Sådan rengør du Apple Watch

Lær at rengøre dit Apple Watch og remmen.

Er det OK at bruge et desinfektionsmiddel på mit Apple Watch?

Du kan bruge 70 % isopropylalkohol, 75 % etylalkohol eller en renseserviet og forsigtigt tørre de udvendige dele af dit Apple Watch og din Solo Loop eller Sportsrem, Nike Sportsrem, Ocean-rem eller metalrem. Brug det ikke på stof- eller læderremme. Undlad at bruge produkter, der indeholder blegemiddel eller brintoverilte. Sørg for, at der ikke kommer fugt i åbninger, og nedsænk ikke dit Apple Watch i et rensemiddel.

Få nyttige tip til at undgå irriteret hud, især hvis du har allergi eller følsom hud.

Sådan rengør og tørrer du Apple Watch

Hold Apple Watch rent og tørt. EKG og andre aflæsninger fungerer kun korrekt, hvis huden og uret er tørre. Aflæsninger kan blive påvirket, hvis Apple Watch og/eller huden ikke er helt ren og tør. Rengør dit ur regelmæssigt for at undgå en ophobning af solcreme eller andre cremer på bagsidekrystallen, hvilket kan påvirke sensorens funktionalitet. Sæbe, rengøringsmidler, slibende materialer,* trykluft, rensning med ultralyd og eksterne varmekilder kan forårsage skader og må ikke bruges på dit Apple Watch.

Brug denne fremgangsmåde til at rengøre dit Apple Watch:

  1. Sluk Apple Watch, og tag det ud af opladeren.

  2. Tag en eventuel læderrem af Apple Watch.

  3. Rengør Apple Watch med en blød, fnugfri klud. Du kan gøre kluden lidt fugtig med postevand, hvis det er nødvendigt. Hvis der er synligt snavs eller substanser på dit Apple Watch, f.eks. på højttaleråbningerne, kan du holde dit Apple Watch under varmt vand fra hanen i en blød stråle, indtil det er rent. Du må ikke bruge sæbe eller andre rengøringsmidler. Med Apple Watch Series 10 kan du bruge en blød børste til at fjerne snavs fra højttalerportene.

  4. Tør Apple Watch efter med en blød, fnugfri klud, inklusive overfladen på bagkrystallen.

* Apple Watch fremstilles med største omhu og præcision, mens den mest avancerede teknologi sikrer den bedste kundeoplevelse. Apple anbefaler, at uret ikke poleres med slibemidler, for at sikre, at uret bevarer al funktionalitet og en ensartet finish på urkassen og udvendige dele.

Rengør og aftør Digital Crown

Hvis Digital Crown sætter sig fast, skal du kontrollere, om den er snavset, og tørre dit Apple Watch af. Hvis du finder substanser rundt om Digital Crown, skal du følge disse trin for at rengøre det og gentage efter behov:

  1. Sluk Apple Watch, og tag det ud af opladeren.

  2. Tag en eventuel læderrem af Apple Watch.

  3. Hold Digital Crown under varmt vand fra hanen i en blød stråle. Der må ikke bruges sæbe eller andre rengøringsmidler.

  4. Drej og tryk løbende på Digital Crown, mens vandet løber hen over det lille mellemrum mellem Digital Crown og selve uret.

Når snavset eller substansen er skyllet af, skal du tørre dit Apple Watch med en absorberende, blød fnugfri klud. Drej og tryk på Digital Crown, mens du tørrer den, og sørg for at fjerne vand fra overfladen af Digital Crown, mellemrummet mellem Digital Crown og urkassen samt de omgivende overflader.

Sådan rengør og tørrer du Apple Watch-remmen

Fjern remmen fra dit Apple Watch før rengøring. Disse rengøringsoplysninger gælder kun remme med Apple-mærket. Følg de plejeoplysninger, der fulgte med remmen for alle andre varemærker.

For læderremme:

  1. Rengør remmens læderdel med en blød, fnugfri klud. Du kan gøre kluden lidt fugtig med postevand, hvis det er nødvendigt.* Læderremme må ikke nedsænkes i vand. Læderremmene er ikke vandafvisende.

  2. Lad remmen lufttørre grundigt, før du sætter den på dit Apple Watch. Læderremme må ikke opbevares i direkte sollys, ved høje temperaturer eller i meget fugtige omgivelser.

Solo Loop, Flettet Solo Loop, Sportsrem, Sport Loop, Ocean-rem, Alpine Loop og Trail Loop:

  1. Rengør remmen med en blød, fnugfri klud. Du kan gøre kluden lidt fugtig med postevand, hvis det er nødvendigt. Med disse remme kan du også bruge mild allergivenlig håndsæbe til rengøring.

  2. Tør remmen efter med en blød, fnugfri klud, før du sætter den på dit Apple Watch.

FineWoven-remme, herunder magnetiske ledremme og moderne spænderemme:

  1. I en ren beholder skal du tilsætte 1 tsk. (5 ml) flydende vaskemiddel til 250 ml vand.

  2. Fugt en fnugfri klud i sæbevandet, vrid den let, og gnid forsigtigt med kluden på remmen i 1 minut.

  3. Tør remmen ren med en anden klud, der er let fugtet med rent vand. FineWoven-remme må ikke nedsænkes i vand. Dette materiale er ikke vandafvisende.

  4. Tør remmen med en blød, tør og fnugfri klud, og sørg for at fjerne al fugt.

  5. Læg remmen fladt til tørre i mindst én dag, før du bruger den igen.

Hermès-remme:

  • Gummi: Rengør remmen med en blød klud og rent vand. Du kan om nødvendigt bruge sæbevand til at fjerne pletter. Hermès-gummiremme er vandtætte og er ikke følsomme over for lys eller kosmetiske produkter.

  • Strik: Rengør remmen med en blød klud. Du kan om nødvendigt fugte kluden let med rent vand og gnide forsigtigt på remmen for at fjerne pletter. Hermès-strikremmen er ikke vandtæt, så du bør undgå at gøre den våd.

  • Vævet: Rengør remmen med en blød klud. Du kan om nødvendigt fugte kluden let med rent vand og gnide forsigtigt på remmen for at fjerne pletter. Vævede Hermès-remme er vandtætte.

Alle andre remme, spænder og lukninger:

  1. Rengør remmen med en blød, fnugfri klud. Du kan gøre kluden lidt fugtig med postevand, hvis det er nødvendigt.

  2. Tør remmen efter med en blød, fnugfri klud, før du sætter den på dit Apple Watch.

* Efter normal brug får læder sin helt egen naturlige patina. Læder kan også skifte farve, når det udsættes for materialer som parfume, insektmiddel, fedt og creme eller farvede materialer som denim. Apple Watch og remmens farve kan variere og falme med tiden. Fra og med september 2023 sælger Apple ikke længere læderremme.

Tip til at undgå irriteret hud, især hvis du har allergi eller følsom hud

  • Apple Watch sidder behageligt, når det har den rigtige pasform – ikke for stramt, ikke for løst og med plads til, at huden kan ånde.

  • Du skal holde Apple Watch, remmen og din hud ren og tør for at opnå den maksimale komfort og undgå langsigtet skade på uret. Dette er især vigtigt efter træning, eller hvis uret og remmen udsættes for væsker som sved, sæbe, solcreme eller andre cremer, der muligvis kan give irriteret hud.

  • Vælg det rigtige Apple Watch og den rigtige rem. Hvis du har allergier eller er overfølsom over for materialer som metal eller plastik, skal du se nærmere på materialerne i hvert Apple Watch og hver rem.

  • Mange tredjeparter fremstiller remme til Apple Watch. Sådanne remme passer muligvis ikke ordentligt, forstyrrer muligvis Wrist Detect-funktionen i Apple Watch, indeholder muligvis materialer, der kan forårsage hudirritation eller andre sundhedsproblemer og kan endda beskadige Apple Watch. Du opnår det bedste resultat, hvis du kun bruger remme med Apple-mærket eller remme, som er godkendt af Apple.

Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt leverandøren for at få yderligere oplysninger.

Udgivelsesdato: