(1)

I Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (3) fastsættes bestemmelser bl.a. om lagring og udveksling i elektronisk form af specifikke oplysninger vedrørende merværdiafgift (moms).

(2)

Væksten i elektronisk handel (»e-handel«) letter det grænseoverskridende salg af varer og ydelser til de endelige forbrugere i medlemsstaterne. I denne forbindelse forstås ved grænseoverskridende e-handel leveringer, hvorefter momsen skal betales i én medlemsstat, men leverandøren er etableret i en anden medlemsstat, på et tredjelandsområde eller i et tredjeland. Svigagtige virksomheder, der enten er etableret i en medlemsstat, på et tredjelandsområde eller i et tredjeland, udnytter imidlertid e-handelsmulighederne for at opnå urimelige markedsfordele ved at omgå deres forpligtelser vedrørende moms. Hvor princippet om beskatning på bestemmelsesstedet finder anvendelse, fordi forbrugere ikke har nogen regnskabsforpligtelser, har forbrugsmedlemsstaterne behov for passende redskaber til at opdage og kontrollere sådanne svigagtige virksomheder. Det er vigtigt at bekæmpe grænseoverskridende momssvig som følge af visse virksomheders svigagtige adfærd inden for grænseoverskridende e-handel.

(3)

Samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder (»skattemyndighederne«) om bekæmpelse af momssvig har indtil nu normalt været baseret på registre hos de virksomheder, der er direkte involveret i den afgiftspligtige transaktion. Ved grænseoverskridende leveringer mellem virksomheder og forbrugere, som er typiske inden for e-handel, er det muligt, at disse oplysninger ikke er direkte tilgængelige. Skattemyndighederne har derfor behov for nye redskaber for at gøre det muligt for dem at bekæmpe momssvig på en effektiv måde.

(4)

Ved langt de fleste grænseoverskridende onlinekøb, der foretages af forbrugere i Unionen, gennemføres betalingerne via betalingstjenesteudbydere. Med henblik på at udbyde betalingstjenester råder en betalingstjenesteudbyder over specifikke oplysninger til at identificere modtageren eller betalingsmodtageren i forbindelse med den grænseoverskridende betaling sammen med nærmere detaljer om betalingsdatoen, -beløbet og den medlemsstat, som betalingen stammer fra. Sådanne oplysninger er nødvendige for, at skattemyndighederne kan udføre deres basale opgaver med at opdage svigagtige virksomheder og fastslå forpligtelserne til at betale moms i forbindelse med grænseoverskridende leveringer mellem virksomheder og forbrugere. Det er derfor nødvendigt og rimeligt, at de relevante momsoplysninger, som betalingstjenesteudbydere råder over, gøres tilgængelige for medlemsstaterne, og at medlemsstaterne kan lagre disse oplysninger i deres centrale elektroniske systemer og fremsender dem til et centralt elektronisk system med betalingsoplysninger for at opdage og bekæmpe grænseoverskridende momssvig, navnlig hvad angår leveringer mellem virksomheder og forbrugere.

(5)

Det er derfor med henblik på en effektiv bekæmpelse af momssvig nødvendigt og rimeligt at give medlemsstaterne redskaber til at indsamle, lagre og fremsende oplysninger fra betalingstjenesteudbydere og at give medlemsstaternes Eurofiscforbindelsesembedsmænd adgang til disse oplysninger, når de har forbindelse til en efterforskning af mistanke om momssvig eller med henblik på at opdage momssvig. Disse redskaber er væsentlige, da skattemyndighederne har behov for disse oplysninger med henblik på momskontrol for at beskytte de offentlige indtægter såvel som lovlydige virksomheder i medlemsstaterne, hvilket igen beskytter beskæftigelsen og Unionsborgerne.

(6)

Det er vigtigt, at medlemsstaternes behandling af oplysninger om betalinger står i rimeligt forhold til målet om bekæmpelse af momssvig. Derfor bør oplysninger om forbrugere eller betalere og om betalinger, der efter al sandsynlighed ikke er forbundet med økonomisk virksomhed, ikke indsamles, lagres eller fremsendes af medlemsstaterne.

(7)

Med henblik på at opfylde målet om en mere effektiv bekæmpelse af momssvig bør der oprettes et centralt elektronisk system med betalingsoplysninger (»CESOP«), hvortil medlemsstaterne fremsender de betalingsoplysninger, som de indsamler og kan lagre på nationalt plan. Med hensyn til individuelle betalingsmodtagere bør CESOP lagre, aggregere og analysere alle relevante momsoplysninger vedrørende betalinger, der fremsendes af medlemsstaterne. CESOP bør give et fuldstændigt overblik over de betalinger, som betalingsmodtagerne har modtaget fra betalere, der befinder sig i medlemsstaterne, og stille resultatet af specifikke analyser af oplysninger til rådighed for Eurofiscforbindelsesembedsmænd. CESOP bør være i stand til at genkende flere registreringer af den samme betaling, f.eks. kan den samme betaling indberettes fra både banken og kortudstederen for en bestemt betaler, at rense de oplysninger, der modtages fra medlemsstaterne, f.eks. ved at fjerne duplikater og rette fejl i data, og bør sætte Eurofiscforbindelsesembedsmænd i stand til at krydstjekke betalingsoplysninger med de momsoplysninger, de er i besiddelse af, at foretage undersøgelser som led i en efterforskning af mistanke om momssvig eller med henblik på at opdage momssvig og at tilføje supplerende oplysninger.

(8)

Beskatning er et vigtigt mål i relation til Unionens og medlemsstaternes generelle samfundsinteresser, hvilket er blevet anerkendt i forbindelse med de begrænsninger, der kan pålægges forpligtelserne og rettighederne, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (4) og (EU) 2018/1725 (5). Begrænsninger i forbindelse med databeskyttelsesrettigheder er nødvendige på grund af arten og omfanget af de oplysninger, der stammer fra betalingstjenesteudbydere, og skal baseres på de specifikke betingelser, der er fastsat i Rådets direktiv (EU) 2020/284 (6). Da betalingsoplysninger er særligt følsomme, er klarhed nødvendig i alle faser af datahåndteringen med hensyn til, hvem der er den dataansvarlige eller databehandleren i henhold til forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725.

(9)

Det er derfor nødvendigt at anvende begrænsninger for den registreredes rettigheder i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 904/2010. Fuld anvendelse af de registreredes rettigheder og forpligtelser ville således i høj grad undergrave målet om effektiv bekæmpelse af momssvig og ville give de registrerede mulighed for at hindre igangværende analyser og undersøgelser på grund af den store mængde oplysninger, der fremsendes af betalingstjenesteudbyderne, og den mulige spredning af anmodninger fra registrerede til medlemsstaterne, Kommissionen eller begge. Dette ville reducere skattemyndighedernes kapacitet til at forfølge målet for denne forordning ved at bringe de undersøgelser, analyser, efterforskninger og procedurer, der gennemføres i overensstemmelse med denne forordning, i fare. Derfor bør der gælde begrænsninger for de registreredes rettigheder, når oplysninger behandles i overensstemmelse med nærværende forordning. Målet om bekæmpelse af momssvig kan ikke nås med andre, mindre indgribende foranstaltninger med samme effektivitet.

(10)

Kun Eurofiscforbindelsesembedsmænd bør have adgang til betalingsoplysninger, som er lagret i CESOP, og udelukkende med det mål at bekæmpe momssvig. Disse oplysninger kan ud over momsansættelse også anvendes til ansættelse af andre skatter, told og afgifter som fastsat i forordning (EU) nr. 904/2010. Disse oplysninger bør ikke anvendes til andre formål, f.eks. kommercielle formål.

(11)

Hver medlemsstat bør, når de behandler betalingsoplysningerne i overensstemmelse med denne forordning, som er lagret i deres centrale elektroniske system, respektere grænserne for, hvad der er rimeligt og nødvendigt med henblik på at efterforske mistanke om momssvig eller med henblik på at opdage momssvig.

(12)

For at sikre de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679, er det vigtigt, at oplysninger om betalinger ikke anvendes til automatiske individuelle afgørelser, og de bør derfor altid kontrolleres i forhold til andre skatteoplysninger, som er tilgængelige for skattemyndighederne.

(13)

For at bistå medlemsstaterne med at bekæmpe momssvig og opdage svindlere er det nødvendigt og rimeligt, at betalingstjenesteudbydere fører registre over oplysninger om betalingsmodtagere og betalinger i forbindelse med de betalingstjenester, som de leverer, i tre kalenderår. Denne periode giver tilstrækkelig tid til, at medlemsstaterne kan foretage kontrollen effektivt og efterforske mistanke om momssvig eller opdage momssvig, og den er også rimelig i betragtning af den enorme mængde betalingsoplysninger og deres følsomhed i henseende til beskyttelse af personoplysninger.

(14)

Mens Eurofiscforbindelsesembedsmænd bør have mulighed for at tilgå betalingsoplysninger, som er lagret i CESOP, med henblik på bekæmpelse af momssvig, bør behørigt befuldmægtigede personer fra Kommissionen kun have mulighed for at tilgå disse oplysninger med henblik på at udvikle og vedligeholde CESOP. Alle personer med adgang til disse oplysninger er bundet af reglerne om fortrolighed i forordning (EU) nr. 904/2010.

(15)

Da implementeringen af CESOP vil kræve ny teknologisk udvikling, er det nødvendigt at udskyde anvendelsen af denne forordning, således at medlemsstaterne og Kommissionen kan udvikle disse teknologier.

(16)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår de tekniske foranstaltninger til oprettelse og vedligeholdelse af CESOP, Kommissionens opgaver i forbindelse med den tekniske drift af CESOP, de tekniske detaljer for at sikre forbindelsen og den overordnede interoperabilitet mellem de nationale elektroniske systemer og CESOP, de elektroniske standardformularer for indhentning af oplysninger fra betalingstjenesteudbyderne, de tekniske og andre detaljer vedrørende Eurofiscforbindelsesembedsmændenes adgang til oplysninger, de praktiske ordninger med henblik på at identificere de Eurofiscforbindelsesembedsmænd, der har adgang til CESOP, de procedurer, som muliggør vedtagelsen af de relevante tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger til udviklingen og driften af CESOP, medlemsstaternes og Kommissionens rolle og ansvar for så vidt angår funktionerne dataansvarlig og databehandler i henhold til forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 og for så vidt angår procedureforanstaltningerne vedrørende Eurofisc. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (7).

(17)

Momssvig er et fælles problem for alle medlemsstater. Medlemsstaterne alene har ikke de nødvendige oplysninger til at sikre, at momsreglerne for grænseoverskridende e-handel anvendes korrekt, eller til at bekæmpe momssvig vedrørende grænseoverskridende e-handel. Målet for denne forordning, nemlig at bekæmpe momssvig, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne i tilfælde af grænseoverskridende e-handel, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(18)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og respekterer de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger. I den henseende begrænser denne forordning strengt den mængde personoplysninger, der gøres tilgængelig for medlemsstaterne. Behandlingen af betalingsoplysninger i henhold til denne forordning bør kun ske med henblik på bekæmpelse af momssvig.

(19)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav udtalelse den 14. marts 2019 (8).

(20)

Forordning (EU) nr. 904/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed ––

1)

I artikel 2 tilføjes følgende som litra s)-v):

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).« "

2)

I kapitel V foretages følgende ændringer:

3)

Artikel 37 affattes således:

4)

I artikel 55 indsættes følgende stykke:

(1)

I Rådets direktiv 2006/112/EF (3) fastsættes de generelle regnskabsforpligtelser for merværdiafgift (moms) for afgiftspligtige personer.

(2)

Væksten i elektronisk handel (»e-handel«) letter det grænseoverskridende salg af varer og ydelser til de endelige forbrugere i medlemsstaterne. I denne forbindelse forstås ved grænseoverskridende e-handel leveringer, hvorefter momsen skal betales i én medlemsstat, men leverandøren er etableret i en anden medlemsstat, på et tredjelandsområde eller i et tredjeland. Svigagtige virksomheder udnytter imidlertid e-handelsmulighederne for at opnå urimelige markedsfordele ved at omgå deres forpligtelser vedrørende moms. Hvor princippet om beskatning på bestemmelsesstedet finder anvendelse, fordi forbrugere ikke har nogen regnskabsforpligtelser, har forbrugsmedlemsstaterne behov for passende redskaber til at opdage og kontrollere sådanne svigagtige virksomheder. Det er vigtigt at bekæmpe grænseoverskridende momssvig som følge af visse virksomheders svigagtige adfærd inden for grænseoverskridende e-handel.

(3)

Ved langt de fleste onlinekøb, der foretages af forbrugere i Unionen, gennemføres betalingerne via betalingstjenesteudbydere. Med henblik på at udbyde betalingstjenester råder en betalingstjenesteudbyder over specifikke oplysninger til at identificere modtageren eller betalingsmodtageren i forbindelse med betalingen sammen med nærmere detaljer om betalingsdatoen og -beløbet og den medlemsstat, som betalingen stammer fra, samt om, hvorvidt betalingen blev initieret i den forretningsdrivendes fysiske lokaler. Disse specifikke oplysninger er især vigtige i forbindelse med grænseoverskridende betalinger, hvor betaleren befinder sig i én medlemsstat og betalingsmodtageren i en anden medlemsstat, på et tredjelandsområde eller i et tredjeland. Sådanne oplysninger er nødvendige for, at medlemsstaternes skattemyndigheder (»skattemyndighederne«) kan udføre deres basale opgaver med at opdage svigagtige virksomheder og kontrollere forpligtelser til at betale moms. Det er derfor nødvendigt, at betalingstjenesteudbyderne gør disse oplysninger tilgængelige for skattemyndighederne for at hjælpe dem med at opdage og bekæmpe grænseoverskridende momssvig.

(4)

For at bekæmpe momssvig er det vigtigt, at betalingstjenesteudbyderne forpligtes til at føre tilstrækkeligt detaljerede registre over og at indberette visse grænseoverskridende betalinger, der bestemmes som sådanne på grund af det sted, hvor betaleren befinder sig, og det sted, hvor betalingsmodtageren befinder sig. Det er derfor nødvendigt at definere begreberne for det sted, hvor betaleren befinder sig, og det sted, hvor betalingsmodtageren befinder sig, og også midlerne til at identificere disse steder. Det sted, hvor betaleren og betalingsmodtageren befinder sig, bør kun udløse registrerings- og indberetningspligter for de betalingstjenesteudbydere, som er etableret i Unionen, og disse pligter bør ikke berøre de bestemmelser, der er fastsat i direktiv 2006/112/EF og i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 (4), for så vidt angår stedet for afgiftspligtige transaktioner.

(5)

Betalingstjenesteudbyderne kan ud fra de oplysninger, som de allerede råder over, identificere det sted, hvor betalingsmodtageren og betaleren befinder sig, i forbindelse med de betalingstjenester, som de udbyder, ved anvendelse af en identifikator for betalerens eller betalingsmodtagerens betalingskonto eller andre identifikatorer, som utvetydigt identificerer betaleren eller betalingsmodtageren og angiver det sted, hvor de befinder sig. Når sådanne identifikatorer ikke er tilgængelige, bør det sted, hvor betaleren befinder sig, eller hvor betalingsmodtageren befinder sig, alternativt bestemmes ved hjælp af en forretningsidentifikationskode, som utvetydigt identificerer betalingstjenesteudbyderen, som handler på vegne af betaleren eller betalingsmodtageren, og angiver det sted, hvor denne befinder sig, når midlerne overføres til en betalingsmodtager, uden at nogen betalingskonto er blevet åbnet i betalerens navn, når midlerne ikke krediteres nogen betalingskonto, eller når der ikke er nogen anden identifikator for betaleren eller betalingsmodtageren.

(6)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (5) er det vigtigt, at betalingstjenesteudbyderens forpligtelse til at opbevare og videregive oplysninger om en grænseoverskridende betaling er forholdsmæssig og begrænset til, hvad der er nødvendigt for medlemsstaterne for at bekæmpe momssvig. Endvidere er den eneste oplysning om betaleren, der bør opbevares, det sted, hvor betaleren befinder sig. Med hensyn til oplysninger om betalingsmodtageren og betalingen selv bør det kun kræves, at betalingstjenesteudbyderne opbevarer og indberetter de oplysninger til skattemyndighederne, som er nødvendige for, at disse myndigheder kan opdage mulige svindlere og udføre skattekontrollen. Betalingstjenesteudbydere bør derfor kun pålægges at føre registre over de grænseoverskridende betalinger, som formentlig er tegn på økonomisk virksomhed. Indførelsen af et loft, der er baseret på antallet af de betalinger, som en betalingsmodtager har modtaget i løbet af et kalenderkvartal, vil være et tegn på, om disse betalinger blev modtaget som led i økonomisk virksomhed, og hermed udelukke betalinger gennemført af ikkekommercielle årsager. Når et sådant loft nås, vil det udløse registrerings- og indberetningspligter for betalingstjenesteudbyderen.

(7)

Det kan forekomme, at flere betalingstjenesteudbydere er involveret i en enkelt betaling fra en betaler til en betalingsmodtager. Denne enkelte betaling kan medføre flere overførsler af midler mellem forskellige betalingstjenesteudbydere. Det er nødvendigt, at alle betalingstjenesteudbydere, der er involveret i en bestemt betaling, har registrerings- og indberetningspligter, medmindre en specifik undtagelse finder anvendelse. Disse registre og indberetninger bør indeholde oplysninger om betalinger fra den oprindelige betaler til den endelige betalingsmodtager og ikke om mellemliggende overførsler af midler mellem betalingstjenesteudbyderne.

(8)

Registrerings- og indberetningspligter bør ikke kun finde anvendelse i tilfælde, hvor en betalingstjenesteudbyder overfører midler eller udsteder betalingsinstrumenter til en betaler, men bør også finde anvendelse i tilfælde, hvor en betalingstjenesteudbyder modtager midler eller indløser betalingstransaktioner på en betalingsmodtagers vegne.

(9)

Forpligtelserne fastsat i dette direktiv bør ikke finde anvendelse på betalingstjenesteudbydere, der falder uden for anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (6). Når betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere ikke befinder sig i en medlemsstat, bør det derfor være betalerens betalingstjenesteudbydere, der er genstand for registrerings- og indberetningspligterne vedrørende grænseoverskridende betalinger. For at registrerings- og indberetningspligterne skal være forholdsmæssige, bør omvendt kun betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere føre registre over disse oplysninger, når både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere befinder sig i en medlemsstat. Med henblik på registrerings- og indberetningspligterne bør en betalingstjenesteudbyder anses for at befinde sig i en medlemsstat, når vedkommendes forretningsidentifikationskode (BIC) eller entydige forretningsidentifikation henviser til denne medlemsstat.

(10)

På grund af den betydelige mængde oplysninger og følsomheden ved disse med hensyn til beskyttelse af personoplysninger er det nødvendigt og rimeligt, at betalingstjenesteudbydere fører registre om grænseoverskridende betalinger i en periode på tre kalenderår for at bistå medlemsstaterne med at bekæmpe momssvig og opdage svindlere. Denne periode giver medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at udføre kontrollen effektivt og efterforske mistanke om momssvig eller opdage momssvig.

(11)

De oplysninger, som betalingstjenesteudbyderne skal opbevare, indsamles af og udveksles mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (7), hvori der fastsættes regler for administrativt samarbejde og udveksling af oplysninger med henblik på at bekæmpe momssvig.

(12)

Momssvig er et almindeligt problem for alle medlemsstaterne, men individuelle medlemsstater har ikke de oplysninger, der er nødvendige for at sikre, at momsreglerne for grænseoverskridende e-handel anvendes korrekt, eller for at bekæmpe momssvig vedrørende grænseoverskridende e-handel. Målet for dette direktiv, nemlig at bekæmpe momssvig, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig, hvis der er et grænseoverskridende element, og på grund af behovet for at indhente oplysninger fra andre medlemsstater, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(13)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og respekterer de principper, som er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger. De betalingsoplysninger, der opbevares og videregives i overensstemmelse med dette direktiv, behandles kun af skattemyndighedernes eksperter inden for bekæmpelse af svig inden for grænserne af, hvad der er rimeligt og nødvendigt for at nå dette direktivs mål, nemlig at bekæmpe momssvig. Dette direktiv overholder også reglerne i forordning (EU) 2016/679 og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (8).

(14)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav udtalelse den 14. marts 2019 (9).

(15)

Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Rådets direktiv 2006/112/EF (3) giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde deres særordninger for små virksomheder i overensstemmelse med fælles bestemmelser og med henblik på en nærmere harmonisering. Disse bestemmelser er imidlertid forældede og reducerer ikke små virksomheders efterlevelsesbyrde, da de er udformet til et fælles merværdiafgiftssystem (moms) baseret på beskatning i oprindelsesmedlemsstaten.

(2)

Kommissionen bebudede i sin handlingsplan for moms en omfattende forenklingspakke for små virksomheder; som har til formål at reducere deres administrative byrder og bidrager til at skabe beskatningsvilkår, der fremmer deres vækst og udviklingen af grænseoverskridende handel. Forenklingspakken medfører en revision af særordningen for små virksomheder som beskrevet i meddelelsen om opfølgning af handlingsplanen for moms. Revisionen af særordningen for små virksomheder udgør derfor et vigtigt element i den reformpakke, der er fastlagt i handlingsplanen for moms.

(3)

For at imødegå problemet med den uforholdsmæssige efterlevelsesbyrde, som fritagne små virksomheder står over for, bør visse forenklingsforanstaltninger også være tilgængelige for dem.

(4)

Særordningen for små virksomheder giver i øjeblikket kun mulighed for fritagelse for virksomheder, der er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales. Dette har negativ indvirkning på konkurrencen på det indre marked for virksomheder, der ikke er etableret i den pågældende medlemsstat. For at imødegå dette og for at undgå yderligere forvridninger bør små virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater end den, hvor momsen skal betales, også have mulighed for at udnytte fritagelsen.

(5)

Hvis en afgiftspligtig person er omfattet af den almindelige momsordning i etableringsmedlemsstaten, men gør brug af momsfritagelsen for små virksomheder i en anden medlemsstat, bør fradraget af indgående afgift afspejle en forbindelse til den afgiftspligtige persons afgiftspligtige leveringer. Hvis sådanne afgiftspligtige personer køber input i etableringsmedlemsstaten, som er forbundet med fritagne leveringer i andre medlemsstater, bør der derfor ikke være mulighed for at foretage fradrag af indgående moms.

(6)

Små virksomheder kan kun udnytte fritagelsen, hvis deres årlige omsætning ligger under den tærskel, der anvendes af den medlemsstat, hvor momsen skal betales. Medlemsstaterne bør ved fastsættelsen af deres tærskel overholde de regler om tærskler, der er fastsat i direktiv 2006/112/EF. Disse regler, hvoraf de fleste blev indført i 1977, er ikke længere egnede.

(7)

Med henblik på forenkling har en række medlemsstater fået tilladelse til midlertidigt at anvende en højere tærskel end den, der er tilladt i henhold til direktiv 2006/112/EF. Da det ikke er hensigtsmæssigt at fortsætte med at ændre de almindelige bestemmelser ved hjælp af undtagelsesbestemmelser, bør reglerne om tærskler ajourføres.

(8)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte deres nationale tærskel for fritagelse på det niveau, der passer bedst til deres økonomiske og politiske forhold, med forbehold af den øvre tærskel, der er fastsat i dette direktiv. I denne henseende bør det præciseres, at hvis medlemsstaterne anvender forskellige tærskler for forskellige erhvervssektorer, skal det ske på grundlag af objektive kriterier. Hvis en afgiftspligtig person er berettiget til at udnytte mere end én sektorspecifik tærskel, bør medlemsstaterne sikre, at den afgiftspligtige person kun kan anvende én af disse tærskler. De bør også sikre, at deres tærskler ikke skelner mellem etablerede og ikkeetablerede afgiftspligtige personer.

(9)

Tærsklen for årlig omsætning, der er grundlaget for fritagelsen, der er indført ved særordningen fastlagt i dette direktiv, består kun af den kombinerede værdi af leveringerne af varer og ydelser foretaget af en lille virksomhed i den medlemsstat, hvor fritagelsen indrømmes. Konkurrenceforvridning kan opstå, hvis en virksomhed, der ikke er etableret i den pågældende medlemsstat, kunne udnytte en sådan fritagelse uafhængigt af, hvilken omsætning den har i andre medlemsstater. For at imødegå sådanne konkurrenceforvridninger og som garanti for indtægter fra afgifter bør kun de virksomheder, hvis årlige omsætning i Unionen er under en bestemt tærskel, være berettiget til fritagelse i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret. Virksomheder, hvis omsætning i den medlemsstat, hvor de er etableret, ligger under den nationale tærskel, bør fortsat kunne foretage fritagne leveringer i den pågældende medlemsstat, uanset hvilken omsætning de har i andre medlemsstater, selv om deres samlede omsætning overstiger EU-tærsklen.

(10)

For at muliggøre effektiv kontrol af anvendelsen af fritagelsen og sikre, at medlemsstaterne har adgang til de nødvendige oplysninger, bør afgiftspligtige personer, der ønsker at gøre brug af fritagelsen i en medlemsstat, hvor de ikke er etablerede, skulle give forhåndsmeddelelse herom til den medlemsstat, hvor de er etablerede. Med henblik på forenkling og nedbringelse af efterlevelsesomkostningerne bør sådanne afgiftspligtige personer kun identificeres ved hjælp af et individuelt nummer i etableringsmedlemsstaten. Dette nummer kan, men skal ikke nødvendigvis, være det individuelle momsregistreringsnummer.

(11)

For at sikre, at fritagelsen fungerer og overvåges på behørig vis samt den rettidige videregivelse af oplysninger, bør indberetningsforpligtelserne for afgiftspligtige personer, der gør brug af fritagelsen i en medlemsstat, hvor de ikke er etablerede, fastsættes entydigt. Dette bør gøre det muligt at fritage afgiftspligtige personer, der overholder reglerne, fra disse forpligtelser og fra registreringsforpligtelsen i andre medlemsstater end etableringsmedlemsstaten. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne kræve, at ikkeetablerede afgiftspligtige personer, som ikke opfylder de indberetningsforpligtelser, der er fastsat specifikt for dem, opfylder de almindelige momsregistrerings- og indberetningsforpligtelser som fastsat i national momslovgivning.

(12)

For at undgå inkonsekvens ved beregningen af årlig omsætning i den medlemsstat, der tjener som reference for anvendelsen af fritagelsen, og årlig omsætning i Unionen bør det fastsættes, hvilke elementer af omsætningen der skal tages i betragtning.

(13)

For at undgå omgåelse af reglerne om fritagelse for små virksomheder og bevare formålet med fritagelsen bør en afgiftspligtig person, uanset om vedkommende er etableret i den medlemsstat, der indrømmer fritagelsen, eller ej, ikke kunne udnytte fritagelsen, hvis den deri fastsatte nationale tærskel blev overskredet i det foregående kalenderår. Af samme årsager bør en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i den medlemsstat, der indrømmer fritagelsen, ikke kunne udnytte fritagelsen, hvis den årlige omsætningstærskel i Unionen blev overskredet i det foregående kalenderår.

(14)

For at sikre en gradvis overgang for små virksomheder fra fritagelse til beskatning bør afgiftspligtige personer fortsat have mulighed for at udnytte fritagelsen for små virksomheder i en begrænset periode, hvis deres omsætning ikke overstiger den nationale tærskel for fritagelse med mere end en fast procentdel af denne tærskel. Da de tærskelniveauer, der anvendes, kan variere fra medlemsstat til medlemsstat, bør medlemsstaterne kunne vælge at anvende en af de to foreslåede procentsatser, så længe anvendelsen af procentsatsen ikke medfører, at en fritaget afgiftspligtig persons omsætning overstiger et bestemt fast beløb. Hvis den årlige omsætningstærskel i Unionen overskrides i et kalenderår, er det i betragtning af tærsklens funktion som indtægtsgaranti nødvendigt, at fritagelsen ophører med at gælde fra det pågældende tidspunkt.

(15)

Når en fritagelse gælder, bør små virksomheder, der gør brug af fritagelsen i etableringsmedlemsstaten, som minimum have adgang til en momsregistreringsprocedure inden for en given frist. Medlemsstaterne bør kunne forlænge denne frist i særlige tilfælde, hvor der er behov for grundig kontrol for at forhindre momssvig eller momsundgåelse.

(16)

Små virksomheder, der gør brug af fritagelsen i etableringsmedlemsstaten, bør som minimum have adgang til forenklede indberetningsforpligtelser.

(17)

Ud over at indrømme momsfritagelse giver særordningerne også mulighed for gradvis afgiftsnedsættelse. Gradvis afgiftsnedsættelse er en kilde til kompleksitet, der bidrager i ringe grad til at reducere små virksomheders efterlevelsesbyrde. Denne foranstaltning bør derfor afskaffes.

(18)

Medlemsstaterne bør kunne give afgiftspligtige personer ret til at vælge mellem den almindelige momsordning og særordningen for små virksomheder. Hvis en afgiftspligtig person gør brug af denne ret, er det hensigtsmæssigt at overlade det til medlemsstaterne at fastsætte de nærmere regler og betingelser for udnyttelse af denne valgmulighed.

(19)

Dette direktiv bør ikke medføre nye registrerings- eller indberetningsforpligtelser for små virksomheder, som kun gør brug af fritagelsen i etableringsmedlemsstaten.

(20)

Målet for dette direktiv, nemlig at reducere små virksomheders efterlevelsesbyrde, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(21)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (4) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(22)

For at sikre, at forenklingsforanstaltningerne i direktiv 2006/112/EF for så vidt angår særordningen for små virksomheder kan overvåges på behørig vis, er det nødvendigt at ændre Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (5), således at de relevante kompetente myndigheder i medlemsstaterne automatisk har adgang til de data, der indhentes fra afgiftspligtige personer, som udnytter momsfritagelsen for små virksomheder.

(23)

For at give små virksomheder let adgang til bestemmelserne vedrørende særordningen for små virksomheder i hver medlemsstat bør disse bestemmelser offentliggøres på Kommissionens websted.

(24)

Regionsudvalget har afgivet en udtalelse den 10. oktober 2018 (6).

(25)

Direktiv 2006/112/EF og forordning (EU) nr. 904/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 2, stk. 1, litra b), nr. i), affattes således:

2)

I artikel 139 foretages følgende ændringer:

3)

I artikel 167a foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 169, litra a), affattes således:

5)

I artikel 220a, stk. 1, tilføjes følgende litra:

6)

Artikel 270, litra a), affattes således:

7)

I artikel 272, stk. 1, udgår litra d).

8)

I afsnit XII, kapitel 1, indsættes følgende afdeling:

» Afdeling -1

Definitioner

9)

I afsnit XII, kapitel 1, affattes overskriften til afdeling 2 således:

» Fritagelser «.

10)

Artikel 282 affattes således:

11)

I artikel 283, stk. 1, udgår litra c).

12)

Artikel 284 affattes således:

13)

Følgende artikler indsættes:

14)

Artikel 285, 286 og 287 udgår.

15)

Artikel 288 affattes således:

16)

Følgende artikel indsættes:

17)

Artikel 290, andet punktum, affattes således:

»Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere regler og betingelser for anvendelse af denne mulighed.«

18)

Artikel 291 og 292 udgår.

19)

I afsnit XII, kapitel 1, indsættes følgende afdeling:

»Afdeling 2a

Forenkling af forpligtelser for fritagne små virksomheder

20)

Afdeling XII, kapitel 1, afdeling 3, udgår.

21)

Artikel 314, litra c), affattes således:

22)

Artikel 334, litra c), affattes således:

1)

I artikel 17 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 21 indsættes følgende stykke:

3)

I artikel 31 indsættes følgende stykke:

4)

Artikel 32, stk. 1, affattes således:

5)

Følgende kapitel indsættes:

»KAPITEL Xa

BESTEMMELSER VEDRØRENDE SÆRORDNINGEN I AFSNIT XII, KAPITEL 1, I DIREKTIV 2006/112/EF

(1)

FN's konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988 (»konventionen«) trådte i kraft den 11. november 1990 og blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 90/611/EØF (1).

(2)

I henhold til konventionens artikel 12, stk. 2-7, kan der tilføjes stoffer til konventionens tabeller, hvori narkotikaprækursorer er opført.

(3)

På sit 63. møde i Wien fra den 2.-6. marts 2020 skal Narkotikakommissionen træffe afgørelse om tilføjelsen af et stof til konventionens tabel I.

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Narkotikakommissionen, da afgørelsen vil have retsvirkning i Unionen og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 (2) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 (3).

(5)

Ifølge Det Internationale Kontroludvalg for Narkotiske Midlers vurdering anvendes stoffet methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) hyppigt i den ulovlige fremstilling af amphetamin og methamphetamin. Der er dokumentation for, at mængden og omfanget af den ulovlige fremstilling af disse narkotiske midler og psykotrope stoffer medfører så alvorlige folkesundhedsmæssige og sociale problemer, at det er berettiget at underkaste methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) international kontrol. Den ulovlige fremstilling af amphetamin og methamphetamin forårsager betydelige folkesundhedsmæssige og sociale problemer i Unionen. Hændelser i forbindelse med ulovlig handel med methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) stiger både i relation til mængde og hyppighed, og organiserede kriminelle grupper i Unionen eksporterer ulovligt amphetamin og methamphetamin til tredjelande.

(6)

Unionens holdning bør fremføres af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af Narkotikakommissionen —

(1)

Ved Rådets afgørelse 97/836/EF (1) tiltrådte Unionen overenskomsten under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (»overenskomsten af 1958 som revideret«). Overenskomsten af 1958 som revideret trådte i kraft den 24. marts 1998.

(2)

Ved Rådets afgørelse 2000/125/EF (2) tiltrådte Unionen aftalen om etablering af globale tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, der kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer (»parallelaftalen«). Parallelaftalen trådte i kraft den 15. februar 2000.

(3)

I henhold til artikel 1 i overenskomsten af 1958 som revideret og parallelsaftalens artikel 6 kan FN/ECE's Verdensforum for Harmonisering af Køretøjsforskrifter (WP.29), hvis det er relevant, vedtage forslagene til ændringer af FN-regulativ vedtaget i medfør af overenskomsten af 1958 som revideret (»FN-regulativ«) nr. 10, 26, 28, 46, 48, 51, 55, 58, 59, 62, 79, 90, 106, 107, 110, 117, 121, 122, 128, 144, 148, 149, 150, 151 og 152, forslagene til ændringer af de globale tekniske forskrifter nr. 3, 6 og 16, forslaget til ændringer af den konsoliderede resolution R.E.5 og forslaget til tilladelser til at udarbejde en ændring af den globale tekniske forskrift nr. 6 og til at udarbejde en ny global teknisk forskrift om bestemmelse af elektriske køretøjers effekt.

(4)

På det 180. møde i Verdensforummet, der finder sted fra den 10.-12. marts 2020, skal WP.29 vedtage ovennævnte retsakter om de administrative bestemmelser og ensartede tekniske forskrifter for godkendelse af harmoniserede tekniske FN-regulativer og globale tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, der kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, som på Unionens vegne skal indtages i WP.29, for så vidt angår vedtagelsen af forslag til FN-regulativer, da FN-regulativerne vil være bindende for Unionen og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen inden for typegodkendelse af køretøjer.

(6)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (3) blev medlemsstaternes godkendelsessystemer udskiftet med en EU-godkendelsesprocedure, og der blev fastlagt en harmoniseret ramme med administrative bestemmelser og generelle tekniske forskrifter for alle nye køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder. Ved nævnte direktiv blev FN-regulativer indarbejdet i EU-typegodkendelsessystemet, enten som krav ved typegodkendelse eller som alternativer til EU-lovgivningen. Siden vedtagelsen af direktiv 2007/46/EF er FN-regulativer i stigende grad blevet indarbejdet i EU-lovgivningen.

(7)

I lyset af den opnåede erfaring og den tekniske udvikling er det nødvendigt at ændre eller supplere kravene til visse dele og karakteristika, der er omfattet af FN-regulativ nr. 10, 26, 28, 46, 48, 51, 55, 58, 59, 62, 79, 90, 106, 107, 110, 117, 121, 122, 128, 144, 148, 149, 150, 151 og 152. Det er desuden nødvendigt at ændre visse bestemmelser i FN's globale tekniske forskrifter nr. 3, 6 og 16. Endelig er det nødvendigt at vedtage ændringerne af den konsoliderede resolution R.E.5 og tilladelserne til at udarbejde en ændring af den globale tekniske forskrift nr. 6 og til at udarbejde en ny global teknisk forskrift om bestemmelse af elektriske køretøjers effekt.

(8)

WP.29-arbejdsdokumentet ECE/TRANS/WP.29/2020/25 omhandler et forslag til supplement 2 til FN-regulativ nr. 144 (nødtelefonsystemer), som ikke er klar til afstemning i WP.29.

(9)

WP.29-arbejdsdokumentet ECE/TRANS/WP.29/2020/2 omhandler et forslag til supplement 1 til ændringsserie 08 til FN-regulativ nr. 9 (støj fra trehjulede køretøjer). I betragtning af, at Unionen ikke anvender de ensartede bestemmelser i FN-regulativ nr. 9, er det ikke nødvendigt at fastlægge Unionens holdning til forslag ECE/TRANS/WP.29/2020/2 —