Efter Ride the Lightning fra 1984 var Metallica allerede godt på vej til at forlade deres status som undergrundsfænomen, og den brutale thrash metal-musik begyndte så småt at banke på døren til mainstreamkulturen. Opfølgeren Master of Puppets var endnu mere intens – både i hastighed, i aggression og i sin fjendtlighed mod autoriteter. Ikke desto mindre nåede den endnu bredere ud. Og bandmedlemmernes dage i varevognen var talte.
Trods al sin præcision føles Master of Puppets stadig som noget, der stammer fra en kælder eller nogens garage. Hvor Van Halens og Mötley Crües drengerøvsrock lover eufori (igennem kvinder, stoffer og generel hæmningsløshed), inkarnerede Metallica snarere rastløsheden hos en person, der sidder fast i en ond spiral af negative tanker – hvad enten det drejer sig om krig (“Disposable Heroes”), afhængighed (“Master of Puppets”), religiøse motiver (“Leper Messiah”) eller et fejlslagent psykiatrisk behandlingssystem (“Welcome Home [Sanitarium]”).
Aldrig havde en type musik, der var så ekstrem, nået ud til et publikum, der var så stort. I løbet af de kommende år blev Metallica et af de største bands i verden, og de formåede at bringe vrede og fremmedgørelse ud af skyggerne og helt ind i rampelyset på de allerstørste stadionscener.
