I 2015 var den engelsk-albanske sangerinde og sangskriver Dua Lipa blot 20 år gammel, da hun med gennembrudssinglen “Be the One” demonstrerede, hvordan et mix af dance, soul, melankoli og minimalisme tilsammen udgør hendes selverklærede form for dark pop. Efter en række duetter med stjerner som Sean Paul og Miguel udsendte Dua Lipa i 2017 sit selvbetitlede debutalbum, hvorfra førstesinglen “New Rules” cementerede hendes særdeles selvsikre poptalent og samtidig var repræsentativ for albummets øvrige sange om kærlighed, sex og om at finde sig selv.