Rory Graham alias Rag'n'Bone Man har tidligt i karrieren opdyrket sin helt egen lyd på den britiske musikscene. Graham afprøvede som ung sit talent som rapper, men inspireret af sin far begyndte han siden at inkorporere blues i sin sangskrivning. Da Grahams anden EP “Wolves” udkom i 2014, var hans udtryk flyvefærdigt med et autentisk touch af både blues, gospel, hiphop og soul samt features fra navne som Vince Staples og Kate Tempest. I 2016 blev Rag'n'Bone Man for alvor synlig på hitlisterne med den medrivende single “Human”, der er forløber for albumdebuten af samme navn.