dette kan føre til en situation, hvor tog ikke kan køre uhindret i hele Unionen.

(10)	Unionens jernbaneindustrier har brug for et åbent og konkurrencepræget marked for at kunne udvikle deres konkurrenceevne på verdensplan.

(11)	Der bør derfor fastlægges væsentlige krav til interoperabiliteten i jernbanesektoren, og de bør gælde for Unionens jernbanesystem som helhed.

(12)

Arbejdet med de tekniske specifikationer for interoperabilitet (»TSI'er«) har vist, at det er nødvendigt at tydeliggøre sammenhængen mellem på den ene side de væsentlige krav og TSI'er og på den anden side de europæiske standarder og andre normative dokumenter. Navnlig er det vigtigt at sondre mellem de standarder eller dele af standarder, der bør gøres obligatoriske for at virkeliggøre dette direktivs mål, og de »harmoniserede standarder«, der er udarbejdet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 (6). Når det er strengt nødvendigt, kan TSI'erne henvise udtrykkeligt til europæiske standarder eller specifikationer, der så bliver obligatoriske på den dato, fra hvilken TSI'en finder anvendelse.

(13)

Hvis TSI'erne og agenturets henstillinger vedrørende disse TSI'er skal kunne tilvejebringe en ægte konkurrenceevneforbedring for Unionens jernbanesektor uden at fordreje konkurrencevilkårene for centrale aktører i Unionens jernbanesystem, bør de udformes under overholdelse af principperne om åbenhed, konsensus og gennemsigtighed, jf. definitionerne i bilag II til forordning (EU) nr. 1025/2012.

(14)

Kvaliteten i Unionens jernbanetransport afhænger bl.a. af, at der er en meget høj grad af kompatibilitet mellem egenskaberne ved nettet (i dette ords bredeste forstand, dvs. de faste dele af alle berørte delsystemer) og egenskaberne ved køretøjerne (inklusive de mobile dele af alle berørte delsystemer). Ydeevneniveau, sikkerhed, servicekvalitet og omkostninger er betinget af denne kompatibilitet.

(15)	TSI'er har direkte eller potentielle virkninger for det personale, der er beskæftiget med drift og vedligeholdelse af delsystemer. Derfor bør agenturet ved udarbejdelsen af TSI'er høre arbejdsmarkedets parter, hvis det er hensigtsmæssigt.

(16)

Alle de betingelser, en interoperabilitetskomponent skal opfylde, bør være fastsat i en TSI, og det samme gælder den procedure, der skal følges ved overensstemmelsesvurderingen. Desuden bør det præciseres, at alle komponenter bør undergives den i TSI'erne angivne procedure for vurdering af overensstemmelse og anvendelsesegnethed og være ledsaget af den dertil hørende attest, der omfatter enten en vurdering af, om en interoperabilitetskomponent isoleret set er i overensstemmelse med de tekniske specifikationer, der skal opfyldes, eller en vurdering af en interoperabilitetskomponents anvendelsesegnethed, når den betragtes som et led i det jernbanesystem, den skal indgå i, for så vidt angår de tekniske specifikationer.

(17)

Ved udarbejdelsen af nye TSI'er bør sigtet altid være at sikre forenelighed med de eksisterende delsystemer. Dette vil bidrage til at forbedre jernbanernes konkurrenceevne og til at undgå, at der opstår overflødige ekstraomkostninger, som skyldes, at eksisterende systemer må opgraderes og fornyes for at sikre kompatibiliteten bagud. I de helt særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at sikre kompatibiliteten, bør det være muligt for TSI'erne at etablere den ramme, som er nødvendig for at afgøre, om der er behov for en ny ibrugtagnings- eller omsætningsafgørelse eller ibrugtagnings- eller omsætningstilladelse for det eksisterende delsystem, og fastsætte de relevante frister.

(18)

Hvis der er visse tekniske forhold, der har betydning for de væsentlige krav, men ikke kan behandles udtrykkeligt i en TSI, bør de forhold, som der stadig er behov for at behandle, anføres som udestående punkter i et bilag til den pågældende TSI. I forbindelse med disse udestående punkter samt i særtilfælde og med henblik på overensstemmelse med de eksisterende systemer bør nationale forskrifter, som kan vedtages i en medlemsstat af en kompetent national, regional eller lokal myndighed, finde anvendelse. For at undgå overflødige verifikationer og unødigt administrativt besvær bør der laves en kategorisering af de nationale forskrifter, som viser, hvordan forskellige medlemsstaters nationale forskrifter om de samme emner svarer til hinanden.

(19)

Det bør fastsættes, hvordan man skal forholde sig i de tilfælde, hvor der gælder væsentlige krav for et delsystem, men hvor der endnu ikke er fastsat specifikationer i den tilsvarende TSI. I så fald bør de organer, der forestår procedurerne for overensstemmelsesvurdering og verifikation, være de udpegede organer, der er omhandlet i dette direktiv.

(20)	Dette direktiv bør finde anvendelse på hele Unionens jernbanesystem, og TSI'ernes anvendelsesområde bør udvides til at omfatte køretøjer og banenet, der ikke indgår i det transeuropæiske jernbanesystem. Bilag I til direktiv 2008/57/EF bør derfor forenkles.

(21)

Hvilke funktionelle og tekniske specifikationer delsystemer og grænsefladerne mellem dem skal opfylde, kan variere efter de berørte delsystemers anvendelse, f.eks. efter stræknings- eller køretøjskategori, navnlig for at sikre sammenhængen mellem jernbanesystemer for højhastighedstog og konventionelle tog.

(22)

For at sikre en fremadskridende virkeliggørelse af interoperabiliteten i hele Unionens jernbanesystem og for gradvist at mindske forskellene mellem de nedarvede systemer bør TSI'erne indeholde bestemmelser om fornyelse og opgradering af eksisterende delsystemer og eventuelt indeholde forslag vedrørende den gradvise overgang til det system, der sigtes mod. For at sikre, at jernbanesektoren fortsat er konkurrencedygtig, og forhindre unødige omkostninger bør ikrafttrædelsen af nye eller ændrede TSI'er dog ikke føre til en omgående tilpasning af køretøjer og infrastruktur til de nye specifikationer.

(23)

TSI'erne bør angive, hvornår opgradering og fornyelse af infrastruktur og køretøjer kræver en ny tilladelse. Under alle omstændigheder bør ansøgeren i forbindelse med opgradering og fornyelse af infrastruktur via den i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop indgive et dossier til den nationale sikkerhedsmyndighed, så denne kan træffe afgørelse om, hvorvidt der er brug for en ny tilladelse på grundlag af kriterierne i dette direktiv. I tilfælde af opgradering og fornyelse af køretøjer, som har en omsætningstilladelse, bør ansøgeren kunne afgøre, om det er nødvendigt at søge om en ny tilladelse fra den nationale sikkerhedsmyndighed eller agenturet på grundlag af kriterierne i dette direktiv.

(24)

(25)

For at fjerne hindringerne for interoperabilitet, og fordi TSI'ernes anvendelsesområde udvides til at omfatte hele Unionens jernbanesystem, bør omfanget af nationale forskrifter gradvis reduceres. Der bør sondres mellem nationale forskrifter, som udelukkende tilgodeser eksisterende systemer, og forskrifter, som er nødvendige for at dække de udestående punkter i TSI'erne ind. Forskrifter af sidstnævnte type bør ophæves, efterhånden som TSI'ernes udestående punkter færdiggøres.

(26)

Nationale forskrifter bør udformes og offentliggøres på en sådan måde, at enhver potentiel bruger af et nationalt jernbanenet kan forstå dem. Sådanne forskrifter henviser ofte til andre dokumenter, f.eks. nationale standarder, europæiske standarder, internationale standarder eller andre tekniske specifikationer, som helt eller delvis kan være beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder. Pligten til offentliggørelse bør derfor ikke finde anvendelse på dokumenter, som der direkte eller indirekte henvises til i den nationale forskrift.

(27)

Med valget af en gradvis fremgangsmåde er der taget hensyn til målet om interoperabilitet i Unionens jernbanesystem, der er præget af gamle nationale infrastrukturer og køretøjer, hvis tilpasning og fornyelse indebærer store investeringer; det bør især sikres, at jernbanernes konkurrenceevne bevares i forhold til andre transportformer.

(28)

EU-banesystemets udstrækning og kompleksitet har gjort det praktisk nødvendigt at opdele det i følgende delsystemer: infrastruktur, fast togkontrol- og signaludstyr, mobilt togkontrol- og signaludstyr, energi, rullende materiel, drift og trafikstyring, vedligeholdelse samt trafiktelematik for person- og godstrafikken. For hvert af disse delsystemer er det nødvendigt at fastlægge væsentlige krav, og det bør fastlægges, hvilke tekniske specifikationer, navnlig for komponenter og grænseflader, der er nødvendige for at opfylde disse væsentlige krav. Samme system opdeles i faste og mobile elementer, dels nettet, som består af strækninger, stationer, terminaler og mange former for fast udstyr, der er nødvendigt for at sikre en sikker og uafbrudt drift af systemet, dels alle køretøjer, der kører på dette net. Derfor består et køretøj i dette direktiv af ét delsystem (rullende materiel), og, hvor det er relevant, af andre delsystemer (hovedsagelig delsystemet Mobilt togkontrol- og signaludstyr). Selv om systemet er opdelt i flere elementer, bør agenturet fortsat have det samlede overblik over systemet for at fremme interoperabilitet og sikkerhed.

(29)

Tilgængelighed er et af de generelle principper i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, som Unionen er part i, og efter denne konvention skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger for at sikre, at personer med handicap har adgang på lige fod med andre, bl.a. ved at udvikle, udbrede kendskabet til og overvåge gennemførelsen af minimumsstandarder og vejledninger for tilgængelighed. Tilgængelighed for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet er derfor et afgørende krav til interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem.

(30)	Der må ikke forekomme direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af et handicap. For at sikre, at alle EU-borgere kan drage fordel af etableringen af det fælles europæiske jernbaneområde, bør medlemsstaterne fremme et jernbanesystem, der er tilgængeligt for alle.

(31)	Gennemførelsen af bestemmelserne om interoperabilitet i Unionens jernbanesystem bør hverken give anledning til urimelige omkostninger eller underminere bevarelsen af de eksisterende jernbanenets interoperabilitet.

(32)	TSI'er har også indflydelse på betingelserne for brugernes anvendelse af jernbanetransport, og det er derfor nødvendigt at høre disse brugere om de aspekter, der vedrører dem, herunder handicaporganisationer, hvis det er relevant.

(33)	Det bør tillades for hver berørt medlemsstat at undlade at anvende visse TSI'er i et begrænset antal behørigt begrundede situationer. Disse situationer bør afgrænses klart, og der bør opstilles klare procedurer, som skal følges, når en given TSI ikke anvendes.

(34)	Udarbejdelse og anvendelse af TSI'er i forbindelse med Unionens jernbanesystem bør ikke hæmme den teknologiske innovation, som bør gå i retning af en forbedring af de økonomiske resultater.

(35)

Med henblik på at overholde de relevante bestemmelser om udbudsprocedurerne i jernbanesektoren, som navnlig er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU (7), skal ordregiverne anføre de tekniske specifikationer i de generelle dokumenter eller i udbudsmaterialet i forbindelse med de enkelte kontrakter. Der bør med henblik herpå udarbejdes et sæt regler, der skal tjene som referencer for disse tekniske specifikationer.

(36)

Unionen har interesse i, at der findes et internationalt standardiseringssystem, som er i stand til at udarbejde standarder, der faktisk bruges af deltagerne i den internationale handel, og som lever op til EU-politikkens krav. De europæiske standardiseringsorganisationer bør derfor videreføre deres samarbejde med internationale standardiseringsorganisationer.

(37)

Ordregiveren, der afgiver ordre på projektering, opbygning, fornyelse eller opgradering af et delsystem, kan være en jernbanevirksomhed, en infrastrukturforvalter, en enhed med ansvar for vedligeholdelse, en ihændehaver eller en koncessionshaver, der har ansvaret for udførelsen af et projekt. Ordregiverne bør fastlægge de specifikationer, som er nødvendige som supplement til de europæiske specifikationer eller andre standarder. Disse specifikationer bør opfylde de væsentlige krav, der er harmoniseret på EU-niveau, og som Unionens jernbanesystem skal overholde.

(38)

Fremgangsmåderne ved vurdering af komponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed bør bygge på de moduler til procedurer for vurdering af overensstemmelse og anvendelsesegnethed og for »EF«-verifikation, der skal benyttes i tekniske specifikationer for interoperabilitet, som er vedtaget i medfør af dette direktiv. For at fremme udviklingen af den berørte industri bør fremgangsmåder, der omfatter kvalitetssikringssystemer, fremmes mest muligt.

(39)

I den forbindelse skal komponenternes overensstemmelse hovedsagelig vurderes med henblik på deres anvendelsesområde for at sikre systemets interoperabilitet, og ikke kun med henblik på deres frie bevægelighed på EU-markedet. Vurdering af anvendelsesegnethed foretages for de komponenter, der er mest afgørende for systemets sikkerhed, disponibilitet eller økonomi. Det er derfor ikke nødvendigt, at fabrikanten CE-mærker de komponenter, som er omfattet af dette direktiv. Det er tilstrækkeligt, at fabrikanten afgiver en overensstemmelseserklæring på grundlag af en vurdering af overensstemmelsen og/eller anvendelsesegnetheden.

(40)	Fabrikanterne er ikke desto mindre forpligtede til at CE-mærke visse komponenter for at attestere deres overensstemmelse med anden relevant EU-ret.

(41)	Når en TSI træder i kraft, vil der allerede være en række interoperabilitetskomponenter på markedet. Der bør fastsættes en overgangsperiode, hvor disse komponenter kan integreres i et delsystem, selv om de ikke fuldt ud er i overensstemmelse med den pågældende TSI.

(42)

De delsystemer, som Unionens jernbanesystem består af, bør være underlagt en verifikationsprocedure. Denne verifikation bør sætte de enheder, der er ansvarlige for at tage dem i brug eller for at bringe dem i omsætning, i stand til at forvisse sig om, at resultatet af projekterings, opbygnings- og ibrugtagningsfaserne er i overensstemmelse med de gældende administrative, tekniske og driftsmæssige bestemmelser. Proceduren bør også gøre det muligt for fabrikanterne at regne med ligebehandling i alle medlemsstater.

(43)

Efter at et delsystem er taget i brug eller bragt i omsætning, bør det sikres, at det anvendes og vedligeholdes i overensstemmelse med de væsentlige krav, der vedrører det. I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 (8) har infrastrukturforvalteren, jernbanevirksomheden eller enheden med ansvar for vedligeholdelse for så vidt angår deres respektive delsystemer ansvaret for at opfylde disse væsentlige krav.

(44)

Når det under driften viser sig, at et køretøj eller en køretøjstype ikke opfylder de relevante væsentlige krav, bør de pågældende jernbanevirksomheder træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe køretøjet/køretøjerne i overensstemmelse med kravene. Hvis denne manglende overensstemmelse fører til en alvorlig sikkerhedsrisiko, bør det desuden være muligt for de nationale sikkerhedsmyndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med køretøjets kørsel, at træffe de nødvendige midlertidige sikkerhedsforanstaltninger, herunder øjeblikkelig begrænsning eller ophævelse af den pågældende drift. Hvis de afhjælpende foranstaltninger er utilstrækkelige og den alvorlige sikkerhedsrisiko, der skyldes den manglende overensstemmelse, ikke bringes til ophør, bør de nationale sikkerhedsmyndigheder eller agenturet have mulighed for at tilbagekalde eller ændre tilladelsen. En alvorlig sikkerhedsrisiko i denne forbindelse bør forstås som en alvorlig misligholdelse af retlige forpligtelser eller sikkerhedskrav, som enten i sig selv eller som led i en række af på hinanden følgende hændelser kan forårsage en ulykke eller alvorlig ulykke. Tilbagekaldelsesprocessen bør understøttes af en passende udveksling af oplysninger mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder, herunder gennem anvendelse af registre.

(45)	Alle berørte aktørers respektive roller og ansvar med hensyn til procedurerne for at bringe køretøjer i omsætning og for brug af disse samt for ibrugtagning af faste anlæg bør afklares.

(46)	Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder bør, hvis det er hensigtsmæssigt, samarbejde og dele kompetencer med henblik på udstedelse af tilladelser under behørigt hensyn til sikkerhed. Med henblik herpå bør der indgås samarbejdsaftaler mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder.

(47)

For at sikre, at ERTMS-udstyr (udstyr i forbindelse med det fælles harmoniserede togkontrolsystem, European Rail Traffic Management System) opfylder gældende relevante specifikationer, og for at forhindre yderligere krav i forhold til ERTMS i at underminere dens interoperabilitet bør agenturet fungere som ERTMS-systemmyndighed. Med henblik herpå bør agenturet have ansvaret for at vurdere de tekniske løsninger, der påtænkes, før et udbud vedrørende fast ERTMS-udstyr iværksættes eller offentliggøres, for at kontrollere, om disse tekniske løsninger er i overensstemmelse med de relevante TSI'er og er fuldt interoperable. Enhver overlapning mellem denne vurdering fra agenturets side og de opgaver, der varetages af de bemyndigede organer som led i verifikationsproceduren, bør undgås. Ansøgeren bør derfor underrette agenturet, hvis den verifikationsprocedure, som foretages af det bemyndigede organ, allerede er påbegyndt, eller hvis der allerede foreligger en overensstemmelsesattest. Ansøgeren bør kunne vælge at anmode agenturet om en sådan vurdering, enten for hvert enkelt ERTMS-projekt eller for en kombination af projekter, en strækning, en gruppe af strækninger eller et net.

(48)	Ikrafttrædelsen af dette direktiv bør ikke forsinke gennemførelsen af ERTMS-projekter, for hvilke udbuds- eller kontraktindgåelsesprocessen er afsluttet.

(49)

For at lette omsætningen af køretøjer og begrænse de administrative byrder bør der indføres en tilladelse til at bringe køretøjer i omsætning med gyldighed i hele Unionen. Selv om omsætningstilladelser muliggør handelstransaktioner med køretøjer overalt på EU-markedet, må et køretøj kun anvendes i det anvendelsesområde, som er omfattet af tilladelsen. I denne forbindelse bør enhver udvidelse af anvendelsesområdet være betinget af en ajourført tilladelse for køretøjet. Det er nødvendigt, at køretøjer, der allerede har fået tilladelse i henhold til tidligere direktiver, også modtager en omsætningstilladelse, hvis de skal anvendes på net, som deres tilladelse ikke omfatter.

(50)

Hvis anvendelsesområdet er begrænset til et eller flere net i én medlemsstat, bør ansøgeren kunne vælge, om den vil indgive sin ansøgning om køretøjstilladelse via den i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop til den nationale sikkerhedsmyndighed i den pågældende medlemsstat eller til agenturet. Det valg, som ansøgeren træffer, bør være bindende, indtil ansøgningen er fuldført eller afsluttet.

(51)

Ansøgeren bør have adgang til en passende procedure for at sætte denne i stand til at kunne anke en afgørelse truffet af agenturet eller de nationale sikkerhedsmyndigheder eller deres undladelse af at træffe afgørelse. Desuden bør der fastlægges klare bestemmelser om procedure og tvistbilæggelse i tilfælde af situationer, hvor agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder er uenige om vurderinger foretaget i forbindelse med udstedelse af køretøjstilladelser.

(52)	Specifikke foranstaltninger, herunder samarbejdsaftaler, bør tage hensyn til visse medlemsstaters særlige geografiske og historiske situation, idet det sikres, at det indre marked fungerer korrekt.

(53)

Hvis driften er begrænset til net, som kræver særlig ekspertise af geografiske eller historiske årsager, og de pågældende net er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, bør ansøgeren kunne opfylde de nødvendige formaliteter lokalt ved at tage kontakt til de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder. Med henblik på at mindske de administrative byrder og omkostningerne bør der i samarbejdsaftaler, der skal indgås mellem agenturet og de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder, kunne fastlægges en hensigtsmæssig opgavefordeling, uden at dette berører agenturets endelige ansvar for udstedelse af tilladelsen.

(54)

Det jernbanenet, der er beliggende i de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) har en sporvidde på 1 520 mm, hvilket er det samme som i tilgrænsende tredjelande, men forskelligt fra sporvidden på hovedjernbanenettet i Unionen. Disse baltiske net har arvet fælles tekniske og operationelle krav, der giver de facto indbyrdes interoperabilitet, og i denne henseende kan en køretøjstilladelse, der er udstedt i en af disse medlemsstater, være gyldig på resten af disse net. For at lette en effektiv og forholdsmæssig tildeling af ressourcer til udstedelse af køretøjsomsætningstilladelse eller en typegodkendelse af køretøjer og for at begrænse den finansielle og administrative byrde for ansøgeren i sådanne tilfælde bør de specifikke samarbejdsaftaler mellem agenturet og de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder om nødvendigt omfatte muligheden for at overdrage opgaver til disse nationale sikkerhedsmyndigheder.

(55)	Medlemsstater med en betydelig andel af jernbanetrafik med tredjelande, hvor sporvidden er den samme men er forskellig fra sporvidden på Unionens hovedjernbanenet, bør kunne opretholde forskellige godkendelsesprocedurer for godsvogne og personvogne, som anvendes i fællesskab med disse tredjelande.

(56)

Af sporbarheds- og sikkerhedshensyn bør medlemsstaternes kompetente myndigheder tildele et køretøj et europæisk køretøjsnummer efter anmodning herom fra ihændehaveren af køretøjet. Køretøjsoplysningerne bør derefter registreres i et køretøjsregister. Køretøjsregistrene bør kunne konsulteres af alle medlemsstaterne og visse økonomiske aktører i Unionen. Køretøjsregistrene bør være baseret på ensartede dataformater. Der bør derfor fastsættes fælles funktionelle og tekniske specifikationer for registrene. Med henblik på at reducere de administrative byrder og unødige omkostninger bør Kommissionen vedtage en specifikation for et europæisk køretøjsregister, som inkorporerer de nationale køretøjsregistre med henblik på at skabe et fælles redskab og samtidig gøre det muligt at bevare yderligere funktioner, som er relevante for medlemsstaternes specifikke behov.

(57)	For at sikre sporbarheden af køretøjer og deres historie, bør henvisningen til køretøjsomsætningstilladelsen registreres sammen med andre køretøjsdata.

(58)

Der bør fastlægges procedurer for at kontrollere kompatibiliteten mellem køretøjer og de strækninger, de skal anvendes på, efter at der er udstedt køretøjsomsætningstilladelse, og før en jernbanevirksomhed anvender et køretøj i det anvendelsesområde, der er angivet i dets køretøjsomsætningstilladelse.

(59)

De bemyndigede organer, der har til opgave at gennemføre procedurerne for vurdering af komponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed og proceduren for vurdering af delsystemer, bør, navnlig hvis der ikke foreligger europæiske specifikationer, samordne deres afgørelser så snævert som muligt.

(60)

Som middel til at eftervise den tekniske kompetence hos bemyndigede organer og tilsvarende hos organer, der er udpeget til at kontrollere, om de nationale forskrifter er opfyldt, således at det sikres, at overensstemmelsesattesterne nyder den fornødne tillid, bør de nationale myndigheder i hele Unionen foretrække gennemsigtig akkreditering efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 (9). Det bør dog også være muligt for nationale myndigheder at overveje, om de selv er i besiddelse af de rette midler til at foretage denne evaluering. I så fald bør de — for at sikre, at evalueringer foretaget af andre nationale myndigheder har den fornødne troværdighed — sende Kommissionen og de andre medlemsstater den nødvendige dokumentation for, at de evaluerede overensstemmelsesvurderingsorganer opfylder de relevante forskriftsmæssige krav.

(61)

Dette direktiv bør kun fastsætte interoperabilitetskrav til interoperabilitetskomponenter og delsystemer. For at gøre det lettere at opfylde disse krav er det nødvendigt at have en regel om overensstemmelsesformodning for interoperabilitetskomponenter og delsystemer, der opfylder harmoniserede standarder vedtaget i henhold til forordning (EU) nr. 1025/2012 med det formål at udmønte disse krav i detaljerede tekniske specifikationer.

(62)	Foranstaltninger, der vedtages i henhold til dette direktiv, bør suppleres af initiativer, som har til formål at tilvejebringe finansiel støtte til innovative og interoperable teknologier i Unionens jernbanesektor.

(63)

For at supplere visse ikkevæsentlige bestemmelser i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår de specifikke mål for hver TSI. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(64)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser på følgende områder: TSI'er og ændringer af TSI'er, herunder ændringer, der er nødvendige for at afhjælpe mangler i TSI'er, skabelonen for »EF«-erklæringen om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed for interoperabilitetskomponenter samt de ledsagende dokumenter; de oplysninger, der skal være omfattet af det dossier, der bør ledsage en anmodning om ikkeanvendelse af en eller flere TSI'er eller dele heraf, formatet og fremsendelsesmetoderne for dossieret og, hvis det er relevant, afgørelsen om ikkeanvendelse af TSI'er; klassificeringen af de meddelte nationale forskrifter i forskellige grupper for at gøre det lettere at kontrollere kompatibiliteten mellem fast og mobilt udstyr; nærmere oplysninger om »EF«-verifikationsproceduren og den verifikationsprocedure, der benyttes ved verifikation efter nationale forskrifter, og skabelonerne for »EF«-verifikationserklæringen og skabelonerne for dokumenter i det tekniske dossier, der bør ledsage verifikationserklæringen, samt skabelonerne for verifikationsattesterne; de praktiske bestemmelser i forbindelse med køretøjsomsætningstilladelse; modellen for erklæringen om typeoverensstemmelse og, hvis det er relevant, ad hoc-moduler for overensstemmelsesvurdering; de nationale køretøjsregistre, Det Europæiske Køretøjsregister og registret over tilladelser til at bringe køretøjstyper i omsætning; og de fælles specifikationer af indhold, dataformat, funktionel og teknisk arkitektur, funktionsmåde og regler om indlæsning af data samt søgning i infrastrukturregistret. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

(65)

TSI'erne bør revideres med regelmæssige mellemrum. Når der konstateres mangler i TSI'erne, bør der sendes en anmodning til agenturet om at udarbejde en udtalelse, som — på visse betingelser — kan offentliggøres og anvendes af alle interessenter (herunder industrien og de bemyndigede organer) som et acceptabelt middel til at efterleve de pågældende TSI'er, indtil de er revideret.

(66)	Gennemførelsesretsakter om oprettelse af nye TSI'er eller ændring af TSI'er bør afspejle de specifikke mål, der er fastlagt af Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter.

(67)

Visse organisatoriske skridt er nødvendige for at forberede agenturet på dets udvidede rolle i henhold til dette direktiv. Det er derfor nødvendigt at fastsætte en passende overgangsperiode. I denne periode bør Kommissionen tage de fremskridt, der er gjort med hensyn til at forberede agenturets styrkede rolle, op til revision. Derefter bør Kommissionen regelmæssigt aflægge rapport om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at gennemføre dette direktiv. Rapporten bør navnlig evaluere køretøjsgodkendelsesprocessen, sager, hvor TSI'er ikke anvendes, samt brugen af registre. Desuden bør Kommissionen aflægge rapport om tiltag, der er truffet vedrørende identifikation og sporbarhed af sikkerhedskritiske dele.

(68)	Det er nødvendigt at give medlemsstaterne, de nationale sikkerhedsmyndigheder og interessenter tilstrækkelig tid til at forberede gennemførelsen af dette direktiv.

(69)

Målet for dette direktiv, nemlig at tilvejebringe interoperabilitet i jernbanesystemet overalt i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(70)	Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2008/57/EF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af direktiv 2008/57/EF.

(71)	Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag V, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af de deri nævnte direktiver —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1. Dette direktiv fastsætter betingelserne for at tilvejebringe interoperabilitet i Unionens jernbanesystem på en måde, som er i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/798, med henblik på at fastlægge et optimalt niveau af teknisk harmonisering, gøre det muligt at lette, forbedre og udvikle jernbanetransporttjenesterne inden for Unionen og sammen med tredjelande og bidrage til gennemførelsen af det fælles europæiske jernbaneområde og den gradvise gennemførelse af det indre marked. Disse betingelser vedrører projektering, opbygning, ibrugtagning, opgradering, fornyelse, drift og vedligeholdelse af delene i dette system samt de faglige kvalifikationer og gældende sundheds- og sikkerhedsbetingelser for det personale, som varetager drift og vedligeholdelse.

2. For hvert delsystem indeholder dette direktiv bestemmelser om interoperabilitetskomponenter, grænseflader og procedurer og de betingelser for sammenhæng i Unionens jernbanesystem som helhed, der er nødvendige for at opnå interoperabilitet i systemet.

3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

metroer

b)	sporvogns- og letbanekøretøjer samt infrastruktur, der udelukkende anvendes af disse køretøjer

c)	net, der i funktionsmæssig henseende er adskilt fra resten af Unionens jernbanesystem, og som kun er tænkt anvendt til persontrafik i lokal-, by- og oplandsområder, samt jernbanevirksomheder, der udelukkende driver virksomhed på disse net.

4. Medlemsstaterne kan fra de foranstaltninger, de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, undtage:

a)	privatejet jernbaneinfrastruktur, herunder sidespor, der anvendes af ejeren eller af en operatør i forbindelse med deres respektive godstransportaktiviteter eller personbefordring i ikkekommercielt øjemed, og køretøjer, der udelukkende bruges på sådan infrastruktur

b)	infrastruktur og køretøjer, der udelukkende anvendes til lokale, historiske eller turistmæssige formål

c)	letbaneinfrastruktur, der lejlighedsvis anvendes af tunge jernbanekøretøjer under de driftsbetingelser, der gælder for letbanesystemer, udelukkende når det er nødvendigt for at opnå forbindelse med anden infrastruktur for disse køretøjer, og

d)	køretøjer, der primært anvendes på letbaneinfrastruktur, men som er udstyret med visse tunge jernbanekomponenter, når det er nødvendigt for at muliggøre transit i en afgrænset og begrænset del af den tunge jernbaneinfrastruktur udelukkende for at opnå forbindelse med anden infrastruktur.

5. For duosporvogne, der drives i Unionens jernbanesystem, hvor der ikke findes TSI'er, der gælder for disse duosporvogne, gælder følgende:

a)	De berørte medlemsstater sikrer, at de nationale forskrifter eller andre relevante tilgængelige foranstaltninger er truffet for at sikre, at sådanne duosporvogne opfylder de relevante væsentlige krav.

Medlemsstaterne kan vedtage nationale forskrifter for at specificere den godkendelsesprocedure, der gælder for sådanne duosporvogne. Den myndighed, der udsteder køretøjstilladelsen, skal rådføre sig med den relevante nationale sikkerhedsmyndighed for at sikre, at blandet drift af duosporvogne og tunge jernbanetog opfylder alle væsentlige krav samt relevante fælles sikkerhedsmål.

c)	Uanset artikel 21 samarbejder de relevante kompetente myndigheder i tilfælde af grænseoverskridende drift med henblik på udstedelse af køretøjstilladelser.

Dette stykke finder ikke anvendelse på køretøjer, der er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde i overensstemmelse med stk. 3 og 4.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv gælder følgende definitioner:

1) »Unionens jernbanesystem«: de elementer, der er anført i bilag I

2) »interoperabilitet«: jernbanesystemets egnethed til at muliggøre sikker og kontinuerlig togtrafik, som opfylder det nødvendige ydeevneniveau

3) »køretøj«: et jernbanekøretøj med eller uden trækkraft, der kører på hjul på en jernbanestrækning; et køretøj er sammensat af et eller flere strukturelt eller funktionelt definerede delsystemer

4) »net«: strækninger, stationer, terminaler og mange former for fast udstyr, der er nødvendigt for en sikker og kontinuerlig drift af Unionens jernbanesystem

5) »delsystemer«: de strukturelt eller funktionelt definerede dele af Unionens jernbanesystem som angivet i bilag II

6) »mobilt delsystem«: delsystemet Rullende materiel og delsystemet Mobilt togkontrol- og signaludstyr

7) »interoperabilitetskomponenter«: hver enkelt del, gruppe af dele, underenhed eller komplet enhed af udstyr, som indgår i eller er bestemt til at indgå i et delsystem, og som direkte eller indirekte er afgørende for interoperabiliteten i jernbanesystemet herunder både materielle og immaterielle objekter

8) »produkt«: et produkt, der er produceret ved en fremstillingsproces, herunder interoperabilitetskomponenter og delsystemer

9) »væsentlige krav«: samtlige de betingelser, der er fastsat i bilag III, og som Unionens jernbanesystem, dets delsystemer og interoperabilitetskomponenter, herunder grænseflader, skal opfylde

10) »europæisk specifikation«: en specifikation, som falder ind under én af følgende kategorier:

—	en fælles teknisk specifikation som defineret i bilag VIII til direktiv 2014/25/EU

—	en europæisk teknisk godkendelse som omhandlet i artikel 60 i direktiv 2014/25/EU eller

—	en europæisk standard som defineret i artikel 2, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 1025/2012

11) »teknisk specifikation for interoperabilitet« (TSI): en specifikation, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og som gælder for hvert delsystem eller hver del af et delsystem med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem

12) »grundparametre«: forskriftsmæssige, tekniske eller driftsmæssige forudsætninger, som er afgørende for interoperabiliteten, og som er specificeret i de relevante TSI'er

13) »særtilfælde«: hver del af jernbanesystemet, som kræver enten midlertidige eller permanente særbestemmelser i TSI'erne af hensyn til særlige geografiske, topografiske eller bymiljømæssige forhold eller af hensyn til sammenhængen med det eksisterende system, især jernbanestrækninger og jernbanenet, der er uden forbindelse med resten af Unionen, fritrumsprofiler og sporvidde eller afstand mellem sporene, køretøjer, der er beregnet på en udelukkende lokal, regional eller historisk anvendelse, og køretøjer, der kommer fra eller er på vej til tredjelande

14) »opgradering«: større ændringsarbejder på et delsystem eller en del af det, som medfører en ændring af det tekniske dossier, der ledsager »EF«-verifikationserklæringen, hvis dette tekniske dossier findes, og som forbedrer delsystemets samlede ydeevne

15) »fornyelse«: større arbejder, der går ud på at udskifte et delsystem eller en del af det uden at ændre delsystemets samlede ydeevne

16) »eksisterende jernbanesystem«: den infrastruktur, som består af banestrækningerne og andre faste anlæg i det eksisterende jernbanenet, samt køretøjer af enhver kategori og oprindelse, der kører på denne infrastruktur

17) »udskiftning i forbindelse med vedligeholdelse«: udskiftning af komponenter med andre med samme funktion og ydeevne i forbindelse med forebyggende eller korrigerende vedligeholdelse

18) »duosporvogn«: et køretøj konstrueret til kombineret anvendelse på både letbaneinfrastruktur og tung jernbaneinfrastruktur

19) »ibrugtagning«: samtlige operationer, hvorved et delsystem sættes i drift

20) »ordregiver«: en offentlig eller privat enhed, der afgiver ordre på projektering og/eller opbygning eller fornyelse eller opgradering af et delsystem

21) »ihændehaver«: den fysiske eller juridiske person, der ejer eller har brugsret over et køretøj, og som forestår driften af køretøjet som transportmiddel og er registreret som sådan i et køretøjsregister som nævnt i artikel 47

22) »ansøger«: en fysisk eller juridisk person, der anmoder om tilladelse, og som kan være en jernbanevirksomhed, en infrastrukturforvalter eller enhver anden person eller juridisk enhed såsom en fabrikant, en ejer eller en ihændehaver; med henblik på artikel 15 er »ansøgeren« en ordregiver eller en fabrikant eller dennes bemyndigede repræsentanter; med henblik på artikel 19 er »ansøgeren« en fysisk eller juridisk person, der anmoder om agenturets afgørelse om godkendelse af de tekniske løsninger, der påtænkes for projekterne vedrørende fast ERTMS-udstyr

23) »projekt på et avanceret udviklingstrin«: et projekt, som er nået så langt i planlægning eller opbygning, at det vil kunne gå ud over levedygtigheden af projektet i den planlagte form at ændre i de tekniske specifikationer

24) »harmoniseret standard«: en europæisk standard som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1025/2012

25) »national sikkerhedsmyndighed«: en sikkerhedsmyndighed som defineret i artikel 3, nr. 7), i direktiv (EU) 2016/798

26) »type«: en køretøjstype, som definerer de grundlæggende konstruktionsmæssige egenskaber ved et køretøj, der er omfattet af en typeafprøvningsattest eller en konstruktionsundersøgelsesattest som beskrevet i det relevante verifikationsmodul

27) »serie«: et antal ens køretøjer af samme konstruktionstype

28) »enhed med ansvar for vedligeholdelse«: den enhed, der har ansvaret for vedligeholdelsen, jf. definitionen i artikel 3, nr. 20), i direktiv (EU) 2016/798

29) »letbane«: et skinnebåret transportsystem i by- og/eller forstadsområder med kollisionssikkerhed CIII eller C-IV (i overensstemmelse med EN 15227:2011) og en maksimal styrke af køretøjets konstruktion på 800 kN (længdetrykkraft i koblingsområdet); letbanetog kan køre i eget tracé eller på vej i blandet trafik og udveksler normalt ikke køretøjer med passager- eller godstogsfjerntrafikken

30) »nationale forskrifter«: alle bindende forskrifter, der vedtages i en medlemsstat, uanset hvilket organ der udsteder dem, og som indeholder sikkerhedsmæssige eller tekniske krav, bortset fra krav, der er fastsat af Unionen, eller internationale forskrifter, der finder anvendelse i den pågældende medlemsstat for jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere eller tredjeparter

31) »specificeret driftstilstand«: normal driftstilstand og forventelige uregelmæssige driftsforhold (også som følge af slid) inden for et værdiinterval og under anvendelsesvilkår, som er specificeret i det tekniske dossier og vedligeholdelsesinstruksen

32) »anvendelsesområdet for et køretøj«: et eller flere net i en medlemsstat eller en gruppe af medlemsstater, hvor et køretøj er beregnet til at blive anvendt

33) »acceptabelt middel til efterlevelse«: ikkebindende udtalelser, som agenturet udsteder for at fastlægge måder, hvorpå de væsentlige krav kan efterleves

34) »acceptabelt nationalt middel til efterlevelse«: ikkebindende udtalelser, som medlemsstaterne udsteder for at fastlægge måder, hvorpå de nationale forskrifter kan efterleves

35) »bringe i omsætning«: første tilgængeliggørelse på Unionens marked af en interoperabilitetskomponent, et delsystem eller et køretøj, der er klar til ibrugtagning i den specificerede driftstilstand

36) »fabrikant«: enhver fysisk eller juridisk person, der fremstiller et produkt i form af interoperabilitetskomponenter, delsystemer eller køretøjer, eller får det konstrueret eller fremstillet, og som markedsfører det under sit navn eller varemærke

37) »bemyndiget repræsentant«: enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen og har modtaget en skriftlig fuldmagt fra en fabrikant eller en ordregiver til at handle på vegne af denne fabrikant eller ordregiver for at varetage nærmere bestemte opgaver

38) »teknisk specifikation«: et dokument, der fastsætter, hvilke tekniske krav et produkt, et delsystem, en proces eller en tjenesteydelse skal opfylde

39) »akkreditering«: akkreditering som defineret i artikel 2, nr. 10), i forordning (EF) nr. 765/2008

40) »nationalt akkrediteringsorgan«: et nationalt akkrediteringsorgan som defineret i artikel 2, nr. 11), i forordning (EF) nr. 765/2008

41) »overensstemmelsesvurdering«: den proces, hvorved det fastslås, om nærmere bestemte krav til et produkt, en proces, en tjenesteydelse, et delsystem, en person eller et organ er opfyldt

42) »overensstemmelsesvurderingsorgan«: et organ, der er blevet bemyndiget eller udpeget til at være ansvarligt for overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering, afprøvning, certificering og inspektion; et overensstemmelsesvurderingsorgan klassificeres som et »bemyndiget organ«, når det bemyndiges af en medlemsstat; et overensstemmelsesvurderingsorgan klassificeres som et »udpeget organ«, når det udpeges af en medlemsstat

43) »person med handicap« og »person med nedsat mobilitet«: enhver med en varig eller midlertidig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre denne person i fuldt ud og effektivt at benytte transportmidler på lige fod med andre passagerer, og enhver, hvis bevægelighed under benyttelse af transportmidler er nedsat på grund af alder

44) »infrastrukturforvalter«: en infrastrukturforvalter som defineret i artikel 3, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (11)

45) »jernbanevirksomhed«: en jernbanevirksomhed som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2012/34/EU og enhver anden offentlig eller privat virksomhed, hvis aktivitet består i at levere gods- og/eller persontransportydelser med jernbane, idet den pågældende virksomhed skal stille trækkraft til rådighed; dette omfatter også virksomheder, der kun stiller trækkraft til rådighed.

Artikel 3

Væsentlige krav

1. Unionens jernbanesystem, delsystemerne og interoperabilitetskomponenterne, herunder grænsefladerne, skal opfylde de væsentlige krav, som gælder for dem.

2. De tekniske specifikationer, der er omhandlet i artikel 60 i direktiv 2014/25/EU, og som er nødvendige for at opfylde de europæiske specifikationer eller andre standarder, som er i brug i Unionen, må ikke stride mod de væsentlige krav.

KAPITEL II

TEKNISKE SPECIFIKATIONER FOR INTEROPERABILITET

Artikel 4

TSI'ers indhold

1. For hvert af delsystemerne som defineret i bilag II udarbejdes der en TSI. Der kan om nødvendigt udarbejdes flere TSI'er for et delsystem, og en TSI kan omfatte flere delsystemer.

2. Faste delsystemer skal være i overensstemmelse med de TSI'er og nationale forskrifter, der er gældende på tidspunktet for anmodningen om tilladelse til ibrugtagning i henhold til dette direktiv, jf. dog stk. 3, litra f).

Køretøjer skal være i overensstemmelse med de TSI'er og nationale forskrifter, der er gældende på tidspunktet for anmodningen om omsætningstilladelse i henhold til dette direktiv, jf. dog stk. 3, litra f).

Faste delsystemers og køretøjers overensstemmelse og efterlevelse skal opretholdes hele tiden under deres brug.

3. Med henblik på at nå målene i dette direktiv, jf. artikel 1, skal hver TSI i nødvendigt omfang:

a)	angive anvendelsesområdet (en del af nettet eller køretøjer som omhandlet i bilag I; et delsystem eller en del af et delsystem som omhandlet i bilag II)

b)	præcisere de væsentlige krav for det berørte delsystem og dets grænseflader til andre delsystemer

c)	fastlægge de funktionelle og tekniske specifikationer, som delsystemet og dets grænseflader til de andre delsystemer skal opfylde. Disse specifikationer kan, om nødvendigt, variere alt efter delsystemets anvendelse, f.eks. efter kategori af strækning, knudepunkt og/eller køretøjer, jf. bilag I

d)	fastlægge, for hvilke interoperabilitetskomponenter og for hvilke grænseflader der skal udarbejdes europæiske specifikationer, herunder europæiske standarder, som er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet i Unionens jernbanesystem

angive i hvert enkelt tilfælde, hvilke procedurer der skal anvendes ved vurderingen af på den ene side interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed og på den anden side »EF«-verifikationen af delsystemerne. Disse procedurer er baseret på de i Kommissionens afgørelse 2010/713/EU (12) definerede moduler

angive strategien for anvendelsen af TSI'en. Navnlig præciseres faserne i den gradvise overgang fra den bestående til den endelige situation, hvor overholdelse af TSI'en er generaliseret, under hensyn til de anslåede omkostninger og fordele og de forventede virkninger for de berørte interessenter. Når det er nødvendigt med en koordineret gennemførelse af TSI'en, f.eks. langs en korridor eller mellem infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, kan strategien omfatte forslag til en gradvis afslutning

g)	angive med hensyn til det berørte personale, hvilke betingelser for så vidt angår faglige kvalifikationer samt sundhed og sikkerhed under arbejdet der forudsættes for driften og vedligeholdelsen af det pågældende delsystem og for anvendelsen af TSI'erne

h)	angive, hvilke bestemmelser der finder anvendelse på de eksisterende delsystemer og køretøjer, især ved opgradering og fornyelse og i disse tilfælde de ændringer, der nødvendiggør en ansøgning om en ny tilladelse

angive, hvilke parametre for køretøjerne og de faste delsystemer jernbanevirksomheden skal kontrollere, og hvilke fremgangsmåder der skal følges under denne kontrol, efter at der er udstedt køretøjsomsætningstilladelse, men før første anvendelse af køretøjet, således at der sikres kompatibilitet mellem køretøjerne og de strækninger, de skal køre på.

4. Hver TSI udarbejdes på grundlag af en undersøgelse af det eksisterende delsystem og angiver som mål et delsystem, der kan gennemføres gradvis og inden for en rimelig frist. Således skal vedtagelsen af TSI'erne og overholdelsen af dem gradvis fremme gennemførsel af interoperabilitet i Unionens jernbanesystem.

5. TSI'er bevarer på passende vis kompatibiliteten i det eksisterende jernbanesystem i hver medlemsstat. Med henblik herpå kan der tages højde for særtilfælde for hver TSI både med hensyn til net og køretøjer, herunder særlig for fritrumsprofiler, sporvidde eller afstand mellem sporene og for køretøjer, der kommer fra eller er på vej til tredjelande. For hvert særtilfælde præciserer TSI'erne gennemførelsesbestemmelserne for de elementer i TSI'erne, der er omhandlet i stk. 3, litra c)-g).

6. Såfremt visse tekniske aspekter vedrørende de væsentlige krav ikke kan behandles udtrykkeligt i en TSI, anføres de tydeligt i et bilag til den pågældende TSI som udestående punkter.

7. TSI'erne hindrer ikke medlemsstaterne i at træffe afgørelse om at anvende infrastrukturen til trafik med køretøjer, der ikke er omfattet af TSI'erne.

8. TSI'er kan indeholde en udtrykkelig og tydelig reference til europæiske eller internationale standarder eller specifikationer eller tekniske dokumenter, der er offentliggjort af agenturet, når det er strengt nødvendigt for at virkeliggøre målene i dette direktiv. I så fald betragtes disse standarder eller specifikationer (eller de relevante dele deraf) eller tekniske dokumenter som værende knyttet som bilag til den pågældende TSI og bliver obligatoriske, så snart TSI'en bliver gældende. I mangel af sådanne standarder eller specifikationer eller tekniske dokumenter, eller indtil de er udarbejdet, kan der henvises til andre tydeligt angivne normative dokumenter, der er let tilgængelige og til fri, offentlig anvendelse.

Artikel 5

Udarbejdelse, vedtagelse og revision af TSI'er

1. Med henblik på at fastlægge de specifikke mål for hver TSI tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 50 vedrørende især, og hvor det er relevant:

a)	det geografiske og tekniske anvendelsesområde for TSI'erne

b)	de relevante væsentlige krav

c)	listen over de forskriftsmæssige, tekniske og driftsmæssige betingelser, der skal harmoniseres på delsystemsniveau og grænsefladeniveau mellem delsystemer og deres forventede harmoniseringsniveau

d)	de jernbanespecifikke procedurer for vurdering af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse og anvendelsesegnethed

e)	de jernbanespecifikke procedurer for at vurdere »EF«-verifikationen af delsystemerne

f)	de kategorier af personale, der beskæftiger sig med drift og vedligeholdelse af de pågældende delsystemer og de generelle målsætninger for fastsættelse af minimumskrav til faglige kvalifikationer og sundheds- og sikkerhedsbetingelser for det berørte personale

g)	eventuelle andre nødvendige elementer, der skal tages i betragtning for at sikre interoperabiliteten i medfør af artikel 1, stk. 1 og 2, i Unionens jernbanesystem, f.eks. tilpasning af TSI'er til europæiske og internationale standarder eller specifikationer.

Ved vedtagelsen af disse delegerede retsakter begrunder Kommissionen behovet for en ny eller væsentligt ændret TSI og dennes betydning for eksisterende forskrifter og tekniske specifikationer.

2. For at sikre en ensartet gennemførelse af de retsakter, der er omhandlet i stk. 1, anmoder Kommissionen agenturet om at udarbejde TSI'er og ændringer heraf og fremsætte relevante henstillinger til Kommissionen.

Hvert TSI-udkast udarbejdes i følgende trin:

a)	Agenturet fastlægger TSI'ens grundparametre samt grænsefladerne til de andre delsystemer og alle andre nødvendige særtilfælde, hvor det måtte være nødvendigt.

b)	Agenturet udarbejder TSI-udkastet med udgangspunkt i de i litra a) omhandlede grundparametre. I givet fald tager agenturet hensyn til tekniske fremskridt, til foreliggende standardiseringsarbejde, til eksisterende arbejdsgrupper og til anerkendte forskningsresultater.

3. Ved udarbejdelsen eller revisionen af den enkelte TSI, herunder grundparametrene, tager agenturet hensyn til de forventede omkostninger og fordele ved alle de tekniske løsninger, der har været genstand for overvejelse, samt disses indbyrdes grænseflader med henblik på at fastlægge og iværksætte de mest fordelagtige løsninger. Denne vurdering angiver de forventede virkninger for alle berørte operatører og økonomiske aktører og tager behørigt hensyn til kravene i direktiv (EU) 2016/798. Medlemsstaterne medvirker ved denne vurdering ved at stille de nødvendige data til rådighed i nødvendigt omfang.

4. Agenturet udarbejder TSI'er og ændringer hertil i overensstemmelse med artikel 5 og 19 i forordning (EU) 2016/796 under overholdelse af principperne om åbenhed, konsensus og gennemsigtighed, jf. definitionerne i bilag II til forordning (EU) nr. 1025/2012.

5. Det i artikel 51 omhandlede udvalg (»udvalget«) orienteres regelmæssigt om, hvordan udarbejdelsen af TSI'erne skrider frem. Under dette arbejde kan Kommissionen for at overholde de i denne artikel stk. 1 omhandlede delegerede retsakter udstede mandater eller fremsætte relevante henstillinger om udformningen af TSI'erne og en cost-benefit-analyse. Kommissionen kan navnlig forlange, at der foretages en undersøgelse af alternative løsninger, og at vurderingen af omkostningerne og fordelene ved disse alternative løsninger medtages i den rapport, der vedlægges som bilag til TSI-udkastet.

6. Hvis forskellige delsystemer tages i brug samtidig af tekniske kompatibilitetshensyn, skal de relevante TSI'er have samme anvendelsesdatoer.

7. Ved udarbejdelsen, vedtagelsen og revisionen af TSI'erne skal agenturet tage hensyn til brugernes mening for så vidt angår forhold, der har direkte betydning for betingelserne for de pågældende brugeres anvendelse af delsystemerne. Med henblik herpå hører agenturet de repræsentative brugersammenslutninger og -organisationer under udarbejdelsen og revisionen af TSI'erne. Agenturet vedlægger TSI-udkastet en rapport om høringsresultaterne.

8. Som fastsat i artikel 7 i forordning (EU) 2016/796 skal Kommissionen med bistand fra udvalget udarbejde og regelmæssigt ajourføre listen over de brugersammenslutninger og -organisationer, der skal høres. Denne liste kan gennemgås og opdateres efter anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens initiativ.

9. Ved udarbejdelse eller revision af TSI'erne skal agenturet tage hensyn til arbejdsmarkedets parters mening for så vidt angår de faglige kvalifikationer og sundheds- og sikkerhedsbetingelserne under arbejdet, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, litra g). Med henblik herpå skal agenturet høre arbejdsmarkedets parter, før det forelægger Kommissionen henstillinger om TSI'er eller ændringer heraf. Arbejdsmarkedets parter høres inden for det sektordialogudvalg, der er nedsat i henhold til Kommissionens afgørelse 98/500/EF (13). Arbejdsmarkedets parter afgiver udtalelse inden for en frist på tre måneder efter høringen.

10. Når revisionen af en TSI fører til en ændring af kravene, skal der med den nye TSI-udgave sikres kompatibilitet med de delsystemer, der er taget i brug i medfør af tidligere TSI-udgaver.

11. Kommissionen fastlægger ved hjælp af gennemførelsesretsakter TSI'er til gennemførelse af de specifikke mål, der er fastlagt i de i stk. 1 omhandlede delegerede retsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3. De skal omfatte alle de elementer, der er nævnt i artikel 4, stk. 3, og opfylde alle kravene i artikel 4, stk. 4-6 og 8.

Artikel 6

Mangler ved TSI'er

1. En TSI, der, efter at den er vedtaget, viser sig at være mangelfuld, ændres i overensstemmelse med forskrifterne i artikel 5, stk. 11. Kommissionen indleder straks denne procedure, hvis det er relevant. Sådanne mangler omfatter tilfælde, der kan føre til usikker drift i en medlemsstat.

2. Under revisionen af en TSI kan Kommissionen anmode agenturet om en udtalelse. Kommissionen analyserer agenturets udtalelse og orienterer udvalget om sine konklusioner.

3. Hvis Kommissionen anmoder om det, anses den udtalelse fra agenturet, der er omhandlet i stk. 2, for at være et acceptabelt middel til efterlevelse og kan derfor bruges ved vurderingen af projekter, indtil der vedtages en revideret TSI.

4. Ethvert medlem af netværket af repræsentative organer, jf. artikel 38, stk. 4, i forordning (EU) 2016/796 kan gøre Kommissionen opmærksom på eventuelle mangler i TSI'erne.

Artikel 7

Undladelse af at anvende TSI'er

1. Medlemsstaterne kan tillade, at ansøgeren ikke anvender en eller flere TSI'er eller dele af disse i følgende tilfælde:

ved et projekt til nyt delsystem eller del af et delsystem, ved fornyelse eller opgradering af et eksisterende delsystem eller del af et delsystem eller ved ethvert element som omhandlet i artikel 1, stk. 1, som på den dato, fra hvilken den eller de pågældende TSI'er finder anvendelse, befinder sig på et avanceret udviklingstrin eller er omfattet af en kontrakt, der er under gennemførelse

b)	når betingelserne for en hurtig udbedring af nettet efter en ulykke eller naturkatastrofe betyder, at hel eller delvis anvendelse af de relevante TSI'er er økonomisk eller teknisk udelukket, i hvilket tilfælde undladelsen af at anvende TSI'erne er begrænset til perioden før genopretningen af nettet

ved ethvert forslag til fornyelse, udvidelse eller opgradering af et eksisterende delsystem eller en del af det, hvis anvendelse af den eller de pågældende TSI'er ville gå ud over projektets økonomiske levedygtighed og/eller kompatibiliteten af den pågældende medlemsstats jernbanesystem, f.eks. for så vidt angår fritrumsprofiler, sporvidde, afstand mellem sporene eller elektrisk spænding

d)	for køretøjer i trafik til eller fra tredjelande, hvis sporvidde er forskellig fra sporvidden i Unionens hovedjernbanenet

for et projekt vedrørende et nyt delsystem eller for et projekt vedrørende fornyelse eller opgradering af et eksisterende delsystem, som gennemføres på den pågældende medlemsstats område, såfremt dens jernbanenet på grund af særlige geografiske forhold er afsondret eller afskåret af havet eller afsondret fra den øvrige del af Unionens jernbanenet.

2. I det tilfælde, der er nævnt i stk. 1, litra a), sender den pågældende medlemsstat, inden der er gået et år efter hver enkelt TSI's ikrafttræden, Kommissionen en liste over de projekter på deres område, som efter den pågældende medlemsstats opfattelse befinder sig på et avanceret udviklingstrin.

3. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, litra a) og b), meddeler den pågældende medlemsstat Kommissionen sin beslutning om, at den ikke vil anvende en eller flere TSI'er eller dele af TSI'er.

4. I de tilfælde, der er nævnt i denne artikels stk. 1, litra a), c), d) og e), sender den pågældende medlemsstat Kommissionen en anmodning om ikkeanvendelse af TSI'er eller dele af TSI'er ledsaget af et dossier, der indeholder begrundelsen for anmodningen, og som specificerer, hvilke forskrifter medlemsstaten agter at anvende som alternativ til TSI-forskrifterne. I det tilfælde, der er nævnt i denne artikels stk. 1, litra e), analyserer Kommissionen anmodningen og afgør, om den vil imødekomme den på grundlag af fuldstændigheden af og sammenhængen i oplysningerne i dossieret. I de tilfælde, der er nævnt i denne artikels stk. 1, litra c) og d), vedtager Kommissionen sin afgørelse ved hjælp af gennemførelsesretsakter på grundlag af en sådan analyse. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

I de tilfælde, der er nævnt i artikel 21, stk. 6, tredje afsnit, sender ansøgeren dossieret til agenturet. Agenturet hører de relevante sikkerhedsmyndigheder og afgiver sin endelige udtalelse til Kommissionen.

5. Kommissionen fastsætter ved hjælp af en gennemførelsesretsakt, hvilke oplysninger det i stk. 4 omhandlede dossier skal omfatte, dossierets foreskrevne format, og hvordan dossieret skal fremsendes. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

6. Indtil Kommissionen har truffet afgørelse, kan medlemsstaten umiddelbart anvende de alternative bestemmelser, der er omhandlet i stk. 4.

7. Kommissionen træffer sin afgørelse inden for fire måneder, efter at anmodningen ledsaget af et fuldstændigt dossier er indgivet. Træffes en sådan afgørelse ikke, anses anmodningen for at være imødekommet.

8. Medlemsstaterne underrettes om analysens resultat og om resultatet af den i stk. 4 omhandlede procedure.

KAPITEL III

INTEROPERABILITETSKOMPONENTER

Artikel 8

Betingelser for at bringe interoperabilitetskomponenter i omsætning

1. Medlemsstaterne træffer alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at interoperabilitetskomponenter:

a)	kun bringes i omsætning, hvis de gør det muligt at opnå interoperabilitet i Unionens jernbanesystem og samtidig opfylde de væsentlige krav

b)	benyttes inden for deres anvendelsesområde efter deres bestemmelse og installeres og vedligeholdes hensigtsmæssigt.

Dette stykke er ikke til hinder for, at disse komponenter bringes i omsætning med henblik på andre anvendelser.

2. Medlemsstaterne må ikke under henvisning til dette direktiv forbyde, begrænse eller hindre, at interoperabilitetskomponenter, som overholder dette direktivs bestemmelser, bringes i omsætning på deres område med henblik på anvendelse i Unionens jernbanesystem. De må navnlig ikke stille krav om kontrol, der allerede er udført som led i den procedure, der fører til udstedelse af en »EF«-erklæring om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed, jf. artikel 10.

Artikel 9

Overensstemmelse eller anvendelsesegnethed

1. Medlemsstaterne og agenturet anser en interoperabilitetskomponent for at opfylde de væsentlige krav, hvis den er i overensstemmelse med de betingelser, der er fastlagt i den tilsvarende TSI eller de relevante europæiske specifikationer, der er udarbejdet for at overholde disse betingelser. »EF«-erklæringen om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed skal attestere, at interoperabilitetskomponenterne har været underlagt procedurerne for vurdering af overensstemmelse eller anvendelsesegnethed i den tilsvarende TSI.

2. Hvis TSI'en kræver det, ledsages »EF«-erklæringen af:

a)	en attest udstedt af et eller flere bemyndigede organer om, at en interoperabilitetskomponent i sig selv isoleret set er i overensstemmelse med de tekniske specifikationer, der skal opfyldes

b)	en attest udstedt af et eller flere bemyndigede organer om en interoperabilitetskomponents anvendelsesegnethed, når den betragtes som et led i det jernbanesystem, den skal indgå i, navnlig i de tilfælde, hvor der er tale om funktionelle krav.

3. »EF«-erklæringen skal være dateret og underskrevet af fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant.

4. Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter skabelonen for »EF«-erklæringen om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed for interoperabilitetskomponenter og listen over ledsagende dokumenter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

5. Reservedele til delsystemer, der allerede er taget i brug på det tidspunkt, hvor den tilsvarende TSI træder i kraft, kan installeres i disse delsystemer uden at skulle undergives stk. 1.

6. I TSI'erne kan der fastsættes en overgangsperiode for de jernbaneprodukter, der er angivet i TSI'erne som interoperabilitetskomponenter, der allerede er bragt i omsætning, når TSI'erne træder i kraft. Sådanne komponenter skal opfylde kravene i artikel 8, stk. 1.

Artikel 10

Procedure for »EF«-erklæring om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed

1. Når fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant skal udfærdige en »EF«-erklæring om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed for en interoperabilitetskomponent, skal vedkommende anvende de bestemmelser, der er fastsat i de relevante TSI'er.

2. Hvis den tilsvarende TSI kræver det, gennemføres vurderingen af en interoperabilitetskomponents overensstemmelse eller anvendelsesegnethed af det bemyndigede organ, som fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant har anmodet derom.

3. Er interoperabilitetskomponenter omfattet af andre EU-retsakter, der vedrører andre anliggender, anføres det på »EF«-erklæringen om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed, at interoperabilitetskomponenterne ligeledes opfylder kravene i disse andre retsakter.

4. Har hverken fabrikanten eller dennes repræsentant opfyldt de i stk. 1 og 3 fastlagte krav, påhviler disse forpligtelser enhver, som bringer interoperabilitetskomponenter i omsætning. For så vidt angår dette direktiv påhviler de samme forpligtelser den, som samler interoperabilitetskomponenter eller dele af interoperabilitetskomponenter af forskellig oprindelse, eller som fremstiller interoperabilitetskomponenter til eget brug.

5. Konstaterer en medlemsstat, at »EF«-erklæringen ikke er udfærdiget korrekt, sikrer den sig, at interoperabilitetskomponenten ikke bringes i omsætning. I så fald har fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant pligt til at bringe interoperabilitetskomponenten i overensstemmelse på de betingelser, den pågældende medlemsstat fastsætter.

Artikel 11

Interoperabilitetskomponenter, der ikke opfylder de væsentlige krav

1. Konstaterer en medlemsstat, at det er usandsynligt, at en interoperabilitetskomponent, for hvilken der foreligger en »EF«-erklæring om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed, og som bringes i omsætning og anvendes som tilsigtet, opfylder de væsentlige krav, træffer denne medlemsstat alle fornødne foranstaltninger for at begrænse komponentens anvendelsesområde eller forbyde dens anvendelse, trække den tilbage fra markedet eller tilbagekalde den. Medlemsstaten underretter straks Kommissionen, agenturet og de øvrige medlemsstater om de trufne foranstaltninger og anfører begrundelsen for beslutningen, herunder navnlig om afvigelsen skyldes, at:

a)	de væsentlige krav ikke er overholdt

b)	de europæiske specifikationer er anvendt forkert, hvis der er henvist til disse specifikationer

c)	de europæiske specifikationer er utilstrækkelige.

2. Agenturet indleder på grundlag af et mandat fra Kommissionen høringsprocessen med de berørte parter straks og under alle omstændigheder senest 20 dage efter datoen for modtagelsen af mandatet. Konstaterer agenturet efter høringen, at foranstaltningen er uberettiget, underretter den straks Kommissionen, den medlemsstat, der har taget initiativet, og de øvrige medlemsstater samt fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant. Konstaterer agenturet, at foranstaltningen er berettiget, underretter den straks medlemsstaterne.

3. Skyldes den i stk. 1 omhandlede beslutning en mangel ved de europæiske specifikationer, anvender medlemsstaterne, Kommissionen eller agenturet, alt efter hvad der er relevant, en eller flere af følgende foranstaltninger:

a)	hel eller delvis tilbagetrækning af den pågældende specifikation fra de publikationer, hvori de er nævnt

b)	hvis den relevante specifikation er en harmoniseret standard: begrænsning eller tilbagekaldelse af den pågældende standard i overensstemmelse med artikel 11 i forordning (EU) nr. 1025/2012

c)	revision af TSI'en i overensstemmelse med artikel 6.

4. Viser det sig, at en interoperabilitetskomponent, for hvilken der foreligger en »EF«-overensstemmelseserklæring, ikke overholder de væsentlige krav, træffer den kompetente medlemsstat de nødvendige foranstaltninger over for den enhed, der har udstedt erklæringen, og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

KAPITEL IV

DELSYSTEMER

Artikel 12

Delsystemers frie bevægelighed

Medlemsstaterne må ikke af grunde, som vedrører dette direktiv, forbyde, begrænse eller hindre opbygning, ibrugtagning og drift på deres område af strukturelt definerede delsystemer, som indgår i jernbanesystemet, når de opfylder de væsentlige krav, jf. dog kapitel V. De må navnlig ikke stille krav om kontrol, som allerede er udført:

a)	som led i den procedure, der fører til udstedelse af »EF«-verifikationserklæringen, eller

b)	i andre medlemsstater inden eller efter dette direktivs ikrafttræden med henblik på at kontrollere, om de tilsvarende krav i forbindelse med tilsvarende driftsmæssige betingelser er overholdt.

Artikel 13

Overensstemmelse med TSI'er og nationale forskrifter

1. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder anser strukturelt definerede delsystemer, der indgår i jernbanesystemet, og for hvilke der, hvor det er relevant, foreligger en »EF«-verifikationserklæring, der er udstedt under henvisning til TSI'er i overensstemmelse med artikel 15, eller en verifikationserklæring, der er udstedt under henvisning til nationale forskrifter i overensstemmelse med artikel 15, stk. 8, eller begge, for at opfylde de relevante væsentlige krav.

2. Nationale forskrifter til gennemførelse af de væsentlige krav og, hvor det er relevant, acceptable nationale midler til efterlevelse finder anvendelse i følgende tilfælde:

a)	hvor TSI'erne ikke omfatter eller ikke fuldt ud omfatter visse forhold, der svarer til de væsentlige krav, herunder udestående punkter, jf. artikel 4, stk. 6

b)	hvor der er indsendt underretning om, at en eller flere TSI'er eller dele af TSI'er ikke anvendes, jf. artikel 7

c)	hvor et særtilfælde gør det nødvendigt at anvende tekniske forskrifter, der ikke er omfattet af den relevante TSI

d)	nationale forskrifter, der anvendes til at specificere eksisterende systemer, som er begrænset til at skulle vurdere køretøjets tekniske kompatibilitet med nettet

e)	net og køretøjer, der ikke er omfattet af TSI'er

f)	som en midlertidig hastende forebyggende foranstaltning, især efter en ulykke.

Artikel 14

Meddelelse af nationale forskrifter

1. Medlemsstaterne giver Kommissionen og agenturet meddelelse om de gældende nationale forskrifter, jf. artikel 13, stk. 2, i følgende tilfælde:

a)	når den eller de nationale forskrifter ikke er blevet meddelt senest den 15. juni 2016. I så fald skal de meddeles senest den 16. december 2016

b)	hver gang forskrifterne ændres

c)	når der er blevet indsendt en ny anmodning i overensstemmelse med artikel 7 om undladelse af at anvende TSI'en

d)	når de nationale forskrifter bliver overflødige efter offentliggørelse eller revision af den pågældende TSI.

2. Medlemsstaterne meddeler den fulde ordlyd af de i stk. 1 omhandlede nationale forskrifter via det dertil beregnede IT-system i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2016/796.

3. Medlemsstaterne sørger for, at de i stk. 1 omhandlede nationale forskrifter, herunder forskrifter for grænsefladerne mellem køretøj og net, er let tilgængelige og til fri, offentlig anvendelse samt formuleret i et sprog, som alle berørte parter kan forstå. Medlemsstaterne kan blive anmodet om at forelægge yderligere oplysninger om disse nationale forskrifter.

4. Medlemsstaterne må kun fastsætte nye nationale forskrifter i følgende tilfælde:

a)	når en TSI ikke fuldt ud opfylder de væsentlige krav

b)	som en hastende forebyggende foranstaltning, især efter en ulykke.

5. Medlemsstaterne sender via det dertil beregnede IT-system som foreskrevet i artikel 27 i forordning (EU) 2016/796 agenturet og Kommissionen udkastene til nye nationale forskrifter med henblik på behandling inden den forventede indførelse af den foreslåede nye forskrift i den nationale retsorden, rettidigt og inden for de frister, der er fastsat i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2016/796, og angiver begrundelsen for indførelsen af den pågældende nye nationale forskrift. Medlemsstaterne sikrer, at udkastet er tilstrækkeligt udviklet til, at agenturet kan foretage sin undersøgelse i overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796.

6. Når medlemsstaterne vedtager en ny national forskrift, meddeler de den til agenturet og Kommissionen via det dertil beregnede IT-system i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2016/796.

7. Medlemsstaterne kan i tilfælde af hastende forebyggende foranstaltninger vedtage og anvende en ny national forskrift umiddelbart. Den pågældende forskrift meddeles i overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 og underlægges agenturets vurdering i overensstemmelse med artikel 26, stk. 1, 2 og 5, i nævnte forordning.

8. Ved meddelelse af en i stk. 1 omhandlet national forskrift eller ny national forskrift angiver medlemsstaterne begrundelsen for, at den pågældende forskrift er nødvendig for at opfylde et væsentligt krav, som ikke allerede er omfattet af den relevante TSI.

9. Agenturet undersøger udkast til nationale forskrifter og nationale forskrifter omhandlet i stk. 1 i overensstemmelse med procedurerne fastsat i artikel 25 og 26 i forordning (EU) 2016/796.

10. Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter, hvordan meddelte nationale forskrifter skal klassificeres i forskellige grupper for at lette gensidig accept i forskellige medlemsstater og omsætning af køretøjer, herunder kompatibiliteten mellem fast og mobilt udstyr. Disse gennemførelsesretsakter baseres på de fremskridt, som agenturet har gjort på området gensidig accept, og vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

Agenturet klassificerer efter forskrifterne i gennemførelsesretsakterne, jf. første afsnit, de nationale forskrifter, der meddeles i henhold til denne artikel.

11. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at meddele forskrifter og restriktioner af rent lokal karakter. I sådanne tilfælde henviser medlemsstaterne til de pågældende forskrifter og restriktioner i de infrastrukturregistre, der er nævnt i omhandlet i artikel 49.

12. Nationale forskrifter, der er meddelt i medfør af denne artikel, er ikke omfattet af notifikationsproceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (14).

13. Nationale forskrifter, der ikke meddeles i overensstemmelse med denne artikel, finder ikke anvendelse inden for rammerne af dette direktiv.

Artikel 15

Procedure for udfærdigelse af en »EF«-verifikationserklæring

1. Med henblik på udfærdigelse af den »EF«-verifikationserklæring, der er nødvendig for den i kapitel V omhandlede omsætning og ibrugtagning, skal ansøgeren anmode det eller de overensstemmelsesvurderingsorganer, som vedkommende har valgt til formålet, om at iværksætte »EF«-verifikationsproceduren, jf. bilag IV.

2. Ansøgeren udsteder »EF«-verifikationserklæringen for et delsystem. Ansøgeren erklærer på eget ansvar, at delsystemet har været underlagt de relevante verifikationsprocedurer, og at det opfylder kravene i den relevante EU-ret og enhver relevant national forskrift. »EF«-verifikationserklæringen og de ledsagende dokumenter dateres og underskrives af ansøgeren.

3. Opgaven for det bemyndigede organ, som skal foretage »EF«-verifikation af et delsystem, begynder med projekterings-/konstruktionsfasen og omfatter hele udførelses-/fremstillingsfasen indtil godkendelsen forud for omsætning eller ibrugtagning af delsystemet. Den kan, i overensstemmelse med den relevante TSI, desuden omfatte verifikation af grænsefladerne mellem det pågældende delsystem og det system, som det skal indgå i.

4. Ansøgeren er ansvarlig for, at der oprettes et teknisk dossier, som skal ledsage »EF«-verifikationserklæringen. Det pågældende tekniske dossier skal indeholde alle nødvendige dokumenter om delsystemets egenskaber og efter omstændighederne al dokumentation for interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse. Det skal endvidere indeholde alle relevante oplysninger om betingelserne for og begrænsningerne i anvendelsen, instruktioner om serviceeftersyn, løbende eller periodisk overvågning samt justering og vedligeholdelse.

5. I tilfælde af en fornyelse eller opgradering af et delsystem, der medfører en ændring af det tekniske dossier, og som berører de allerede gennemførte verifikationsprocedurers gyldighed, skal ansøgeren vurdere, om der er behov for at udstede en ny »EF«-verifikationserklæring.

6. Det bemyndigede organ kan udstede verifikationsredegørelser i mellemfasen, der dækker visse faser i verifikationsproceduren eller visse dele af delsystemet.

7. Hvis de relevante TSI'er tillader det, kan det bemyndigede organ udstede verifikationsattester, der gælder for et eller flere delsystemer eller visse dele af sådanne delsystemer.

8. Medlemsstaterne udpeger de organer, der skal forestå verifikationsproceduren efter nationale forskrifter. I den henseende er de udpegede organer ansvarlige for de dermed forbundne opgaver. Med forbehold af artikel 30 kan en medlemsstat udnævne et bemyndiget organ til udpeget organ, hvorved hele processen kan forestås af ét enkelt overensstemmelsesvurderingsorgan.

9. Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte:

a)	nærmere oplysninger om »EF«-verifikationsprocedurerne for delsystemer, herunder den verifikationsprocedure, der benyttes ved verifikation efter nationale forskrifter, og de dokumenter, som ansøgeren skal forelægge med henblik på denne procedure

skabeloner for »EF«-verifikationserklæringen, herunder i tilfælde af en ændring af delsystemet eller i tilfælde af yderligere verifikationer verifikationsredegørelsen i mellemfasen, og skabeloner for dokumenter i det tekniske dossier, der skal ledsage de pågældende erklæringer, samt skabeloner for verifikationsattesten.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

Artikel 16

Delsystemer, der ikke opfylder de væsentlige krav

1. Konstaterer en medlemsstat, at et strukturelt defineret delsystem, for hvilket der foreligger en »EF«-verifikationserklæring ledsaget af et teknisk dossier, ikke fuldt ud overholder dette direktiv, herunder navnlig de væsentlige krav, kan den anmode om, at der bliver foretaget supplerende verifikationer.

2. Den medlemsstat, der har fremsat anmodningen, underretter omgående Kommissionen om de forlangte supplerende verifikationer og redegør for grundene til, at de forlanges. Kommissionen holder samråd med de interesserede parter.

3. Den medlemsstat, der har fremsat anmodningen, præciserer, om den manglende overensstemmelse skyldes:

manglende overholdelse af de væsentlige krav eller af en TSI eller forkert anvendelse af en TSI, i hvilket tilfælde Kommissionen straks underretter den medlemsstat, hvor vedkommende, der uretmæssigt har udfærdiget »EF«-verifikationserklæringen, er bosat, og anmoder medlemsstaten om at træffe passende foranstaltninger

b)	en mangel i en TSI, i hvilket tilfælde den procedure for ændring af TSI'en, der er foreskrevet i artikel 6, iværksættes.

Artikel 17

Formodning om overensstemmelse

Interoperabilitetskomponenter og delsystemer, der er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele af standarder, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes at opfylde de væsentlige krav, som de pågældende standarder eller dele af standarder omfatter.

KAPITEL V

OMSÆTNING OG IBRUGTAGNING

Artikel 18

Tilladelse til ibrugtagning af faste anlæg

1. Delsystemerne Fast togkontrol- og signaludstyr, Energi og Infrastruktur må kun tages i brug, hvis de er projekteret, opbygget og installeret på en sådan måde, at de væsentlige krav opfyldes, og hvis de har fået den relevante tilladelse, jf. stk. 3 og 4.

2. Den enkelte nationale sikkerhedsmyndighed tillader ibrugtagning af delsystemer for energi, infrastruktur samt fast togkontrol- og signaludstyr, der ligger i eller drives på denne medlemsstats område.

3. De nationale sikkerhedsmyndigheder skal give detaljeret vejledning i, hvordan de tilladelser, der er omhandlet i denne artikel, opnås. Der skal gratis stilles en ansøgningsvejledning til rådighed for ansøgerne, hvor kravene for at opnå tilladelse forklares, og hvor det anføres, hvilke dokumenter der skal forelægges. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder skal samarbejde om formidlingen af disse oplysninger.

4. Ansøgeren indsender en anmodning om tilladelse til ibrugtagning af faste anlæg til den nationale sikkerhedsmyndighed. Ansøgningen ledsages af et dossier, der indeholder dokumentation for:

a)	de i artikel 15 omhandlede verifikationserklæringer

b)	at delsystemerne er teknisk kompatible med det system, de skal indgå i, idet denne kompatibilitet fastslås på grundlag af de relevante TSI'er, nationale forskrifter og registre

c)	at delsystemerne er sikkert integreret, idet dette fastslås på grundlag af de relevante TSI'er, nationale forskrifter og de fælles sikkerhedsmetoder, der er omhandlet i artikel 6 i direktiv (EU) 2016/798.

hvis der er tale om delsystemer for fast togkontrol- og signaludstyr, der omfatter udstyr til det europæiske togkontrolsystem (ETCS) og/eller udstyr til det globale mobilkommunikationssystem for jernbaner (GSM-R), agenturets positive afgørelse truffet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 19, og hvis der er tale om en ændring af udkastet til udbudsbetingelser eller af beskrivelsen af de påtænkte tekniske løsninger, som finder sted, efter den positive afgørelse er truffet, overholdelsen af resultatet af den i artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 omhandlede procedure.

5. Senest én måned efter modtagelse af ansøgerens anmodning underretter den nationale sikkerhedsmyndighed ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger og angiver samtidig en rimelig frist for indgivelse heraf.

Den nationale sikkerhedsmyndighed bekræfter dossierets fuldstændighed, relevans og konsistens og, hvis der er tale om fast ERTMS-udstyr, overholdelsen af agenturets positive afgørelse truffet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 19 samt, hvor det er relevant, overholdelsen af resultatet af den i artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 omhandlede procedure. Efter denne verifikation udsteder den nationale sikkerhedsmyndighed tilladelsen til ibrugtagning af faste anlæg eller giver ansøgeren afslag inden for en forud fastsat, rimelig frist og under alle omstændigheder senest fire måneder efter modtagelsen af alle relevante oplysninger.

6. Når eksisterende delsystemer skal fornyes eller opgraderes, skal ansøgeren sende en projektbeskrivelse til den nationale sikkerhedsmyndighed. Senest én måned efter modtagelse af ansøgerens anmodning underretter den nationale sikkerhedsmyndighed ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger og angiver samtidig en rimelig frist for indgivelse heraf. Den nationale sikkerhedsmyndighed skal, i tæt samarbejde med agenturet, hvis der er tale om fast ERTMS-projekter, undersøge dossieret og afgøre, om der er behov for en ny ibrugtagningstilladelse på grundlag af følgende kriterier:

a)	de påtænkte arbejder kan have en negativ indflydelse på det pågældende delsystems samlede sikkerhedsniveau

b)	det kræves i de relevante TSI'er

c)	det kræves i de nationale implementeringsplaner, som medlemsstaterne har udarbejdet, eller

d)	der er ændret i værdierne af de parametre, der ligger til grund for den allerede udstedte tilladelse.

Den nationale sikkerhedsmyndighed skal træffe sin afgørelse inden for en forud fastsat, rimelig frist og under alle omstændigheder senest fire måneder efter modtagelse af alle relevante oplysninger.

7. Et afslag på en anmodning om tilladelse til ibrugtagning af faste anlæg begrundes behørigt af den nationale sikkerhedsmyndighed. Ansøgeren kan i én måned efter modtagelsen af meddelelsen af afslag anmode om, at den nationale sikkerhedsmyndighed tager sin afgørelse op til fornyet overvejelse. Anmodningen skal ledsages af en begrundelse. Den nationale sikkerhedsmyndighed har derefter to måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen om fornyet overvejelse til at bekræfte eller ændre sin afgørelse. Hvis en national sikkerhedsmyndighed bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for den klageinstans, der udpeges af den relevante medlemsstat i henhold til artikel 18, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 19

Harmoniseret gennemførelse af ERTMS i Unionen

1. Hvis der er tale om delsystemer for fast togkontrol- og signaludstyr, der omfatter ETCS- og/eller GSM-R-udstyr, sikrer agenturet harmoniseret gennemførelse af ERTMS i Unionen.

2. For at sikre harmoniseret gennemførelse af ERTMS og interoperabilitet på EU-plan kontrollerer agenturet før et udbud vedrørende fast ERTMS-udstyr, at de tekniske løsninger, der påtænkes, er i fuld overensstemmelse med de relevante TSI'er og dermed er fuldt interoperable.

3. Ansøgeren indgiver en anmodning om agenturets godkendelse. Ansøgningen vedrørende individuelle ERTMS-projekter eller en kombination af projekter, en strækning, en gruppe af strækninger eller et net skal være ledsaget af et dossier, som indeholder:

a)	udkastet til udbudsbetingelser eller beskrivelsen af de tekniske løsninger, der påtænkes

b)	dokumentation for de betingelser, der er nødvendige for delsystemets tekniske og driftsmæssige kompatibilitet med de køretøjer, som forudsættes drevet i det relevante net

c)	dokumentation for, at de tekniske løsninger, der påtænkes, er i overensstemmelse med de relevante TSI'er

d)	andre relevante dokumenter såsom udtalelser fra de nationale sikkerhedsmyndigheder, verifikationserklæringer eller overensstemmelsesattester.

Denne ansøgning og oplysninger om alle ansøgninger, de relevante procedurers trin og resultat samt, når det er relevant, klagenævnets anmodninger og afgørelser indgives gennem den i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop.

De nationale sikkerhedsmyndigheder kan afgive en udtalelse om anmodningen om godkendelse enten til ansøgeren inden indgivelsen af anmodningen eller til agenturet efter en sådan indgivelse.

4. Senest én måned efter modtagelsen af ansøgerens anmodning underretter agenturet ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger og angiver samtidig en rimelig frist for indgivelse heraf.

Agenturet træffer en positiv afgørelse eller underretter ansøgeren om eventuelle mangler inden for en forud fastsat, rimelig frist og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelsen af alle relevante oplysninger. Agenturet baserer sin udtalelse på ansøgerens dossier og eventuelle udtalelser fra de nationale sikkerhedsmyndigheder.

Hvis ansøgeren er enig i de mangler, som agenturet påpeger, retter ansøgeren projektets projektering og indgiver en ny anmodning om godkendelse til agenturet.

Hvis ansøgeren ikke er enig i de mangler, som agenturet påpeger, anvendes proceduren i stk. 5.

I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), skal ansøgeren ikke anmode om en ny vurdering.

5. Hvis agenturets afgørelse ikke er positiv, skal den begrundes behørigt af agenturet. Ansøgeren kan senest én måned efter modtagelsen af en sådan afgørelse indsende en begrundet anmodning om, at agenturet tager sin afgørelse op til fornyet overvejelse. Agenturet bekræfter eller ændrer sin afgørelse senest to måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen. Hvis agenturet bekræfter sin første afgørelse, har ansøgeren ret til at indbringe en klage for det klagenævn, der nedsættes i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796.

6. I tilfælde af en ændring af udkastet til udbudsbetingelser eller af beskrivelsen af de påtænkte tekniske løsninger, som finder sted, efter den positive afgørelse er truffet, underretter ansøgeren hurtigst muligt agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed via one-stop-shoppen omhandlet i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796. I så fald anvendes artikel 30, stk. 2, i nævnte forordning.

Artikel 20

Omsætning af mobile delsystemer

1. Mobile delsystemer må kun bringes i omsætning af ansøgeren, hvis de er konstrueret, fremstillet og installeret på en sådan måde, at de væsentlige krav opfyldes.

2. Ansøgeren skal især sørge for, at den relevante verifikationserklæring er forelagt.

Artikel 21

Tilladelse til at bringe et køretøj i omsætning

1. Ansøgeren må først bringe et køretøj i omsætning, når der er udstedt en køretøjsomsætningstilladelse af agenturet, jf. stk. 5-7, eller af den nationale sikkerhedsmyndighed, jf. stk. 8.

2. Ansøgeren præciserer i sin anmodning om køretøjsomsætningstilladelse anvendelsesområdet for køretøjet. Anmodningen skal indeholde dokumentation for, at den tekniske kompatibilitet mellem køretøjet og anvendelsesområdets net er blevet kontrolleret.

3. Anmodningen om køretøjsomsætningstilladelse ledsages af et dossier, der vedrører køretøjet eller køretøjstypen, og som indeholder dokumentation for:

a)	at de mobile delsystemer, som køretøjet består af, er bragt i omsætning i overensstemmelse med artikel 20 på grundlag af »EF«-verifikationserklæringen

b)	at de i litra a) omhandlede delsystemer i køretøjet er teknisk kompatible med hinanden, idet denne kompatibilitet fastslås på grundlag af de relevante TSI'er og i givet fald nationale forskrifter

c)	at de i litra a) omhandlede delsystemer i køretøjet er sikkert integreret, idet dette fastslås på grundlag af de relevante TSI'er og i givet fald nationale forskrifter og de fælles sikkerhedsmetoder, der er omhandlet i artikel 6 i direktiv (EU) 2016/798

d)	køretøjets tekniske kompatibilitet med anvendelsesområdets net, jf. stk. 2, som fastslås på grundlag af de relevante TSI'er, og i givet fald nationale forskrifter, infrastrukturregistre og den fælles sikkerhedsmetode for risikovurdering, jf. artikel 6 i direktiv (EU) 2016/798.

Når det er nødvendigt at foretage prøver for at opnå dokumentation for den i første afsnit, litra b) og d), omhandlede tekniske kompatibilitet, kan de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder udstede midlertidige tilladelser, så ansøgeren kan anvende køretøjet til praktiske verifikationer på nettet. Infrastrukturforvalteren tilstræber i samråd med ansøgeren så vidt muligt at sikre, at eventuelle prøver finder sted senest tre måneder efter modtagelse af ansøgerens anmodning. Hvis det er relevant, træffer den nationale sikkerhedsmyndighed foranstaltninger til at sikre, at prøverne finder sted.

4. Agenturet eller, i de i stk. 8 fastsatte tilfælde, den nationale sikkerhedsmyndighed udsteder køretøjsomsætningstilladelsen eller underretter ansøgeren om afslag inden for en forud fastsat, rimelig frist og under alle omstændigheder senest fire måneder efter modtagelsen af alle relevante oplysninger fra ansøgeren. Agenturet eller, i de i stk. 8 fastsatte tilfælde, den nationale sikkerhedsmyndighed anvender de praktiske bestemmelser vedrørende den godkendelsesprocedure, der skal fastsættes i en gennemførelsesretsakt, jf. stk. 9. Disse tilladelser gør det muligt at bringe køretøjer i omsætning på EU-markedet.

5. Agenturet udsteder køretøjsomsætningstilladelser for køretøjer, der har anvendelsesområde i en eller flere medlemsstater. Med henblik på udstedelsen af sådanne tilladelser skal agenturet:

a)	vurdere de elementer i dossieret, der er anført i stk. 3, første afsnit, litra b), c) og d), for således at kunne bekræfte dossierets fuldstændighed, relevans og konsistens med hensyn til de relevante TSI'er, og

videresende ansøgerens dossier til de nationale sikkerhedsmyndigheder, der beskæftiger sig med det påtænkte anvendelsesområde, med henblik på at få en vurdering af dossieret og få bekræftet dets fuldstændighed, relevans og konsistens med hensyn til stk. 3, første afsnit, litra d), og de elementer, der er anført i stk. 3, første afsnit, litra a), b) og c), i henhold til de relevante nationale forskrifter.

Som led i vurderingerne efter litra a) og b) og i tilfælde af begrundet tvivl kan agenturet eller de nationale sikkerhedsmyndigheder anmode om, at der foretages prøver på nettet. Med henblik på at lette disse prøver kan de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder udstede midlertidige tilladelser, så ansøgeren kan anvende køretøjet til prøver på nettet. Infrastrukturforvalteren tilstræber så vidt muligt at sikre, at eventuelle prøver finder sted inden for tre måneder, efter at agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed har anmodet herom.

6. Senest én måned efter modtagelsen af ansøgerens anmodning underretter agenturet ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger og angiver samtidig en rimelig frist for indgivelse heraf. Med henblik på dossierets fuldstændighed, relevans og konsistens kan agenturet også vurdere de elementer, der er anført i stk. 3, litra d).

Agenturet tager fuldt ud hensyn til vurderingerne i stk. 5, før det træffer sin afgørelse om udstedelse af køretøjsomsætningstilladelsen. Agenturet udsteder omsætningstilladelsen eller giver ansøgeren afslag inden for en forud fastsat, rimelig frist og under alle omstændigheder senest fire måneder efter modtagelsen af alle relevante oplysninger.

I tilfælde af at en eller flere TSI'er eller dele af TSI'er ikke anvendes, jf. artikel 7, udsteder agenturet først køretøjstilladelsen, efter at proceduren i nævnte artikel har fundet anvendelse.

Agenturet påtager sig det fulde ansvar for de tilladelser, det udsteder.

7. Hvis agenturet er uenigt i en negativ vurdering, der er udført af en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder i henhold til stk. 5, litra b), underretter det den eller de pågældende myndigheder og angiver grundene til, at det er uenigt. Agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejder med henblik på at opnå en gensidigt acceptabel vurdering. Når der er behov for det, hvilket afgøres af agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder, skal denne proces også omfatte ansøgeren. Hvis det ikke er muligt at aftale en gensidigt acceptabel vurdering inden for én måned, efter at agenturet har underrettet den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder om sin uenighed, træffer agenturet sin endelige afgørelse, medmindre den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder har henvist sagen til voldgift i klagenævnet som etableret i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796. Klagenævnet beslutter, om det vil bekræfte agenturets udkast til afgørelse, senest én måned efter at den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder har anmodet herom.

Hvis klagenævnet er enigt med agenturet, træffer agenturet straks en afgørelse.

Hvis klagenævnet er enigt i den nationale sikkerhedsmyndigheds negative vurdering, udsteder agenturet en tilladelse med et anvendelsesområde, der udelukker de dele af nettet, der fik en negativ vurdering.

Hvis agenturet er uenigt i en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheders positive vurdering i henhold til stk. 5, litra b), underretter det den eller de pågældende myndigheder og angiver grundene til, at det er uenigt. Agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejder med henblik på at nå aftale en gensidigt acceptabel vurdering. Når der er behov for det, hvilket afgøres af agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder, skal denne proces også omfatte ansøgeren. Hvis det ikke er muligt at aftale en gensidigt acceptabel vurdering inden for én måned, efter at agenturet har underrettet den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder om sin uenighed, træffer agenturet sin endelige afgørelse.

8. Hvis anvendelsesområdet er begrænset til et eller flere net i kun én medlemsstat, kan den nationale sikkerhedsmyndighed i denne medlemsstat på eget ansvar, og hvis ansøgeren anmoder om det, udstede køretøjsomsætningstilladelsen. For at kunne udstede sådanne tilladelser skal den nationale sikkerhedsmyndighed vurdere dossieret for så vidt angår elementerne i stk. 3 og i overensstemmelse med de procedurer, der skal fastlægges i den gennemførelsesretsakt, som vedtages i henhold til stk. 9. Senest én måned efter modtagelsen af ansøgerens anmodning underretter den nationale sikkerhedsmyndighed ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger. Tilladelsen er også gyldig uden udvidelse af anvendelsesområdet for køretøjer, der kører til stationer i tilgrænsende medlemsstater, som har tilsvarende netegenskaber, når disse stationer ligger tæt på grænsen, efter samråd med de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Dette samråd kan finde sted fra sag til sag eller fastlægges i en grænseoverskridende aftale mellem de nationale sikkerhedsmyndigheder.

Hvis anvendelsesområdet er begrænset til én medlemsstats område, og i tilfælde af at en eller flere TSI'er eller dele af TSI'er ikke anvendes som omhandlet i artikel 7, udsteder den nationale sikkerhedsmyndighed først køretøjstilladelsen, efter at proceduren i den pågældende artikel har fundet anvendelse.

Den nationale sikkerhedsmyndighed påtager sig det fulde ansvar for de tilladelser, den udsteder.

9. Senest den 16. juni 2018 vedtager Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter praktiske bestemmelser, der fastsætter:

a)	hvordan ansøgeren skal opfylde kravene for at få en køretøjsomsætningstilladelse og for typegodkendelse fastsat i denne artikel, og hvilke dokumenter der skal forelægges

b)	de nærmere oplysninger om godkendelsesprocessen såsom de proceduremæssige trin og fristerne for hvert trin i processen

c)	hvordan agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed skal overholde kravene i denne artikel gennem de forskellige trin i ansøgnings- og godkendelsesprocessen, herunder ved vurderingen af ansøgernes dossierer.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3. De tager hensyn til erfaringerne fra forberedelsen af samarbejdsaftalerne som omhandlet i stk. 14.

10. Køretøjsomsætningstilladelserne skal angive:

a)	anvendelsesområdet eller anvendelsesområderne

b)	værdierne af de parametre, der er anført i TSI'erne, og i givet fald i de nationale forskrifter, for kontrollen af den tekniske kompatibilitet mellem køretøjet og anvendelsesområdet

c)	køretøjets overensstemmelse med de relevante TSI'er og nationale forskrifter i tilknytning til de i litra b) omhandlede parametre

d)	betingelserne for, hvordan køretøjet må bruges, og andre restriktioner.

11. Ethvert afslag på en køretøjsomsætningstilladelse eller enhver afgørelse om udelukkelse af en del af nettet i overensstemmelse med en negativ vurdering som omhandlet i stk. 7 begrundes behørigt. Efter modtagelsen af meddelelse af afslag har ansøgeren en frist på en måned til at anmode agenturet eller i givet fald den nationale sikkerhedsmyndighed om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse. Agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed har derefter to måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen om fornyet overvejelse til at bekræfte eller ændre sin afgørelse.

Hvis agenturet bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for det klagenævn, der udpeges i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796.

Hvis en national sikkerhedsmyndighed bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for en klageinstans i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne kan udpege det tilsynsorgan, der er omhandlet i artikel 55 i direktiv 2012/34/EU med henblik på denne klageprocedure. I tilfælde heraf finder artikel 18, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/798 anvendelse.

12. Når eksisterende køretøjer, som i forvejen har fået køretøjsomsætningstilladelse, skal fornyes eller opgraderes, skal der udstedes en ny køretøjsomsætningstilladelse, hvis:

a)	der er sket ændringer af værdierne for de parametre, der er omhandlet i stk. 10, litra b), som ligger uden for intervallet for acceptable parametre som fastsat i TSI'erne

b)	de påtænkte arbejder kan have en negativ indflydelse på det pågældende køretøjs samlede sikkerhed, eller

c)	det kræves i de relevante TSI'er.

13. Hvis ansøgeren ønsker at udvide anvendelsesområdet for et køretøj, der allerede har fået tilladelse, skal dossieret suppleres med de relevante dokumenter, der er omhandlet i stk. 3, vedrørende det nye anvendelsesområde. Ansøgeren skal indsende dossieret til agenturet, som efter at have fulgt procedurerne i stk. 4-7 udsteder en ajourført tilladelse, der omfatter det udvidede anvendelsesområde.

Hvis ansøgeren har modtaget en køretøjstilladelse i overensstemmelse med stk. 8 og ønsker at udvide anvendelsesområdet i den pågældende medlemsstat, skal dossieret suppleres med de relevante dokumenter, der er omhandlet i stk. 3, vedrørende det nye anvendelsesområde. Ansøgeren skal indsende dossieret til den nationale sikkerhedsmyndighed, som efter at have fulgt procedurerne i stk. 8 udsteder en ajourført tilladelse, der omfatter det udvidede anvendelsesområde.

14. Med henblik på stk. 5 og 6 indgår agenturet samarbejdsaftaler med de nationale sikkerhedsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 76 i forordning (EU) 2016/796. Disse aftaler kan være specifikke aftaler eller rammeaftaler og omfatte en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder. De skal indeholde en detaljeret beskrivelse af opgaverne og vilkårene for de varer og tjenester, der skal leveres, fristerne for leveringen og en beregning af det gebyr, som ansøgeren skal betale. De kan også indeholde specifikke samarbejdsordninger i tilfælde af net, der kræver særlig ekspertise af geografiske eller historiske årsager, med henblik på at reducere administrative byrder og ansøgerens omkostninger. Hvor disse net er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, kan sådanne specifikke samarbejdsordninger omfatte muligheden for at indgå kontrakter med de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder om opgaver, når dette er nødvendigt for at sikre effektiv og forholdsmæssig tildeling af ressourcer til udstedelse af tilladelser. De pågældende aftaler skal ligge fast, før agenturet udfører de tilladelsesrelaterede opgaver i overensstemmelse med dette direktivs artikel 54, stk. 4.

15. For de medlemsstater, hvor jernbanenettets sporvidde er forskellig fra sporvidden i hovedjernbanenettet i Unionen, og de tekniske og driftsmæssige krav for disse net er identiske med kravene i tilgrænsende tredjelande, skal alle de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder i disse medlemsstater, ud over de i stk. 14 omhandlede samarbejdsaftaler, indgå en multilateral aftale med agenturet med henblik på at fastsætte de betingelser, på hvilke en køretøjstilladelse, der er udstedt i en af disse medlemsstater, også er gyldig i de øvrige berørte medlemsstater.

16. Denne artikel gælder ikke for godsvogne eller personvogne, som anvendes i fællesskab med tredjelande, hvor sporvidden er forskellig fra sporvidden på hovedjernbanenettet i Unionen, og som har fået tilladelse i henhold til en anden køretøjsgodkendelsesprocedure. De forskrifter, der gælder for godkendelsesproceduren for sådanne køretøjer, offentliggøres og meddeles Kommissionen. Disse køretøjers overensstemmelse med de væsentlige krav i dette direktiv sikres af den pågældende jernbanevirksomhed inden for rammerne af dennes sikkerhedsstyringssystem. Kommissionen kan på grundlag af agenturets rapport afgive en udtalelse om, hvorvidt sådanne forskrifter er i overensstemmelse med målene i dette direktiv. Hvis forskrifterne ikke er i overensstemmelse hermed, kan de pågældende medlemsstater og Kommissionen samarbejde om at fastsætte, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes, under inddragelse, om nødvendigt, af relevante internationale organer.

17. En medlemsstat kan beslutte ikke at anvende denne artikel på lokomotiver og selvkørende tog i trafik fra tredjelande, som er beregnet til at køre til en station på den pågældende medlemsstats område, der ligger tæt ved grænsen på dens område og er udpeget til grænseoverskridende drift. Sådanne køretøjers overensstemmelse med de væsentlige krav i dette direktiv sikres af den pågældende jernbanevirksomhed inden for rammerne af dennes sikkerhedsledelsessystem og, hvor det er relevant, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 9, i direktiv (EU) 2016/798.

Artikel 22

Registrering af køretøjer, der har fået omsætningstilladelse

1. Før et køretøj anvendes for første gang, og efter at det har fået omsætningstilladelse i overensstemmelse med artikel 21, skal det registreres i et køretøjsregister som omhandlet i artikel 47 efter anmodning fra ihændehaveren.

2. Hvis køretøjets anvendelsesområde er begrænset til én medlemsstats område, skal det registreres i denne medlemsstat.

3. Hvis køretøjets anvendelsesområde omfatter mere end én medlemsstats område, skal det registreres i én af de pågældende medlemsstater.

Artikel 23

Kontrol før anvendelsen af køretøjer, som har fået tilladelse

1. Før en jernbanevirksomhed anvender et køretøj i det anvendelsesområde, der er angivet i dets omsætningstilladelse, skal den kontrollere:

a)	at køretøjet har fået omsætningstilladelse i overensstemmelse med artikel 21 og er behørigt registreret

b)	at køretøjet er kompatibelt med strækningen på grundlag af infrastrukturregistret, de relevante TSI'er eller andre relevante oplysninger, som leveres af infrastrukturforvalteren uden vederlag og inden for et rimeligt tidsrum, hvis et sådant register ikke findes eller er ufuldstændigt, og

c)	at køretøjet er korrekt integreret i oprangeringen i det tog, det er beregnet til at drives i, under hensyntagen til det sikkerhedsledelsessystem, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv (EU) 2016/798 og TSI'en vedrørende drift og trafikstyring.

2. Med henblik på stk. 1 kan jernbanevirksomheden foretage prøver i samarbejde med infrastrukturforvalteren.

Infrastrukturforvalteren tilstræber i samråd med ansøgeren så vidt muligt at sikre, at eventuelle prøver finder sted senest tre måneder efter modtagelse af ansøgerens anmodning.

Artikel 24

Typegodkendelse af køretøjer

1. Agenturet eller i givet fald en national sikkerhedsmyndighed kan i overensstemmelse med proceduren i artikel 21 typegodkende køretøjer. Ansøgningen om typegodkendelse af et køretøj og oplysninger om alle ansøgninger, de relevante procedurers trin og disses resultat samt, når det er relevant, klagenævnets anmodninger og afgørelser indgives gennem den i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop.

2. Hvis agenturet eller en national sikkerhedsmyndighed udsteder en køretøjsomsætningstilladelse, skal der efter anmodning fra ansøgeren samtidig udstedes en køretøjstypegodkendelse, som vedrører samme anvendelsesområde for køretøjet.

3. Foretages der ændringer i relevante bestemmelser i de TSI'er eller nationale forskrifter, på grundlag af hvilke en køretøjstypegodkendelse er udstedt, skal det i den pågældende TSI eller nationale forskrift fastsættes, om den allerede udstedte køretøjstypegodkendelse skal forblive gyldig eller skal fornyes. Hvis godkendelsen skal fornyes, må agenturet eller en national sikkerhedsmyndighed kun føre kontrol med de ændrede bestemmelser.

4. Kommissionen fastlægger ved hjælp af gennemførelsesretsakter modellen for erklæringen om typeoverensstemmelse. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

5. Erklæringen om typeoverensstemmelse udfærdiges på grundlag af:

a)	verifikationsprocedurerne i de relevante TSI'er, eller

b)	i de tilfælde, hvor TSI'erne ikke finder anvendelse, de verifikationsprocedurer, der er fastsat i modul B+D, B+F og H1 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF (15).

6. Kommissionen kan, hvis det er relevant, vedtage gennemførelsesretsakter om ad hoc-moduler for overensstemmelsesvurdering. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

7. Godkendelsen af køretøjstyper registreres i det europæiske register over godkendte typer, jf. artikel 48.

Artikel 25

Køretøjers overensstemmelse med en godkendt køretøjstype

1. Et køretøj eller en serie køretøjer, der er i overensstemmelse med en godkendt køretøjstype, skal uden yderligere kontrol have køretøjsgodkendelse i henhold til artikel 21 på grundlag af en erklæring om overensstemmelse med den pågældende køretøjstype forelagt af ansøgeren.

2. Fornyelsen af en køretøjstypegodkendelse som omhandlet i artikel 24, stk. 3, berører ikke køretøjsomsætningstilladelser, der er udstedt på grundlag af den foregående tilladelse til at bringe en køretøjstype i omsætning.

Artikel 26

Køretøjers eller køretøjstypers manglende overholdelse af væsentlige krav

1. Når en jernbanevirksomhed under driften finder, at et køretøj, den anvender, ikke overholder et af de relevante væsentlige krav, træffer den de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe køretøjet i overensstemmelse med kravene. Endvidere kan den underrette agenturet og alle berørte nationale sikkerhedsmyndigheder om de trufne foranstaltninger. Hvis jernbanevirksomheden har bevis for, at den manglende overholdelse allerede gjorde sig gældende på tidspunktet for udstedelse af omsætningstilladelsen, underretter den agenturet og eventuelle andre berørte nationale sikkerhedsmyndigheder.

2. Når en national sikkerhedsmyndighed f.eks. i forbindelse med den tilsynsproces, der er omhandlet i artikel 17 i direktiv (EU) 2016/798, bliver klar over, at et køretøj eller en køretøjstype, der har fået en omsætningstilladelse enten af agenturet i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, eller artikel 24 eller af den nationale sikkerhedsmyndighed i overensstemmelse med artikel 21, stk. 8, eller artikel 24, når det/den anvendes som tilsigtet, ikke opfylder et af de relevante væsentlige krav, underretter den den jernbanevirksomhed, der anvender køretøjet eller køretøjstypen, og anmoder den om at træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe køretøjet/køretøjerne i overensstemmelse med kravene. Den nationale sikkerhedsmyndighed underretter agenturet og eventuelle andre berørte nationale sikkerhedsmyndigheder, også i det område, hvor en ansøgning om omsætningstilladelse for et køretøj af samme type behandles.

3. Hvis de afhjælpende foranstaltninger, jf. tilfældene i stk. 1 og 2, som iværksættes af jernbanevirksomheden, ikke sikrer overensstemmelse med de relevante væsentlige krav, og hvis manglende overensstemmelse fører til en alvorlig sikkerhedsrisiko, kan den berørte nationale sikkerhedsmyndighed anvende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger som led i sine tilsynsopgaver i overensstemmelse med artikel 17, stk. 6, i direktiv (EU) 2016/798. Den nationale sikkerhedsmyndighed eller agenturet kan parallelt anvende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger i form af en suspension af typegodkendelsen af et køretøj, og foranstaltningerne underkastes domstolsprøvelse og den voldgiftsprocedure, der er fastlagt i artikel 21, stk. 7.

4. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 3, kan agenturet eller de nationale sikkerhedsmyndigheder, der udstedte tilladelsen, efter en gennemgang af effektiviteten af eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at håndtere den alvorlige sikkerhedsrisiko, beslutte at tilbagekalde eller ændre tilladelsen, når det er bevist, at et væsentligt krav ikke var opfyldt, da tilladelsen blev udstedt. Med henblik herpå meddeler de deres beslutning til indehaveren af omsætningstilladelsen eller af typegodkendelsen af køretøjer og angiver grundene til deres beslutning. Indehaveren kan inden for en frist på én måned fra modtagelsen af agenturets eller den nationale sikkerhedsmyndigheds beslutning anmode dem om at tage beslutningen op til fornyet overvejelse. I så fald suspenderes beslutningen om tilbagekaldelse midlertidigt. Agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed har én måned fra datoen for modtagelsen af anmodningen om fornyet overvejelse til at bekræfte eller ændre sin beslutning.

I tilfælde af uenighed mellem agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed vedrørende behovet for at begrænse eller tilbagekalde tilladelsen følges i givet fald voldgiftsproceduren i artikel 21, stk. 7. Hvis udfaldet af denne procedure er, at køretøjstilladelsen hverken skal begrænses eller tilbagekaldes, suspenderes de midlertidige sikkerhedsforanstaltninger i stk. 3.

5. Hvis agenturet bekræfter sin afgørelse, kan indehaveren af køretøjstilladelsen indbringe en klage for det klagenævn, der udpeges i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796, inden for den i artikel 59 i nævnte forordning omhandlede frist. Hvis en national sikkerhedsmyndighed bekræfter sin afgørelse, kan indehaveren af køretøjstilladelsen indbringe en klage senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse i henhold til den i artikel 18, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/798 omhandlede national domstolsprøvelse. Medlemsstaterne kan udpege det tilsynsorgan, der er omhandlet i artikel 56 i direktiv 2012/34/EU med henblik på denne klageprocedure.

6. Når agenturet beslutter at tilbagekalde eller ændre en omsætningstilladelse, som det har udstedt, underretter det direkte alle nationale sikkerhedsmyndigheder herom og begrunder sin afgørelse.

Når en national sikkerhedsmyndighed beslutter at tilbagekalde en omsætningstilladelse, som den har udstedt, underretter den straks agenturet herom og begrunder sin afgørelse. Agenturet underretter dernæst de øvrige nationale sikkerhedsmyndigheder.

7. Agenturets eller den nationale sikkerhedsmyndigheds afgørelse om at tilbagekalde tilladelsen afspejles i det relevante køretøjsregister i overensstemmelse med artikel 22 eller, hvis den vedrører en tilladelse til en køretøjstype, i det europæiske register over godkendte typer i overensstemmelse med artikel 24, stk. 7. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder sikrer, at jernbanevirksomheder, der anvender køretøjer af samme type som det køretøj eller den type, der er genstand for tilbagekaldelsen, underrettes korrekt. Sådanne jernbanevirksomheder undersøger først, om det samme problem med manglende overholdelse gør sig gældende. Hvis det er tilfældet, anvendes proceduren i denne artikel.

8. Når en omsætningstilladelse tilbagekaldes, må det pågældende køretøj ikke længere anvendes, og dets anvendelsesområde må ikke udvides. Når en tilladelse til en køretøjstype tilbagekaldes, må køretøjer, der fremstilles på grundlag heraf, ikke bringes i omsætning, eller de skal trækkes tilbage, hvis de allerede er bragt i omsætning. Der kan anmodes om en ny tilladelse efter proceduren i artikel 21, hvis den vedrører enkelte køretøjer, eller proceduren i artikel 24, hvis den vedrører en køretøjstype.

9. Når den manglende overholdelse af de væsentlige krav i de tilfælde, der er fastsat i stk. 1 eller 2, kun vedrører en del af det pågældende køretøjs anvendelsesområde, og denne manglende overholdelse allerede gjorde sig gældende på tidspunktet for udstedelsen af omsætningstilladelsen, ændres denne omsætningstilladelse, så de berørte dele af anvendelsesområdet udelukkes.

KAPITEL VI

OVERENSSTEMMELSESVURDERINGSORGANER

Artikel 27

Bemyndigende myndigheder

1. Medlemsstaterne udpeger de bemyndigende myndigheder, som er ansvarlige for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering, bemyndigelse og overvågning af overensstemmelsesvurderingsorganer, herunder overensstemmelse med artikel 34.

2. Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheder underretter Kommissionen og andre organer i medlemsstaterne, som er bemyndiget til som uafhængig tredjepart at udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til artikel 10, stk. 2, og artikel 15, stk. 1. De skal også sikre, at de underretter Kommissionen og de andre medlemsstater om de udpegede organer som omhandlet i artikel 15, stk. 8.

3. Medlemsstaterne kan vedtage, at den vurdering og overvågning, der er omhandlet i stk. 1, skal foretages af et nationalt akkrediteringsorgan i overensstemmelse med definitionen og forskrifterne i forordning (EF) nr. 765/2008.

4. Hvis den bemyndigende myndighed uddelegerer eller på anden måde overlader vurderingen, bemyndigelsen eller overvågningen som omhandlet i stk. 1 til et organ, som ikke er en offentlig enhed, skal dette organ være en juridisk person og overholde kravene i artikel 28. Det træffer forholdsregler, som sikrer dækning af erstatningsansvar, der måtte opstå som følge af dets aktiviteter.

5. Den bemyndigende myndighed påtager sig det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af det i stk. 3 nævnte organ.

Artikel 28

Krav til bemyndigende myndigheder

En bemyndigende myndighed:

a)	skal oprettes på en sådan måde, at interessekonflikter med overensstemmelsesvurderingsorganerne undgås

b)	skal være organiseret og arbejde på en sådan måde, at det sikres, at dens aktiviteter udøves objektivt og uvildigt

c)	skal være organiseret på en sådan måde, at hver enkelt afgørelse om bemyndigelse af et overensstemmelsesvurderingsorgan træffes af kompetente personer, der ikke er de samme som dem, der har foretaget vurderingen

d)	må ikke tilbyde eller udføre aktiviteter, som udføres af overensstemmelsesvurderingsorganer eller rådgivningstjenester på forretnings- eller konkurrencemæssigt grundlag

e)	skal sikre, at de indhentede oplysninger behandles fortroligt

f)	skal have et kompetent personale, der er stort nok til, at den kan løse sine opgaver på forsvarlig vis.

Artikel 29

Bemyndigende myndigheders oplysningspligt

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres procedurer for vurdering, bemyndigelse og overvågning af overensstemmelsesvurderingsorganerne samt om alle ændringer i disse procedurer.

Kommissionen offentliggør disse oplysninger.

Artikel 30

Overensstemmelsesvurderingsorganer

1. For at kunne blive bemyndiget skal et overensstemmelsesvurderingsorgan opfylde kravene i stk. 2-7 samt artikel 31 og 32.

2. Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal være oprettet i henhold til national ret og have status som juridisk person.

3. Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal kunne udføre alle de overensstemmelsesvurderingsopgaver, som den pågældende TSI pålægger det, og som dets bemyndigelse gælder for, hvad enten disse opgaver udføres af overensstemmelsesvurderingsorganet selv eller på dets vegne og ansvar.

Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal til enhver tid og for hver overensstemmelsesvurderingsprocedure og produkttype eller -kategori, som dets bemyndigelse gælder for, råde over følgende ressourcer:

a)	et personale af den størrelse og med den tekniske viden og tilstrækkelige og relevante erfaring, der skal til for at løse overensstemmelsesvurderingsopgaverne

relevante beskrivelser af de procedurer, som overensstemmelsesvurderingerne skal følge, således at gennemsigtigheden og muligheden for at anvende disse procedurer sikres. Det skal have tilrettelagt politikker og procedurer, som skelner mellem de opgaver, det løser som bemyndiget organ, og andre aktiviteter

c)	passende procedurer, der sætter det i stand til at udføre sine aktiviteter under behørig hensyntagen til størrelsen af en virksomhed, dens aktivitetssektor, dens struktur, hvor kompleks den pågældende produktteknologi er, og om produktionsprocessen har karakter af masse- eller serieproduktion.

Det skal råde over de fornødne midler til på en passende måde at udføre de tekniske og administrative opgaver, der er forbundet med overensstemmelsesvurderingsarbejdet, og det skal have adgang til alt nødvendigt udstyr og alle nødvendige faciliteter.

4. Overensstemmelsesvurderingsorganerne skal tegne ansvarsforsikring, medmindre staten har overtaget ansvaret efter national ret, eller medmindre medlemsstaten selv er direkte ansvarlig for overensstemmelsesvurderingen.

5. De ansatte i et overensstemmelsesvurderingsorgan har tavshedspligt med hensyn til alle oplysninger, som de kommer i besiddelse af under udførelsen af deres opgaver i medfør af den relevante TSI eller i medfør af en forskrift i national ret, der giver TSI'en virkning, undtagen over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne udføres. Ejendomsrettigheder skal beskyttes.

6. Overensstemmelsesvurderingsorganet skal deltage i eller sikre, at dets vurderingspersonale er orienteret om de relevante standardiseringsaktiviteter og aktiviteterne i den koordineringsgruppe af bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer, der er nedsat i henhold til den relevante EU-ret, og de skal som generel retningslinje anvende de administrative afgørelser og dokumenter, som arbejdet i denne gruppe udmøntes i.

7. De overensstemmelsesvurderingsorganer, der er bemyndigede med hensyn til faste og/eller mobile delsystemer for togkontrol og signaler, skal deltage i — eller sikre, at deres vurderingspersonale er orienteret om — ERTMS-gruppen, der er omhandlet i artikel 29 i forordning (EU) 2016/796. De skal følge de retningslinjer, der udarbejdes som resultat af denne gruppes arbejde. Hvis et overensstemmelsesvurderingsorgan finder det uhensigtsmæssigt eller umuligt at anvende dem, skal det forelægge sine bemærkninger til drøftelse i ERTMS-gruppen med henblik på den løbende forbedring af retningslinjerne.

Artikel 31

Overensstemmelsesvurderingsorganernes uvildighed

1. Overensstemmelsesvurderingsorganet skal være et tredjepartsorgan, der er uafhængigt af den organisation, det vurderer, henholdsvis den fabrikant, hvis produkt det vurderer.

Et organ, der tilhører en erhvervsorganisation eller brancheforening, som repræsenterer virksomheder, der er involveret i projektering, fremstilling, tilvejebringelse, samling, brug eller vedligeholdelse af produkter, som det vurderer, kan anses for at være et sådant organ, hvis det dokumenteres, at det er uafhængigt og fri for enhver interessekonflikt.

2. Der skal være sikkerhed for overensstemmelsesvurderingsorganernes, deres øverste ledelses og vurderingspersonalets uvildighed.

3. Et overensstemmelsesvurderingsorgan, dets øverste ledelse og det personale, der udfører overensstemmelsesvurderingsopgaverne, må ikke være konstruktør, fabrikant, leverandør, installatør, køber, ejer, bruger eller vedligeholder af de produkter, de vurderer, eller repræsentere nogen af disse parter. Dette udelukker ikke, at overensstemmelsesvurderingsorganet bruger vurderede produkter, der er nødvendige for, at det kan udføre sit arbejde, eller personlig brug af sådanne produkter.

4. Et overensstemmelsesvurderingsorgan, dets øverste ledelse og det personale, der udfører overensstemmelsesvurderingsopgaverne, må ikke være direkte impliceret i projektering, fremstilling eller opbygning, markedsføring, installation, brug eller vedligeholdelse af de produkter, de vurderer, eller repræsentere parter, der er involveret i disse aktiviteter. De må ikke deltage i aktiviteter, som kan være i strid med deres objektivitet og integritet i forbindelse med de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, de er bemyndiget til at udføre. Dette forbud gælder navnlig rådgivningsservice.

5. Overensstemmelsesvurderingsorganerne skal sikre, at deres dattervirksomheders eller underentreprenørers aktiviteter ikke påvirker fortroligheden, objektiviteten og uvildigheden af deres vurderingsarbejde.

6. Overensstemmelsesvurderingsorganerne og deres personale skal udføre overensstemmelsesvurderingsarbejdet med den største faglige integritet og den nødvendige tekniske kompetence på det relevante felt, og de skal være uafhængige af enhver form for pression og incitament, navnlig af økonomisk art, som kunne påvirke deres bedømmelser eller resultaterne af deres overensstemmelsesvurderingsarbejde, især fra personer eller grupper af personer, der har interesse i resultaterne af dette arbejde.

Artikel 32

Overensstemmelsesvurderingsorganernes personale

1. Det personale, der har til opgave at udføre overensstemmelsesvurderingsarbejdet, skal have følgende kvalifikationer:

a)	en solid teknisk og faglig uddannelse inden for alle de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, som organets bemyndigelse dækker

b)	tilstrækkeligt kendskab til kravene i forbindelse med de vurderinger, de udfører, og tilstrækkelig bemyndigelse til at udføre sådanne vurderinger

c)	tilstrækkeligt kendskab til og forståelse af de væsentlige krav, relevante harmoniserede standarder samt relevante bestemmelser i EU-retten

d)	færdighed i at udarbejde attester, redegørelser og rapporter, der viser, at vurderingerne er udført.

2. Aflønningen af et overensstemmelsesvurderingsorgans øverste ledelse og vurderingspersonale må ikke afhænge af, hvor mange vurderinger de udfører, eller hvordan vurderingerne falder ud.

Artikel 33

Formodning om overensstemmelse for et overensstemmelsesvurderingsorgan

Hvis et overensstemmelsesvurderingsorgan dokumenterer, at det opfylder kriterierne i de relevante harmoniserede standarder eller dele af standarder, som der er offentliggjort henvisninger til i Den Europæiske Unions Tidende, formodes det at overholde kravene i artikel 30-32, i det omfang disse krav fremgår af de pågældende harmoniserede standarder.

Artikel 34

Dattervirksomheder af og underentreprise i tilknytning til bemyndigede organer

1. Hvis et bemyndiget organ giver afgrænsede opgaver i forbindelse med overensstemmelsesvurdering i underentreprise eller benytter en dattervirksomhed, skal det sikre, at underentreprenøren henholdsvis dattervirksomheden opfylder kravene i artikel 30-32, og underrette den bemyndigende myndighed.

2. Bemyndigede organer har det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af underentreprenører eller dattervirksomheder, uanset hvor disse er etableret.

3. De bemyndigede organers aktiviteter må kun gives i underentreprise eller udføres af en dattervirksomhed med kundens samtykke.

4. De bemyndigede organer skal opbevare de relevante dokumenter om vurderingen af underentreprenørens eller dattervirksomhedens kvalifikationer og af det arbejde, de har udført i henhold til den relevante TSI, således at de står til rådighed for den bemyndigende myndighed.

Artikel 35

Akkrediterede interne organer

1. Ansøgere kan benytte et akkrediteret internt organ til at udføre overensstemmelsesvurdering med henblik på at gennemføre de procedurer, der er anført i modul A1, A2, C1 eller C2 som fastlagt i bilag II til afgørelse nr. 768/2008/EF og modul CA1 og CA2 som fastlagt i bilag I til afgørelse 2010/713/EU. Et sådant organ skal udgøre en særskilt del af den pågældende ansøger, og det må ikke medvirke til projektering, produktion, levering, installation, brug eller vedligeholdelse af de produkter, det vurderer.

2. Et akkrediteret internt organ skal opfylde følgende krav:

a)	Det skal være akkrediteret i henhold til forordning (EF) nr. 765/2008.

b)	Organet og dets personale skal inden for det foretagende, som det udgør en del af, være organisatorisk identificerbart og have rapporteringsmetoder, som sikrer dets uvildighed, og skal dokumentere dette over for det kompetente nationale akkrediteringsorgan.

Hverken organet eller dets personale må være ansvarligt for projektering, fremstilling, levering, installation, drift eller vedligeholdelse af de produkter, som de vurderer, og de må heller ikke deltage i aktiviteter, som kan være i strid med deres objektivitet og integritet i forbindelse med deres vurderingsaktiviteter.

d)	Organet må kun udføre sine tjenester over for det foretagende, som det udgør en del af.

3. Akkrediterede interne organer skal ikke notificeres til medlemsstaterne eller Kommissionen, men det foretagende, som de udgør en del af, eller det nationale akkrediteringsorgan skal på den bemyndigende myndigheds anmodning underrette denne om deres akkreditering.

Artikel 36

Ansøgning om bemyndigelse

1. Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal indgive en ansøgning om bemyndigelse til den bemyndigende myndighed i den medlemsstat, hvor det er etableret.

2. Ansøgningen skal være ledsaget af en beskrivelse af de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, det eller de overensstemmelsesvurderingsmoduler og det eller de produkter, som organet hævder at være kompetent til, samt af et eventuelt akkrediteringscertifikat udstedt af et nationalt akkrediteringsorgan, hvor det attesteres, at overensstemmelsesvurderingsorganet opfylder kravene i artikel 30-32.

3. Hvis det pågældende overensstemmelsesvurderingsorgan ikke kan forelægge et akkrediteringscertifikat, forelægger det den bemyndigende myndighed al den dokumentation, der er nødvendig for at kontrollere, anerkende og regelmæssigt overvåge, at det opfylder kravene i artikel 30-32.

Artikel 37

Bemyndigelsesprocedure

1. De bemyndigende myndigheder må kun bemyndige overensstemmelsesvurderingsorganer, der overholder kravene i artikel 30-32.

2. De bemyndigende myndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de i stk. 1 omhandlede organer ved hjælp af det elektroniske notifikationsværktøj, der er udviklet og forvaltes af Kommissionen.

3. Underretningen skal indeholde fyldestgørende oplysninger om overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne, det eller de pågældende overensstemmelsesvurderingsmoduler og det eller de pågældende produkter samt det relevante akkrediteringscertifikat eller anden dokumentation for kompetencen, jf. stk. 4.

4. Hvis en underretning ikke er baseret på et akkrediteringscertifikat som omhandlet i artikel 36, stk. 2, skal den bemyndigende myndighed forelægge Kommissionen og de øvrige medlemsstater den dokumentation, der attesterer overensstemmelsesvurderingsorganets kompetence, og oplysninger om de ordninger, der er indført til sikring af, at der regelmæssigt føres tilsyn med organet, og at organet også fremover vil opfylde kravene i artikel 30-32.

5. Det pågældende organ må kun udføre aktiviteter som bemyndiget organ, hvis Kommissionen og de øvrige medlemsstater ikke har gjort indsigelse senest to uger efter en underretning, der er baseret på et akkrediteringscertifikat, og senest to måneder efter en underretning, der ikke er baseret på et akkrediteringscertifikat.

6. Kommissionen og de øvrige medlemsstater skal underrettes om eventuelle efterfølgende ændringer af underretningen.

Artikel 38

Identifikationsnumre for og lister over bemyndigede organer

1. Kommissionen skal tildele de bemyndigede organer et identifikationsnummer.

Hvert bemyndiget organ tildeles kun ét identifikationsnummer, også selv om organet er bemyndiget i henhold til flere EU-retsakter.

2. Kommissionen offentliggør listen over organer, der er bemyndiget i henhold til dette direktiv, herunder de identifikationsnumre, de er blevet tildelt, og de aktiviteter, deres bemyndigelse gælder for.

Kommissionen holder listen ajourført.

Artikel 39

Ændringer af bemyndigelser

1. Hvis en bemyndigende myndighed har konstateret eller er blevet orienteret om, at et bemyndiget organ ikke længere opfylder kravene i artikel 30-32, eller at det ikke opfylder sine forpligtelser, skal den bemyndigende myndighed efter omstændighederne begrænse, suspendere eller inddrage bemyndigelsen, afhængigt af i hvor alvorlig grad organet ikke opfylder disse krav eller forpligtelser. Den underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

2. Hvis en bemyndigelse begrænses, suspenderes eller inddrages, eller hvis det bemyndigede organ har indstillet sine aktiviteter, skal den bemyndigende medlemsstat træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dette organs sager enten behandles af et andet bemyndiget organ eller står til rådighed for de ansvarlige bemyndigende myndigheder og markedsovervågningsmyndigheder efter disses anmodning.

Artikel 40

Anfægtelse af bemyndigede organers kompetence

1. Kommissionen undersøger alle tilfælde, hvor den tvivler på eller bliver gjort bekendt med en tvivl vedrørende et bemyndiget organs kompetence eller på, at et bemyndiget organ fortsat opfylder de krav og forpligtelser, der påhviler det.

2. Den bemyndigende medlemsstat forelægger efter anmodning Kommissionen alle oplysninger om grundlaget for bemyndigelsen eller det bemyndigede organs fortsatte kompetence.

3. Kommissionen sikrer, at alle følsomme oplysninger, den indhenter som led i sine undersøgelser, behandles fortroligt.

4. Hvis Kommissionen konstaterer, at et bemyndiget organ ikke eller ikke længere opfylder kravene vedrørende dets bemyndigelse, skal den underrette den bemyndigende medlemsstat herom og anmode den om at træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt inddragelse af bemyndigelsen.

Artikel 41

Proceduremæssige forpligtelser for bemyndigede organer

1. Bemyndigede organer foretager overensstemmelsesvurdering i overensstemmelse med de overensstemmelsesvurderingsprocedurer, der er fastsat i den relevante TSI.

2. Overensstemmelsesvurderingerne skal foretages i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, således at de erhvervsdrivende ikke pålægges unødige byrder. De bemyndigede organer skal, når de løser deres opgaver, tage behørigt hensyn til størrelsen af en virksomhed, dens aktivitetssektor, dens struktur, hvor kompleks den pågældende produktteknologi er, og om produktionsprocessen har karakter af masse- eller serieproduktion.

Herunder skal de ikke desto mindre sigte mod at vurdere produktets overensstemmelse med dette direktiv.

3. Hvis et bemyndiget organ finder, at fabrikanten ikke har opfyldt de krav, der er fastsat i den relevante TSI eller i de dertil svarende harmoniserede standarder eller tekniske specifikationer, skal det anmode fabrikanten om at træffe afhjælpende foranstaltninger, og det udsteder ikke en overensstemmelsesattest.

4. Hvis et bemyndiget organ i forbindelse med overensstemmelsesovervågning, efter at der allerede er udstedt attest, finder, at et produkt ikke længere opfylder kravene i den relevante TSI eller tilsvarende harmoniserede standarder eller tekniske specifikationer, skal det anmode fabrikanten om at træffe afhjælpende foranstaltninger og om nødvendigt suspendere eller inddrage attesten.

5. Hvis der ikke træffes afhjælpende foranstaltninger, eller hvis disse ikke har den ønskede virkning, skal det bemyndigede organ efter omstændighederne begrænse, suspendere eller inddrage eventuelle attester.

Artikel 42

Bemyndigede organers oplysningspligt

1. De bemyndigede organer skal oplyse den bemyndigende myndighed om:

a)	ethvert afslag på udstedelse eller enhver begrænsning, suspension eller inddragelse af en attest

b)	alle forhold, der har indflydelse på omfanget af og betingelserne for bemyndigelsen

c)	alle anmodninger om information om udførte overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, som de har modtaget fra markedsovervågningsmyndighederne

d)	efter anmodning overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, der er udført på det område, som deres bemyndigelse gælder for, og enhver anden udført aktivitet, herunder grænseoverskridende aktiviteter og underentreprise.

De kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder underrettes også om ethvert afslag på udstedelse eller begrænsning, suspension eller inddragelse af en attest, jf. litra a).

2. Bemyndigede organer skal give de øvrige organer, der er bemyndiget i henhold til dette direktiv, og som udfører lignende overensstemmelsesvurderingsaktiviteter og dækker samme produkter, relevante oplysninger om spørgsmål vedrørende negative og, efter anmodning, positive overensstemmelsesvurderingsresultater.

3. De bemyndigede organer skal sende agenturet »EF«-verifikationsattester for delsystemer, »EF«-overensstemmelsesattester for interoperabilitetskomponenter og »EF«-attester om anvendelsesegnethed for interoperabilitetskomponenter.

Artikel 43

Udveksling af bedste praksis

Kommissionen sørger for, at der foregår udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaternes nationale myndigheder med ansvar for bemyndigelsespolitik.

Artikel 44

Koordinering af bemyndigede organer

Kommissionen sikrer passende koordinering og samarbejde mellem organer, der er bemyndiget i henhold til dette direktiv, gennem nedsættelse af en sektorspecifik gruppe af bemyndigede organer. Agenturet støtter de bemyndigede organers arbejde som foreskrevet i artikel 24 i forordning (EU) 2016/796.

Medlemsstaterne sørger for, at de organer, de har bemyndiget, deltager i arbejdet i denne gruppe enten direkte eller gennem udpegede repræsentanter.

Artikel 45

Udpegede organer

1. Kravene til overensstemmelsesvurderingsorganer som omhandlet i artikel 30-34 skal også gælde for organer, der er udpeget i henhold til artikel 15, stk. 8, undtagen:

a)	for så vidt angår de kvalifikationer, der kræves af personalet i henhold til artikel 32, stk. 1, litra c), hvor det udpegede organ skal have et tilstrækkeligt kendskab til og en tilstrækkelig forståelse af den nationale ret

for så vidt angår de dokumenter, der skal være til rådighed for den bemyndigede myndighed i henhold til artikel 34, stk. 4, hvor det udpegede organ skal medtage dokumenter vedrørende det arbejde, som dattervirksomheder eller underentreprenører har udført i henhold til de relevante nationale forskrifter.

2. De proceduremæssige forpligtelser, der er fastsat i artikel 41, gælder også for organer, der er udpeget i henhold til artikel 15, stk. 8, bortset fra at disse forpligtelser vedrører nationale forskrifter i stedet for TSI'er.

3. Den oplysningspligt, der er fastsat i artikel 42, stk. 1, gælder også for udpegede organer, som skal underrette medlemsstaterne på behørig vis.

KAPITEL VII

REGISTRE

Artikel 46

Nummersystem for køretøjer

1. Hvert køretøj tildeles ved registrering i overensstemmelse med artikel 22 et europæisk køretøjsnummer (EVN-nummer) af den kompetente myndighed i registreringsmedlemsstaten. Hvert køretøj skal være mærket med et tildelt EVN-nummer.

2. EVN-nummerets specifikationer fastsættes i foranstaltningerne i artikel 47, stk. 2, i overensstemmelse med den relevante TSI.

3. Hvert køretøj tildeles kun et EVN-nummer én gang, medmindre andet er angivet i artikel 47, stk. 2, i overensstemmelse med den relevante TSI.

4. Hvis køretøjer kører eller er beregnet til at køre til eller fra tredjelande, hvis sporvidde er forskellig fra sporvidden i Unionens hovedjernbanenet, kan medlemsstaterne uanset stk. 1 godkende køretøjer, der er klart identificeret i overensstemmelse med et andet kodesystem.

Artikel 47

Køretøjsregistre

1. Indtil Det Europæiske Køretøjsregister, der er omhandlet i stk. 5, er operationelt, fører hver medlemsstat et nationalt køretøjsregister. Dette register skal:

a)	overholde de fælles specifikationer, der er nævnt i stk. 2

b)	føres og opdateres af et organ, der er uafhængigt af alle jernbanevirksomheder

være tilgængeligt for de nationale sikkerhedsmyndigheder og undersøgelsesorganer, der er udpeget i henhold til artikel 16 og 22 i direktiv (EU) 2016/798. Det skal endvidere på enhver legitim anmodning gøres tilgængeligt for de tilsynsorganer, der er omhandlet i artikel 55 i direktiv 2012/34/EU, for agenturet, jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne samt for de personer eller organisationer, der registrerer køretøjerne eller er nævnt i registret.

2. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter fælles specifikationer for de nationale køretøjsregistre for så vidt angår deres indhold, dataformat, funktionelle og tekniske arkitektur og funktionsmåde, herunder ordninger for dataudveksling og regler for dataindlæsning og -søgning.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

3. Det nationale køretøjsregister skal indeholde mindst følgende elementer:

a)	EVN-nummer

b)	referencer til »EF«-verifikationserklæringen og det organ, der har udstedt erklæringen

c)	referencer til det europæiske register over godkendte køretøjstyper, der er nævnt i artikel 48

d)	oplysning om køretøjets ejer og ihændehaver

e)	eventuelle begrænsninger for benyttelsen af køretøjet

f)	referencer til den enhed, der har ansvaret for vedligeholdelsen.

4. Så længe medlemsstaternes nationale køretøjsregistre ikke er forbundet i overensstemmelse med specifikationen i stk. 2, opdaterer hver medlemsstat sit register for så vidt angår de relevante oplysninger med de ændringer, som en anden medlemsstat har foretaget i sit eget register.

5. Med henblik på at reducere de administrative byrder og unødige omkostninger for medlemsstater og interessenter vedtager Kommissionen senest den 16. juni 2018 under hensyntagen til resultatet af en vurdering af omkostninger og fordele ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske og funktionelle specifikationer for Det Europæiske Køretøjsregister, som skal inkorporere de nationale køretøjsregistre med henblik på at tilvejebringe en harmoniseret grænseflade for alle brugere i forbindelse med registrering af køretøjer og dataforvaltning. Stk. 1, litra b) og c), og stk. 3 finder anvendelse. En sådan specifikation skal omfatte indhold, dataformat, funktionel og teknisk arkitektur og funktionsmåde, herunder ordninger for dataudvekling og regler for dataindlæsning og søgning samt migreringsfaser.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3, og på grundlag af en henstilling fra agenturet.

Det Europæiske Køretøjsregister udvikles under hensyntagen til de IT-applikationer og registre, der allerede er oprettet af agenturet og medlemsstaterne, som f.eks. Det Centraliserede, Europæiske Virtuelle Køretøjsregister, der er tilsluttet de nationale køretøjsregistre. Det Europæiske Køretøjsregister skal være operationelt senest den 16. juni 2021.

6. Ihændehaveren underretter straks den medlemsstat, hvor køretøjet er registreret, om enhver ændring af de oplysninger, der er indlæst i køretøjsregistrene, tilintetgørelse af et køretøj eller en beslutning om ikke længere at lade et køretøj være registreret.

7. Ved køretøjer, der får tilladelse for første gang i et tredjeland og først senere anvendes i en medlemsstat, sikrer denne medlemsstat, at det er muligt at finde køretøjsdataene, herunder mindst dataene vedrørende ihændehaveren af det pågældende køretøj, enheden med ansvar for dets vedligeholdelse og begrænsningerne for benyttelsen af køretøjet, ved hjælp af et køretøjsregister eller at de på anden måde straks gøres tilgængelige i letlæselig form og i overensstemmelse med de samme ikkediskriminerende principper, der gælder for lignende data fra et køretøjsregister.

Artikel 48

Det europæiske register over godkendte køretøjstyper

1. Agenturet opretter og fører et register over tilladelser til at bringe køretøjtyper i omsætning, jf. artikel 24. Dette register skal:

a)	være offentligt og elektronisk tilgængeligt for alle

b)	opfylde de fælles specifikationer, der er nævnt i stk. 2

c)	være forbundet med de relevante køretøjsregistre.

2. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter fælles specifikationer for registret over godkendte køretøjstypers indhold, dataformat, funktionelle og tekniske arkitektur, funktionsmåde og regler for dataindlæsning og søgning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

3. Registret skal mindst indeholde følgende elementer om hver køretøjstype:

a)	køretøjstypens tekniske egenskaber, herunder dem, der vedrører tilgængelighed for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet som defineret i de relevante TSI'er

b)	fabrikantens navn

c)	data fra de tilladelser, der vedrører en køretøjstypes anvendelsesområde, herunder eventuelle begrænsninger eller inddragelser.

Artikel 49

Infrastrukturregister

1. Hver medlemsstat sikrer, at der offentliggøres et infrastrukturregister med oplysning om værdierne af netparametrene for hvert berørt delsystem eller del af et delsystem, der er anført i den relevante TSI.

2. Værdierne af de parametre, der fremgår af infrastrukturregistret, skal benyttes sammen med værdierne af de parametre, der fremgår af køretøjsomsætningstilladelsen til at kontrollere den tekniske kompatibilitet mellem køretøj og net.

3. Infrastrukturregistret kan indeholde betingelser for anvendelsen af faste anlæg og andre restriktioner.

4. Hver medlemsstat skal sikre, at infrastrukturregistret ajourføres som foreskrevet i stk. 5.

5. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter fælles specifikationer for infrastrukturregistrets indhold, dataformat, funktionelle og tekniske arkitektur, funktionsmåde og regler for dataindlæsning og søgning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 51, stk. 3.

KAPITEL VIII

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 50

Udøvelse af delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 5, stk. 1, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 15. juni 2016. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen følger sin sædvanlige praksis og gennemfører høringer med eksperter, herunder eksperter fra medlemsstaterne, før den vedtager disse delegerede retsakter.

4. Den i artikel 5, stk. 1, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 5, stk. 1, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 51

Udvalgsprocedure

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 21 i Rådets direktiv 96/48/EF (16). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Artikel 52

Begrundelse

Enhver afgørelse truffet i medfør af dette direktiv om vurdering af interoperabilitetskomponenters overensstemmelse eller anvendelsesegnethed eller om verifikation af delsystemer, der indgår i Unionens jernbanesystem, samt afgørelser truffet i medfør af artikel 7, 12 og 17 begrundes nøje. Afgørelsen meddeles den berørte part så hurtigt som muligt med angivelse af klagemuligheder i henhold til gældende ret i den pågældende medlemsstat og klagefrister i forbindelse hermed.

Artikel 53

Rapport og oplysninger

1. Senest den 16. juni 2018 forelægger Kommissionen en rapport om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at forberede agenturets styrkede rolle i medfør af dette direktiv. Kommissionen skal endvidere hvert tredje år og første gang tre år efter udløbet af overgangsperioden i artikel 54 udarbejde en rapport om forbedringerne i interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem og agenturets funktion i denne forbindelse og forelægge den for Europa-Parlamentet og for Rådet. Rapporten skal også indeholde en evaluering af gennemførelsen og anvendelsen af registrene i kapitel VII samt en analyse af tilfældene i artikel 7 og af anvendelsen af kapitel V, og navnlig vurdere, hvordan de samarbejdsaftaler, der er indgået mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder, fungerer. Med henblik på den første rapport efter udløbet af overgangsperioden foretager Kommissionen grundige høringer af de relevante interessenter og iværksætter et program, der giver mulighed for at vurdere fremskridtene. Hvis det er hensigtsmæssigt i lyset af ovenstående analyse, foreslår Kommissionen lovgivningsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger for agenturets fremtidige rolle med hensyn til at øge interoperabiliteten.

2. Agenturet udarbejder og ajourfører regelmæssigt et værktøj, der kan levere en oversigt over graden af interoperabilitet i Unionens jernbanesystem, når det får en forespørgsel fra en medlemsstat, Europa-Parlamentet eller Kommissionen. Dette værktøj bygger på oplysningerne i de registre, der er omhandlet i kapitel VII.

Artikel 54

Overgangsordning for anvendelse af køretøjer

1. Uden at dette berører denne artikels stk. 4, er køretøjer, der skal godkendes mellem den 15. juni 2016 og den 16. juni 2019, underlagt bestemmelserne i kapitel V i direktiv 2008/57/EF.

2. Tilladelser til at tage køretøjer i brug, som er udstedt i medfør af stk. 1, og alle andre tilladelser, der er givet før den 15. juni 2016, herunder tilladelser udstedt i medfør af internationale aftaler, særlig RIC (Regolamento Internazionale Carrozze) og RIV (Regolamento Internazionale Veicoli), forbliver gyldige på de betingelser, der gjaldt for udstedelsen af tilladelserne.

3. Køretøjer, der har fået ibrugtagningstilladelse i medfør af stk. 1 og 2, skal have en ny køretøjsomsætningstilladelse, før de må køre på et eller flere net, som endnu ikke er omfattet af deres tilladelse. Omsætning på disse supplerende net er omfattet af artikel 21.

4. Fra senest den 16. juni 2019 udfører agenturet de godkendelsesrelaterede opgaver i henhold til artikel 21 og 24 og de opgaver, der er nævnt i artikel 19 for så vidt angår anvendelsesområder i de medlemsstater, der ikke har underrettet agenturet og Kommissionen i overensstemmelse med artikel 57, stk. 2. Uanset artikel 21 og 24 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 57, stk. 2, fortsat udstede godkendelser i overensstemmelse med direktiv 2008/57/EF indtil den 16. juni 2020.

Artikel 55

Andre overgangsbestemmelser

1. Bilag IV, V, VII og IX til direktiv 2008/57/EF finder anvendelse frem til iværksættelsesdatoen for de dertil svarende gennemførelsesretsakter, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 5, artikel 9, stk. 4, artikel 14, stk. 10, og artikel 15, stk. 9.

2. Direktiv 2008/57/EF finder fortsat anvendelse i forbindelse med projekter vedrørende fast ERTMS, der er taget i brug mellem den 15. juni 2016 og den 16. juni 2019.

3. Projekter, hvor udbuds- eller kontraktindgåelsesfasen er afsluttet forud for den 16. juni 2019 er ikke omfattet af en forhåndsgodkendelse fra det agentur, der er omhandlet i artikel 19.

4. Indtil den 16. juni 2031 er optioner indeholdt i kontrakter, der er undertegnet før den 15. juni 2016, ikke omfattet af en forhåndsgodkendelse fra det agentur, der er omhandlet i artikel 19, selv hvis de gennemføres efter den 15. juni 2016.

5. Inden de nationale sikkerhedsmyndigheder tillader ibrugtagning af fast ERTMS-udstyr, der ikke var omfattet af agenturets forhåndsgodkendelse, jf. artikel 19, samarbejder de med agenturet med henblik på at sikre, at de tekniske løsninger er fuldt interoperable i overensstemmelse med artikel 30, stk. 3 og artikel 31, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796.

Artikel 56

Henstillinger og udtalelser fra agenturet

Agenturet fremsætter henstillinger og udtalelser i henhold til artikel 19 i forordning (EU) 2016/796 med henblik på anvendelsen af dette direktiv. Disse henstillinger og udtalelser tages i relevant omfang i betragtning under udarbejdelsen af gennemførelsesretsakter i henhold til dette direktiv.

Artikel 57

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme bestemmelserne i artikel 1 og 2, artikel 7, stk. 1-4 og 6, artikel 8, artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 5, artikel 11, stk. 1, 3 og 4, artikel 12, 13 og 14, artikel 15, stk. 1-8, artikel 16, artikel 18, artikel 19, stk. 3, artikel 21-39, artikel 40, stk. 2, artikel 41, 42, 44, 45 og 46, artikel 47, stk. 1, 3, 4 og 7, artikel 49, stk. 1-4, artikel 54 samt bilag I, II, III og IV senest den 16. juni 2019. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.

2. Medlemsstaterne kan forlænge den i stk. 1 omhandlede overgangsperiode med et år. Med henblik herpå underretter medlemsstater, som ikke indfører de nødvendige love og administrative bestemmelser inden for den overgangsperiode, der er nævnt i stk. 1, agenturet og Kommissionen herom og angiver grundene til en sådan forlængelse senest den 16. december 2018.

3. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller ved offentliggørelsen være ledsaget af en sådan henvisning. De skal desuden indeholde en erklæring om, at henvisninger i eksisterende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, gælder som henvisninger til dette direktiv. Medlemsstaterne fastsætter, hvordan henvisningen skal udformes, og hvordan erklæringen skal formuleres.

4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

5. Forpligtelsen til at gennemføre artikel 13, artikel 14, stk. 1-8, 11 og 12, artikel 15, stk. 1-9, artikel 16, stk. 1, artikel 19-26, artikel 45, 46, og 47, artikel 49, stk. 1-4, og artikel 54 i dette direktiv i national ret og implementere dem gælder ikke for Cypern og Malta, så længe der ikke findes noget jernbanesystem på deres områder.

Når et offentligt eller privat organ indgiver en officiel anmodning om at bygge en jernbanestrækning med henblik på drift udført af en eller flere jernbanevirksomheder, vedtager de pågældende medlemsstater foranstaltninger med henblik på at gennemføre de artikler, der er anført i første afsnit, senest to år efter at anmodningen er modtaget.

Artikel 58

Ophævelse

Direktiv 2008/57/EF som ændret ved de direktiver, der er anført i bilag V, del A, ophæves med virkning fra den 16. juni 2020, dog uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for gennemførelse i national ret af de direktiver, der er anført i bilag V, del B.

Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilag VI.

Artikel 59

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 60

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. maj 2016.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

J.A.HENNIS-PLASSCHAERT

Formand

(1) EUT C 327 af 12.11.2013, s. 122.

(2) EUT C 356 af 5.12.2013, s. 92.

(3) Europa-Parlamentets holdning af 26.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 10.12.2015 (EUT C 57 af 12.2.2016, s. 1). Europa-Parlamentets holdning af 28.4.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (se side 1 i denne EUT).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243).

(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (se side 102 i denne EUT).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32).

(12) Kommissionens afgørelse 2010/713/EU af 9. november 2010 om de moduler til procedurer for vurdering af overensstemmelse og anvendelsesegnethed og for »EF«-verifikation, der skal benyttes i tekniske specifikationer for interoperabilitet, som er vedtaget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF (EUT L 319 af 4.12.2010, s. 1).

(13) Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan (EFT L 225 af 12.8.1998, s. 27).

(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).

(15) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 82).

(16) Rådets direktiv 96/48/EF af 23. juli 1996 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for højhastighedstog (EFT L 235 af 17.9.1996, s. 6).

BILAG I

ELEMENTER I UNIONENS JERNBANESYSTEM

1. Net

For dette direktivs formål omfatter EU-nettet følgende elementer:

a)	Strækninger, som er specielt anlagt til højhastighedstog og udstyret til hastigheder på normalt 250 km/h eller derover.

b)	Strækninger, som er specielt udbygget til højhastighedstog og udstyret til hastigheder på omkring 200 km/h.

Strækninger, der er specielt udbygget til højhastighedstog, og som har særlige karakteristika på grund af topografiske, terrænbetingede eller byplanmæssige begrænsninger, som hastigheden skal tilpasses efter i hvert enkelt tilfælde. Denne kategori indbefatter forbindelsesstrækninger mellem højhastighedsnettet og det konventionelle net, banegårdsspor, tilkørselsspor til terminaler, remiser mv., hvor højhastighedsmateriel kører med konventionel hastighed.

d)	Konventionelle strækninger, som er beregnet til persontrafik.

e)	Konventionelle strækninger, som er beregnet til blandet trafik (personer, gods).

f)	Konventionelle strækninger, som er beregnet til godstrafik.

g)	Knudepunkter i persontrafikken.

h)	Knudepunkter i godstrafikken, herunder intermodale terminaler.

i)	Forbindelsesspor mellem disse elementer.

Dette net omfatter trafikstyrings-, eftersporings- og navigationssystemer: tekniske installationer til databehandling og telekommunikation beregnet på persontransport med fjerntog og godstransport på dette net med henblik på at sikre en sikker og harmonisk drift af nettet og en effektiv styring af trafikken.

2. Køretøjer

I dette direktiv indbefatter EU-køretøjer alle køretøjer, som kan køre på hele EU-nettet eller en del af det:

—	lokomotiver og passagervogne, herunder brændstof- eller eldrevne trækkraftenheder, selvkørende brændstof- eller eldrevne tog og personvogne

—	godsvogne, herunder lave køretøjer konstrueret til kørsel på hele nettet, og køretøjer til transport af lastvogne

—	særlige køretøjer som f.eks. arbejdskøretøjer.

Denne liste over køretøjer omfatter køretøjer, som er specielt konstrueret til at køre på de forskellige former for højhastighedsstrækninger som beskrevet i punkt 1.

BILAG II

DELSYSTEMER

1. Liste over delsystemer

Med henblik på dette direktiv kan Unionens jernbanesystem opdeles i delsystemer, der svarer til enten:

strukturelt definerede områder:

—	infrastruktur

—

energi

—	fast togkontrol- og signaludstyr

—	mobilt togkontrol- og kommunikationsudstyr

—	rullende materiel, eller

funktionelt definerede områder:

—	drift og trafikstyring

—	vedligeholdelse

—	trafiktelematik for person- og godstrafikken.

2. Beskrivelse af delsystemerne

For hvert delsystem eller hver del af et delsystem stiller agenturet forslag om en liste over interoperabilitetsrelevante komponenter og aspekter, når det udarbejder udkastet til den dertil hørende TSI. Delsystemerne omfatter følgende elementer, som dog ikke foregriber valget af interoperabilitetsrelevante komponenter eller aspekter eller af den rækkefølge, hvori de skal gøres til genstand for TSI'er:

2.1. Infrastruktur

Spor, sporskifter, niveauoverkørsler, bygværker (broer, tunneler mv.), de banegårdselementer, der er knyttet til togtrafikken (f.eks. indgange, perroner, adgangsområder, serviceområder, toiletter og informationssystemer samt disse elementers tilgængelighed for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet), og sikkerheds- og beskyttelsesudstyr.

2.2. Energi

Elektrificeringssystem, herunder luftledningsmateriel og infrastrukturbaseret udstyr til måling af og opkrævning for strømforbruget.

2.3. Fast togkontrol- og signaludstyr

Alt nødvendigt fast sikkerheds-, styrings- og kontroludstyr for tilladt togtrafik på nettet.

2.4. Mobilt togkontrol- og signaludstyr

Alt nødvendigt mobilt sikkerheds-, styrings- og kontroludstyr for tilladt togtrafik på nettet.

2.5. Drift og trafikstyring

De procedurer med tilhørende udstyr, som giver mulighed for at sikre en sammenhængende drift af de forskellige strukturelt definerede delsystemer under både normal og uregelmæssig drift, herunder navnlig oprangering af tog og kørsel med tog samt planlægning og styring af trafikken.

De faglige kvalifikationer, som der kan stilles krav om som en forudsætning for varetagelse af enhver opgavetype inden for banetrafikken.

2.6. Trafiktelematik

Dette delsystem omfatter i henhold til bilag I to dele:

a)	anvendelser i persontrafikken, herunder systemer, der informerer rejsende før og under rejsen, reserverings- og betalingssystemer, bagagehåndtering, styring af korrespondancen mellem tog og med andre transportmidler

b)	anvendelser i godstrafikken, herunder informationssystemer (overvågning i realtid af gods og tog), sorterings- og allokeringssystemer, reserverings-, betalings- og faktureringssystemer, styring af korrespondancen med andre transportmidler, udarbejdelse af elektroniske ledsagedokumenter.

2.7. Rullende materiel

Vognkasse, styrings- og reguleringssystem for al togudrustning, strømaftagere, trækkraft- og energiomformningsudstyr, strømforbrugsmåle- og opkrævningsudstyr installeret i det rullende materiel, bremseudstyr, koblingsudstyr, løbeværk (bogier, aksler mv.) og ophængning, døre, menneske/maskine-grænseflader (lokomotivfører, togpersonale, passagerer, herunder adgangsforhold for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet), aktive eller passive sikkerhedsanordninger og foranstaltninger til beskyttelse af passagerers og togpersonales sundhed.

2.8. Vedligeholdelse

Procedurer med dertil hørende udstyr, logistiske vedligeholdelsesinstallationer, beredskabslagre, som giver mulighed for at udføre den obligatoriske afhjælpende og forebyggende vedligeholdelse med det formål at sikre interoperabilitet i Unionens jernbanesystem og levere de nødvendige ydelser.

BILAG III

VÆSENTLIGE KRAV

1. Generelle krav

1.1. Sikkerhed

1.1.1. Projekteringen, opbygningen eller fremstillingen samt vedligeholdelsen og overvågningen af de sikkerhedskritiske dele, herunder navnlig dele, der har betydning for togenes kørsel på nettet, skal garantere et sikkerhedsniveau, der svarer til de mål, der er opstillet for nettet, også under nærmere bestemte uregelmæssige driftsforhold.

1.1.2. De parametre, der vedrører kontakten mellem hjul og skinner, skal følge de kriterier for kørselsstabilitet, som er nødvendige for, at der kan gives garanti for sikker kørsel ved den tilladte maksimalhastighed. De parametre, der vedrører bremseudstyr, skal give garanti for, at det ved den tilladte maksimalhastighed er muligt at standse inden for en given bremselængde.

1.1.3. De anvendte dele skal kunne modstå normale og specificerede exceptionelle påvirkninger i hele deres levetid. Der skal ved passende midler sørges for, at hændelige svigt kun får begrænsede følger for sikkerheden.

1.1.4. Faste anlæg og rullende materiel skal projekteres og materialer vælges med henblik på at begrænse frembringelse, spredning og følger af ild og røg i tilfælde af brand.

1.1.5. Anordninger, som er beregnet til at blive betjent af brugerne, skal være projekteret på en sådan måde, at forudsigelige, om end anvisningsstridige, betjeningsmåder ikke forringer anordningernes funktionssikkerhed eller medfører en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko for brugerne.

1.2. Driftssikkerhed og disponibilitet

Overvågning og vedligeholdelse af faste eller mobile dele, der indgår i togtrafikken, skal tilrettelægges, gennemføres og kvantificeres således, at delene forbliver funktionsdygtige under specificerede forhold.

1.3. Sundhed

1.3.1. Der bør ikke anvendes materialer i tog og infrastrukturanlæg, der i kraft af den måde, de anvendes på, kan indebære sundhedsfare for personer, som skal færdes eller opholde sig dér.

1.3.2. Materialerne skal vælges, behandles og anvendes således, at afgivelse af skadelige eller farlige dampe eller gasser begrænses, især i tilfælde af brand.

1.4. Miljøbeskyttelse

1.4.1. Miljøvirkningerne af at anlægge og drive jernbanesystemet skal vurderes og tages i betragtning ved udformningen af systemet i overensstemmelse med EU-retten.

1.4.2. Materialer i tog og infrastrukturanlæg må ikke medføre afgivelse af miljøskadelige eller farlige dampe eller gasser, især ikke i tilfælde af brand.

1.4.3. Det rullende materiel og energiforsyningssystemerne skal projekteres og fremstilles således, at de er elektromagnetisk kompatible med installationer, anlæg og offentlige og private net, som der er risiko for interferens med.

1.4.4. Planlægningen og driften af jernbanesystemet må ikke føre til, at systemet genererer et uacceptabelt støjniveau:

—	i omgivelserne i kort afstand fra jernbaneinfrastrukturen, jf. artikel 3, nr. 3), i direktiv 2012/34/EU, og

—	i førerrummet.

1.4.5. Jernbanesystemet skal drives uden jordbundsvibrationer, som er uacceptable for aktiviteter og omgivelser i kort afstand fra infrastrukturen og i normal vedligeholdelsesstand.

1.5. Teknisk kompatibilitet

Infrastrukturanlæggenes og de faste installationers tekniske specifikationer skal være forenelige indbyrdes og med specifikationerne for de tog, der skal køre på jernbanesystemet. Dette krav omfatter en sikker integration af køretøjets delsystem i infrastrukturen.

Når det på dele af nettet viser sig vanskeligt at overholde disse specifikationer, kan der benyttes midlertidige løsninger, som garanterer fremtidig kompatibilitet.

1.6. Tilgængelighed

1.6.1. Delsystemerne Infrastruktur og Rullende materiel skal være tilgængelige for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet på lige fod med andre ved at forebygge eller fjerne barrierer samt ved hjælp af andre relevante foranstaltninger. Dette omfatter projektering, opbygning, fornyelse, opgradering, vedligeholdelse og drift af de relevante dele af delsystemerne, som offentligheden har adgang til.

1.6.2. Delsystemerne Drift og Trafiktelematik for persontrafikken skal indeholde de funktioner, som er nødvendige for at lette adgangen for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet på lige fod med andre ved at forebygge eller fjerne barrierer samt ved hjælp af andre relevante foranstaltninger.

2. Særlige krav til de enkelte delsystemer

2.1. Infrastruktur

2.1.1. Sikkerhed

Der skal træffes passende foranstaltninger for at hindre adgang til eller uønsket indtrængen på anlæggene.

Der skal træffes foranstaltninger til at begrænse farer for personer, bl.a. når tog kører gennem banegårde.

Infrastrukturanlæg, som publikum har adgang til, skal projekteres og udføres således, at sikkerhedsrisici for personer begrænses (stabilitet, brand, adgang, evakuering, perroner osv.).

Der skal træffes passende foranstaltninger for at tage hensyn til de særlige sikkerhedsforhold i lange tunneler og viadukter.

2.1.2. Tilgængelighed

Infrastrukturdelsystemer, som offentligheden har adgang til, skal være tilgængelige for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet i overensstemmelse med punkt 1.6.

2.2. Energi

2.2.1. Sikkerhed

Driften af energiforsyningssystemerne må ikke forringe sikkerheden for hverken tog eller personer (brugere, driftspersonale, beboere langs banen og tredjemand).

2.2.2. Miljøbeskyttelse

Driften af brændstof- eller elenergiforsyningssystemerne må ikke give miljøgener ud over de specificerede grænser.

2.2.3. Teknisk kompatibilitet

Systemer til forsyning med elektrisk energi eller brændstof skal:

—	gøre det muligt for togene at yde de specificerede præstationer

—	for elforsyningssystemernes vedkommende: være kompatible med de strømaftagere, som togene er udstyret med.

2.3. Togkontrol og kommunikation

2.3.1. Sikkerhed

Anlæg og procedurer til togkontrol og signalgivning skal give mulighed for togtrafik med et sikkerhedsniveau, der svarer til de målsætninger, der er fastsat for nettet. Togkontrol- og signalsystemerne skal fortsat tillade sikker trafik med tog, som har tilladelse til at køre under uregelmæssige driftsforhold.

2.3.2. Teknisk kompatibilitet

Al ny infrastruktur og alt nyt rullende materiel, som fremstilles eller udvikles efter vedtagelsen af kompatible togkontrol- og signalgivningssystemer, skal udformes, så det kan benytte disse systemer.

Togkontrol- og signaludstyr, der installeres i lokomotivførerrummene, skal muliggøre normal drift under specificerede forhold i hele jernbanesystemet.

2.4. Rullende materiel

2.4.1. Sikkerhed

I det rullende materiel skal vognkasser og forbindelser mellem vognene være projekteret således, at de rum, der er beregnet til rejsende og togpersonale, er beskyttet i tilfælde af sammenstød eller afsporing.

Det elektriske udstyr må ikke forringe togkontrol- og signalanlæggenes funktionssikkerhed.

Bremseteknikken og de påvirkninger, den forårsager, skal være forenelige med sporenes, de tekniske installationers og signalsystemernes konstruktion.

Der skal træffes foranstaltninger vedrørende spændingsførende komponenters tilgængelighed af hensyn til personsikkerheden.

Der skal forefindes anordninger, således at passagererne kan gøre lokomotivføreren opmærksom på faresituationer, og personalet kan komme i kontakt med dem.

Passagerernes sikkerhed skal sikres i forbindelse med ind- og udstigning af tog. Indgangsdørene skal være udstyret med et luknings- og åbningssystem, som garanterer de rejsendes sikkerhed.

Der skal være nødudgange, og det skal være angivet, hvor de befinder sig.

Der skal træffes passende foranstaltninger for at tage hensyn til de særlige sikkerhedsforhold i lange tunneler.

Et nødbelysningsanlæg, der er tilstrækkelig kraftigt og uafhængigt, er obligatorisk i togene.

Togene skal være udstyret med et højttaleranlæg, som togpersonalet uden for toget kan benytte til at give meddelelser til passagererne.

Både på banegårde og i tog skal passagererne informeres letforståeligt og i fuldt omfang om de regler, der gælder for dem.

2.4.2. Driftssikkerhed og disponibilitet

Det vitale udstyr og løbeværk, trækkraft, bremser samt togkontrol skal være konstrueret på en sådan måde, at togets rejse kan fortsættes under specificerede forringede driftsforhold uden negative følger for det udstyr, som stadig fungerer.

2.4.3. Teknisk kompatibilitet

Det elektriske udstyr skal være kompatibelt med togkontrol- og kommunikationsanlæggenes funktionsdygtighed.

Strømaftagere skal specificeres, så togene kan køre med de strømforsyningssystemer, som findes i jernbanesystemet.

Det rullende materiels specifikationer skal gøre det muligt for det at køre på alle de banestrækninger, som det er meningen, det skal benytte, idet der tages hensyn til relevante klimatiske forhold.

2.4.4. Kontrol

Togene skal være udstyret med et registreringsapparat. Data indsamlet af dette apparat og behandlingen af oplysningerne skal harmoniseres.

2.4.5. Tilgængelighed

Delsystemer vedrørende Rullende materiel, som offentligheden har adgang til, skal være tilgængelige for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet i overensstemmelse med punkt 1.6.

2.5. Vedligeholdelse

2.5.1. Sikkerhed og sundhed

De tekniske installationer og de anvendte fremgangsmåder i centrene skal garantere en sikker drift af det relevante delsystem og må ikke udgøre en sikkerheds- eller sundhedsfare.

2.5.2. Miljøbeskyttelse

De tekniske installationer og de anvendte fremgangsmåder i klargøringscentre og værksteder må ikke overskride det tilladte niveau for gener for det omgivende miljø.

2.5.3. Teknisk kompatibilitet

Vedligeholdelsesanlæg til rullende materiel skal give mulighed for at gennemføre sikkerheds-, hygiejne- og komfortprocedurer for alt det materiel, som de er projekteret for.

2.6. Drift og trafikstyring

2.6.1. Sikkerhed

Tilvejebringelsen af sammenhæng i reglerne for drift af nettet og for lokomotivførernes, togpersonalets og kontrolcenterpersonalets kvalifikationer skal garantere en sikker drift, idet der tages hensyn til de forskellige krav, der gør sig gældende i forbindelse med grænseoverskridende og indenlandsk trafik.

Vedligeholdelsesprocedurer og frekvens, vedligeholdelsespersonalets og kontrolcenterpersonalets uddannelse og kvalifikationer samt kvalitetssikringssystemerne i de pågældende driftsvirksomheders kontrol- og vedligeholdelsescentre og værksteder skal tilvejebringe garanti for et højt sikkerhedsniveau.

2.6.2. Driftssikkerhed og disponibilitet

2.6.3. Teknisk kompatibilitet

Tilvejebringelsen af sammenhæng i reglerne for drift af nettene og for lokomotivførernes, togpersonalets og trafikstyringspersonalets kvalifikationer skal garantere en effektiv drift af jernbanesystemet, idet der tages hensyn til de forskellige krav, der gør sig gældende i forbindelse med grænseoverskridende og indenlandsk trafik.

2.6.4. Tilgængelighed

Der skal tages passende skridt for at sikre, at driftsregler indeholder de funktioner, der er nødvendige for at sikre tilgængeligheden for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet.

2.7. Trafiktelematik for person- og godstrafikken

2.7.1. Teknisk kompatibilitet

De væsentlige krav til trafiktelematik, som skal sikre et mindsteniveau for servicekvaliteten over for rejsende og over for kunder i godstrafiksektoren, vedrører især den tekniske kompatibilitet.

Der skal tages skridt for at sikre, at:

—	databaser, software og datakommunikationsprotokoller udvikles på en måde, der maksimerer mulighederne for dataudveksling mellem dels forskellige typer af trafiktelematik, dels forskellige driftsvirksomheder, undtagen af fortrolige forretningsdata

—	brugerne har ubesværet adgang til informationerne.

2.7.2. Driftssikkerhed og disponibilitet

Disse databaser, programmer og datakommunikationsprotokoller skal benyttes, administreres, ajourføres og vedligeholdes på måder, der sikrer systemernes effektivitet og servicekvaliteten.

2.7.3. Sundhed

Systemernes brugergrænseflader skal følge grundreglerne for ergonomi og sundhedsbeskyttelse.

2.7.4. Sikkerhed

Det skal sikres, at integriteten og driftssikkerheden er på et tilstrækkeligt niveau ved lagring eller overførsel af sikkerhedsrelaterede oplysninger.

2.7.5. Tilgængelighed

Der skal tages passende skridt for at sikre, at delsystemer vedrørende Trafiktelematik for persontrafikken indeholder den funktionalitet, der er nødvendig for at sikre tilgængeligheden for personer med handicap personer med nedsat mobilitet.

BILAG IV

»EF«-VERIFIKATIONSPROCEDURE FOR DELSYSTEMERNE

1. GENERELLE PRINCIPPER

Ved »«EF»-verifikation« forstås en procedure, som udføres af ansøgeren, jf. artikel 15, hvorved det fastslås, om kravene i den relevante EU-ret og i relevante nationale forskrifter vedrørende et delsystem er blevet opfyldt, så delsystemet kan godkendes til ibrugtagning

2. VERIFIKATIONSATTEST UDSTEDT AF ET BEMYNDIGET ORGAN

2.1. Indledning

I dette direktiv forstås der ved verifikation på grundlag af TSI'er en procedure, hvorved et bemyndiget organ kontrollerer og attesterer, at delsystemet stemmer overens med de relevante tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI'er).

Dette berører ikke ansøgerens forpligtelser til at overholde andre gældende EU-retsakter samt eventuelle verifikationer foretaget af vurderingsorganerne i henhold til andre regler.

2.2. Verifikationsredegørelse i mellemfasen (ISV)

2.2.1. Principper

På anmodning fra ansøgeren kan verifikationerne foretages for dele af et delsystem eller begrænses til bestemte faser af verifikationsproceduren. I disse tilfælde kan resultaterne af verifikationen dokumenteres i en »verifikationsredegørelse i mellemfasen« (ISV), som udstedes af det bemyndigede organ, som ansøgeren har valgt. ISV'en skal indeholde henvisninger til de TSI'er, som overensstemmelsen er vurderet i forhold til.

2.2.2. Dele af delsystemet

Ansøgeren kan ansøge om en ISV for hver enhver del, som vedkommende har valgt at underopdele delsystemet i. Hver del skal kontrolleres i hver fase som beskrevet i afsnit 2.2.3.

2.2.3. Faser i verifikationsproceduren

Delsystemet, eller bestemte dele af delsystemet, undersøges i hver af følgende faser:

a)	samlet projektering/konstruktion

b)	produktion: udførelse, herunder navnlig anlægsarbejde, fabrikation, montering af komponenter og justering af helheden

c)	afsluttende prøvning.

Ansøgeren kan ansøge om at få udarbejdet en ISV for konstruktionsfasen (inklusive typeafprøvninger) og for produktionsfasen for hele delsystemet eller for enhver af de dele, som vedkommende har valgt at underopdele delsystemet i (se afsnit 2.2.2).

2.3. Verifikationsattest

2.3.1. De bemyndigede organer, der er ansvarlige for verifikationen, vurderer delsystemets konstruktion, produktion og afsluttende prøvning og udsteder en verifikationsattest til ansøgeren, som derefter udfærdiger »EF«-verifikationserklæringen. Verifikationsattesten skal indeholde henvisninger til de TSI'er, som overensstemmelsen er vurderet i forhold til.

Hvis overensstemmelsen af et delsystem ikke er blevet vurderet for alle relevante TSI'er (f.eks. i tilfælde af undtagelser, delvis anvendelse af TSI'erne ved opgradering eller fornyelse, overgangsperioder i en TSI eller særtilfælde), skal verifikationsattesten indeholde en nøjagtig angivelse af, for hvilken eller hvilke TSI'er eller dele af TSI'er det bemyndigede organ ikke under verifikationsproceduren har undersøgt, om overensstemmelseskravet er opfyldt.

2.3.2. Når der er udstedt ISV'er, tager det bemyndigede organ, der er ansvarligt for EF-verifikationen af delsystemet, disse ISV'er i betragtning, og inden det udsteder en verifikationsattest:

a)	verificerer det, at ISV'erne korrekt omfatter de relevante TSI-krav

b)	kontrollerer det alle forhold, der ikke er omfattet af ISV'erne, og

c)	kontrollerer det den afsluttende prøvning af delsystemet som helhed.

2.3.3. Hvis et delsystem, for hvilket der allerede foreligger en verifikationsattest, ændres, skal det bemyndigede organ kun foretage de undersøgelser og prøvninger, som er relevante og nødvendige for ændringen, dvs. at vurderingen kun skal omfatte de dele af delsystemet, som er ændret, og deres grænseflader til de dele af delsystemet, der er uændrede.

2.3.4. Hvert bemyndiget organ, der er involveret i verifikation af et delsystem, skal i henhold til artikel 15, stk. 4, udarbejde et dossier, som dækker omfanget af dets aktiviteter.

2.4. Teknisk dossier, som ledsager »EF«-verifikationserklæringen

Det tekniske dossier, som ledsager »EF«-verifikationserklæringen, og som samles af ansøgeren skal indeholde:

en beskrivelse af de tekniske egenskaber, der er knyttet til konstruktionen, herunder helheds- og detailtegninger, der svarer til udførelsen, elektricitets- og hydraulikdiagrammer, styrekredsdiagrammer, beskrivelser af EDB-systemer og automatisk udstyr i en detaljeringsgrad, der er tilstrækkelig til at dokumentere, at overensstemmelsen er blevet verificeret, samt dokumentation vedrørende drift og vedligeholdelse osv., der har relevans for det pågældende delsystem

b)	en fortegnelse over interoperabilitetskomponenter som omhandlet i artikel 4, stk. 3, litra d), der er inkorporeret i delsystemet

det dossier, som er omtalt i artikel 15, stk. 4, og som er udarbejdet af hvert af de bemyndigede organer, som er involveret i verifikationen af et delsystem, og som skal indeholde:

—

kopier af de »EF«-verifikationserklæringer og, hvis det er relevant, »EF«-erklæringer om anvendelsesegnethed, som skal være udstedt for komponenterne i henhold til direktivets artikel 4, stk. 3, litra d), efter omstændighederne ledsaget af de tilhørende beregninger samt en kopi af protokollerne for de prøvninger og undersøgelser, som de bemyndigede organer har gennemført på grundlag af fælles tekniske specifikationer

—	eventuelle ISV'er, der ledsager verifikationsattesten, herunder resultatet af det bemyndigede organs verifikation af ISV'ernes gyldighed

—

den verifikationsattest — ledsaget af de dertil hørende beregninger og underskrevet af det bemyndigede organ, der har gennemført verifikationen — som bekræfter, at delsystemet opfylder kravene i den eller de relevante TSI'er, og som anfører eventuelle forbehold, der er taget under udførelsen af arbejdet og ikke er ophævet; verifikationsattesten bør desuden være ledsaget af de besøgs- og kontrolrapporter, som organet har udarbejdet som led i sin opgave, jf. punkt 2.5.2 og 2.5.3

d)	verifikationsattester, der er udstedt i medfør af andre EU-retsakter

når der gælder krav om verifikation af sikker integration i medfør af artikel 18, stk. 4, litra c), og artikel 21, stk. 3, litra c): skal det relevante tekniske dossier indeholde bedømmernes vurderingsrapport eller vurderingsrapporter om de fælles sikkerhedsmetoder for risikovurdering, jf. artikel 6, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (1).

2.5. De bemyndigede organers overvågning

2.5.1. Det bemyndigede organ, der har til opgave at verificere udførelsen, skal hele tiden have adgang til byggepladsen, til fabrikations-, lager- og efter omstændighederne præfabrikationslokalerne eller prøveanlæggene og i det hele taget til ethvert sted, som organet finder det nødvendigt at have adgang til for at udføre sin opgave. Ansøgeren skal sørge for, at det bemyndigede organ modtager alle de dokumenter, det skal bruge til sin opgave, navnlig arbejdstegningerne og det tekniske dossier vedrørende delsystemet.

2.5.2. Det bemyndigede organ, der står for kontrollen med udførelsen, skal regelmæssigt kontrollere overensstemmelsen med den eller de relevante TSI'er. Det skal udstede en kontrolrapport til de udførende parter. Det kan være nødvendigt, at det er til stede under bestemte faser i anlægsarbejdet.

2.5.3. Det bemyndigede organ kan også aflægge uanmeldte besøg på byggepladsen og i produktionsværkstederne. Under disse besøg kan det bemyndigede organ gennemføre fuldstændig eller delvis kontrol. Det skal udfærdige en besøgsrapport og efter omstændighederne en kontrolrapport til de udførende parter.

2.5.4. Det bemyndigede organ skal kunne føre tilsyn med et delsystem, hvori der indbygges en interoperabilitetskomponent, for, hvis det kræves i den relevante TSI, at vurdere dennes anvendelsesegnethed som et led i det jernbanesystem, den skal indgå i.

2.6. Deponering

En kopi af det tekniske dossier, som ledsager »EF«-verifikationserklæringen, skal opbevares af ansøgeren i hele delsystemets levetid. Det skal fremsendes til enhver medlemsstat eller agenturet efter anmodning.

Den dokumentation, der er fremlagt i forbindelse med en ansøgning om ibrugtagningstilladelse, skal forelægges for den myndighed, hvor der ansøges om tilladelse. Den nationale sikkerhedsmyndighed eller agenturet kan forlange, at en eller flere dele af den dokumentation, der er fremlagt i forbindelse med en ansøgning, oversættes til myndighedens eget sprog.

2.7. Offentliggørelse

Hvert bemyndiget organ offentliggør regelmæssigt relevante oplysninger om:

a)	indkomne ansøgninger om verifikation og ISV

b)	ansøgninger om vurdering af interoperabilitetskomponenters overensstemmelse og anvendelsesegnethed

c)	udstedte eller afviste ISV'er

d)	udstedte eller afviste verifikationsattester og »EF«-attester om anvendelsesegnethed

e)	udstedte eller afviste verifikationsattester.

2.8. Sprog

Dokumenter og korrespondance om »EF«-verifikationsproceduren udfærdiges på et officielt EU-sprog i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, eller på et officielt EU-sprog, som ansøgeren accepterer.

3. VERIFIKATIONSATTEST UDSTEDT AF DET UDPEGEDE ORGAN

3.1. Indledning

I tilfælde, hvor nationale forskrifter finder anvendelse, skal verifikationen omfatte en procedure, hvorved det organ, som er udpeget i medfør af artikel 15, stk. 8, (det udpegede organ) kontrollerer og attesterer, at delsystemet opfylder de nationale forskrifter, der er meddelt i medfør af artikel 14, i hver medlemsstat, hvor det er hensigten, at delsystemet skal godkendes til ibrugtagning.

3.2. Verifikationsattest

Det bemyndigede organ udarbejder verifikationsattesten til ansøgeren.

Attesten skal angive præcist, for hvilken eller hvilke nationale forskrifter det udpegede organ under verifikationsprocessen har undersøgt, om overensstemmelseskravet er opfyldt.

Finder nationale forskrifter anvendelse på de delsystemer, som et køretøj består af, skal det udpegede organ opdele attesten i to dele, hvoraf den ene indeholder henvisninger til de nationale forskrifter, der direkte vedrører den tekniske kompatibilitet mellem køretøjet og det berørte banenet, og den anden alle andre nationale forskrifter.

3.3. Dossier

Det dossier, som er udarbejdet af det udpegede organ, og som ledsager verifikationsattesten i tilfælde, hvor nationale forskrifter finder anvendelse, skal indgå i det tekniske dossier, som ledsager »EF«-verifikationserklæringen omhandlet i punkt 2.4, og skal indeholde de tekniske data, der er relevante for vurderingen af delsystemets overensstemmelse med de nationale forskrifter.

3.4. Sprog

4. VERIFIKATION AF DELE AF DELSYSTEMET I OVERENSSTEMMELSE MED ARTIKEL 15, STK. 7

Hvis en verifikationsattest skal udstedes for visse dele af et delsystem, finder bestemmelserne i dette bilag tilsvarende anvendelse på disse dele.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (»jernbanesikkerhedsdirektivet«) (EFT L 164 af 30.4.2004, s. 44).

BILAG V

DEL A

Ophævede direktiver og senere ændringer af dem

(jf. artikel 58)

Direktiv 2008/57/EF	(EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1)
Direktiv 2009/131/EF	(EUT L 273 af 17.10.2009, s. 12)
Direktiv 2011/18/EU	(EUT L 57 af 2.3.2011, s. 21)

DEL B

Frister for gennemførelse i national ret

(jf. artikel 57)

Direktiv	Gennemførelsesfrist
2008/57/EF	19. juli 2010
2009/131/EF	19. juli 2010
2011/18/EU	31. december 2011

BILAG VI

Sammenligningstabel

Direktiv 2008/57/EF	Nærværende direktiv
Artikel 1	Artikel 1
Artikel 2, litra a)-z)	Artikel 2, nr. 1)-5), 7)-17) og 19)-28)
—	Artikel 2, nr. 6), 18) og 29)-45)
Artikel 3	—
Artikel 4	Artikel 3
Artikel 5, stk. 1-artikel 5, stk. 3, litra g)	Artikel 4, stk. 1,-artikel 4, stk. 3, litra g)
—	Artikel 4, stk. 3, litra h) og i)
Artikel 5, stk. 4-8	Artikel 4, stk. 4-8
Artikel 6	Artikel 5
Artikel 7	Artikel 6
Artikel 8	—
Artikel 9	Artikel 7
Artikel 10	Artikel 8
Artikel 11	Artikel 9
Artikel 12	—
Artikel 13	Artikel 10
Artikel 14	Artikel 11
Artikel 15, stk. 1	Artikel 18, stk. 2
Artikel 15, stk. 2 og 3	—
Artikel 16	Artikel 12
Artikel 17	Artikel 13 og 14
Artikel 18	Artikel 15
Artikel 19	Artikel 16
—	Artikel 17
—	Artikel 18 (undtagen stk. 3)
—	Artikel 19, 20, 21, 22 og 23
Artikel 20	—
Artikel 21	—
Artikel 22-25	—
Artikel 26	Artikel 24
Artikel 27	Artikel 14, stk. 10
—	Artikel 26
Artikel 28 og bilag VIII	Artikel 27-44
—	Artikel 45
Artikel 29	Artikel 51
Artikel 30 og 31	—
Artikel 32	Artikel 46
Artikel 33	Artikel 47, stk. 3, 4, 6 og 7
—	Artikel 47, stk. 1, 2 og 5
Artikel 34	Artikel 48
Artikel 35	Artikel 49
Artikel 36	—
—	Artikel 50
Artikel 37	Artikel 52
Artikel 38	Artikel 57
Artikel 39	Artikel 53
—	Artikel 54 og 55
—	Artikel 56
Artikel 40	Artikel 58
Artikel 41	Artikel 59
Artikel 42	Artikel 60
Bilag I-III	Bilag I-III
Bilag IV	Artikel 9, stk. 2
Bilag V	Artikel 15, stk. 9
Bilag VI	Bilag IV
Bilag VII	Artikel 14, stk. 10
Bilag VIII	Artikel 30, 31 og 32
Bilag IX	Artikel 7, stk. 5
Bilag X	Bilag V
Bilag XI	Bilag VI

Erklæring fra Kommissionen om forklarende dokumenter

Kommissionen minder om, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har anerkendt i deres fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 om forklarende dokumenter, at de oplysninger, medlemsstaterne giver Kommissionen med hensyn til gennemførelsen af direktiver i national ret, »skal være klare og præcise« for at lette Kommissionens hverv med at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten. I det foreliggende tilfælde kunne det have været nyttigt at have forklarende dokumenter til dette formål. Kommissionen beklager, at den endelige tekst ikke indeholder bestemmelser herom.

26.5.2016

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/102

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2016/798

af 11. maj 2016

om jernbanesikkerhed

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af forslaget til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (4) er blevet ændret væsentligt. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Direktiv 2004/49/EF opstillede fælles rammer for reguleringen af jernbanesikkerheden ved at harmonisere indholdet af sikkerhedsforskrifter, sikkerhedscertificeringen af jernbanevirksomheder, sikkerhedsmyndighedernes opgaver og funktioner og undersøgelsen af ulykker. Det er dog nødvendigt at revidere direktiv 2004/49/EF grundigt som led i bestræbelserne på at videreudvikle et fælles europæisk jernbaneområde.

(3)

Metro-, sporvogns- og andre letbanesystemer er i mange medlemsstater undergivet lokale tekniske krav og er ikke omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (5). For at lette gennemførelsen af dette direktiv og direktiv (EU) 2016/797 bør begge direktiver have samme anvendelsesområde. Sådanne lokale systemer bør derfor udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde.

(4)

Såfremt visse begreber i dette direktiv kan være nyttige for metrosystemer og andre lokale systemer, bør medlemsstaterne have lov til at beslutte, uden at dette berører direktivets anvendelsesområde, at anvende visse af direktivets bestemmelser, som de anser for at være hensigtsmæssige. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne kunne undlade at anvende forpligtelser såsom meddelelsen af nationale forskrifter og rapportering.

(5)

Sikkerhedsniveauerne i Unionens jernbanesystem er generelt høje, navnlig sammenholdt med vejtransport. Jernbanesikkerheden bør generelt opretholdes og, hvor det er praktisk muligt, løbende forbedres under hensyntagen til den tekniske og videnskabelige udvikling og udviklingen af EU-retten og international lovgivning. Forebyggelse af ulykker bør prioriteres. Der bør også tages hensyn til betydningen af menneskelige faktorer.

(6)	Hvis en medlemsstat indfører et højere sikkerhedsniveau, bør den sikre, at den vedtagne forskrift ikke skaber hindringer for interoperabiliteten eller resulterer i forskelsbehandling.

(7)	De vigtigste aktører i Unionens jernbanesystem, dvs. infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, bør være fuldt ansvarlige for sikkerheden på deres respektive del af systemet. Når det er hensigtsmæssigt, bør de samarbejde om iværksættelse af risikostyringsforanstaltninger.

(8)

Uden at foregribe infrastrukturforvalternes og jernbanevirksomhedernes ansvar for udvikling og forbedring af jernbanesikkerheden bør de andre aktører, herunder enheder med ansvar for vedligeholdelse, fabrikanter, transportvirksomheder, afsendere, modtagere, påfyldningsvirksomheder, tømningsvirksomheder, lastevirksomheder, lossevirksomheder, vedligeholdelsesvirksomheder, ihændehavere, tjenesteydere og ordregivere, ikke udelukkes fra at påtage sig ansvaret for deres produkter, tjenester og processer. Hver aktør i Unionens jernbanesystem bør være ansvarlig over for de andre aktører for en fuldstændig og sandfærdig videreformidling af alle relevante oplysninger til brug ved kontrollen af køretøjers køredygtighed. Dette gælder navnlig oplysninger om et givent køretøjs status og historie, vedligeholdelsesdata, sporbarhed af læsseoperationer og fragtbreve.

(9)

Alle jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og enheder med ansvar for vedligeholdelse bør sikre, at deres kontrahenter og andre parter iværksætter risikostyringsforanstaltninger. Med henblik herpå anvender alle jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og enheder med ansvar for vedligeholdelse de fælles sikkerhedsmetoder. Deres kontrahenter bør være kontraktligt forpligtet til at anvende denne proces. I betragtning af at sådanne metoder er en væsentlig del af jernbanevirksomhedernes og infrastrukturforvalternes sikkerhedsledelsessystem, bør jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere fremlægge deres kontraktlige arrangementer, hvis Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (»agenturet«), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 (6), eller den nationale sikkerhedsmyndighed anmoder herom i forbindelse med tilsynsaktiviteter.

(10)	Medlemsstaterne bør fremme en kultur med gensidig tillid, sikkerhed og uddannelse, hvor jernbanevirksomheders personale og infrastrukturforvaltere opfordres til at bidrage til udviklingen af sikkerhed med samtidig sikring af fortrolighed.

(11)

Der er gradvis indført fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsmetoder for at sikre, at der opretholdes et højt sikkerhedsniveau, og at niveauet forbedres, når det er nødvendigt og praktisk muligt. De bør give mulighed for en vurdering af sikkerhedsniveauet og operatørernes indsats på sikkerhedsområdet både på EU-plan og i medlemsstaterne. Der er fastsat fælles sikkerhedsindikatorer for at kunne vurdere, om systemerne overholder sikkerhedsmålene og for at lette overvågningen af sikkerhedsresultaterne på jernbaneområdet.

(12)

Nationale forskrifter, som ofte er baseret på nationale tekniske standarder, erstattes gradvis af forskrifter baseret på fælles standarder, som er fastlagt i fælles sikkerhedsmål, fælles sikkerhedsmetoder og tekniske specifikationer for interoperabilitet (»TSI'er«). Med henblik på at fjerne hindringerne for interoperabilitet bør omfanget af nationale forskrifter, herunder driftsregler, mindskes som følge af, at TSI'ernes anvendelsesområde udbredes til hele Unionens jernbanesystem, og i takt med, at der findes løsninger på udestående punkter i TSI'erne. Medlemsstaterne bør derfor holde deres system af nationale forskrifter opdateret, afskaffe forældede forskrifter og straks underrette Kommissionen og agenturet herom.

(13)

Nationale forskrifter bør udformes og offentliggøres på en sådan måde, at enhver potentiel bruger af et nationalt jernbanenet kan forstå dem. Sådanne forskrifter henviser imidlertid ofte til andre dokumenter, f.eks. nationale standarder, europæiske standarder, internationale standarder eller andre tekniske specifikationer, som helt eller delvis kan være beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det er derfor hensigtsmæssigt, at pligten til offentliggørelse ikke finder anvendelse på nogen dokumenter, som den nationale forskrift direkte eller indirekte henviser til.

(14)

Nationale forskrifter omfatter ofte krav, der er delvis relevante for både interoperabilitets- og sikkerhedsformål. Da sikkerhed er et vigtigt krav i direktiv (EU) 2016/797, kan en national forskrift være relevant for direktiv (EU) 2016/797 og for dette direktiv. Forskellen mellem udtrykkene »nationale sikkerhedsforskrifter« og »nationale tekniske forskrifter« som defineret i henholdsvis direktiv 2004/49/EF og Europa-Parlamentets og Rådets 2008/57/EF (7) bør derfor udgå og erstattes af begrebet »nationale forskrifter«, der skal meddeles i henhold til direktiv (EU) 2016/797 og/eller i henhold til dette direktiv. Nationale forskrifter skal meddeles i henhold til direktiv (EU) 2016/797 primært, når de vedrører omsætning eller ibrugtagning af strukturelt definerede delsystemer. De bør meddeles i henhold til dette direktiv, når de vedrører driften af Unionens jernbanesystem eller dette direktivs specifikke genstande, herunder aktørernes rolle, sikkerhedscertificering, sikkerhedsgodkendelse og undersøgelse af ulykker.

(15)

Da man har valgt en gradvis fremgangsmåde for at fjerne hindringerne for interoperabilitet i Unionens jernbanesystem, og der skal afses den nødvendige tid til vedtagelsen af TSI'er, bør det undgås, at medlemsstaterne vedtager nye nationale forskrifter eller iværksætter projekter, som gør det bestående system mere uensartet undtagen i de specifikke situationer fastsat i dette direktiv. Sikkerhedsledelsessystemet er det anerkendte værktøj til risikostyring, hvor infrastrukturforvaltere såvel som jernbanevirksomheder derimod er ansvarlige for at iværksætte umiddelbare afhjælpende foranstaltninger for at forhindre gentagelse af ulykker. Medlemsstaterne bør undgå at indføre nye nationale forskrifter lige efter en ulykke, medmindre sådanne nye forskrifter er nødvendige som en hastende forebyggende foranstaltning.

(16)	Togkontrol- og signalsystemer spiller en afgørende rolle med hensyn til at garantere jernbanesikkerheden. Anvendelsen af European Rail Traffic Management System (ERTMS) på Unionens jernbanenet udgør i den henseende et vigtigt bidrag til at forbedre sikkerhedsniveauerne.

(17)

Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder bør i forbindelse med udførelsen af deres opgaver og opfyldelsen af deres ansvar indføre et sikkerhedsledelsessystem, der lever op til EU-kravene og indeholder fælles elementer. Oplysninger om sikkerheden og om gennemførelsen af sikkerhedsledelsessystemet bør fremsendes til agenturet og sikkerhedsmyndigheden i den berørte medlemsstat.

(18)	Sikkerhedsledelsessystemet bør via dets processer sikre, at der tages hensyn til de menneskelige evner og begrænsninger og påvirkningen af den menneskelige ydeevne ved at anvende viden om menneskelige faktorer og bruge anerkendte metoder.

(19)

Godstransporttjenester bør også omfatte transport af farligt gods. Der bør imidlertid sondres mellem målet for dette direktiv, som er at opretholde og, hvor det er muligt, forbedre sikkerheden i Unionens jernbanesystem, og målet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF (8), som hovedsagelig er at regulere klassificeringen af stoffer og specifikationen af disses opbevaringsbeholdere, herunder en sikker lastning, losning og brug af opbevaringsbeholdere inden for det eksisterende jernbanesystem. Uden at dette berører direktiv 2008/68/EF, bør jernbanevirksomhedernes og infrastrukturforvalternes sikkerhedsledelsessystem derfor tage behørigt hensyn til de potentielle ekstra risici, der opstår ved fragt af farligt gods i opbevaringsbeholdere.

(20)

Alle jernbanevirksomheder bør være underlagt de samme sikkerhedskrav med henblik på at sikre et højt jernbanesikkerhedsniveau og lige vilkår. En jernbanevirksomhed bør være i besiddelse af et sikkerhedscertifikat som betingelse for at kunne få adgang til jernbaneinfrastrukturen. Det bør fremgå af sikkerhedscertifikatet, at jernbanevirksomheden har indført sit sikkerhedsledelsessystem, og at den er i stand til at opfylde de relevante sikkerhedsstandarder og forskrifter for det relevante driftsområde. Når agenturet udsteder et EU-sikkerhedscertifikat til en jernbanevirksomhed, som har et driftsområde i en eller flere medlemsstater, bør det være den eneste myndighed, der vurderer, hvorvidt jernbanevirksomheden har indført sit sikkerhedsledelsessystem på korrekt måde. De nationale sikkerhedsmyndigheder, der er berørt af det planlagte driftsområde, bør inddrages med henblik på vurdering af kravene i de relevante nationale forskrifter.

(21)

Der er fastlagt harmoniserede metoder på grundlag af direktiv 2004/49/EF, som skal finde anvendelse på aktørerne i Unionens jernbanesystem og de nationale sikkerhedsmyndigheder inden for områderne overvågning, overensstemmelsesvurdering, tilsyn samt risikoevaluering og risikovurdering. Denne forskriftsramme er tilstrækkelig moden til, at man kan bevæge sig i retning af et »EU-sikkerhedscertifikat«, som gælder i den pågældende jernbanevirksomheds driftsområde.

(22)

Med henblik på at gøre procedurerne for udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomheder mere effektive og sammenhængende er det nødvendigt at tildele agenturet en central rolle i forbindelse med udstedelsen af sådanne certifikater. Hvis driftsområdet kun omfatter én medlemsstat, bør ansøgeren have mulighed for at vælge, om vedkommende vil indgive sin ansøgning om et EU-sikkerhedscertifikat via den i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop til den nationale sikkerhedsmyndighed i den pågældende medlemsstat eller til agenturet. Det valg, som ansøgeren træffer, bør være bindende, indtil ansøgningen er fuldført eller afsluttet. Denne nye ordning bør gøre Unionens jernbanesystem mere effektivt og virksomt ved at mindske jernbanevirksomheders administrative byrde.

(23)

Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder bør i nødvendigt omfang samarbejde og dele kompetencer i forbindelse med udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater. Klare bestemmelser om procedurer og voldgift bør fastlægges med henblik på situationer, hvor agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder er uenige om vurderinger foretaget i forbindelse med udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater.

(24)	Den nye fordeling af funktioner og opgaver mellem de nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet vedrørende udstedelse af sikkerhedscertifikater bør ske på en effektiv måde. Med henblik herpå bør der indgås samarbejdsaftaler mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder.

(25)

Det er især nødvendigt med samarbejdsaftaler af hensyn til visse medlemsstaters særlige geografiske og historiske situation, idet det samtidig sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende. Hvis driften er begrænset til net, som kræver særlig ekspertise af geografiske eller historiske årsager, og hvis de pågældende net er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, bør ansøgeren kunne opfylde de nødvendige formaliteter lokalt ved at tage kontakt til de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder. Med henblik på, og for at mindske de administrative byrder og omkostninger, bør der derfor i de samarbejdsaftaler, der skal indgås mellem agenturet og de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder, kunne fastlægges en hensigtsmæssig opgavefordeling, uden at dette berører agenturets endelige ansvar for udstedelse af EU-sikkerhedscertifikatet.

(26)

Det jernbanenet, der er beliggende i de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) har en sporvidde på 1 520 mm, hvilket er det samme som i tilgrænsende tredjelande, men forskelligt fra sporvidden på hovedjernbanenettet i Unionen. Disse baltiske net har arvet fælles tekniske og driftsmæssige krav, der giver dem de facto indbyrdes interoperabilitet, og i denne henseende kan sikkerhedscertifikatet, der er udstedt i en af disse medlemsstater, udvides til resten af disse net. For at lette en effektiv og forholdsmæssig tildeling af ressourcer til sikkerhedscertificering og begrænse den finansielle og administrative byrde for ansøgeren i sådanne tilfælde bør de specifikke samarbejdsaftaler mellem agenturet og de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder om nødvendigt omfatte muligheden for at overdrage opgaver til disse nationale sikkerhedsmyndigheder.

(27)

Dette direktiv bør ikke føre til et nedsat sikkerhedsniveau og bør ikke øge omkostninger i Unionens jernbanesystem. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder bør derfor påtage sig det fulde ansvar for de EU-sikkerhedscertifikater, som de udsteder, navnlig ved med hensyn hertil at påtage sig ansvaret i og uden for kontraktforhold. I tilfælde af en retslig efterforskning, hvor agenturet eller dets ansatte er involveret, bør agenturet samarbejde fuldt ud med de kompetente myndigheder i den eller de pågældende medlemsstater.

(28)

Der bør sondres klart mellem på den ene side agenturets og de nationale myndigheders umiddelbare ansvar for sikkerhed, som hidrører fra udstedelsen af sikkerhedscertifikaterne og sikkerhedsgodkendelserne, og på den anden side de nationale sikkerhedsmyndigheders opgave med at opstille nationale rammer for reguleringen af sikkerheden og føre tilsyn med alle berørte parters indsats på et kontinuerligt grundlag. Hver national sikkerhedsmyndighed bør føre tilsyn med, om en jernbanevirksomhed eller infrastrukturforvalter fortsat overholder sin retlige forpligtelse til at indføre et sikkerhedsledelsessystem. Dokumentation for en sådan overholdelse baseres ikke nødvendigvis kun på inspektioner på stedet hos den pågældende jernbanevirksomhed eller infrastrukturforvalter, men også på tilsynsopgaver, der skal udføres af de nationale sikkerhedsmyndigheder for at vurdere, om jernbanevirksomheden eller infrastrukturforvalteren, når de har fået udstedt et sikkerhedscertifikat eller en sikkerhedsgodkendelse, fortsætter med at anvende deres sikkerhedsledelsessystem på behørig vis. De nationale sikkerhedsmyndigheder bør koordinere deres tilsyn med jernbanevirksomheder, der er etableret i forskellige medlemsstater, og bør dele oplysninger med hinanden og i nødvendigt omfang med agenturet. Agenturet bør bistå de nationale sikkerhedsmyndigheder i deres samarbejde. I den forbindelse bør agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder træffe de fornødne foranstaltninger for at lette den indbyrdes udveksling af oplysninger.

(29)

Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder bør arbejde tæt sammen i tilfælde, hvor en national sikkerhedsmyndighed konkluderer, at indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat udstedt af agenturet ikke længere opfylder betingelserne for certificering. I sådanne tilfælde bør den anmode agenturet om at begrænse eller tilbagekalde det pågældende certifikat. Der bør etableres en voldgiftsprocedure for at håndtere tilfælde af uenighed mellem agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed. Hvis en national sikkerhedsmyndighed under et tilsyn konstaterer en alvorlig sikkerhedsrisiko, bør den underrette agenturet og en enhver anden berørt national sikkerhedsmyndighed, hvor jernbanevirksomheden driver virksomhed. Det bør være tilladt de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder at anvende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger, herunder omgående begrænse eller suspendere de relevante operationer. En alvorlig sikkerhedsrisiko i denne forbindelse bør forstås som et alvorligt tilfælde af misligholdelse af retlige forpligtelser eller sikkerhedskrav, som enten i sig selv eller som led i en række af på hinanden følgende hændelser kan forårsage en ulykke eller en alvorlig ulykke.

(30)	Agenturet bør kunne udarbejde et værktøj, der letter udvekslingen af oplysninger mellem de relevante aktører, der konstaterer eller underrettes om en sikkerhedsrisiko i forbindelse med mangler og konstruktionsmæssige fejl eller funktionsfejl ved teknisk udstyr.

(31)	EU-sikkerhedscertifikatet bør udstedes på grundlag af dokumentation for, at en jernbanevirksomhed har indført sit sikkerhedsledelsessystem.

(32)

Infrastrukturforvalterne bør være hovedansvarlige for sikker udformning, vedligeholdelse og drift af deres eget jernbanenet. Infrastrukturforvalterne bør være underlagt en sikkerhedsgodkendelse, som foretages af den nationale sikkerhedsmyndighed for så vidt angår deres sikkerhedsledelsessystem, og andre bestemmelser med henblik på opfyldelse af sikkerhedskrav.

(33)

Certificeringen af togpersonale kan volde problemer for nye aktører på markedet. Medlemsstaterne bør sikre, at faciliteter til efteruddannelse og certificering af togpersonale, der er nødvendige for at opfylde kravene i nationale forskrifter, er til rådighed for jernbanevirksomheder, der agter at drive virksomhed på det pågældende net.

(34)

Enheder med ansvar for vedligeholdelse bør være certificeret til vedligeholdelse af godsvogne. Er enheden med ansvar for vedligeholdelse en infrastrukturforvalter, bør denne certificering indgå i proceduren for sikkerhedsgodkendelse. Det certifikat, der udstedes til en sådan enhed, bør garantere, at vedligeholdelseskravene i dette direktiv overholdes for alle godsvogne, som den er ansvarlig for. Certifikatet bør være gyldigt i hele Unionen og bør udstedes af et organ, der kan auditere det vedligeholdelsessystem, som etableres af enheden. Da godsvogne ofte anvendes i international trafik, og da enheden med ansvar for vedligeholdelse kan ønske at anvende værksteder i mere end én medlemsstat, bør certificeringsorganet kunne gennemføre sine kontrolopgaver i hele Unionen. Agenturet bør evaluere ordningen for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne og bør om nødvendigt anbefale en udvidelse af denne ordning til at omfatte alle jernbanekøretøjer.

(35)

De nationale sikkerhedsmyndigheder bør med hensyn til organisation, retlig struktur og beslutningstagning være fuldstændig uafhængig af enhver jernbanevirksomhed, infrastrukturforvalter, ansøger, ordregiver eller enhed, der indgår offentlige tjenesteydelseskontrakter. De bør udføre deres opgaver på en åben og ikkediskriminerende måde og bør samarbejde med agenturet om at indføre et fælles europæisk jernbaneområde og om at samordne deres kriterier for beslutningstagning. Hvor det er nødvendigt, bør medlemsstaterne kunne beslutte at indlemme deres nationale sikkerhedsmyndighed i det nationale ministerium, der er ansvarligt for transportspørgsmål, forudsat at den nationale sikkerhedsmyndigheds uafhængighed overholdes. For at løse deres opgaver bør de nationale sikkerhedsmyndigheder råde over den nødvendige interne og eksterne organisatoriske kapacitet med hensyn til menneskelige og materielle ressourcer.

(36)

De nationale undersøgelsesorganer spiller en central rolle i den sikkerhedsmæssige undersøgelsesproces. Deres arbejde er yderst vigtigt for at kunne fastslå årsagerne til en ulykke eller hændelse. Det er derfor afgørende, at de råder over tilstrækkelige midler og menneskelige ressourcer til at gennemføre effektive undersøgelser. De nationale undersøgelsesorganer bør samarbejde med henblik på at udveksle oplysninger og bedste praksis. De bør udarbejde et peerevalueringsprogram for at overvåge effektiviteten af deres undersøgelser. Peerevalueringsrapporterne bør fremsendes til agenturet, så det kan overvåge det overordnede sikkerhedsniveau i Unionens jernbanesystem.

(37)

Alvorlige ulykker på jernbanerne er sjældne. De kan imidlertid have katastrofale konsekvenser og give anledning til bekymring hos offentligheden over Unionens jernbanesystems sikkerhedsniveau. Alle sådanne ulykker bør derfor undersøges ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt for at undgå gentagelser, og resultaterne af undersøgelserne bør gøres offentligt tilgængelige. Andre ulykker og hændelser bør ligeledes gøres til genstand for sikkerhedsmæssige undersøgelser, når de omhandler tydelige tegn på, at der er risiko for en alvorlig ulykke.

(38)

En sikkerhedsmæssig undersøgelse bør holdes adskilt fra enhver retslig efterforskning af samme hændelse, og dem, der foretager den, bør gives adgang til bevismateriale og vidneudsagn. Undersøgelsen bør gennemføres af et permanent organ, som er uafhængigt af aktørerne i Unionens jernbanesystem. Organet bør fungere på en sådan måde, at man undgår enhver interessekonflikt og enhver mulig forbindelse til årsagerne til de tildragelser, der undersøges. Dets funktionelle uafhængighed bør navnlig ikke blive berørt, hvis det for så vidt angår de organisatoriske og retlige strukturer er nært knyttet til den nationale sikkerhedsmyndighed, agenturet eller det organ, der har ansvaret for regulering af jernbanesektoren. Dets undersøgelser foretages med størst mulig åbenhed. For hver enkelt tildragelse bør undersøgelsesorganet nedsætte en relevant undersøgelsesgruppe, der har den fornødne ekspertise til at afdække de umiddelbare og underliggende årsager.

(39)

En undersøgelse efter en alvorlig ulykke bør gennemføres på en sådan måde, at alle parter får mulighed for at blive hørt og for at udveksle resultaterne. Undersøgelsesorganet bør under undersøgelsen navnlig holde de parter, som efter dets bedømmelse har et sikkerhedsrelateret ansvar, ajour om fremskridtene med undersøgelsen og bør tage hensyn til deres synspunkter og holdninger. Undersøgelsesorganet kan derved modtage eventuelle yderligere relevante oplysninger og være orienteret om forskellige holdninger til sit arbejde, så det kan fuldføre sin undersøgelse på den mest hensigtsmæssige måde. En sådan høring bør under ingen omstændigheder føre til placering af skyld eller erstatningsansvar, men bør derimod bestå i at indsamle faktiske beviser og drage erfaringer til gavn for fremtidige sikkerhedsforbedringer. Det bør imidlertid stå undersøgelsesorganet frit at vælge, hvilke oplysninger det påtænker at dele med de pågældende parter, så unødigt pres undgås, undtagen når der anmodes herom af dem, der fører den retslige procedure. Undersøgelsesorganet bør også tage hensyn til eventuelle ofres og deres pårørendes rimelige oplysningsbehov.

(40)

Med henblik på at øge undersøgelsesorganernes effektivitet og hjælpe dem med at varetage deres opgaver bør de have rettidig adgang til ulykkesstedet, i givet fald i et godt samarbejde med enhver retsmyndighed, der er involveret i sagen. Undersøgelsesrapporterne og alle resultater og henstillinger i forbindelse hermed indeholder afgørende information til brug for en yderligere forbedring af jernbanesikkerheden og bør gøres tilgængelige for offentligheden i hele Unionen. Sikkerhedsmæssige henstillinger bør følges op af de parter, som de er rettet til, og undersøgelsesorganet bør have tilbagemeldinger om foranstaltninger i forbindelse hermed.

(41)

Hvis den direkte årsag til en ulykke eller hændelse lader til at være forbundet med menneskelige aktiviteter, bør der lægges vægt på de særlige omstændigheder og den måde, hvorpå rutinemæssige aktiviteter udføres af personalet under normal drift, herunder udformningen af grænsefladen menneske-maskine, egnetheden af procedurer, modsatrettede mål, arbejdsbyrde samt alle andre omstændigheder, der kan have betydning for tildragelsen, herunder fysisk og arbejdsrelateret stress, træthed eller psykisk egnethed.

(42)	Der bør gøres en indsats for at sikre, at et højt uddannelsesniveau og videregående kvalifikationer er tilgængelige i hele Unionen.

(43)

For at supplere eller ændre visse ikkevæsentlige bestemmelser i nærværende direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår de fælles sikkerhedsmetoder og fælles sikkerhedsmål og deres revision. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af de relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(44)

Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser for at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv for så vidt angår agenturets mandat til at udarbejde fælles sikkerhedsmetoder og fælles sikkerhedsmål og ændringer heraf og fremsætte relevante henstillinger til Kommissionen; praktiske bestemmelser med henblik på sikkerhedscertificering; detaljerede bestemmelser, som fastsætter, hvilke af kravene i bilag III der skal finde anvendelse på vedligeholdelsesfunktioner, som er udført af vedligeholdelsesværksteder, herunder detaljerede bestemmelser for at sikre en ensartet gennemførelse af certificeringen af vedligeholdelsesværkstederne, i overensstemmelse med den relevante fælles sikkerhedsmetode og de relevante TSI'er; detaljerede bestemmelser, som fastsætter, hvilke af kravene i bilag III der skal finde anvendelse med henblik på certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse af andre køretøjer end godsvogne, på grundlag af køretøjernes tekniske egenskaber, herunder detaljerede bestemmelser for at sikre en ensartet gennemførelse af certificeringsbetingelserne for enheden med ansvar for vedligeholdelse af andre køretøjer end godsvogne, i overensstemmelse med den relevante fælles sikkerhedsmetode og de relevante TSI'er og rapporteringsstrukturen for undersøgelsesrapporten om ulykker og hændelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9).

(45)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktivet, og sikre, at de håndhæves. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(46)

Målene for dette direktiv, nemlig at samordne aktiviteter i medlemsstaterne vedrørende regulering af og tilsyn med sikkerheden og undersøgelse af ulykker samt fastsættelse på EU-plan af fælles sikkerhedsmål, fælles sikkerhedsmetoder, fælles sikkerhedsindikatorer og fælles krav til EU-sikkerhedscertifikater, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(47)	Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2004/49/EF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af nævnte direktiv.

(48)	Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelse med hensyn til de i del B i bilag IV angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastsætter bestemmelser, som skal sikre, at sikkerheden i Unionens jernbanesystem udvikles og forbedres, og at adgangen til markedet for jernbanetransportydelser forbedres gennem:

a)	harmonisering af reguleringsstrukturen i medlemsstaterne

b)	fastlæggelse af det respektive ansvar for aktørerne i Unionens jernbanesystem

c)	udvikling af fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsmetoder med henblik på gradvis at fjerne behovet for nationale forskrifter

d)	fastlæggelse af principperne for at udstede, forny, ændre og begrænse eller tilbagekalde sikkerhedscertifikater og godkendelser

e)	krav om, at der i hver medlemsstat oprettes en national sikkerhedsmyndighed og et organ til at undersøge ulykker og hændelser, og

f)	fastsættelse af fælles principper for forvaltningen og reguleringen af og tilsynet med jernbanesikkerheden.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv finder anvendelse på jernbanesystemet i medlemsstaterne, som kan opdeles i strukturelt og funktionelt definerede delsystemer. Det dækker sikkerhedskrav til systemet som helhed, herunder sikker forvaltning af infrastruktur og togdrift og samspillet mellem jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og andre aktører i Unionens jernbanesystem.

2. Direktivet omfatter ikke:

metroer

b)	sporvogns- og letbanekøretøjer samt infrastruktur, der udelukkende anvendes af disse køretøjer, eller

c)	net, der i funktionsmæssig henseende er adskilt fra resten af Unionens jernbanesystem, og som kun er tænkt anvendt til persontrafik i lokal-, by- og oplandsområder, samt jernbanevirksomheder, der udelukkende driver virksomhed på disse net.

3. Medlemsstaterne kan fra anvendelsesområdet for de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, undtage:

a)	privatejet jernbaneinfrastruktur, herunder sidespor, der anvendes af ejeren eller af en operatør i forbindelse med deres respektive godstransportaktiviteter eller personbefordring i ikkekommercielt øjemed, og køretøjer, der udelukkende anvendes på sådan infrastruktur

b)	infrastruktur og køretøjer, der udelukkende anvendes til lokale, historiske eller turistmæssige formål

c)	letbaneinfrastruktur, der lejlighedsvis anvendes af tunge jernbanekøretøjer under de driftsbetingelser, der gælder for letbanesystemer, når det udelukkende er nødvendigt for at opnå forbindelse med anden infrastruktur for disse køretøjer, og

d)	køretøjer, der primært anvendes på letbaneinfrastruktur, men som er udstyret med visse tunge jernbanekomponenter, der er nødvendige for at muliggøre transit i en afgrænset og begrænset del af den tunge jernbaneinfrastruktur udelukkende for at opnå forbindelse med anden infrastruktur.

4. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne, hvor det er relevant, beslutte at anvende dette direktivs bestemmelser på metrosystemer og andre lokale systemer, i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved

1) »Unionens jernbanesystem«: Unionens jernbanesystem som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2016/797

2) »infrastrukturforvalter«: en infrastrukturforvalter som defineret i artikel 3, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (10)

3) »jernbanevirksomhed«: en jernbanevirksomhed som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2012/34/EU og enhver anden offentlig eller privat virksomhed, hvis aktivitet består i at levere gods- og/eller persontransportydelser med jernbane, idet den pågældende virksomhed skal stille trækkraft til rådighed; dette omfatter også virksomheder, der kun stiller trækkraft til rådighed

4) »teknisk specifikation for interoperabilitet« (TSI): en specifikation, der er vedtaget i henhold til direktiv (EU) 2016/797, og som gælder for hvert delsystem eller hver del af et delsystem med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem

5) »fælles sikkerhedsmål«: de minimumssikkerhedsniveauer, der skal nås af systemet som helhed og om muligt af de forskellige dele af Unionens jernbanesystem (såsom systemet for konventionelle tog, systemet for højhastighedstog, lange jernbanetunneler eller linjer, der udelukkende anvendes til godstransport)

6) »fælles sikkerhedsmetoder«: de metoder, der beskriver, hvordan sikkerhedsniveauerne og opnåelsen af sikkerhedsmålene samt opfyldelsen af andre sikkerhedskrav vurderes

7) »national sikkerhedsmyndighed«: det nationale organ, der varetager opgaver i forbindelse med jernbanesikkerheden i henhold til dette direktiv, eller ethvert organ, som af flere medlemsstater har fået pålagt disse opgaver for at gennemføre en ensartet sikkerhedsordning

8) »nationale forskrifter«: alle bindende forskrifter, der vedtages i en medlemsstat, uanset hvilket organ der udsteder dem, og som indeholder sikkerhedsmæssige eller tekniske krav, bortset fra krav, der er fastsat af Unionen, eller internationale forskrifter, og som finder anvendelse i den pågældende medlemsstat for jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere eller tredjeparter

9) »sikkerhedsledelsessystem«: den organisation og de systemer og procedurer, en infrastrukturforvalter eller en jernbanevirksomhed etablerer for at opnå en sikker ledelse af sine operationer

10) »undersøgelsesleder«: en person, der er ansvarlig for en undersøgelses tilrettelæggelse og gennemførelse og kontrollen med undersøgelsen

11) »ulykke«: en uønsket eller utilsigtet pludselig begivenhed eller en specifik kæde af sådanne begivenheder, der har skadelige følger; ulykker inddeles i følgende kategorier: togsammenstød, afsporinger, ulykker i jernbaneoverkørsler, personulykker forårsaget af rullende materiel i bevægelse, brand og andre ulykker.

12) »alvorlig ulykke«: alle togsammenstød eller afsporinger, som resulterer i mindst én dræbt eller mindst fem alvorligt tilskadekomne eller omfattende skade på rullende materiel, infrastruktur eller miljø, og enhver anden ulykke med de samme konsekvenser, som har en indlysende indvirkning på reguleringen af jernbanesikkerheden eller sikkerhedsledelsen; ved »omfattende skade« forstås en skade, der af undersøgelsesorganet umiddelbart kan vurderes til mindst 2 mio. EUR i alt

13) »hændelse«: enhver anden tildragelse end en ulykke eller en alvorlig ulykke, som berører eller kan berøre jernbanedriftens sikkerhed

14) »undersøgelse«: en proces, der gennemføres for at forebygge ulykker og hændelser, og som omfatter indsamling og analyse af oplysninger, dragning af konklusioner, herunder fastlæggelse af årsager, og i givet fald fremsættelse af sikkerhedsrelaterede anbefalinger

15) »årsager«: handlinger, undladelser, begivenheder eller vilkår eller en kombination heraf, som resulterede i en ulykke eller hændelse

16) »letbane«: skinnebåret transportsystem i by- og/eller oplandsområder med kollisionssikkerhed CIII eller C-IV (i henhold til EN 15227:2011) og en maksimal styrke af køretøjets konstruktion på 800 kN (længdetrykkraft i koblingsområdet); letbanetog kan køre i eget tracé eller på vej i blandet trafik og udveksler normalt ikke køretøjer med passager- eller godstogsfjerntrafikken

17) »overensstemmelsesvurderingsorgan«: et organ, der er blevet bemyndiget eller udpeget til at være ansvarligt for overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering, afprøvning, certificering og inspektion; et overensstemmelsesvurderingsorgan klassificeres som et »bemyndiget organ«, når det bemyndiges af en medlemsstat; et overensstemmelsesvurderingsorgan klassificeres som et »udpeget organ«, når det udpeges af en medlemsstat

18) »interoperabilitetskomponenter«: interoperabilitetskomponenter som defineret i artikel 2, nr. 7), i direktiv (EU) 2016/797

19) »ihændehaver«: den juridiske eller fysiske person, der ejer eller har brugsret over et køretøj, og som forestår driften af køretøjet som transportmiddel og er registreret som sådan i et køretøjsregister som nævnt i artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797

20) »enhed med ansvar for vedligeholdelse«: den enhed, der har ansvaret for vedligeholdelsen af et køretøj, og som er registreret som sådan i et nationalt køretøjsregister, jf. artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797

21) »køretøj«: et jernbanekøretøj med eller uden trækkraft, der kører på hjul på en jernbanestrækning; et køretøj er sammensat af et eller flere strukturelt og funktionelt definerede delsystemer

22) »fabrikant«: fabrikanten som defineret i artikel 2, nr. 36), i direktiv (EU) 2016/797

23) »afsender«: en virksomhed, som afsender gods, enten på egne vegne eller på vegne af en tredjepart

24) »modtager«: enhver fysisk eller juridisk person, som modtager varer i henhold til en transportkontrakt; hvis transportoperationen finder sted uden en transportkontrakt, anses den fysiske eller juridiske person, som overtager varerne ved ankomsten, for at være modtageren

25) »lastevirksomhed«: en virksomhed, som laster stykgods, små containere eller flytbare tanke på en godsvogn eller en rullecontainer, eller som laster containere, bulkcontainere, MEGC'er, tankcontainere eller flytbare tanke på en godsvogn

26) »lossevirksomhed«: en virksomhed, som losser containere, bulkcontainere, MEGC'er, tankcontainere eller flytbare tanke fra godsvogne, eller enhver virksomhed, som losser stykgods, små containere eller flytbare tanke fra godsvogne eller containere, eller enhver virksomhed som læsser varer af tanke (tankgodsvogn, godsvogn med aftagelig tank, flytbar tank eller tankcontainer) eller fra batterivogne eller MEGC'er eller fra godsvogne, store rullecontainere eller små rullecontainere til bulktransport eller bulkcontainere

27) »påfyldningsvirksomhed«: en virksomhed, som fylder gods på tanke (herunder på en tankgodsvogn, godsvogn med aftagelig tank, flytbar tank eller tankcontainer), godsvogne, store rullecontainere eller små rullecontainere til bulktransport, batterivogne eller MEGC'er

28) »tømningsvirksomhed«: en virksomhed, som tømmer gods fra tanke (herunder fra en tankgodsvogn, godsvogn med aftagelig tank, flytbar tank eller tankcontainer), godsvogne, store rullecontainere eller små rullecontainere til bulktransport, batterivogne eller MEGC'er

29) »transportvirksomhed«: en virksomhed, som udfører en transportoperation i henhold til en transportkontrakt

30) »ordregiver«: en offentlig eller privat enhed, der afgiver ordre på projektering og/eller opbygning eller fornyelse eller opgradering af et delsystem

31) »driftstype«: den type, der defineres som persontrafik med eller uden højhastighedstrafik, godstrafik med eller uden transport af farligt gods og rangerydelser alene

32) »driftens omfang«: det omfang, der defineres ved antallet af passagerer og/eller omfanget af gods og ved en jernbanevirksomheds anslåede størrelse målt i antal ansatte, der arbejder i jernbanesektoren (dvs. som en mikrovirksomhed eller en lille, mellemstor eller stor virksomhed)

33) »driftsområde«: et eller flere net i en eller flere medlemsstater, hvor en jernbanevirksomhed har til hensigt at drive virksomhed.

KAPITEL II

UDVIKLING OG LEDELSE AF JERNBANESIKKERHEDEN

Artikel 4

Rolle for aktørerne i Unionens jernbanesystem ved udvikling og forbedring af jernbanesikkerheden

1. Med henblik på at udvikle og forbedre jernbanesikkerheden skal medlemsstaterne inden for deres kompetenceområder:

a)	sørge for, at jernbanesikkerheden opretholdes og, hvor det er praktisk muligt, løbende forbedres under hensyntagen til udviklingen i EU-retten og internationale regler og den tekniske og videnskabelige udvikling og med hovedvægten lagt på forebyggelse af ulykker

b)	sikre, at al gældende lovgivning håndhæves på en åben og ikkediskriminerende måde, så de bidrager til udviklingen af et integreret europæisk jernbanetransportsystem

c)	sikre, at foranstaltninger til udvikling og forbedring af jernbanesikkerheden tager hensyn til behovet for en systembaseret tilgang

sørge for, at ansvaret for en sikker drift af Unionens jernbanesystem og kontrollen med de risici, der opstår i dette system, ligger hos infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, hver for sin del af systemet, med pligt for disse til at:

i)	iværksætte nødvendige risikostyringsforanstaltninger, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), om nødvendigt i gensidigt samarbejde

ii)	opfylde EU-forskrifter og nationale forskrifter

iii)	etablere sikkerhedsledelsessystemer i overensstemmelse med dette direktiv

med forbehold af medlemsstaternes retsforskrifter vedrørende civilt erstatningsansvar sørge for, at hver infrastrukturforvalter og hver jernbanevirksomhed er ansvarlig for sin del af systemet og for sikker drift af denne del, herunder levering af materialer og indgåelse af kontrakter om tjenesteydelser, i forhold til brugere, kunder, berørte arbejdstagere og andre aktører, jf. stk. 4

f)	udvikle og offentliggøre årlige sikkerhedsplaner, som fastsætter de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de fælles sikkerhedsmål, og

g)	eventuelt støtte agenturets arbejde med at overvåge udviklingen af jernbanesikkerheden på EU-plan.

2. Agenturet sørger inden for sit kompetenceområde for, at jernbanesikkerheden opretholdes og, hvor det er praktisk muligt, løbende forbedres under hensyntagen til udviklingen i EU-retten og den tekniske og videnskabelige udvikling og med hovedvægten lagt på forebyggelse af alvorlige ulykker.

3. Jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere skal:

a)	iværksætte de nødvendige risikostyringsforanstaltninger, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), om nødvendigt i gensidigt samarbejde og i samarbejde med andre aktører

b)	i deres sikkerhedsledelsessystemer tage højde for risiciene i forbindelse med andre aktørers og tredjeparters aktiviteter

c)	når det er hensigtsmæssigt, forpligte de andre aktører nævnt i stk. 4, som har potentiel indflydelse på sikker drift af Unionens jernbanesystem, kontraktligt til at gennemføre risikokontrolforanstaltninger, og

sikre, at deres kontrahenter iværksætter risikostyringsforanstaltninger ved anvendelse af de fælles sikkerhedsmetoder for overvågningsprocesser, der er fastlagt i de fælles sikkerhedsmetoder for overvågning i artikel 6, stk. 1, litra c), og at dette fastsættes i aftalemæssige ordninger, der forelægges på anmodning af agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed.

4. Uden at dette berører jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres ansvar som nævnt i stk. 3 skal enheder med ansvar for vedligeholdelse og alle andre aktører, der har potentiel indflydelse på sikker drift af Unionens jernbanesystem, herunder fabrikanter, vedligeholdelsesvirksomheder, ihændehavere, tjenesteydere, ordregivere, transportvirksomheder, afsendere, modtagere, lastevirksomheder, lossevirksomheder, påfyldningsvirksomheder og tømningsvirksomheder:

a)	iværksætte de nødvendige risikostyringsforanstaltninger, om nødvendigt i samarbejde med andre aktører

b)	sørge for, at delsystemer, øvrigt udstyr, materiel eller tjenesteydelser, som de leverer, opfylder de anførte krav og betingelser, således at det er sikkert for den pågældende jernbanevirksomhed og/eller infrastrukturforvalter at anvende det i driften.

5. Jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og enhver i stk. 4 omhandlet aktør, der konstaterer eller underrettes om en sikkerhedsrisiko i forbindelse med mangler og konstruktionsmæssige fejl eller funktionsfejl ved teknisk udstyr, herunder også i strukturelt definerede delsystemer, skal inden for deres respektive kompetenceområder:

a)	træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger for at udbedre den konstaterede sikkerhedsrisiko

underrette de relevante involverede parter om risikoen for at sætte dem i stand til at træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, som sikrer, at Unionens jernbanesystem til enhver tid opfylder sikkerhedskravene. Agenturet kan oprette et værktøj, der letter denne udveksling af oplysninger mellem de relevante aktører under hensyntagen til privatlivets fred for de involverede brugere, resultaterne af en cost-benefit-analyse samt de IT-applikationer og registre, som agenturet allerede har oprettet.

6. Når der udveksles køretøjer mellem jernbanevirksomheder, sørger alle involverede aktører for at udveksle alle oplysninger, der er relevante for en sikker drift, herunder, men ikke begrænset til, det pågældende køretøjs status og historie, dele af vedligeholdelsesdataene af hensyn til sporbarheden, sporbarhed af lasteoperationer og fragtbreve.

Artikel 5

Fælles sikkerhedsindikatorer

1. For at lette vurderingen af opfyldelsen af de fælles sikkerhedsmål og give mulighed for at overvåge den generelle udvikling i jernbanesikkerheden indsamler medlemsstaterne informationer om fælles sikkerhedsindikatorer via de nationale sikkerhedsmyndigheders årlige rapporter, som er omhandlet i artikel 19.

2. De fælles sikkerhedsindikatorer er fastsat i bilag I.

Artikel 6

Fælles sikkerhedsmetoder

1. De fælles sikkerhedsmetoder beskriver, hvordan sikkerhedsniveauerne, opnåelse af sikkerhedsmålene og opfyldelse af andre sikkerhedskrav, herunder i givet fald gennem et uafhængigt vurderingsorgan, vurderes, gennem udarbejdelse og fastsættelse af:

a)	risikoevaluerings- og risikovurderingsmetoderne

b)	metoderne til vurdering af overholdelsen af kravene i de sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser, der er udstedt i henhold til artikel 10 og 12

c)	de tilsynsmetoder, som skal anvendes af de nationale sikkerhedsmyndigheder, og de overvågningsmetoder, som skal anvendes af jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og enheder med ansvar for vedligeholdelse

d)	metoderne til vurdering af sikkerhedsniveauet og jernbaneoperatørernes sikkerhedsresultater på nationalt plan og på EU-plan

e)	metoderne til vurdering af opnåelsen af sikkerhedsmålene på nationalt plan og på EU-plan, og

f)	andre metoder, der dækker en proces i sikkerhedsledelsessystemet, som det er nødvendigt at harmonisere på EU-plan.

2. Kommissionen giver ved hjælp af gennemførelsesretsakter et mandat til agenturet vedrørende udarbejdelsen af fælles sikkerhedsmetoder og ændringer heraf og fremsættelsen af de relevante henstillinger til Kommissionen på basis af en klar begrundelse for behovet for en ny eller ændret fælles sikkerhedsmetode og dens indvirkning på eksisterende forskrifter og på sikkerhedsniveauet i Unionens jernbanesystem. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3. Afgiver det i artikel 28 omhandlede udvalg (»udvalget«) ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

Ved udarbejdelse, vedtagelse og revision af de fælles sikkerhedsmetoder tages der hensyn til brugeres, nationale sikkerhedsmyndigheders og interessenters, herunder arbejdsmarkedsparternes, holdninger, hvis det er relevant. Henstillingerne skal ledsages af en rapport om resultaterne af høringsprocessen og en rapport om vurderingen af virkningerne af den nye eller ændrede sikkerhedsmetode, der skal vedtages.

3. I forbindelse med udøvelsen af mandatet omhandlet i stk. 2 orienteres udvalget systematisk og regelmæssigt af agenturet eller Kommissionen om, hvordan udarbejdelsen af de fælles sikkerhedsmetoder skrider frem. I forbindelse med dette arbejde kan Kommissionen rette nyttige henstillinger til agenturet om de fælles sikkerhedsmetoder og en cost-benefit-analyse. Kommissionen kan navnlig forlange, at agenturet foretager en undersøgelse af alternative løsninger, og at vurderingen af omkostningerne og fordelene ved disse alternative løsninger medtages i den rapport, der vedlægges som bilag til udkastet til de fælles sikkerhedsmetoder.

Kommissionen bistås af udvalget med henblik på de opgaver, der er nævnt i første afsnit.

4. Kommissionen behandler henstillingerne fra agenturet med henblik på at kontrollere, at mandatet, jf. stk. 2, er opfyldt. Hvis mandatet ikke er opfyldt, anmoder Kommissionen agenturet om at revidere sin henstilling med angivelse af de punkter i mandatet, der ikke er opfyldt. Kommissionen kan af begrundede årsager beslutte at ændre det mandat, som agenturet har modtaget, i overensstemmelse med proceduren i stk. 2.

Kommissionen bistås af udvalget med henblik på de opgaver, der er nævnt i første afsnit.

5. De fælles sikkerhedsmetoder revideres regelmæssigt under hensyntagen til erfaringen med deres anvendelse, den generelle udvikling i jernbanesikkerheden og med det formål at opnå en generel fastholdelse og, hvor det med rimelighed er praktisk muligt, en løbende forbedring af sikkerhedsniveauet.

6. På grundlag af henstillingen fra agenturet og efter behandlingen, jf. nærværende artikels stk. 4, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 om indholdet af de fælles sikkerhedsmetoder og eventuelle ændringer heraf.

7. Medlemsstaterne foretager straks de nødvendige ændringer af deres nationale forskrifter på baggrund af vedtagelsen af fælles sikkerhedsmetoder og ændringer heraf.

Artikel 7

Fælles sikkerhedsmål

1. De fælles sikkerhedsmål fastsætter de minimumssikkerhedsniveauer, som skal nås af systemet som helhed og om muligt af de forskellige dele af jernbanesystemet i hver enkelt medlemsstat og i Unionen. De fælles sikkerhedsmål kan udtrykkes i form af risikoacceptkriterier eller målsikkerhedsniveauer og tager navnlig hensyn til:

a)	individuelle risici relateret til passagerer, personale, herunder ansatte eller kontrahenter, brugere af jernbaneoverskæringer og andre samt, med forbehold af gældende nationale og internationale ansvarsregler, individuelle risici relateret til uvedkommende

b)	samfundsmæssige risici.

2. Kommissionen giver ved hjælp af gennemførelsesretsakter et mandat til agenturet vedrørende udarbejdelsen af fælles sikkerhedsmål og ændringer heraf og fremsættelsen af de relevante henstillinger til Kommissionen byggende på en klar begrundelse for behovet for et nyt eller ændret fælles sikkerhedsmål og dets indvirkning på eksisterende forskrifter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

3. I forbindelse med udførelsen af mandatet, jf. stk. 2, orienteres udvalget systematisk og regelmæssigt af agenturet eller Kommissionen om, hvordan udarbejdelsen af de fælles sikkerhedsmål skrider frem. I forbindelse med dette arbejde kan Kommissionen rette nyttige henstillinger til agenturet om de fælles sikkerhedsmål og en cost-benefit-analyse. Kommissionen kan navnlig forlange, at agenturet foretager en undersøgelse af alternative løsninger, og at vurderingen af omkostningerne og fordelene ved disse alternative løsninger medtages i den rapport, der vedlægges som bilag til udkastet til de fælles sikkerhedsmål.

Kommissionen bistås af udvalget med henblik på de opgaver, der er nævnt i første afsnit.

5. De fælles sikkerhedsmål revideres regelmæssigt under hensyntagen til den generelle udvikling i jernbanesikkerheden. De reviderede fælles sikkerhedsmål afspejler eventuelle prioriterede områder, hvor sikkerheden skal forbedres yderligere.

6. På grundlag af henstillingen fra agenturet og efter behandlingen, jf. denne artikels stk. 4, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 om indholdet af de fælles sikkerhedsmål og eventuelle ændringer heraf.

7. Medlemsstaterne foretager de nødvendige ændringer af deres nationale forskrifter for i det mindste at nå de fælles, eventuelt reviderede, sikkerhedsmål i overensstemmelse med den gennemførelsesfrist, der er fastsat herfor. Der tages hensyn til disse ændringer i de årlige sikkerhedsplaner, jf. artikel 4, stk. 1, litra f). Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse forskrifter i overensstemmelse med artikel 8.

Artikel 8

Nationale sikkerhedsforskrifter

1. Nationale forskrifter, som i henhold til direktiv 2004/49/EF er meddelt senest den 15. juni 2016, finder anvendelse, hvis de:

a)	falder ind under en af de typer, som er identificeret i bilag II, og

b)	er i overensstemmelse med EU-retten, herunder især tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI'er), fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsmetoder, og

c)	ikke udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller skjult begrænsning af jernbanetransportoperationer mellem medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne reviderer senest den 16. juni 2018 de i stk. 1 omhandlede nationale forskrifter og ophæver:

a)	enhver national forskrift, som ikke er meddelt, eller som ikke opfylder alle kriterierne anført i stk. 1

b)	enhver national forskrift, som er blevet indholdsløs som følge af EU-retten, herunder navnlig TSI'er, fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsmetoder.

Med henblik herpå kan medlemsstaterne anvende værktøjet til forvaltning af forskrifter, jf. artikel 27, stk. 4, i forordning (EU) 2016/796, og anmode agenturet om at undersøge specifikke forskrifter på grundlag af kriterierne anført i dette stykke.

3. Medlemsstaterne må kun fastsætte nye nationale forskrifter i henhold til dette direktiv i følgende tilfælde:

a)	hvis forskrifterne vedrørende de eksisterende sikkerhedsmetoder ikke er omfattet af en fælles sikkerhedsmetode

b)	hvis driftsreglerne for jernbanenettet endnu ikke er omfattet af TSI'er

c)	hvis der er tale om en hastende forebyggende foranstaltning, navnlig efter en ulykke eller en hændelse

d)	hvis det er nødvendigt at revidere en allerede meddelt forskrift

e)	hvis forskrifterne vedrørende krav med hensyn til personale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver, herunder udvælgelseskriterier, fysisk og psykisk egnethed og faglig uddannelse, endnu ikke er omfattet af en TSI eller af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF (11).

4. Medlemsstaterne sender agenturet og Kommissionen udkastet til en ny national forskrift med henblik på behandling rettidigt og indenfor de frister, der er fastsat i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2016/796, inden den forventede indførelse af den foreslåede nye forskrift i den nationale retsorden, idet begrundelsen for indførelsen heraf angives via det dertil beregnede IT-system som foreskrevet i artikel 27 i forordning (EU) 2016/796. Medlemsstaterne sikrer, at udkastet er tilstrækkeligt udviklet til, at agenturet kan foretage sin undersøgelse i overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796.

5. I tilfælde af hastende forebyggende foranstaltninger kan medlemsstaterne vedtage og anvende en ny forskrift umiddelbart. Den pågældende forskrift meddeles i overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 og underlægges agenturets vurdering i overensstemmelse med artikel 26, stk. 1, 2 og 5, i forordning (EU) 2016/796.

6. Hvis agenturet bliver opmærksom på en national forskrift, uanset om den er meddelt eller ej, som er blevet overflødig eller er i modstrid med de fælles sikkerhedsmetoder eller anden EU-ret vedtaget efter anvendelsen af den berørte nationale forskrift, finder proceduren i artikel 26 i forordning (EU) 2016/796 anvendelse.

7. Medlemsstaterne meddeler vedtagne nationale forskrifter til agenturet og Kommissionen. De skal anvende det dertil beregnede IT-system i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2016/796. Medlemsstaterne sørger for, at gældende nationale forskrifter er let tilgængelige og til fri, offentlig anvendelse samt formuleret ved anvendelse af en terminologi, som alle interesserede parter kan forstå. Medlemsstaterne kan blive anmodet om at forelægge yderligere oplysninger om deres nationale forskrifter.

8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at meddele forskrifter og restriktioner af rent lokal karakter. I så tilfælde nævner medlemsstaterne disse forskrifter og restriktioner i de infrastrukturregistre, der er omhandlet i artikel 49 i direktiv (EU) 2016/797, eller angiver i den netvejledning, der er nævnt i artikel 27 i direktiv 2012/34/EU, hvor disse forskrifter og restriktioner er offentliggjort.

9. Nationale forskrifter, som meddeles i henhold til denne artikel, er ikke omfattet af meddelelsesproceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (12).

10. Agenturet undersøger udkast til nationale forskrifter og eksisterende nationale forskrifter som foreskrevet i artikel 25 og 26 i forordning (EU) 2016/796.

11. Nationale forskrifter, der ikke meddeles i overensstemmelse med denne artikel, jf. dog stk. 8, finder ikke anvendelse inden for rammerne af dette direktiv.

Artikel 9

Sikkerhedsledelsessystemer

1. Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder etablerer deres respektive sikkerhedsledelsessystem for at sikre, at Unionens jernbanesystem mindst kan opfylde de fælles sikkerhedsmål, at det er i overensstemmelse med de sikkerhedskrav, der er fastsat i TSI'erne, og at de relevante dele af de fælles sikkerhedsmetoder og nationale forskrifter meddelt i overensstemmelse med artikel 8 finder anvendelse.

2. Alle relevante dele af sikkerhedsledelsessystemet dokumenteres og skal navnlig beskrive ansvarsfordelingen inden for infrastrukturforvalterens eller jernbanevirksomhedens organisation. Systemet skal vise, hvordan kontrollen er sikret fra ledelsens side på forskellige niveauer, hvordan personalet og deres repræsentanter på alle niveauer er inddraget, og hvordan der sikres en løbende forbedring af sikkerhedsledelsessystemet. Der skal være en klar vilje til konsekvent at anvende viden om menneskelige faktorer og metoder forbundet hermed. Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder skal gennem sikkerhedsledelsessystemet fremme en kultur med gensidig tillid, sikkerhed og uddannelse, hvor personalet opfordres til at bidrage til udviklingen af sikkerhed med samtidig sikring af fortrolighed.

3. Sikkerhedsledelsessystemet skal indeholde følgende grundelementer:

a)	en sikkerhedspolitik godkendt af organisationens øverste ledelse og formidlet til hele personalet

b)	organisationens kvalitative og kvantitative mål for at fastholde og forbedre sikkerheden samt planer og fremgangsmåder for opfyldelsen af disse mål

c)	procedurer for overholdelse af eksisterende, nye og ændrede tekniske og driftsmæssige standarder eller andre normative krav, som er fastsat i TSI'er, de i artikel 8 og bilag II omhandlede nationale forskrifter, andre relevante forskrifter eller myndighedsafgørelser

d)	procedurer, der skal sikre overholdelse af standarderne og andre normative krav i hele materiellets og operationernes livscyklus

e)	procedurer og metoder for identifikation af risici, risikovurderinger og implementering af risikostyringsforanstaltninger, såfremt en ændring i driftsvilkår eller introduktion af nyt materiel indebærer nye risici i relation til infrastrukturen eller grænsefladen menneske-maskine-organisation

f)	udarbejdelsen af programmer for efteruddannelsen af personale samt systemer til at sikre, at personalets kompetence opretholdes, og at opgaverne udføres i overensstemmelse hermed, herunder arrangementer vedrørende den fysiske og psykiske egnethed

g)	procedurer for formidling af tilstrækkelig information inden for organisationen og i givet fald mellem jernbanesystemets organisationer

h)	procedurer og formater for dokumentationen af sikkerhedsoplysninger og fastlæggelse af proceduren for kontrol med udformningen af afgørende sikkerhedsoplysninger

i)	procedurer, der sikrer, at ulykker, hændelser, farlige situationer og andre farlige tildragelser indberettes, undersøges og analyseres, og at der træffes de nødvendige forebyggende forholdsregler

j)	udarbejdelsen med de relevante offentlige myndigheders godkendelse af handlingsplaner, indberetninger og oplysninger i tilfælde af nødsituationer, og

k)	foranstaltninger til sikring af forskriftsmæssig intern revision af sikkerhedsledelsessystemet.

Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder skal medtage ethvert andet element, der er nødvendigt for at dække sikkerhedsrisiciene, i overensstemmelse med vurderingen af risici, der er forbundet med deres egne aktiviteter.

4. Sikkerhedsledelsessystemet skal være tilpasset typen, omfanget, driftsområdet samt andre omstændigheder ved den pågældende aktivitet. Systemet sikrer kontrollen med alle risici, der hidrører fra infrastrukturforvalterens eller jernbanevirksomhedens aktivitet, herunder levering af vedligeholdelse, jf. dog artikel 14, og levering af materiel og brug af kontrahenter. Uden at det berører de eksisterende nationale og internationale ansvarsregler, skal sikkerhedsledelsessystemet, når det er relevant og rimeligt, også tage hensyn til risici, der opstår som følge af andre aktørers aktiviteter, jf. artikel 4.

5. Enhver infrastrukturforvalters sikkerhedsledelsessystem skal tage hensyn til virkningerne af forskellige jernbanevirksomheders drift på nettet og skal sikre, at alle jernbanevirksomheder kan drive virksomhed i overensstemmelse med TSI'er, nationale forskrifter og de vilkår, som er fastsat i deres sikkerhedscertifikat.

Sikkerhedsledelsessystemerne skal udformes med henblik på, at infrastrukturforvalterens nød- og beredskabsprocedurer kan koordineres med alle jernbanevirksomheder, som driver virksomhed på den pågældende infrastruktur, og med beredskabstjenesterne for at lette en hurtig indsættelse af redningstjenester, og med enhver anden part, der kan være involveret i en nødsituation. I forbindelse med grænseoverskridende infrastruktur skal samarbejdet mellem de relevante infrastrukturforvaltere lette den nødvendige koordinering og det nødvendige beredskab hos de kompetente beredskabstjenester på begge sider af grænsen.

Efter en alvorlig ulykke skal jernbanevirksomheden yde ofrene bistand for at hjælpe dem i klageprocedurer i henhold til EU-retten, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 (13), uden at dette berører de forpligtelser, der gælder for andre parter. En sådan bistand skal ske via fastlagte kanaler til kommunikation med ofrenes familier og omfatte psykologhjælp til ulykkesofrene og deres familie.

6. Inden den 31. maj hvert år forelægger alle infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder den nationale sikkerhedsmyndighed en sikkerhedsrapport omhandlende det foregående kalenderår. Sikkerhedsrapporten indeholder:

a)	oplysninger om, i hvilket omfang organisationens samlede sikkerhedsmål er nået, og om resultaterne af sikkerhedsplanerne

b)	en beskrivelse af udviklingen af nationale sikkerhedsindikatorer og de fælles sikkerhedsindikatorer, der er omhandlet i artikel 5, i det omfang det er relevant for den pågældende organisation

c)	resultaterne af den interne sikkerhedsauditering

d)	bemærkninger om de fejl og mangler ved jernbanedriften og infrastrukturforvaltningen, som kan være relevante for den nationale sikkerhedsmyndighed, herunder et resumé af oplysningerne fra de relevante aktører i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5, litra b), og

e)	en rapport om anvendelsen af de relevante fælles sikkerhedsmetoder.

7. På grundlag af oplysningerne fra de nationale sikkerhedsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 17 og 19 kan agenturet rette en henstilling til Kommissionen vedrørende en fælles sikkerhedsmetode, som omfatter de elementer i sikkerhedsledelsessystemet, som det er nødvendigt at harmonisere på EU-plan, herunder gennem harmoniserede standarder, jf. artikel 6, stk. 1, litra f). I dette tilfælde finder artikel 6, stk. 2, anvendelse.

KAPITEL III

SIKKERHEDSCERTIFICERING OG SIKKERHEDSGODKENDELSE

Artikel 10

EU-sikkerhedscertifikat

1. For at få adgang til jernbaneinfrastrukturen skal en jernbanevirksomhed have et EU-sikkerhedscertifikat, der er udstedt af agenturet i overensstemmelse med stk. 5-7 eller af en national sikkerhedsmyndighed i overensstemmelse med stk. 8, jf. dog stk. 9.

Formålet med EU-sikkerhedscertifikatet er at bevise, at den pågældende jernbanevirksomhed har etableret sit sikkerhedsledelsessystem, og at den kan drives sikkert i det planlagte driftsområde.

2. I sin ansøgning om et EU-sikkerhedscertifikat skal jernbanevirksomheden præcisere typen og omfanget af de omfattede jernbaneaktiviteter og det planlagte driftsområde.

3. Ansøgningen om et EU-sikkerhedscertifikat ledsages af et dossier, der indeholder dokumentation for, at:

a)	jernbanevirksomheden har etableret sit sikkerhedsledelsessystem i henhold til artikel 9, og at den opfylder kravene i TSI'erne, de fælles sikkerhedsmetoder og fælles sikkerhedsmål og anden relevant lovgivning med henblik på risikostyring og levering af sikre transportydelser på nettet, og

b)	jernbanevirksomheden om relevant opfylder kravene i de relevante nationale forskrifter, der er meddelt i overensstemmelse med artikel 8.

Denne ansøgning og oplysninger om alle ansøgninger, de relevante procedurers trin og disses resultat samt, når det er relevant, klagenævnets anmodninger og afgørelser indgives gennem den i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop.

4. Agenturet eller, i de i stk. 8 omhandlede tilfælde, den nationale sikkerhedsmyndighed udsteder EU-sikkerhedscertifikatet eller underretter ansøgeren om sit afslag inden for en forud fastsat og rimelig frist og under alle omstændigheder senest fire måneder efter at have modtaget alle de krævede oplysninger og eventuelle supplerende oplysninger fra ansøgeren. Agenturet eller, i de i stk. 8 omhandlede tilfælde, den nationale sikkerhedsmyndighed anvender de praktiske bestemmelser vedrørende den certificeringsprocedure, der skal fastsættes i en gennemførelsesretsakt, jf. stk. 10.

5. Agenturet udsteder et EU-sikkerhedscertifikat til jernbanevirksomheder, som har et driftsområde i en eller flere medlemsstater. Med henblik på udstedelsen af et sådant certifikat skal agenturet:

a)	vurdere elementerne i stk. 3, litra a), og

b)	omgående fremsende det fuldstændige dossier fra jernbanevirksomheden til de nationale sikkerhedsmyndigheder, der er berørt af det planlagte driftsområde, med henblik på en vurdering af elementerne i stk. 3, litra b).

Som led i ovenstående vurderinger bemyndiges agenturet eller de nationale sikkerhedsmyndigheder til at gennemføre besøg og inspektioner på jernbanevirksomhedens driftssteder samt foretage audit og kan anmode om relevante supplerende oplysninger. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder samordner tilrettelæggelsen af sådanne besøg, audit og inspektioner.

6. Senest én måned efter modtagelse af en ansøgning om et EU-sikkerhedscertifikat underretter agenturet jernbanevirksomheden om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger og angiver samtidig en rimelig frist for indgivelse heraf. Med henblik på dossierets fuldstændighed, relevans og konsistens kan agenturet også vurdere elementerne i stk. 3, litra b).

Agenturet tager fuldt hensyn til vurderingerne i henhold til stk. 5, inden det træffer sin afgørelse om udstedelse af EU-sikkerhedscertifikatet.

Agenturet påtager sig det fulde ansvar for de EU-sikkerhedscertifikater, det udsteder.

7. Hvis agenturet er uenigt i en negativ vurdering, der er udført af en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder i henhold til stk. 5, litra b), underretter det den eller de pågældende myndigheder og angiver grundene til, at det er uenigt. Agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejder med henblik på at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering. Når der er behov for det, kan agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder beslutte også at involvere jernbanevirksomheden. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering inden for én måned, efter at agenturet har underrettet den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder om sin uenighed, træffer agenturet sin endelige afgørelse, medmindre den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder har henvist sagen til voldgift i klagenævnet som etableret i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796. Klagenævnet beslutter, om det vil bekræfte agenturets udkast til afgørelse, senest én måned efter at den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder har anmodet herom.

Hvis klagenævnet er enigt med agenturet, skal agenturet straks træffe en afgørelse.

Hvis klagenævnet er enigt i den nationale sikkerhedsmyndigheds negative vurdering, udsteder agenturet et EU-sikkerhedscertifikat med et driftsområde, der udelukker de dele af nettet, der fik en negativ vurdering.

Hvis agenturet er uenigt i en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheders positive vurdering i henhold til stk. 5, litra b), underretter det den eller de pågældende myndigheder og angiver grundene til, at det er uenigt. Agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejder med henblik på at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering. Når der er behov for det, kan agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder beslutte også at involvere ansøgeren. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering inden for én måned, efter at agenturet har underrettet den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder om sin uenighed, træffer agenturet sin endelige afgørelse.

8. Hvis et driftsområde er begrænset til en enkelt medlemsstat, kan den nationale sikkerhedsmyndighed i den pågældende medlemsstat på eget ansvar og efter ansøgerens anmodning udstede et EU-sikkerhedscertifikat. For at kunne udstede sådanne certifikater skal den nationale sikkerhedsmyndighed vurdere dossieret for så vidt angår alle de i stk. 3 anførte elementer og skal anvende de praktiske bestemmelser, der skal fastlægges i de i stk. 10 omhandlede gennemførelsesretsakter. Som led i ovenstående vurderinger bemyndiges den nationale sikkerhedsmyndighed til at gennemføre besøg og inspektioner på jernbanevirksomhedens driftssteder samt foretage audit. Senest én måned efter modtagelse af ansøgerens anmodning underretter den nationale sikkerhedsmyndighed ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger. EU-sikkerhedscertifikatet er også gyldigt uden en udvidelse af anvendelsesområdet for jernbanevirksomheder, der kører til stationer i tilgrænsende medlemsstater, som har tilsvarende netegenskaber og tilsvarende driftsregler, når disse stationer ligger tæt på grænsen, efter samråd med de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Dette samråd kan finde sted fra sag til sag eller fastlægges i en grænseoverskridende aftale mellem medlemsstaterne eller de nationale sikkerhedsmyndigheder.

Den nationale sikkerhedsmyndighed påtager sig det fulde ansvar for de EU-sikkerhedscertifikater, den udsteder.

9. En medlemsstat kan tillade operatører fra tredjelande at køre ind på en station på sit område, der er udpeget med henblik på grænseoverskridende operationer, og som ligger tæt på den pågældende medlemsstats grænse, uden at kræve et EU-sikkerhedscertifikat, forudsat at der sikres et passende sikkerhedsniveau gennem:

a)	en grænseoverskridende aftale mellem den berørte medlemsstat og det berørte tilgrænsende tredjeland eller

aftalemæssige ordninger mellem operatøren fra det berørte tredjeland og den jernbanevirksomhed eller infrastrukturforvalter, der har et EU-sikkerhedscertifikat eller en sikkerhedsgodkendelse til at drive virksomhed på det pågældende net, forudsat at deres sikkerhedsledelsessystem tager behørigt højde for de sikkerhedsrelaterede aspekter af disse arrangementer.

10. Kommissionen vedtager senest den 16. juni 2018 ved hjælp af gennemførelsesretsakter praktiske bestemmelser, der fastsætter:

a)	hvordan ansøgeren skal opfylde betingelserne for udstedelse af EU-sikkerhedscertifikatet, der er fastsat i denne artikel, og angiver, hvilke dokumenter der skal forelægges

b)	de nærmere oplysninger om certificeringsprocessen såsom de proceduremæssige trin og fristerne for hvert trin i processen

c)	hvordan agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed skal overholde kravene i denne artikel gennem de forskellige trin i ansøgnings- og certificeringsprocessen, herunder ved vurderingen af ansøgernes dossierer, og

d)	gyldighedsperioden for EU-sikkerhedscertifikater, der er udstedt af agenturet eller af de nationale sikkerhedsmyndigheder, navnlig i tilfælde af ajourføringer af et ethvert EU-sikkerhedscertifikat som følge af ændringer af driftens type, omfang og område.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3. De tager højde for erfaringerne fra gennemførelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 653/2007 (14) og Kommissionens forordning (EU) nr. 1158/2010 (15) og erfaringerne fra forberedelsen af samarbejdsaftalerne som omhandlet i artikel 11, stk. 1.

11. EU-sikkerhedscertifikaterne præciserer den omfattede jernbanedrifts type og omfang samt driftsområdet. Et EU-sikkerhedscertifikat kan også omfatte sidespor, der ejes af jernbanevirksomheden, hvis disse indgår i dennes sikkerhedsledelsessystem.

12. Enhver afgørelse om afslag af udstedelse af et EU-sikkerhedscertifikat eller om udelukkelse fra en del af nettet i overensstemmelse med en i stk. 7 omhandlet negativ vurdering skal være behørigt begrundet. Efter modtagelse af afgørelsen har ansøgeren en måned til at anmode agenturet eller i givet fald den nationale sikkerhedsmyndighed om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse. Agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed har derefter to måneder fra datoen for modtagelse af anmodningen om fornyet overvejelse til at bekræfte eller ændre sin afgørelse.

Hvis agenturet bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for det klagenævn, der udpeges i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796.

Hvis en national sikkerhedsmyndighed bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for en klageinstans i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne kan udpege det tilsynsorgan, der er omhandlet i artikel 56 i direktiv 2012/34/EU, med henblik på denne klageprocedure. I tilfælde heraf finder dette direktivs artikel 18, stk. 3, anvendelse.

13. Et EU-sikkerhedscertifikat, der er udstedt af enten agenturet eller en national sikkerhedsmyndighed i henhold til denne artikel, fornyes efter ansøgning fra jernbanevirksomheden mindst hvert femte år. Det ajourføres helt eller delvis, når som helst driftens type eller omfang ændres væsentligt.

14. Hvis en ansøger allerede har fået udstedt et EU-sikkerhedscertifikat i henhold til stk. 5, 6 og 7 og ønsker at udvide dets driftsområde, eller hvis ansøgeren allerede har fået udstedt et EU-sikkerhedscertifikat i henhold til stk. 8 og ønsker at udvide dets driftsområde til en anden medlemsstat, skal ansøgeren supplere dossieret med de relevante dokumenter i stk. 3 vedrørende det udvidede driftsområde. Jernbanevirksomheden skal indsende dossieret til agenturet, som efter at have fulgt procedurerne i stk. 4-7 udsteder et ajourført EU-sikkerhedscertifikat, der omfatter det udvidede driftsområde. I dette tilfælde skal kun de nationale sikkerhedsmyndigheder, der er berørt af udvidelsen af driften, konsulteres med henblik på en vurdering af dossieret, jf. stk. 3, litra b).

Hvis jernbanevirksomheden har et EU-sikkerhedscertifikat i overensstemmelse med stk. 8 og ønsker at udvide driftsområdet i den pågældende medlemsstat, skal dossieret suppleres med de relevante dokumenter, der er omhandlet i stk. 3, vedrørende det nye anvendelsesområde. Jernbanevirksomheden skal indsende dossieret gennem den i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop til den nationale sikkerhedsmyndighed, som efter at have fulgt procedurerne i stk. 8 udsteder et ajourført EU-sikkerhedscertifikat, der omfatter det udvidede driftsområde.

15. Agenturet og de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder kan forlange, at EU-sikkerhedscertifikater, som de har udstedt, revideres efter væsentlige ændringer i de overordnede sikkerhedsforskrifter.

16. Agenturet underretter hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to uger efter udstedelsen af et EU-sikkerhedscertifikat de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Agenturet underretter omgående de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder om EU-sikkerhedscertifikater, der er blevet fornyet, ændret eller tilbagekaldt. Der oplyses om navn og adresse på jernbanevirksomheden, udstedelsesdato, EU-sikkerhedscertifikatets type, omfang, gyldighedsperiode og driftsområde og, i tilfælde af tilbagekaldelse, begrundelsen for afgørelsen. I tilfælde af EU-sikkerhedscertifikater, der er udstedt af nationale sikkerhedsmyndigheder, fremlægger den eller de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder samme oplysninger for agenturet inden for samme tidsfrist.

Artikel 11

Samarbejde mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder om udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater

1. Med henblik på dette direktivs artikel 10, stk. 5 og 6, indgår agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejdsaftaler i overensstemmelse med artikel 76 i forordning (EU) 2016/796. Samarbejdsaftalerne skal være specifikke aftaler eller rammeaftaler og skal omfatte en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder. Samarbejdsaftalerne skal indeholde en detaljeret beskrivelse af opgaverne og vilkårene for de varer og tjenester, der skal leveres, fristerne for leveringen og en beregning af det gebyr, som ansøgeren skal betale.

2. Samarbejdsaftalerne kan også indeholde specifikke samarbejdsordninger i tilfælde af net, der kræver særlig ekspertise af geografiske eller historiske årsager, med henblik på at reducere de administrative byrder og ansøgerens omkostninger. Hvor de pågældende net er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, kan sådanne specifikke samarbejdsordninger omfatte muligheden for at indgå kontrakter med de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder om opgaver, når dette er nødvendigt for at sikre effektiv og forholdsmæssig tildeling af certificeringsressourcer. Disse samarbejdsaftaler skal ligge fast, før agenturet udfører de certificeringsrelaterede opgaver i overensstemmelse med artikel 31, stk. 3.

3. For de medlemsstater, hvor jernbanenettets sporvidde er forskellig fra sporvidden i hovedjernbanenettet i Unionen, og de tekniske og driftsmæssige krav for disse net er identiske med kravene i tilgrænsende tredjelande, skal alle de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder i disse medlemsstater, ud over de i stk. 2 omhandlede samarbejdsaftaler, indgå en multilateral aftale med agenturet, som skal omfatte betingelser med henblik på at lette udvidelsen af operationsområdet for sikkerhedscertifikater i de berørte medlemsstater, når det er relevant.

Artikel 12

Sikkerhedsgodkendelse af infrastrukturforvaltere

1. For at få tilladelse til at forvalte og drive en jernbaneinfrastruktur skal infrastrukturforvalteren indhente en sikkerhedsgodkendelse fra den nationale sikkerhedsmyndighed i den medlemsstat, hvor jernbaneinfrastrukturen er placeret.

Sikkerhedsgodkendelsen omfatter en godkendelse, der bekræfter accepten af infrastrukturforvalterens sikkerhedsledelsessystem i henhold til artikel 9 og omfatter procedurerne og bestemmelserne til opfyldelse af de specifikke krav til sikker udformning, vedligeholdelse og drift af jernbaneinfrastrukturen, herunder i relevant omfang vedligeholdelse og drift af trafikkontrol- og signalsystemet.

Den nationale sikkerhedsmyndighed skal redegøre for betingelserne for sikkerhedsgodkendelser og de dokumenter, der skal forelægges, hvor det er relevant i form af en ansøgningsvejledning.

2. Sikkerhedsgodkendelsen er gyldig i fem år og kan fornyes efter ansøgning fra infrastrukturforvalteren. Den revideres helt eller delvis, hvis delsystemerne for infrastruktur, signaludstyr eller energi eller principperne for deres drift og vedligeholdelse ændres væsentligt. Infrastrukturforvalteren underretter hurtigst muligt den nationale sikkerhedsmyndighed om alle sådanne ændringer.

Den nationale sikkerhedsmyndighed kan forlange, at sikkerhedsgodkendelsen revideres efter væsentlige ændringer i de overordnede sikkerhedsforskrifter.

3. Den nationale sikkerhedsmyndighed træffer afgørelse om en ansøgning om en sikkerhedsgodkendelse hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest fire måneder efter at have modtaget alle de krævede oplysninger og eventuelle supplerende oplysninger fra ansøgeren.

4. Den nationale sikkerhedsmyndighed underretter hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden to uger agenturet om de sikkerhedsgodkendelser, der er blevet udstedt, fornyet, ændret eller tilbagekaldt. Oplysningerne omfatter infrastrukturforvalterens navn og adresse, godkendelsesdato, anvendelsesområdet og gyldighedsperioden for sikkerhedsgodkendelsen og, i tilfælde af tilbagekaldelse, begrundelsen for afgørelsen.

5. I tilfælde af grænseoverskridende infrastruktur skal de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejde om at udstede sikkerhedsgodkendelserne.

Artikel 13

Adgang til uddannelsesfaciliteter

1. Medlemsstaterne sørger for, at jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere og deres personale, som varetager sikkerhedskritiske opgaver, på retfærdige og ikkediskriminerende vilkår har adgang til uddannelsesfaciliteter for lokomotivførere og andet ombordpersonale, såfremt sådan efteruddannelse er nødvendig for driften på deres net.

Uddannelsen skal omfatte undervisning i nødvendigt strækningskendskab, driftsregler og procedurer, systemet for signal- og togkontroludstyr og gældende nød- og beredskabsprocedurer for de strækninger, hvorpå der drives togtrafik.

Hvis uddannelsen ikke omfatter eksamener og udstedelse af certifikater, sørger medlemsstaterne for, at jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres personale har adgang til sådanne certifikater.

Den nationale sikkerhedsmyndighed sørger for, at uddannelsen opfylder de krav, der er fastsat i henholdsvis direktiv 2007/59/EF, TSI'er eller de i dette direktivs artikel 8, stk. 3, litra e), omhandlede nationale forskrifter.

2. Hvis det kun er en enkelt jernbanevirksomhed eller infrastrukturforvalteren, der kan tilbyde uddannelsesfaciliteterne, sørger medlemsstaterne for, at disse gøres tilgængelige for andre jernbanevirksomheder til en rimelig og ikkediskriminerende pris, der er omkostningsrelateret, og som kan omfatte en fortjenstmargen.

3. Når jernbanevirksomhederne ansætter nye lokomotivførere, andet ombordpersonale og øvrigt personale, som varetager sikkerhedskritiske opgaver, kan de tage hensyn til uddannelse, kvalifikationer og tidligere opnået erfaring fra andre jernbanevirksomheder. Med henblik herpå skal dette personale have adgang til al dokumentation for deres efteruddannelse, kvalifikationer og erfaring; de kan få kopier heraf og kan videregive sådan dokumentation.

4. Jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere er ansvarlige for uddannelses- og kvalifikationsniveauet hos deres personale, der varetager sikkerhedskritiske opgaver.

Artikel 14

Vedligeholdelse af køretøjer

1. Hvert køretøj skal, inden det anvendes på nettet, have fået udpeget en enhed, der har ansvaret for dets vedligeholdelse, og denne enhed skal registreres i køretøjsregisteret i overensstemmelse med artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797.

2. Uden at dette berører jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres ansvar for sikker drift af et tog som omhandlet i artikel 4, sikrer enheden med ansvar for vedligeholdelse, at de køretøjer, for hvilke den har ansvaret for vedligeholdelse, er i en sikker driftstilstand. Med henblik herpå indfører enheden med ansvar for vedligeholdelse et vedligeholdelsessystem for disse køretøjer og skal ved hjælp af dette system:

a)	sikre, at køretøjerne vedligeholdes i overensstemmelse med vedligeholdelseslogbogen for de enkelte køretøjer og de gældende krav, inklusive vedligeholdelsesbestemmelser og relevante TSI-bestemmelser

b)	iværksætte de nødvendige risikoevaluerings- og risikovurderingsmetoder, der er fastlagt i de fælles sikkerhedsmetoder, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), om nødvendigt i samarbejde med andre aktører

c)	sikre, at dens kontrahenter iværksætter risikostyringsforanstaltninger ved anvendelse af den fælles sikkerhedsmetode for overvågning i artikel 6, stk. 1, litra c), og at dette fastsættes i aftalemæssige ordninger, der forelægges på anmodning af agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed, og

d)	sikre vedligeholdelsesaktiviteternes sporbarhed.

3. Vedligeholdelsessystemet skal bestå af følgende funktioner:

a)	en ledelsesfunktion med henblik på at overvåge og koordinere de vedligeholdelsesopgaver, der er nævnt i litra b)-d), og sikre, at køretøjet er i en sikker driftstilstand i jernbanesystemet

b)	en vedligeholdelsesudviklingsfunktion med ansvar for styringen af vedligeholdelsesdokumentationen, herunder konfigurationsstyringen, på grundlag af oplysninger om konstruktion og drift samt ydelse og udbyttet af erfaring

c)	en funktion til styring af flådevedligeholdelsen med henblik på at forvalte fjernelsen af et køretøj, når det skal vedligeholdes, og dets genindsættelse i drift efter vedligeholdelsen

d)	en vedligeholdelsesleveringsfunktion med henblik på at yde den nødvendige tekniske vedligeholdelse af et køretøj eller dele af det, herunder dokumentation for frigivelsen til tjeneste.

Enheden med ansvar for vedligeholdelse gennemfører selv ledelsesopgaven, men den kan outsource de vedligeholdelsesfunktioner, der er nævnt i litra b)-d), eller dele deraf til andre aftaleparter, som f.eks. vedligeholdelsesværksteder.

Enheden med ansvar for vedligeholdelse sørger for, at alle funktionerne i litra a)-d) er i overensstemmelse med kravene og vurderingskriterierne i bilag III.

Vedligeholdelsesværkstederne anvender de relevante afsnit i bilag III, som er fastlagt i de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til stk. 8, litra a), og som svarer til de funktioner og aktiviteter, der skal certificeres.

4. Er der tale om godsvogne, og efter vedtagelsen af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 8, litra b), for så vidt angår andre køretøjer, skal hver enhed med ansvar for vedligeholdelse certificeres og tildeles et certifikat til en enhed med ansvar for vedligeholdelse (ECM-certifikat) af et akkrediteret eller anerkendt organ eller af en national sikkerhedsmyndighed i overensstemmelse med følgende betingelser:

a)	akkrediterings- og anerkendelsesprocedurerne i forbindelse med certificeringsprocesserne skal bygge på kriterier som uafhængighed, ekspertise og upartiskhed

b)	ordningen for certificering skal dokumentere, at en enhed med ansvar for vedligeholdelse har etableret vedligeholdelsessystemet for at sikre, at de køretøjer, for hvilke den har ansvaret for vedligeholdelse, er i en sikker driftstilstand

ECM-certificeringen baseres på en vurdering af evnen hos enheden med ansvar for vedligeholdelse til at opfylde de relevante krav og vurderingskriterier, der er fastsat i bilag III og til at anvende dem konsekvent. Den skal omfatte et overvågningssystem for at sikre en fortsat opfyldelse af disse krav og vurderingskriterier efter tildeling af ECM-certifikatet

d)	certificeringen af vedligeholdelsesværkstederne skal være i overensstemmelse med de relevante afsnit i bilag III, der anvendes for så vidt angår de tilsvarende funktioner og aktiviteter, der skal certificeres.

Er enheden med ansvar for vedligeholdelse en jernbanevirksomhed eller en infrastrukturforvalter, kan overensstemmelsen med betingelserne fastsat i første afsnit kontrolleres af den nationale sikkerhedsmyndighed efter procedurerne i artikel 10 eller 12 og kan bekræftes på de certifikater, som udstedes i overensstemmelse med disse procedurer.

5. De certifikater, der er udstedt i overensstemmelse med stk. 4, er gyldige i hele Unionen.

6. På grundlag af agenturets henstilling vedtager Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter detaljerede bestemmelser om de certificeringsbetingelser for enheden med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, herunder de krav, der er fastsat i bilag III, i overensstemmelse med den relevante fælles sikkerhedsmetode og de relevante TSI'er og ændrer, når det er nødvendigt, disse bestemmelser.

Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3.

Den certificeringsordning, der gælder for godsvogne, og som er vedtaget ved Kommissionens forordning (EU) nr. 445/2011 (16), anvendes fortsat, indtil de i dette stykke nævnte gennemførelsesretsakter finder anvendelse.

7. Senest den 16. juni 2018 evaluerer agenturet ordningen for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne, overvejer det hensigtsmæssige i at udvide denne ordning til at omfatte alle køretøjer og den obligatoriske certificering af vedligeholdelsesværksteder og forelægger sin rapport for Kommissionen.

8. På grundlag af agenturets evaluering i henhold til stk. 7 vedtager Kommissionen om relevant ved hjælp af gennemførelsesretsakter og ændrer om nødvendigt senere detaljerede bestemmelser, der fastsætter, hvilke af kravene i bilag III der finder anvendelse med henblik på:

a)	vedligeholdelsesfunktioner, der er udført af vedligeholdelsesværksteder, herunder detaljerede bestemmelser for at sikre en ensartet gennemførelse af certificeringen af vedligeholdelsesværksteder, i overensstemmelse med den relevante fælles sikkerhedsmetode og de relevante TSI'er

certificeringen af enheder med ansvar for vedligeholdelse af andre køretøjer end godsvogne på grundlag af køretøjernes tekniske egenskaber, herunder detaljerede bestemmelser for at sikre en ensartet gennemførelse af certificeringsbetingelserne for enheden med ansvar for vedligeholdelse af andre køretøjer end godsvogne, i overensstemmelse med den relevante fælles sikkerhedsmetode og de relevante TSI'er.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3.

Artikel 15

Undtagelser fra ordningen for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse

1. Medlemsstaterne kan anvende alternative foranstaltninger for at opfylde kravet om at udpege en enhed med ansvar for vedligeholdelse for så vidt angår den i artikel 14 fastsatte vedligeholdelsesordning, når der er tale om:

a)	køretøjer, der er registreret i et tredjeland og vedligeholdes i overensstemmelse med dette lands lovgivning

b)	køretøjer, der anvendes på net eller strækninger, hvis sporvidde adskiller sig fra sporvidden på hovedskinnenettet i Unionen, og for hvilke opfyldelse af kravene i artikel 14, stk. 2, garanteres af internationale aftaler med tredjelande

c)	godsvogne og passagervogne, som anvendes i fællesskab med tredjelande, hvis sporvidde adskiller sig fra sporvidden på hovedskinnenettet i Unionen

d)	køretøjer, der anvendes på dei artikel 2, stk. 3, omhandlede net, og militært udstyr eller særtransporter, der kræver en ad hoc-tilladelse fra den nationale sikkerhedsmyndighed, som udstedes inden deres ibrugtagning. I disse tilfælde indrømmes der ikke undtagelser ud over fem år.

2. De i stk. 1 omhandlede alternative foranstaltninger skal gennemføres gennem undtagelser, som den relevante nationale sikkerhedsmyndighed eller agenturet indrømmer, når:

a)	køretøjer registreres i overensstemmelse med artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797, for så vidt angår udpegelse af enheden med ansvar for vedligeholdelse

b)	der udstedes EU-sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser til jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere i overensstemmelse med artikel 10 og 12 i dette direktiv, for så vidt angår udpegelse og certificering af enheden med ansvar for vedligeholdelse.

3. Undtagelser skal anføres og begrundes i den årlige rapport, der er omhandlet i artikel 19. Forekommer det, at der på Unionens jernbanesystem tages urimelige risici, orienterer agenturet omgående Kommissionen herom. Kommissionen tager kontakt til de berørte parter og anmoder, om fornødent, den berørte medlemsstat om at tilbagekalde sin afgørelse om undtagelse.

KAPITEL IV

NATIONALE SIKKERHEDSMYNDIGHEDER

Artikel 16

Opgaver

1. Hver medlemsstat opretter en national sikkerhedsmyndighed. Medlemsstaterne sikrer, at den nationale sikkerhedsmyndighed har den nødvendige interne og eksterne organisatoriske kapacitet med hensyn til menneskelige og materielle ressourcer. Denne myndighed er med hensyn til organisation, retlig struktur og beslutningstagning uafhængig af alle jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere, ansøgere eller ordregivere og af enhver enhed, der indgår offentlige tjenesteydelseskontrakter. Såfremt en sådan uafhængighed garanteres, kan den pågældende myndighed være en afdeling i det nationale ministerium, der er ansvarligt for transportspørgsmål.

2. Den nationale sikkerhedsmyndighed varetager mindst følgende opgaver:

a)	den udsteder tilladelser til ibrugtagning for de delsystemer for fast togkontrol- og signaludstyr samt energi og infrastruktur, der indgår i Unionens jernbanesystem i henhold til artikel 18, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/797

b)	den udsteder, fornyer, ændrer og tilbagekalder køretøjsomsætningstilladelsen i henhold til artikel 21, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/797

c)	den støtter agenturet ved udstedelse, fornyelse, ændring og tilbagekaldelse af køretøjsomsætningstilladelsen i henhold til artikel 21, stk. 5, i direktiv (EU) 2016/797 og typegodkendelserne af køretøjer i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2016/797

d)	den fører på sit område tilsyn med, at interoperabilitetskomponenterne er i overensstemmelse med de væsentlige krav i artikel 8 i direktiv (EU) 2016/797

e)	den sikrer, at der er blevet tildelt et køretøjsnummer i henhold til artikel 46 i direktiv (EU) 2016/797, jf. dog artikel 47, stk. 4, i nævnte direktiv

f)	den støtter agenturet i forbindelse med udstedelse, fornyelse, ændring og tilbagekaldelse af EU-sikkerhedscertifikater, der er udstedt i henhold til artikel 10, stk. 5

g)	den udsteder, fornyer, ændrer og tilbagekalder EU-sikkerhedscertifikater, der er udstedt i henhold til artikel 10, stk. 8

h)	den udsteder, fornyer, ændrer og tilbagekalder sikkerhedsgodkendelser, der er udstedt i henhold til artikel 12

i)	den overvåger, fremmer, styrker og ændrer om nødvendigt de overordnede sikkerhedsforskrifter, herunder systemet af nationale forskrifter

j)	den fører tilsyn med jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere i henhold til artikel 17

k)	om relevant og i henhold til national ret udsteder, fornyer, ændrer og tilbagekalder den lokomotivførerlicenser i henhold til direktiv 2007/59/EF

l)	om relevant og i henhold til national ret udsteder, fornyer, ændrer og tilbagekalder den certifikater, der er udstedt til enheder med ansvar for vedligeholdelse.

3. De i stk. 2 nævnte opgaver kan ikke overføres eller gives i entreprise til en infrastrukturforvalter, en jernbanevirksomhed eller en ordregiver.

Artikel 17

Tilsyn

1. De nationale sikkerhedsmyndigheder fører tilsyn med, om jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere fortsat overholder deres retlige forpligtelse til at anvende et sikkerhedsledelsessystem, jf. artikel 9.

Med henblik herpå anvender de nationale sikkerhedsmyndigheder principperne i den relevante fælles sikkerhedsmetode for tilsyn, jf. artikel 6, stk. 1, litra c), som sikrer, at tilsynsaktiviteterne især omfatter kontrol af jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres anvendelse af:

a)	sikkerhedsledelsessystemet til at overvåge dets effektivitet

b)	individuelle elementer eller delelementer af sikkerhedsledelsessystemet, herunder driftsaktiviteter, levering af vedligeholdelse og materiel samt brug af kontrahenter til at overvåge deres effektivitet, og

c)	de relevante fælles sikkerhedsmetoder, jf. artikel 6. Tilsynsaktiviteterne vedrørende dette litra anvendes også, hvor relevant, på enheder med ansvar for vedligeholdelse.

2. Jernbanevirksomheder underretter de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder senest to måneder før starten af ny jernbanedrift, så sidstnævnte kan planlægge tilsynsaktiviteterne. Jernbanevirksomheder fremlægger også en oversigt over personalekategorier og køretøjstyper.

3. Indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat underretter omgående de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder om enhver væsentlig ændring i oplysningerne i stk. 2.

4. Overvågningen af, om gældende arbejds-, køre- og hviletider for lokomotivførere overholdes, sikres af de kompetente myndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne. Når overvågningen af overholdelsen ikke er sikret af de nationale sikkerhedsmyndigheder, samarbejder de kompetente myndigheder med de nationale sikkerhedsmyndigheder med henblik på at give de nationale sikkerhedsmyndigheder mulighed for at opfylde deres rolle i forbindelse med tilsynet med jernbanesikkerheden.

5. Finder en national sikkerhedsmyndighed, at indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat ikke længere opfylder betingelserne for certificering, anmoder den agenturet om at begrænse eller tilbagekalde dette certifikat. Agenturet underretter omgående alle de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Hvis agenturet beslutter at begrænse eller tilbagekalde EU-sikkerhedscertifikatet, anfører det grundene til sin afgørelse.

I tilfælde af uenighed mellem agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed finder voldgiftsproceduren i artikel 10, stk. 7, anvendelse. Hvis udfaldet af denne voldgiftsprocedure er, at EU-sikkerhedscertifikatet hverken skal begrænses eller tilbagekaldes, suspenderes de midlertidige sikkerhedsforanstaltninger i denne artikels stk. 6.

Har den nationale sikkerhedsmyndighed selv udstedt EU-sikkerhedscertifikatet i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8, kan den begrænse eller tilbagekalde certifikatet, idet den anfører grundene til afgørelsen og underretter agenturet.

Indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat, hvis certifikat er blevet begrænset eller tilbagekaldt af enten agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed, har ret til at indbringe en klage i overensstemmelse med artikel 10, stk. 12.

6. Identificerer en national sikkerhedsmyndighed en alvorlig sikkerhedsrisiko under tilsynet, kan den til enhver tid anvende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger, herunder omgående begrænse eller suspendere den relevante drift. Såfremt EU-sikkerhedscertifikatet blev udstedt af agenturet, underretter den nationale sikkerhedsmyndighed omgående agenturet herom og fremlægger dokumentation til støtte for sin afgørelse.

Finder agenturet, at indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat ikke længere opfylder betingelserne for certificering, begrænser eller tilbagekalder det omgående det pågældende certifikat.

Finder agenturet, at de foranstaltninger, som anvendes af den nationale sikkerhedsmyndighed, ikke står i rimeligt forhold til overtrædelserne, kan det anmode den nationale sikkerhedsmyndighed om at trække disse foranstaltninger tilbage eller tilpasse dem. Agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed samarbejder med henblik på at finde en gensidigt tilfredsstillende løsning. Om nødvendigt skal denne proces også omfatte jernbanevirksomheden. Såfremt sidstnævnte procedure ender uden resultat, forbliver den nationale sikkerhedsmyndigheds afgørelse om at anvende midlertidige foranstaltninger i kraft.

Den nationale sikkerhedsmyndigheds afgørelse vedrørende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger kan prøves ved en national domstol som omhandlet i artikel 18, stk. 3. I dette tilfælde kan de midlertidige sikkerhedsforanstaltninger anvendes indtil domstolskontrollens ophør, jf. dog stk. 5.

Overstiger en midlertidig foranstaltnings varighed tre måneder, anmoder den nationale sikkerhedsmyndighed agenturet om at begrænse eller tilbagekalde EU-sikkerhedscertifikatet, og proceduren i stk. 5 anvendes.

7. Den nationale sikkerhedsmyndighed fører tilsyn med delsystemener for fast togkontrol- og signaludstyr samt energi og infrastruktur og sikrer, at de er i overensstemmelse med de væsentlige krav. I forbindelse med grænseoverskridende infrastruktur udfører den sine tilsynsaktiviteter i samarbejde med andre relevante nationale sikkerhedsmyndigheder. Finder den nationale sikkerhedsmyndighed, at en infrastrukturforvalter ikke længere opfylder betingelserne for dennes sikkerhedsgodkendelse, begrænser eller tilbagekalder den den pågældende godkendelse, idet den anfører grundene til afgørelsen.

8. Når de nationale sikkerhedsmyndigheder fører tilsyn med effektiviteten i infrastrukturforvalteres og jernbanevirksomheders sikkerhedsledelsessystemer, kan de tage hensyn til aktørernes håndtering af sikkerheden, jf. nærværende direktivs artikel 4, stk. 4, og i givet fald uddannelsescentrenes sikkerhedsresultater, jf. direktiv 2007/59/EF, så længe deres aktiviteter har en indvirkning på jernbanesikkerheden. Dette stykke anvendes, uden at dette berører de i artikel 4, stk. 3, i dette direktiv omhandlede jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres ansvar.

9. De nationale sikkerhedsmyndigheder i medlemsstater, hvor en jernbanevirksomhed driver virksomhed, samarbejder om samordningen af deres tilsynsaktiviteter vedrørende denne jernbanevirksomhed, så det sikres, at enhver afgørende oplysning om den specifikke jernbanevirksomhed deles, især hvad angår kendte risici og virksomhedens sikkerhedsresultater. Den nationale sikkerhedsmyndighed deler også oplysninger med andre relevante nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet, hvis den finder, at jernbanevirksomheden ikke træffer de nødvendige risikostyringsforanstaltninger.

Dette samarbejde skal sikre, at tilsynet er tilstrækkelig omfattende, og at dobbeltarbejde i forbindelse med inspektioner og audit undgås. De nationale sikkerhedsmyndigheder kan udvikle en fælles tilsynsplan for at sikre, at der med jævne mellemrum gennemføres audit og andre inspektioner, idet der tages hensyn til transportoperationernes type og omfang i hver af de berørte medlemsstater.

Agenturet bistår sådanne samordningsaktiviteter ved at udarbejde retningslinjer.

10. De nationale sikkerhedsmyndigheder kan rette advarsler til infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, hvis de misligholder deres forpligtelser fastsat i stk. 1.

11. De nationale sikkerhedsmyndigheder anvender oplysninger indsamlet af agenturet i forbindelse med vurderingen af dossieret, jf. artikel 10, stk. 5, litra a), med henblik på at føre tilsyn med en jernbanevirksomhed efter udstedelse af dens EU-sikkerhedscertifikat. De anvender de oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsesprocessen i overensstemmelse med artikel 12 med henblik på at føre tilsyn med infrastrukturforvalteren.

12. Med henblik på fornyelse af EU-sikkerhedscertifikater anvender agenturet eller de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder, såfremt et sikkerhedscertifikat er udstedt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8, oplysninger indsamlet i forbindelse med tilsynsaktiviteterne. Med henblik på fornyelse af sikkerhedsgodkendelser anvender den nationale sikkerhedsmyndighed også oplysninger indsamlet i forbindelse med dens tilsynsaktiviteter.

13. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder træffer de fornødne foranstaltninger for at samordne og sikre fuld udveksling af de i stk. 10, 11 og 12 omhandlede oplysninger.

Artikel 18

Principper for beslutningstagning

1. Agenturet, når det behandler ansøgninger om et EU-sikkerhedscertifikat i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, og de nationale sikkerhedsmyndigheder udfører deres opgaver på en åben og ikkediskriminerende måde. De giver navnlig alle interesserede parter mulighed for at blive hørt og begrunder deres afgørelser.

De reagerer omgående på anmodninger og ansøgninger, fremsætter selv hurtigst muligt anmodninger om oplysninger og vedtager alle deres afgørelser inden fire måneder efter modtagelse af alle relevante oplysninger fra ansøgeren. De kan på et hvilket som helst tidspunkt anmode om teknisk bistand fra infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder eller andre kompetente organer til udførelsen af de i artikel 16 omhandlede opgaver.

Under udviklingen af de nationale rammer for sikkerhedsreguleringen hører de nationale sikkerhedsmyndigheder alle aktører og interesserede parter, herunder infrastrukturforvaltere, jernbanevirksomheder, fabrikanter, virksomheder, der udfører vedligeholdelsesarbejde, samt brugere og personalerepræsentanter.

2. De nationale sikkerhedsmyndigheder kan frit gennemføre alle inspektioner, audit og undersøgelser, der er nødvendige for varetagelsen af deres opgaver, og har adgang til alle relevante dokumenter og lokaler, anlæg og materiel hos infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder og om nødvendigt alle aktører omhandlet i artikel 4. Agenturet har samme rettigheder i forbindelse med jernbanevirksomheder, når det udfører sine sikkerhedscertificeringsopgaver i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5.

3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de nationale sikkerhedsmyndigheders afgørelser kan prøves ved en domstol.

4. De nationale sikkerhedsmyndigheder udveksler synspunkter og erfaringer, navnlig inden for det netværk, der er oprettet af agenturet, med henblik på at harmonisere kriterierne for deres beslutningstagning i Unionen.

Artikel 19

Årlige rapporter

De nationale sikkerhedsmyndigheder offentliggør en årlig rapport om deres aktiviteter det foregående år, som fremsendes til agenturet senest den 30. september. Rapporten indeholder oplysninger om:

a)	udviklingen i jernbanesikkerheden, herunder de på medlemsstatsniveau aggregerede fælles sikkerhedsindikatorer i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1

b)	vigtige ændringer i lovgivning og forskrifter om jernbanesikkerhed

c)	udviklingen vedrørende sikkerhedscertificering og sikkerhedsgodkendelse

d)	resultaterne og erfaringerne fra tilsynet med infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, herunder antallet og resultatet af inspektioner og audit

e)	undtagelserne vedtaget i overensstemmelse med artikel 15, og

f)	jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres erfaringer med anvendelsen af de relevante fælles sikkerhedsmetoder.

KAPITEL V

UNDERSØGELSE AF ULYKKER OG HÆNDELSER

Artikel 20

Undersøgelsespligt

1. Medlemsstaterne sørger for, at det i artikel 22 omhandlede undersøgelsesorgan gennemfører en undersøgelse efter enhver alvorlig ulykke på Unionens jernbanesystem. Formålet med undersøgelsen skal være, hvor det er muligt, at forbedre jernbanesikkerheden og forebygge ulykker.

2. Det i artikel 22 omhandlede undersøgelsesorgan kan også undersøge ulykker og hændelser, som under lidt anderledes omstændigheder kunne have resulteret i alvorlige ulykker, herunder tekniske fejl ved de strukturelt definerede delsystemer eller ved interoperabilitetskomponenterne i Unionens jernbanesystem.

Undersøgelsesorganet kan afgøre, hvorvidt der skal gennemføres en undersøgelse af en sådan ulykke eller hændelse. Ved afgørelsen tages der hensyn til:

a)	ulykkens eller hændelsens alvor

b)	hvorvidt den er led i en række ulykker eller hændelser af relevans for systemet som helhed

c)	dens indvirkning på jernbanesikkerheden, og

d)	henvendelser fra infrastrukturforvaltere, jernbanevirksomheder, den nationale sikkerhedsmyndighed eller medlemsstaterne.

3. Omfanget af og proceduren for undersøgelserne fastlægges af undersøgelsesorganet under hensyntagen til artikel 21 og 23 og afhængigt af, hvilke erfaringer man forventer at kunne drage af ulykken eller hændelsen med henblik på forbedring af sikkerheden.

4. Undersøgelsen vedrører under ingen omstændigheder spørgsmålet om placering af skyld eller erstatningsansvar.

Artikel 21

Undersøgelsens status

1. Medlemsstaterne fastsætter inden for rammerne af deres respektive retssystemer en retlig status for den undersøgelse af ulykker og hændelser, som sætter undersøgelseslederne i stand til at udføre deres opgave så effektivt og hurtigt som muligt.

2. I overensstemmelse med deres nationale lovgivning sørger medlemsstaterne for, at de myndigheder, der er ansvarlige for en eventuel retslig efterforskning, samarbejder fuldt ud, og sikrer, at undersøgelsespersonalet hurtigst muligt har adgang til oplysninger og bevismateriale, der er relevant for undersøgelsen. De skal navnlig have:

a)	omgående adgang til ulykkes- eller hændelsesstedet samt til det involverede rullende materiel, den relevante infrastruktur og trafikstyrings- og signalanlæg

b)	ret til straks at registrere bevismateriale og foretage kontrolleret fjernelse af vragdele, infrastrukturanlæg eller komponenter til undersøgelses- eller analyseformål

c)	ubegrænset adgang og ret til i undersøgelsen at gøre brug af indholdet af registreringsinstrumenter om bord og udstyr til optagelse af verbal kommunikation og registrering af signal- og trafikstyringssystemets drift

d)	adgang til resultaterne af undersøgelsen eller obduktionen af dødsofre

e)	adgang til resultaterne af undersøgelserne af togpersonale og andet jernbanepersonale, der var involveret i ulykken eller hændelsen

f)	mulighed for selv at afhøre jernbanepersonale, der var involveret i ulykken eller hændelsen, og andre vidner, og

g)	adgang til alle relevante oplysninger eller al relevant dokumentation, der forefindes hos infrastrukturforvalteren, jernbanevirksomhederne, enhederne med ansvar for vedligeholdelse og den nationale sikkerhedsmyndighed.

3. Agenturet samarbejder med undersøgelsesorganet, når undersøgelsen omfatter køretøjer, der er godkendt af agenturet, eller jernbanevirksomheder, der er certificeret af agenturet. Det fremlægger hurtigst muligt alle ønskede oplysninger eller al ønsket dokumentation for undersøgelsesorganet, efter anmodning med en redegørelse.

4. Undersøgelsen udføres uafhængigt af alle former for retslig efterforskning.

Artikel 22

Undersøgelsesorgan

1. Hver medlemsstat sørger for, at den i artikel 20 omhandlede undersøgelse af ulykker og hændelser varetages af et permanent organ, som omfatter mindst én person, der kan varetage funktionen som undersøgelsesleder i tilfælde af en ulykke eller hændelse. Dette organ er med hensyn til organisation, retlig struktur og beslutningstagning uafhængigt af alle infrastrukturforvaltere, jernbanevirksomheder, afgiftsorganer, infrastrukturtildelingsorganer og overensstemmelsesvurderingsorganer og alle andre parter, hvis interesser kan komme i et modsætningsforhold til de opgaver, der pålægges undersøgelsesorganet. Det fungerer desuden uafhængigt af den nationale sikkerhedsmyndighed, agenturet og alle organer med ansvar for regulering af jernbanesektoren.

2. Undersøgelsesorganet udfører sine opgaver uafhængigt af de i stk. 1 anførte andre enheder og skal have bevilget tilstrækkelige ressourcer hertil. Undersøgelsespersonalet skal have en status, der giver den nødvendige garanti for deres uafhængighed.

3. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og i givet fald den nationale sikkerhedsmyndighed er forpligtet til omgående at meddele de i artikel 20 omhandlede ulykker og hændelser til undersøgelsesorganet og til at viderebringe alle tilgængelige oplysninger. Hvor det er relevant, ajourføres denne meddelelse, så snart eventuelle manglende oplysninger foreligger.

Undersøgelsesorganet træffer hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelse af meddelelsen om ulykken eller hændelsen afgørelse om at indlede undersøgelsen.

4. Undersøgelsesorganet kan kombinere sine opgaver i medfør af dette direktiv med opgaver vedrørende undersøgelse af andre tildragelser end jernbaneulykker og -hændelser, såfremt sådanne øvrige undersøgelser ikke bringer dets uafhængighed i fare.

5. Om nødvendigt, og forudsat at det ikke undergraver undersøgelsesorganets uafhængighed, jf. stk. 1, kan undersøgelsesorganet anmode undersøgelsesorganer fra andre medlemsstater eller agenturet om at bistå med ekspertise eller foretage tekniske inspektioner, analyser eller evalueringer.

6. Medlemsstaterne kan give undersøgelsesorganet til opgave at undersøge andre jernbaneulykker og -hændelser end de i artikel 20 nævnte.

7. Undersøgelsesorganerne udveksler synspunkter og erfaringer med henblik på at udvikle fælles undersøgelsesmetoder, udarbejde fælles principper for opfølgningen af anbefalinger på sikkerhedsområdet og tilpasse sig den tekniske og videnskabelige udvikling.

Agenturet bistår undersøgelsesorganerne i varetagelsen af denne opgave i overensstemmelse med artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796, jf. dog stk. 1.

Undersøgelsesorganerne udarbejder med støtte fra agenturet i overensstemmelse med artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 et peerevalueringsprogram, hvor alle undersøgelsesorganer opfordres til at deltage med henblik på at overvåge deres effektivitet og uafhængighed. Undersøgelsesorganerne offentliggør med støtte fra det sekretariat, der er omhandlet i artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796:

a)	det fælles peerevalueringsprogram og evalueringskriterierne, og

b)	en årlig rapport om programmet, der fremhæver de identificerede stærke sider og forslag til forbedringer.

Peerevalueringsrapporterne fremsendes til alle undersøgelsesorganer og til agenturet. Rapporterne offentliggøres på frivillig basis.

Artikel 23

Undersøgelsesprocedurer

1. En ulykke eller hændelse, der er nævnt i artikel 20, undersøges af undersøgelsesorganet i den medlemsstat, hvori den indtraf. Hvis det ikke er muligt at fastslå, i hvilken medlemsstat den indtraf, eller hvis den indtraf på eller tæt ved grænsen mellem to medlemsstater, aftaler de relevante undersøgelsesorganer, hvilket af dem der skal gennemføre undersøgelsen, eller de aftaler at gennemføre den i gensidigt samarbejde. I første tilfælde får det andet undersøgelsesorgan mulighed for at deltage i undersøgelsen og modtager alle oplysninger om resultaterne.

Undersøgelsesorganer fra andre medlemsstater indbydes i givet fald til at deltage i en undersøgelse, såfremt:

a)	en jernbanevirksomhed, som er etableret og godkendt i én af disse medlemsstater, er impliceret i ulykken eller hændelsen, eller

b)	et køretøj, der er registreret eller vedligeholdes i en af disse medlemsstater, er impliceret i ulykken eller hændelsen.

Undersøgelsesorganer fra indbudte medlemsstater tillægges de fornødne beføjelser, så de efter anmodning kan være med til at indsamle bevismateriale til en anden medlemsstats undersøgelsesorgan.

Undersøgelsesorganer fra indbudte medlemsstater skal have adgang til de fornødne oplysninger og det fornødne bevismateriale, så de kan deltage reelt i undersøgelsen under overholdelse af de nationale love vedrørende retslige procedurer.

Dette stykke forhindrer ikke medlemsstaterne i at aftale, at de relevante organer under andre omstændigheder foretager en undersøgelse i gensidigt samarbejde.

2. For hver ulykke eller hændelse sørger det organ, der er ansvarligt for undersøgelsen, for, at de nødvendige ressourcer er til rådighed, herunder den nødvendige driftsmæssige og tekniske ekspertise til at udføre undersøgelsen. Ekspertisen kan hentes i eller uden for organet alt efter karakteren af den ulykke eller hændelse, der skal undersøges.

3. Undersøgelsen gennemføres under størst mulig åbenhed, så alle parter får mulighed for at blive hørt og underrettet om resultaterne. Den relevante infrastrukturforvalter og de relevante jernbanevirksomheder, den nationale sikkerhedsmyndighed, agenturet, ofrene og deres familie, ejere af beskadigede genstande, fabrikanter, de involverede beredskabstjenester og repræsentanter for personale og brugere skal gives mulighed for at fremlægge relevante tekniske oplysninger med henblik på at forbedre undersøgelsesrapportens kvalitet. Undersøgelsesorganet tager også hensyn til ofrenes og deres families rimelige behov og holder dem underrettet om de fremskridt, der er gjort i undersøgelsen.

4. Undersøgelsesorganet afslutter sine undersøgelser på ulykkesstedet i løbet af så kort tid som muligt for at give infrastrukturforvalteren mulighed for at genoprette infrastrukturen og åbne den for jernbanetransporttjenester så hurtigt som muligt.

Artikel 24

Rapporter

1. Der skal for en undersøgelse af en ulykke eller hændelse som omhandlet i artikel 20 udarbejdes rapporter i en passende form i forhold til ulykkens eller hændelsens karakter og alvor og undersøgelsesresultaternes relevans. I rapporterne oplyses om formålet med undersøgelsen som omhandlet i artikel 20, stk. 1, og de indeholder i givet fald anbefalinger på sikkerhedsområdet.

2. Undersøgelsesorganet offentliggør den endelige rapport hurtigst muligt og normalt senest 12 måneder efter datoen for tildragelsen. Hvis den endelige rapport ikke kan offentliggøres inden for 12 måneder, udsender undersøgelsesorganet en foreløbig erklæring som minimum på hver årsdag for ulykken med nærmere oplysninger om fremskridt i relation til undersøgelsen og eventuelle sikkerhedsspørgsmål, der er blevet rejst. Rapporten, herunder anbefalinger på sikkerhedsområdet, fremsendes til de i artikel 23, stk. 3, nævnte relevante parter og til berørte organer og parter i andre medlemsstater.

Under hensyntagen til undersøgelsesorganernes erfaringer fastlægger Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter rapporteringsstrukturen, der skal følges så nøje som muligt i forbindelse med undersøgelsesrapporter om ulykker og hændelser. Rapporteringsstrukturen skal omfatte følgende elementer:

a)	en beskrivelse af tildragelsen og baggrunden herfor

en undersøgelses- og afhøringsrapport, herunder om sikkerhedsledelsessystemet, forskrifterne og bestemmelserne, som finder anvendelse, det rullende materiels og de tekniske anlægs funktionsdygtighed, organiseringen af arbejdskraft, dokumentationen for driftssystemet og tidligere tildragelser af tilsvarende karakter

analyser og konklusioner for så vidt angår årsagerne til tildragelsen, herunder medvirkende faktorer i forbindelse med:

i)	de involverede personers handlinger

ii)	det rullende materiels eller de tekniske anlægs tilstand

iii)	personalets færdigheder, procedurer og vedligeholdelse

iv)	det overordnede forskriftværk, og

v)	anvendelsen af sikkerhedsledelsessystemet.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3.

3. Undersøgelsesorganet offentliggør hvert år senest den 30. september en rapport med en redegørelse for de undersøgelser, der er gennemført det foregående år, de anbefalinger, der er fremsat på sikkerhedsområdet, og de korrigerende foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med tidligere fremsatte anbefalinger.

Artikel 25

Oplysninger, der skal fremsendes til agenturet

1. Inden syv dage efter, at der er truffet afgørelse om at indlede en undersøgelse, underretter undersøgelsesorganet agenturet herom. Der oplyses om dato og tidspunkt for tildragelsen samt stedet og tildragelsens karakter og konsekvenser med hensyn til dræbte, tilskadekomne og materielle skader.

2. Undersøgelsesorganet fremsender en kopi til agenturet af de endelige rapporter i artikel 24, stk. 2, og den årlige rapport i artikel 24, stk. 3.

Artikel 26

Anbefalinger på sikkerhedsområdet

1. En anbefaling på sikkerhedsområdet udstedt af et undersøgelsesorgan giver under ingen omstændigheder formodning om skyld eller erstatningsansvar for en ulykke eller hændelse.

2. Anbefalinger stiles til den nationale sikkerhedsmyndighed, og, hvis det er nødvendigt på grund af anbefalingens karakter, til agenturet, til andre organer eller myndigheder i den berørte medlemsstat eller til andre medlemsstater. Medlemsstaterne, deres nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet træffer inden for deres kompetenceområder de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der tages behørigt hensyn til undersøgelsesorganernes anbefalinger på sikkerhedsområdet, og at de i givet fald følges op af korrigerende foranstaltninger.

3. Agenturet, den nationale sikkerhedsmyndighed og andre myndigheder eller organer eller i givet fald andre medlemsstater, til hvem der er stilet anbefalinger, giver med jævne mellemrum undersøgelsesorganet tilbagemelding om, hvilke foranstaltninger der er truffet eller planlagt som resultat af en given anbefaling.

KAPITEL VI

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 27

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 6, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 15. juni 2016. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlament eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

4. Den i artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 6, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 6, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 28

Udvalgsprocedure

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er omhandlet i artikel 51 i direktiv (EU) 2016/797. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Artikel 29

Rapport og yderligere indsats på EU-plan

1. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af dette direktiv senest den 16. juni 2021 og derefter hvert femte år, navnlig for at overvåge effektiviteten af foranstaltningerne i forbindelse med udstedelsen af EU-sikkerhedscertifikater.

Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag til yderligere EU-tiltag.

2. Agenturet evaluerer udviklingen af en sikkerhedskultur, herunder indberetning af tildragelser. Det forelægger senest den 16. juni 2024 Kommissionen en rapport, i givet fald ledsaget af anbefalinger om forbedringer af systemet. Kommissionen træffer passende foranstaltninger på grundlag af disse anbefalinger og fremsætter i givet fald forslag til ændringer af dette direktiv.

3. Senest den 16. december 2017 aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om de foranstaltninger, der er truffet med henblik på følgende mål:

a)	fabrikanternes ansvar for at mærke de sikkerhedskritiske dele, der kører på de europæiske jernbanenet, med en identifikationskode, idet de sikrer, at identifikationskoden klart identificerer delen, fabrikantens navn og de vigtigste produktionsoplysninger

b)	de sikkerhedskritiske deles fuldstændige sporbarhed, sporbarheden af deres vedligeholdelsesaktiviteter og angivelse af deres driftstid og

c)	angivelse af fælles obligatoriske principper for vedligeholdelsen af disse dele.

Artikel 30

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse bestemmelser gennemføres. Sanktionerne må ikke være diskriminerende og skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse bestemmelser inden den i artikel 33, stk. 1, anførte dato og giver den omgående meddelelse om alle efterfølgende ændringer, der berører de pågældende bestemmelser.

Artikel 31

Overgangsbestemmelser

1. Bilag V til direktiv 2004/49/EF finder fortsat anvendelse indtil anvendelsesdatoen for de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, i nærværende direktiv.

2. Uden at dette berører denne artikels stk. 3, er jernbanevirksomheder, som skal certificeres mellem den 15. juni 2016 og den 16. juni 2019 omfattet af direktiv 2004/49/EF. Sådanne sikkerhedscertifikater er gyldige frem til deres udløbsdato.

3. Fra senest den 16. juni 2019 udfører agenturet de certificeringsrelaterede opgaver i henhold til artikel 10 for så vidt angår operationsområder i de medlemsstater, der ikke har underrettet agenturet og Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2. Uanset artikel 10 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 33, stk. 2, fortsat udstede certifikater i overensstemmelse med direktiv 2004/49/EF indtil den 16. juni 2020.

Artikel 32

Agenturets henstillinger og udtalelser

Agenturet fremsætter henstillinger og udtalelser i henhold til artikel 13 i forordning (EU) 2016/796 med henblik på anvendelsen af dette direktiv. Der kan tages hensyn til disse henstillinger og udtalelser, når Unionen vedtager retsakter i medfør af dette direktiv.

Artikel 33

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 2, 3, 4, artikel 8-11, artikel 12, stk. 5, artikel 15, stk. 3, artikel 16-19, artikel 21, stk. 2, artikel 23, stk. 3 og 7, artikel 24, stk. 2, artikel 26, stk. 3, og bilag II og III senest den 16. juni 2019. De tilsender straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

2. Medlemsstaterne kan forlænge den i stk. 1 omhandlede gennemførelsesperiode i med yderligere et år. Med henblik herpå underretter medlemsstater, som ikke indfører de nødvendige love og administrative bestemmelser inden for den overgangsperiode, der er nævnt i stk. 1, senest den 16. december 2018 agenturet og Kommissionen herom og giver begrundelsen for en sådan forlængelse.

3. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, læses som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og affattelsen af den nævnte oplysning fastsættes af medlemsstaterne.

4. Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret og implementere det gælder ikke for Cypern og Malta, så længe der ikke er etableret noget jernbanesystem på deres områder.

Når et offentligt eller privat organ indgiver en officiel anmodning om at bygge en jernbanelinje med henblik på drift udført af en eller flere jernbanevirksomheder, vedtager de pågældende medlemsstater foranstaltninger med henblik på at gennemføre bestemmelserne i nærværende direktiv senest to år efter, at anmodningen er modtaget.

Artikel 34

Ophævelse

Direktiv 2004/49/EF som ændret ved de direktiver, der er angivet i del A i bilag IV, ophæves med virkning fra den 16. juni 2020, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for de i del B i bilag IV angivne direktivers gennemførelse i national ret og anvendelse.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag V.

Artikel 35

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 36

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. maj 2016.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

J.A.HENNIS-PLASSCHAERT

Formand

(1) EUT C 327 af 12.11.2013, s. 122.

(2) EUT C 356 af 5.12.2013, s. 92.

(3) Europa-Parlamentets holdning af 26.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 10.12.2015 (EUT C 57 af 12.2.2016, s. 64). Europa-Parlamentets holdning af 28.4.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (se side 44 i denne EUT).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (se side 1 i denne EUT).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1).

(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF af 23. oktober 2007 om certificering af lokomotivførere, der fører lokomotiver og tog på jernbanenettet i Fællesskabet (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 51).

(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).

(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).

(14) Kommissionens forordning (EF) nr. 653/2007 af 13. juni 2007 om anvendelse af et fælles europæisk format for sikkerhedscertifikater og ansøgningsdokumenter i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF og om gyldigheden af sikkerhedscertifikater udstedt efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF (EUT L 153 af 14.6.2007, s. 9).

(15) Kommissionens forordning (EU) nr. 1158/2010 af 9. december 2010 om en fælles sikkerhedsmetode til vurdering af overholdelsen af kravene til opnåelse af jernbanesikkerhedscertifikater (EUT L 326 af 10.12.2010, s. 11).

(16) Kommissionens forordning (EU) nr. 445/2011 af 10. maj 2011 om en ordning for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne og om ændring af forordning (EF) nr. 653/2007 (EUT L 122 af 11.5.2011, s. 22).

BILAG I

FÆLLES SIKKERHEDSINDIKATORER

Fælles sikkerhedsindikatorer indberettes til de nationale sikkerhedsmyndigheder:

Hvis der opdages nye forhold eller fejl efter rapportens forelæggelse, ændres indikatorerne for et bestemt år, eller de korrigeres af den nationale sikkerhedsmyndighed ved først givne lejlighed og senest i rapporten det følgende år.

Tillægget indeholder fælles definitioner til brug for de fælles sikkerhedsindikatorer og fælles metoder til beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykker.

1. Indikatorer vedrørende ulykker

1.1. Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal alvorlige ulykker samt en specificering efter følgende ulykkestyper:

—	sammenstød mellem tog og jernbanekøretøjer

—	togsammenstød med forhindringer inden for fritrumsprofilen

—	afsporinger

—	ulykker i jernbaneoverkørsler, herunder ulykker, der involverer fodgængere på jernbaneoverkørsler, jf. yderligere specificering af de fem typer ulykker i jernbaneoverkørsler i punkt 6.2

—	personulykker, der involverer rullende materiel i bevægelse, bortset fra selvmord og selvmordsforsøg

—	brande i rullende materiel

—

andre.

Hver væsentlig ulykke indberettes under typen for den primære ulykke, også selv om følgerne af en sekundær ulykke er alvorligere (f.eks. udbrud af brand efter en afsporing).

1.2. Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal alvorligt tilskadekomne eller dræbte for hver ulykkestype opdelt på følgende kategorier:

—	passagerer (også i forhold til det samlede antal passagerkilometer og passagertogkilometer)

—	personale eller kontrahenter

—	brugere af jernbaneoverkørsler

—	personer, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer

—	andre personer, der befinder sig på en perron

—	andre personer, der ikke befinder sig på en perron.

2. Indikatorer vedrørende farligt gods

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal ulykker i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane opdelt på følgende kategorier:

—	ulykker, som involverer mindst et jernbanekøretøj, der transporterer farligt gods, jf. definitionen i tillægget

—	antallet af sådanne ulykker, hvor der forekommer udslip af farligt gods.

3. Indikatorer for selvmord

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal selvmord og selvmordsforsøg.

4. Indikatorer for forløbere til ulykker

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal forløbere til ulykker samt en specificering efter følgende forløbere:

—	skinnebrud

—	solkurver og andre fejl i den relative sporbeliggenhed

—	signalfejl

—	forbikørsel af stopsignal ved passering af et farepunkt

—	forbikørsel af stopsignal uden passering af et farepunkt

—	defekte hjul på rullende materiel i drift

—	defekte aksler på rullende materiel i drift.

Alle forløbere skal indberettes, både dem, der fører til ulykker, og dem, der ikke gør. (Forløbere, som forårsager en væsentlig ulykke, indberettes også under indikatorer for forløbere, mens forløbere, som ikke forårsager en væsentlig ulykke, kun indberettes under indikatorer for forløbere).

5. Indikatorer til brug ved beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykker

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) beløb i euro for:

—	antal dræbte og alvorligt tilskadekomne ganget med værdien af at forebygge, at én person bliver offer for en ulykke (værdien af ét forebygget ulykkesoffer, VPC: Value of Preventing a Casualty)

—	omkostningerne ved miljøskader

—	omkostningerne ved materialeskader på rullende materiel eller infrastruktur

—	omkostningerne ved forsinkelser, der skyldes ulykker.

Nationale sikkerhedsmyndigheder indberetter de samfundsøkonomiske omkostninger ved væsentlige ulykker.

VPC er den værdi, samfundet tillægger forebyggelsen af et ulykkesoffer, og kan som sådan ikke bruges som reference for kompensationskrav mellem parter involveret i ulykker.

6. Indikatorer for infrastrukturens tekniske sikkerhed og for indførelse af tekniske sikkerhedsforanstaltninger

6.1. Procentandel strækninger, hvor et driftssikringssystem (TPS) er taget i brug, og procentandel togkilometer med brug af mobile driftssikringssystemer, hvor disse systemer omfatter:

—

advarsler

—	advarsler og automatisk stop

—	advarsler, automatisk stop og punktvis overvågning af hastighed

—	advarsler, automatisk stop og løbende overvågning af hastighed.

6.2. Antal jernbaneoverkørsler (i alt, pr. strækningskilometer og pr. sporkilometer) fordelt på følgende fem typer:

a)	usikrede jernbaneoverkørsler

sikrede jernbaneoverkørsler

manuelle

ii)	automatiske med advarselsanlæg på brugersiden

iii)	automatiske med beskyttelse på brugersiden

iv)	beskyttelse på banesiden.

Tillæg

Fælles definitioner til brug for de fælles sikkerhedsindikatorer og fælles metoder til beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykker

1. Indikatorer vedrørende ulykker

1.1. »væsentlig ulykke«: Enhver ulykke, hvori der er involveret mindst ét jernbanekøretøj i bevægelse, og som resulterer i mindst én dræbt eller alvorligt tilskadekommen person, eller i omfattende ødelæggelse af materiel, spor eller andre anlæg eller miljøet eller i omfattende forstyrrelse af trafikken. Ulykker i værksteder, lagre og depoter medregnes ikke.

1.2. »omfattende ødelæggelse af materiel, spor eller andre anlæg eller miljøet«: Ødelæggelser for mindst 150 000 EUR.

1.3. »omfattende forstyrrelse af trafikken«: Togtrafikken er indstillet i 6 timer eller mere på en hovedbanestrækning.

1.4. »tog«: Et eller flere jernbanekøretøjer, der trækkes af et eller flere lokomotiver eller motorvogne, eller en motorvogn, der kører alene under et bestemt nummer eller en specifik betegnelse fra et fast startpunkt til et fast slutpunkt. Et lokomotiv, der kører alene, betragtes som et tog.

1.5. »sammenstød mellem tog og jernbanekøretøjer«: Frontalt sammenstød mellem to tog eller sammenstød mellem front og bagende af to tog eller et sideværts sammenstød mellem en del af et tog og en del af et andet tog eller et jernbanekøretøj eller rangerende rullende materiel.

1.6. »togsammenstød med forhindringer inden for fritrumsprofilen«: Et sammenstød mellem en del af et tog og genstande, som er fast anbragt eller midlertidigt befinder sig på eller nær sporet (undtagen ved jernbaneoverkørsler, hvis genstandene er tabt af krydsende køretøjer eller brugere). Definitionen omfatter også sammenstød med køreledninger.

1.7. »afsporing«: Enhver hændelse, hvor mindst ét af et togs hjul løber af sporet.

1.8. »ulykke i jernbaneoverkørsler«: Enhver ulykke i jernbaneoverkørsler, der involverer mindst ét jernbanekøretøj og et eller flere krydsende køretøjer, andre krydsende brugere, f.eks. fodgængere, eller genstande, der midlertidigt befinder sig på eller nær sporet, hvis de er tabt af krydsende køretøjer eller brugere.

1.9. »personulykke, der involverer rullende materiel i bevægelse«: Skader på en eller flere personer, som enten rammes af et jernbanekøretøj eller en del af et jernbanekøretøj eller af en genstand, der er fastgjort til eller har løsrevet sig fra køretøjet. Definitionen omfatter også personer, som falder ud af jernbanekøretøjer, og personer, som falder eller rammes af løse genstande under befordring i jernbanekøretøjer.

1.10. »brand i rullende materiel«: Brande eller eksplosioner i jernbanekøretøjer (inklusive deres last) undervejs mellem afgangsstation og bestemmelsessted, herunder når de holder på afgangsstationen, bestemmelsesstedet eller ved mellemstop samt under omrangering.

1.11. »andre typer ulykker«: Enhver anden ulykke end sammenstød mellem tog og jernbanekøretøjer, togsammenstød med forhindringer inden for fritrumsprofilen, afsporinger, ulykker i jernbaneoverkørsler, personulykker, der involverer rullende materiel i bevægelse eller brande i rullende materiel.

1.12. »passager«: Enhver, der foretager en rejse med jernbane, eksklusive togpersonale. I ulykkesstatistikker omfatter dette også personer, der prøver at stige på eller af et tog i bevægelse.

1.13. »personale eller kontrahent«: Enhver person, der er beskæftiget i tilknytning til en jernbane, og som er på arbejde på ulykkestidspunktet. Definitionen omfatter kontrahenters personale og selvstændige kontrahenter samt togpersonalet og personer, der betjener rullende materiel og infrastrukturanlæg.

1.14. »brugere af jernbaneoverkørsler«: Enhver, der bruger en jernbaneoverkørsel til at krydse jernbanen ved hjælp af et transportmiddel eller til fods.

1.15. »person, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer«: Alle, der opholder sig på en jernbanes område, hvor det er forbudt, undtagen brugere af jernbaneoverkørsler.

1.16. »andre personer, der befinder sig på en perron«: Enhver person, der befinder sig på en perron, og som ikke kan defineres som »passager«, »personale eller kontrahent«, »brugere af jernbaneoverkørsler«, »andre personer, der ikke befinder sig på en perron« eller »personer, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer«.

1.17. »andre personer, der ikke befinder sig på en perron«: Enhver person, der ikke befinder sig på en perron, og som ikke kan defineres som »passager«, »personale eller kontrahent«, »brugere af jernbaneoverkørsler«, »andre personer, der befinder sig på en perron« eller »personer, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer«.

1.18. »dræbt«: Person, der dræbes på stedet eller dør inden for 30 dage som følge af en ulykke. Selvmord medregnes ikke.

1.19. »alvorligt tilskadekommen (person)«: Person, som har været indlagt på sygehus i mere end 24 timer som følge af en ulykke. Selvmordsforsøg medregnes ikke.

2. Indikatorer vedrørende farligt gods

2.1. »ulykke i forbindelse med transport af farligt gods«: Enhver ulykke eller hændelse, der skal indberettes i henhold til kapitel 1.8.5 i RID (1)/ADR.

2.2. »farligt gods«: Stoffer og genstande, som ikke må transporteres i henhold til RID, eller kun må transporteres i henhold til betingelser, der er fastsat i RID.

3. Indikatorer for selvmord

3.1. »selvmord«: Handling, hvormed en person forsætligt påfører sig skade med døden til følge, og som registreres som sådan af de kompetente nationale myndigheder.

3.2. »selvmordsforsøg«: Handling, hvormed en person forsætligt påfører sig selv skade med alvorlig personskade til følge.

4. Indikatorer for forløbere til ulykker

4.1. »skinnebrud«: Enhver skinne, som er gået i to eller flere stykker, eller enhver skinne, hvorfra der løsriver sig et stykke metal, der efterlader et hul på mere end 50 mm længde og mere end 10 mm dybde på kørefladen.

4.2. »solkurver og andre fejl i den relative sporbeliggenhed«: Fejl i sporkontinuum eller- geometri, som af sikkerhedshensyn kræver lukning af sporet eller omgående nedsættelse af den tilladte hastighed.

4.3. »signalfejl«: Enhver teknisk fejl i signalsystemet (enten på infrastrukturen eller på det rullende materiel), som medfører et mindre restriktivt signal end krævet.

4.4. »forbikørsel af stopsignal ved passering af et farepunkt«: Enhver situation, hvor en hvilken som helst del af toget kører længere frem end tilladt og passerer farepunktet.

4.5. »forbikørsel af stopsignal uden passering af et farepunkt«: Enhver situation, hvor en hvilken som helst del af toget kører længere frem end tilladt, men ikke passerer farepunktet.

At køre længere frem end tilladt som omhandlet i punkt 4.4. og 4.5. ovenfor vil sige at køre forbi:

—	et lys- eller armsignal ved sporet, der ved sin lysfarve eller stilling signalerer stop, eller en stopordre på strækninger, hvor et driftsikringssystem (TPS) ikke er i brug

—	slutpunktet i en sikkerhedsrelateret kørselstilladelse, der er givet over et driftsikringssystem (TPS)

—	et punkt, der er meddelt i en forskriftsmæssig mundtlig eller skriftlig tilladelse

—	stopskilte (herunder ikke sporstoppere) eller håndsignaler.

Tilfælde, hvor køretøjer uden tilkoblet trækkraftenhed eller et ubemandet tog kører forbi et stopsignal, er ikke omfattet af denne definition. Tilfælde, hvor signalet, uanset årsagen, ikke viser »stop« i tide til, at lokomotivføreren kan standse toget før signalet, er ikke omfattet af denne definition.

Nationale sikkerhedsmyndigheder kan indberette om de fire led under dette punkt hver for sig, men de skal mindst indberette en samlet indikator med data for alle fire punkter.

4.6. »defekt hjul på rullende materiel i drift«: Brud, der påvirker hjulet, og dermed skaber risiko for ulykker (afsporing eller sammenstød).

4.7. »defekt aksel på rullende materiel i drift«: Brud, der påvirker akslen, og dermed skaber risiko for ulykker (afsporing eller sammenstød).

5. Fælles metoder til beregning af de samfundsmæssige omkostninger ved ulykker

5.1. Værdien af et forebygget ulykkesoffer (VPC) er sammensat af følgende elementer:

1)	Værdien af sikkerhed i sig selv: Værdier for betalingsvilje (WTP: Willingness to Pay), der bygger på »stated preference«-undersøgelser udført i den medlemsstat, hvor de anvendes.

Direkte og indirekte samfundsøkonomiske omkostninger: Omkostningsværdier, der ansættes i medlemsstaten og består af:

—	omkostninger til lægebehandling og revalidering

—	procesomkostninger, politiomkostninger, omkostninger til privat efterforskning af ulykken, omkostninger til redningsberedskab og administrative omkostninger for forsikringerne

—	produktionstab: værdien for samfundet af de varer og tjenesteydelser, som den pågældende kunne have præsteret, hvis ulykken ikke var sket.

Ved beregningen af omkostningerne ved ulykker behandles dræbte og alvorligt tilskadekomne hver for sig (forskellig VPC for dræbte og alvorligt tilskadekomne).

5.2. Fælles principper for ansættelse af værdien af sikkerhed i sig selv og/eller af de direkte og indirekte samfundsøkonomiske omkostninger:

For værdien af sikkerhed i sig selv baseres bedømmelsen af, om foreliggende skøn er fornuftige, på følgende betragtninger:

—	skønnene skal tage udgangspunkt i et system for værdiansættelse af mortalitetsrisikoreduktion i transportsektoren, der bygger på undersøgelse af WTP efter »stated preference«-metoder

—	de adspurgte respondenter skal udgøre et repræsentativt udsnit af den pågældende befolkning. De skal navnlig afspejle befolkningens alders-/indkomststruktur samme med andre relevante socioøkonomiske og/eller demografiske kendetegn

—	metode til at finde frem til WTP-værdier: Undersøgelsen skal tilrettelægges sådan, at spørgsmålene er klare og meningsfulde for respondenterne.

De direkte og indirekte samfundsøkonomiske omkostninger skal ansættes på grundlag af de virkelige omkostninger, som samfundet afholder.

5.3. Definitioner

5.3.1. »omkostninger ved miljøskader«: Omkostninger, der skal afholdes af jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne, anslået på grundlag af disses erfaringer med at føre et skadet område tilbage til tilstanden før jernbaneulykken.

5.3.2. »omkostninger ved materiel skade på rullende materiel eller infrastruktur«: Omkostningerne ved at anskaffe nyt rullende materiel eller anlægge ny infrastruktur med samme funktionalitet og tekniske parametre som det uopretteligt beskadigede samt omkostningerne ved at føre rullende materiel eller infrastruktur, der kan repareres, tilbage til tilstanden før ulykken. Begge dele skal anslås af jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne på grundlag af deres erfaringer. Omkostninger til leje af rullende materiel til erstatning for skadede køretøjer, der ikke står til rådighed, er også omfattet.

5.3.3. »omkostninger på grund af forsinkelser, der skyldes ulykker«: Pengeværdien af forsinkelser, som brugere af banetransport (passagerer og godskunder) kommer ud for som følge af ulykker, beregnet efter følgende model:

VT = pengeværdien af rejsetidsbesparelser

Værdien af tid for en togpassager (en time)

VTP = [VT for arbejdsrejsende]*[de arbejdsrejsendes årsgennemsnitlige andel i procent af alle rejsende] + [VT for andre end arbejdsrejsende]*[andre end arbejdsrejsendes årsgennemsnitlige andel i procent af alle rejsende]

VTP måles i euro pr. passager pr. time.

»arbejdsrejsende«: En passager, der rejser i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed, dog ikke pendlere.

Værdien af tid for et godstog (en time)

VTF = [VT for godstog]*[(ton-km)/(tog-km)]

VTF måles i euro pr. ton gods pr. time.

Årsgennemsnitlig godsmængde i tons pr. godstog = (ton-km)/(tog-km).

CM = omkostninger ved 1 minuts forsinkelse af et tog

Persontog

CMP = K1 * (VTP/60)*[(passager-km)/(tog-km)]

Årsgennemsnitligt antal passagerer pr. tog = (passager-km)/(tog-km).

Godstog

CMF = K2* (VTF/60)

Faktorerne K1 og K2 ligger mellem værdien af tid og værdien af forsinkelse i henhold til skøn, der bygger på »stated preference«-undersøgelser. De indføjes for at tage hensyn til, at tidstab, der skyldes forsinkelser, opleves betydeligt mere negativt end normal rejsetid.

Omkostninger ved ulykkesbetingede forsinkelser = CMP *(minutters forsinkelse af persontog) + CMF *(minutters forsinkelse af godstog)

Modellens anvendelsesområde

Omkostninger ved forsinkelser i forbindelse med væsentlige ulykker beregnes således:

—	faktiske forsinkelser på de banestrækninger, hvor der har fundet ulykker sted

—	faktiske forsinkelser eller, hvis disse ikke kan måles, anslåede forsinkelser på andre berørte strækninger.

6. Indikatorer for infrastrukturens tekniske sikkerhed og for indførelse af tekniske sikkerhedsforanstaltninger

6.1. »driftssikringssystem (TSP)«: Et system, som hjælper med at gennemtvinge overholdelse af signaler og hastighedsbegrænsninger.

6.2. »mobile systemer«: systemer, der hjælper lokomotivføreren med at respektere signaler langs strækningen og førerrumssignaler og dermed yder beskyttelse mod farepunkter og håndhæver hastighedsbegrænsninger. Mobile driftssikringssystemer kan beskrives således:

a)	advarsler: advarer automatisk advarer lokomotivføreren

b)	advarsler og automatisk stop: advarer automatisk lokomotivføreren og stopper automatisk toget, når et stopsignal passeres

c)	advarsler, automatisk stop og punktvis overvågning af hastighed: yder beskyttelse ved farepunkter. »Punktvis overvågning af hastighed« betyder, at hastigheden overvåges på visse steder (fartfælder), når toget nærmer sig et signal

d)	advarsler, automatisk stop og løbende overvågning af hastighed: yder beskyttelse ved farepunkter og overvåger løbende strækningens hastighedsbegrænsninger. »Løbende overvågning af hastighed« betyder, at den maksimalt tilladte målhastighed løbende indikeres og håndhæves på alle strækningsafsnit.

Type d) betragtes som et automatisk driftssikringssystem (ATP).

6.3. »jernbaneoverkørsel«: Enhver niveauskæring mellem en vej eller en passage og en jernbane som godkendt af infrastrukturforvalteren og åben for brugere af offentlige eller private veje. Passager mellem perroner på stationer og passager over spor, som kun må anvendes af ansatte, er ikke omfattet af denne definition.

6.4. »vej«: Med henblik på ulykkesstatistik, enhver offentlig eller privat vej, gade eller landevej, herunder også gangstier og cykelstier.

6.5. »passage«: Enhver rute, der ikke er en vej, som personer, dyr, køretøjer og maskiner kan benytte.

6.6. »usikret jernbaneoverkørsel«: En jernbaneoverkørsel, hvor der ikke aktiveres nogen form for advarselssystem eller beskyttelse, når brugerne ikke kan benytte overkørslen i sikkerhed.

6.7. »sikret jernbaneoverkørsel«: En jernbaneoverkørsel, hvor brugerne beskyttes mod eller advares om tog, der nærmer sig, af anordninger, der aktiveres, når brugerne ikke kan benytte overkørslen i sikkerhed.

—

Beskyttelse i form af fysiske hindringer omfatter:

—	halv- eller helbomme

—

porte.

—

Advarsel ved hjælp af fast monteret udstyr ved jernbaneoverkørsler:

—	synlige anordninger: lyssignaler

—	hørbare anordninger: klokker, horn osv.

Sikrede jernbaneoverkørsler klassificeres som:

a)	manuelle: en jernbaneoverkørsel, hvor beskyttelsen eller advarselsanlægget på brugersiden aktiveres manuelt af en baneansat

b)	automatiske med advarselsanlæg på brugersiden: en jernbaneoverkørsel, hvor advarselsanlægget på brugersiden aktiveres af et tog, der nærmer sig

c)	automatiske med beskyttelse på brugersiden: en jernbaneoverkørsel, hvor beskyttelsen på brugersiden aktiveres af et tog, der nærmer sig. Dette omfatter også jernbaneoverkørsler med både beskyttelse og advarselsanlæg på brugersiden

d)	beskyttede på banesiden: en jernbaneoverkørsel, hvor et signal eller andet driftsikringssystem kun tillader et tog at køre frem, hvis jernbaneoverkørslen er fuldt beskyttet på brugersiden, og der ikke er nogen i færd med at passere den.

7. Definitioner af måleenheder

7.1. »tog-km«: Måleenhed svarende til et togs bevægelse over en strækning på én kilometer. Den afstand, der anvendes, er så vidt muligt den afstand, der faktisk er tilbagelagt, ellers anvendes jernbanenettets standardafstand mellem start- og slutpunkt. Kun strækningen på det indberettende lands område skal tages i betragtning.

7.2. »passager-km«: Måleenhed svarende til befordringen af én passager med jernbane over en strækning på én kilometer. Kun strækningen på det indberettende lands område skal tages i betragtning.

7.3. »stræknings-km«: Længden i kilometer af jernbanenettet i medlemsstaterne, hvis omfang er fastlagt i artikel 2. For flersporede banestrækninger medregnes kun afstanden mellem start- og slutpunkt.

7.4. »spor-km«: Længden i kilometer af jernbanenettet i medlemsstaterne, hvis omfang er fastlagt i artikel 2. På en flersporet banestrækning medregnes hvert spor for sig.

(1) Forskrifter vedrørende international jernbanetransport af farligt gods som vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).

BILAG II

MEDDELELSE AF NATIONALE SIKKERHEDSFORSKRIFTER

Nationale sikkerhedsforskrifter meddelt i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, litra a), omfatter:

1.	forskrifter vedrørende eksisterende nationale sikkerhedsmål og sikkerhedsmetoder

2.	forskrifter vedrørende krav til sikkerhedsledelsessystemer og sikkerhedscertificering af jernbanevirksomheder

3.	fælles driftsregulativer for jernbanenettet, som endnu ikke er omfattet af TSI'er, herunder regulativer vedrørende signal- og trafikstyringssystemet

4.	forskrifter indeholdende krav om yderligere interne driftsregler (virksomhedsregler), som skal fastsættes af infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder

5.	forskrifter vedrørende krav til personale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver, herunder udvælgelseskriterier, helbredstilstand, faglig uddannelse og certificering, såfremt de endnu ikke er omfattet af en TSI

6.	forskrifter vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser.

BILAG III

Krav og vurderingskriterier for organisationer, der ansøger om et ECM-certifikat eller om et certifikat til vedligeholdelsesopgaver, som outsources af en enhed med ansvar for vedligeholdelse

Alle relevante dele af organisationens ledelse skal dokumenteres, bl.a. med en beskrivelse af ansvarsfordelingen inden for organisationen og i forhold til underentreprenører. Dokumentationen skal vise, hvordan kontrollen er sikret fra ledelsens side på forskellige niveauer, hvordan personalet og deres repræsentanter på alle niveauer er inddraget, og hvordan der sikres en løbende forbedring.

Følgende grundlæggende krav anvendes for de fire funktioner i en enhed med ansvar for vedligeholdelse, der skal dækkes af organisationen selv eller ved hjælp af kontraktlige arrangementer:

1. Ledelse— forpligtelse til udvikling og gennemførelse af organisationens vedligeholdelsessystem og til kontinuerlig forbedring af dets effektivitet.

2. Risikovurdering— en struktureret strategi for vurdering af risici forbundet med vedligeholdelsen af køretøjer, herunder risici, som er en direkte følge af driftsprocesser og andre organisationers eller personers aktiviteter, og for identifikation af passende risikostyringsforanstaltninger.

3. Overvågning— en struktureret strategi, som sikrer, at der er indført risikostyringsforanstaltninger, at de fungerer korrekt og medvirker til at opnå organisationens mål.

4. Løbende forbedring— en struktureret strategi for analyse af oplysninger indsamlet gennem regelmæssig overvågning, revision eller andre relevante kilder og for anvendelse af resultaterne til at drage erfaringer og indføre forebyggende eller korrigerende foranstaltninger med henblik på at bibeholde eller forbedre sikkerhedsniveauet.

5. Struktur og ansvar— en struktureret strategi for definition af enkeltpersoners og holds ansvarsområder med henblik på en sikker gennemførelse af organisationens sikkerhedsmål.

6. Kompetencestyring— en struktureret strategi, der sikrer, at de ansatte har de nødvendige kompetencer til at gennemføre organisationens mål på en sikker og effektiv måde under alle omstændigheder.

7. Oplysninger— en struktureret strategi, der sikrer, at personer, som foretager skøn og træffer beslutninger på alle organisationens niveauer, har adgang til vigtige oplysninger, og som sikrer, at oplysningerne er fuldstændige og passende.

8. Dokumentation— en struktureret strategi, der sikrer alle relevante oplysningers sporbarhed.

9. Kontraktaktiviteter— en struktureret strategi, der sikrer, at aktiviteter, der er givet i underentreprise, forvaltes hensigtsmæssigt, således at organisationens mål kan gennemføres, og at alle kompetencer og krav er dækket.

10. Vedligeholdelsesaktiviteter— en struktureret strategi, der sikrer:

—

at alle vedligeholdelsesaktiviteter, der berører sikkerheden og sikkerhedskritiske komponenter, fastlægges og styres korrekt, og at alle de nødvendige ændringer af de vedligeholdelsesaktiviteter, der berører sikkerheden, fastlægges, styres korrekt på grundlag af erfaringerne og anvendelsen af fælles sikkerhedsmetoder for risikovurdering i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra a), og dokumenteres behørigt

—	overensstemmelse med de væsentlige krav til interoperabilitet

—	gennemførelsen og kontrollen af vedligeholdelsesfaciliteter, materiel og værktøj, som er specielt udviklet og påkrævet for at levere vedligeholdelse

—	analysen af den indledende dokumentation vedrørende køretøjet med henblik på at udarbejde den første vedligeholdelsesdokumentation, og som sikrer, at den gennemføres korrekt gennem udviklingen af vedligeholdelsesordrer

—

at komponenter (herunder reservedele) og materialer anvendes som angivet i vedligeholdelsesordrerne og leverandørdokumentationen, at de opbevares, håndteres og transporteres på en passende måde som angivet i vedligeholdelsesordrerne og leverandørdokumentationen, og at de er i overensstemmelse med relevante nationale og internationale regler samt med kravene i de relevante vedligeholdelsesordrer

—

at passende og tilstrækkelige faciliteter og passende og tilstrækkeligt materiel og værktøj fastsættes, identificeres, tilvejebringes, registreres og stilles til rådighed, så det er muligt at levere vedligeholdelsesydelserne i overensstemmelse med vedligeholdelsesordrerne og andre gældende specifikationer, idet der garanteres sikker levering af vedligeholdelse, ergonomi og sundhedsbeskyttelse

—	at organisationen har processer, der sikrer, at dets måleudstyr, alle faciliteter samt alt materiel og værktøj anvendes, kalibreres og vedligeholdes korrekt i henhold til dokumenterede processer.

11. Kontrolaktiviteter— en struktureret strategi, der sikrer:

—	at køretøjer tages ud af drift til planlagt, betinget eller korrigerende vedligeholdelse rettidigt, eller når mangler eller andre behov er identificeret

—	de nødvendige foranstaltninger til kvalitetskontrol

—	at vedligeholdelsesopgaver udføres i overensstemmelse med vedligeholdelsesordrerne, og at meddelelsen om genindsættelse i drift, der indeholder eventuelle anvendelsesmæssige begrænsninger, bekendtgøres.

—

at mulige overtrædelser i forbindelse med anvendelsen af ledelsessystemet, som kan resultere i ulykker, hændelser, farlige situationer og andre farlige tildragelser, indberettes, undersøges og analyseres, og at de nødvendige forebyggende forholdsregler træffes i overensstemmelse med den fælles sikkerhedsmetode for overvågning, jf. artikel 6, stk. 1, litra c)

—	en forskriftsmæssig intern revisions- og overvågningsproces i overensstemmelse med den fælles sikkerhedsmetode for overvågning, jf. artikel 6, stk. 1, litra c).

BILAG IV

DEL A

Ophævede direktiver og senere ændringer af dem

(jf. artikel 34)

Direktiv 2004/49/EF	(EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44)
Direktiv 2008/57/EF	(EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1)
Direktiv 2008/110/EF	(EUT L 345 af 23.12.2008, s. 62)
Kommissionens direktiv 2009/149/EF	(EUT L 313 af 28.11.2009, s. 65)
Berigtigelse, 2004/49/EF	(EUT L 220 af 21.6.2004, s. 16)
Kommissions direktiv 2014/88/EU	(EUT L 201 af 10.7.2014, s. 9)

DEL B

Frister for gennemførelse i national ret

(jf. artikel 34)

Direktiv	Gennemførelsesfrist
2004/49/EF	30. april 2006
2008/57/EF	19. juli 2010
2008/110/EF	24. december 2010
Kommissionens direktiv 2009/149/EF	18. juni 2010
Kommissionens direktiv 2014/88/EU	30. juli 2015

BILAG V

Sammenligningstabel

Direktiv 2004/49/EF	Nærværende direktiv
Artikel 1	Artikel 1
Artikel 2	Artikel 2
Artikel 3	Artikel 3
Artikel 4	Artikel 4
Artikel 5	Artikel 5
Artikel 6	Artikel 6
Artikel 7	Artikel 7
Artikel 8	Artikel 8
Artikel 9	Artikel 9
Artikel 10	Artikel 10
—	Artikel 11
Artikel 11	Artikel 12
Artikel 12	—
Artikel 13	Artikel 13
Artikel 14a, stk. 1-7	Artikel 14
Artikel 14a, stk. 8	Artikel 15
Artikel 15	—
Artikel 16	Artikel 16
—	Artikel 17
Artikel 17	Artikel 18
Artikel 18	Artikel 19
Artikel 19	Artikel 20
Artikel 20	Artikel 21
Artikel 21	Artikel 22
Artikel 22	Artikel 23
Artikel 23	Artikel 24
Artikel 24	Artikel 25
Artikel 25	Artikel 26
Artikel 26	—
—	Artikel 27
Artikel 27	Artikel 28
Artikel 28	—
Artikel 29	—
Artikel 30	—
Artikel 31	Artikel 29
Artikel 32	Artikel 30
—	Artikel 31
—	Artikel 32
Artikel 33	Artikel 33
—	Artikel 34
Artikel 34	Artikel 35
Artikel 35	Artikel 36
Bilag I	Bilag I
Bilag II	Bilag II
Bilag III	—
Bilag IV	—
Bilag V	—
—	Bilag III

Erklæring fra Kommissionen om forklarende dokumenter

Kommissionen minder om, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i deres fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 om forklarende dokumenter anerkendte, at de oplysninger, medlemsstaterne giver Kommissionen med hensyn til gennemførelsen af direktiver i national ret »skal være klare og præcise« for at lette Kommissionens hverv med at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten. I forbindelse hermed kunne forklarende dokumenter have været nyttige i det foreliggende tilfælde. Kommissionen beklager, at den endelige tekst ikke indeholder bestemmelser herom.

		ISSN 1977-0634
Den Europæiske Unions Tidende		L 138

Dansk udgave	Retsforskrifter	59. årgang 26. maj 2016

Indhold		I Lovgivningsmæssige retsakter	Side
		FORORDNINGER
	*	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 ( 1 )	1
		DIREKTIVER
	*	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union ( 1 )	44
	*	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed ( 1 )	102