Hen mod midten af sin rockåbenbaring fra 1965 skråler Bob Dylan: “I need a dump truck, mama, to unload my head”. Dylan var med sin vrængende stemme blevet talerør for en spirende modkultur og ukronet førstepoet for den nye ungdom. Og han havde meget at tænke på. I maj 1965 var han udmattet efter en vild turné i Storbritannien og udgivelsen af fem album på bare tre år. Havde han stadig noget på hjerte ... og lysten til at fortsætte? På albummets ni sange sprudler Dylan af fortællelyst. Han synger om verdens barbari på “Just Like Tom Thumb’s Blues”, det overfladiske, borgerlige liv på “Ballad of a Thin Man” og kærligheden på “It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry”. Midt i den eskalerende Vietnamkrig og et USA i oprør kæmpede Dylan med at finde sig til rette med sin nye status, og sangene kan betragtes som skildringer af et overophedet sind, der udtrykker den menneskelige erfaring på helt nye måder. Det gav lytterne noget at holde fast i, mens rockens sprog og landskab forandrede sig omkring dem – hvilket ikke mindst skyldtes Highway 61 Revisited.