Gendan alle dine arkiver fra en Time Machine-sikkerhedskopi
Hvis du bruger Time Machine til at sikkerhedskopiere din Mac, kan du gendanne dine arkiver, hvis systemet eller startdisken er beskadiget.
Vigtigt: Du skal geninstallere macOS på din Mac, før du kan gendanne dine arkiver fra en Time Machine-sikkerhedskopi.
Hvis du gendanner systemet pga. et problem med startdisken, skal du reparere eller udskifte disken, før du følger disse instruktioner.
Du kan udskrive disse instruktioner, så du har dem ved hånden. Klik på , og vælg Udskriv.
Inden du starter, skal du sørge for, at Time Machine-disken til sikkerhedskopier er tilsluttet og tændt. Hvis disken er på et netværk, skal du sikre dig, at din Mac er på det samme netværk.
Start din computer i macOS-gendannelse:
På en Mac med Apple Silicon: Vælg Apple > Luk ned, tryk på og hold afbryderknappen nede, til du ser “Indlæser startmuligheder”, klik på Indstillinger, klik på Fortsæt, og følg derefter instruktionerne på skærmen.
På en Intel-baseret Mac: Vælg Apple > Start igen, tryk straks på Kommando-R, og hold tasterne nede, til du ser startskærmen, og følg derefter instruktionerne på skærmen.
Hvis du vil geninstallere den version af macOS, som er lagret på din computers indbyggede gendannelsesdisk, inklusive eventuelle installerede opdateringer, skal du vælge Geninstaller macOS Sonoma i vinduet Gendannelse og derefter klikke på Fortsæt.
Når macOS er færdig med at installere nye systemarkiver, spørger Overførselsassistent, om du vil overføre oplysninger fra en anden Mac eller en Time Machine-sikkerhedskopi. Vælg Overfør fra en Time Machine-sikkerhedskopi, og klik på Fortsæt.
Om nødvendigt skal du skrive det navn og den adgangskode, du bruger til at oprette forbindelse til disken til sikkerhedskopier. Du skal måske også skrive den adgangskode, du brugte til at kryptere sikkerhedskopien med.
Vælg dato og tidspunkt for den sikkerhedskopi, du vil gendanne, og følg derefter instruktionerne på skærmen.
Når du gendanner dit system, vil Time Machine muligvis udføre en komplet sikkerhedskopiering ved næste planlagte sikkerhedskopiering. Det er normalt. Time Machine genoptager trinvise sikkerhedskopieringer, når den komplette sikkerhedskopiering er færdig.