Süleyman 1., (tyrk. 'Lovgiveren'), Süleyman 1. Qanuni, 1494/1495-1566, osmannisk sultan fra 1520; søn af Selim 1. Süleyman fortsatte sin fars ekspansionspolitik.
Erobringen af Rhodos (1522) sikrede osmannisk kontrol i det østlige Middelhav, og en alliance med Alger (nuv. Algier) gav osmannerne overhøjhed over størstedelen af det nordafrikanske kystland. Mod øst førte Süleyman flere felttog mod safaviderne. Det vigtigste resultat var erobringen af Irak og det østligste Anatolien (1534).
På den europæiske front indledtes en lang række felttog med erobringen af Beograd i 1521. Sejren ved Mohács (1526) gjorde størstedelen af Ungarn til en osmannisk lydstat og bragte osmannerne i direkte konflikt med habsburgerne. I 1529 belejrede Süleyman Wien, og han indledte et samarbejde med Frankrig, habsburgernes vigtigste europæiske fjende. Osmannerne blev dermed en del af europæisk storpolitik og ikke en fælles ydre fjende.
En senere del af Süleymans lange regeringstid blev præget af strid mellem hans sønner, hvoraf to blev henrettet. Rivaliseringen involverede prinsernes mødre og dermed haremet, som fik øget politisk indflydelse.
Under hans efterfølgere blev dette anset for en af årsagerne til rigets svækkelse. Süleyman selv regnes for en af Osmannerrigets betydeligste herskere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.