Flinke superhelte med et rodet privatliv, store action-scener med eksplosioner og det dér særlige ærlige øjeblik, hvor de små drillerier bliver afløst af et alvorligt øjeblik, der virkelig viser, hvor dybt venskabet imellem heltene er. Kan du fortælle mig, hvilken Marvel-film, jeg tænker på? Nej, vel. For det kunne sådan set være dem alle sammen, og det er netop min pointe med denne artikel.
Marvels seneste film Ant-Man and the Wasp: Quantumania, ser ud til at være en fæl skuffelse, og fans strømmer ikke som tidligere i biografen så snart der står "Marvel" på plakaten.
Metaltræthed
På trods af Marvel-filmenes store i popularitet i de seneste år, så føles det efterhånden, som om MCU-filmene er blevet for ensformige. I mine øjne er de ved at miste underholdningsværdien, og det skyldes en række faktorer:
For det første er Marvel Cinematic Universe for det meste baseret på et koncept, hvor en god hovedperson tager kampen op mod en skurk, mens han ofte får hjælp af en gruppe af helte eller sidekicks. Marvels genistreg har været, at de ikke kun gav os en helstøbt helt, men at stort set alle roller har en back story, og at filmene er smaskfyldt med kendte skuespillere. Det har også gjort det muligt at lave film om de enkelte karakterer - Iron Man, Wolverine, Captain America, Black Widow og så videre. Selv om det i starten er spændende, kan det blive kedeligt, når det bruges så ofte og efter stort set samme opskrift i de efterhånden ret så talrige Marvel-film.
For det andet kan Marvel-filmfranchisen, selv om den er anerkendt for sine store, spektakulære kamp- og actionscener, også blive forudsigelig, når disse scener ligner hinanden. Tag for eksempel de mange, mange kampscener i Avengers-filmene, hvor fokus i stort set alle kampscener hele tiden skifter fra den ene Avenger til den næste. Eller Eternals, Shang Chi, Doctor Strange osv. I begyndelsen var det med til at skabe spænding, og det var virkelig underholdende at se. Ideen er ikke ny, og hvis man ser stort set alle James Bond-film pre-Daniel Craig, så var der en afsluttende kampscene, hvor en masse goodguys og badguys kæmpede om at redde verden. Her var der selvfølgelig kun én hovedperson, men det gjorde nu alligevel filmene ret forudsigelige med tiden.
Sidst men ikke mindst er Marvel cinematic universe kendt for at være en del af en større historie, hvor flere film er tæt forbundet og giver én enorm samlet historie. For aficionados kan dette være spændende, men for seere, der ikke har tid, mulighed eller lyst til at se hver evige eneste film fra Marvel-universet, kan det gøre det forvirrende at følge med i filmene. Jeg har personligt opgivet at finde ud af, hvad der er op og ned i X-men-universet. Er Professor Charles Xavier død eller ej? Tja, han døde i én film, og dukkede senere spillevende op i en anden. Og jeg kan selvfølgelig bare bruge noget tid på at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, men jeg gider ærligt talt ikke.
Alt det, jeg savner i filmene, finder jeg heldigvis i højere grad i Marvels serier. De er langt mindre forudsigelige, persongalleriet virker mere alsidigt og heltene træder mere i karakter. Ja, plottet er selvfølgelig langt hen ad vejen det samme: En helt, der egentlig havde andre planer, og en skurk, der skal besejres, for at helten kan vende tilbage til sin trygge og rare hverdag. Men her får de enkelte roller mere plads til at vise deres personlighed, og det skaber noget dybde, som filmene desværre mangler. Jeg er stor fan af serier som Loki eller Falcon and the Winter Soldier, hvor fortællingen ruller sig ud i et fornuftigt tempo i stedet for at eksplodere i en uhæmmet action-fiesta, inden jeg har fået placeret min sodavand i kopholderen ved mit biografsæde. Det er fint med action, men det skal ikke kun være for at dække over, at historien er en tynd kop te.
Min dalende entusiasme for MCU skyldes måske, at jeg generelt sidder med en følelse af, at Marvel universet er blevet så omfattende, at det er svært at holde styr på, selv om filmene altså samtidig virker forudsigelige på grund af deres skabelon-historier og foto-kopierede kampscener. Det er ikke et godt udgangspunkt for et filmunivers, og jeg håber ærligt talt, at Marvel kan finde ud af at ryste posen lidt. Og det er ikke fordi Marvel ikke prøver: Den seneste Spider-man – No Way home – bød på interessante overraskelser, og den fik da også en høj score både hos publikum og kritikerne. Marvel skal have ros for, at de har været fantastiske til at bringe tegneserieuniverset til live på det store lærred. I mange år har det været en fantastisk oplevelse at komme ind og se de figurer, som jeg har brugt utroligt meget tid af min ungdom på, komme til live på det store lærred. Men helt overordnet set, savner jeg, at Marvel igen finder tilbage til det innovative, så der kommer helt nye, spændende komponenter og dermed nyt liv til filmene. Men det kræver måske, at de smider skabelonen ud og finder nogle helt nye formater.
