Finland er en republik i Nordeuropa. Arealmæssigt er Finland blandt de største lande i Europa. Landet er et højtudviklet industrisamfund med store naturområder, præget af nåleskove og et utal af søer, og Finland er derfor kendt som "De tusind søers land".
Placeringen mellem Sverige og Rusland har præget hele landets historie; selvstændigheden blev først opnået efter Den Russiske Revolution i 1917.
Finland er i de nordiske samarbejdsorganisationer tæt knyttet til Skandinavien. Siden 1995 har landet været medlem af EU, og i 2023 blev det medlem af NATO. Finland har været ikke-permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd to gange, 1969-1970 og 1989-1990.
Ålandsøerne i Den Botniske Bugt har en helt overvejende svensktalende befolkning og udstrakt hjemmestyre og står trods EU-medlemskab uden for EU's skatteunion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.