Da Marvin Gaye spillede titelnummeret til What's Going On fra 1971 for Motown-grundlæggeren Berry Gordy, skulle Gordy efter sigende have sagt, at det var det værste, han nogensinde havde hørt. Musikken var for slap og teksterne for politiske. Men når nu selv Elvis sang protestsange (for eksempel med “In the Ghetto” fra 1969), hvorfor skulle Marvin Gaye så ikke kunne gøre det?
Albummets genialitet ligger i dets lethed. Sangene lever og ånder, og musikken føles naturlig, næsten tilbagelænet. Eli Fontaines saxofon på titelnummeret blev for eksempel indspillet, mens han var ved at varme op. Og mens Sly & The Family Stone udtrykte deres vrede i form af bitter funk (There's a Riot Goin' On fra 1971), pakkede Gaye på raffineret vis sin vrede ind i lækre strygerarrangementer og percussion med inspiration fra latinmusikken. Selv på de mere dystre numre (“Inner City Blues [Make Me Wanna Holler]” og skildringen af afhængighed på “Flyin’ High [In the Friendly Sky]”), svæver han. Marvin Gaye viste os, at politisk musik ikke behøver at være konfrontatorisk, men også kan være varm og indbydende.