Et Pseudo-forhold? Sportschefen vs. Træneren i Fodboldklubben

Mads Winther, partner, onenexus

Overskriften lyder måske provokerende. Men set i lyset af at vi ofte beder bestyrelsen holde sig fra de store beslutninger om trænerafskedigelser og ansættelser - så er det jo relationen mellem træneren og klubbens direktør og måske især sportschef, der bliver fuldstændig essentiel. Og hvordan får de to personer et "sundt og balanceret forhold"?.

I enhver professionel fodboldklub findes der et centralt spændingsfelt: forholdet mellem sportschefen og træneren. Dette samarbejde, som på papiret ser simpelt ud, rummer ofte mere komplekse dynamikker, end mange tror. Er de venner? Er det et klassisk chef-medarbejderforhold? Eller er det, hvad man kan kalde et "pseudo-forhold" – et, der kræver dygtig navigering for at undgå sammenbrud?

Hvem styrer hvem?

Sportschefen er strategen, den taktiske styringskraft, der holder klubbens store billede i hævd. Han eller hun bygger den langsigtede vision, håndterer rekruttering, og balancerer økonomi og præstationer. Træneren derimod står med klubbens vigtigste aktiv: spillerne. Det er her det egentlige arbejde på banen foregår – træneren skal få spillerne til at levere, dag ud og dag ind.

Det er set at klubber samler funktionen i samme rolle. Og sjældent har det været nemt. Som en tidligere kombination af sportschef/træner husker jeg Peter Rudbæk. Succesrig træner i AGF, der blev udstyret med sportschef kasketten. Som han sagde ”Jeg har mange skizofrene snakke, hvor træneren siger KØB og sportschefen siger SÆLG”.

Vi ser også konstruktionen i England med en manager, der har et voldsomt stort ansvar, i dag er suppleret af ”stærke” sportsdirektører, der kan føre tingene videre – også den dag hvor træneren skal/vil videre.

Men her opstår spørgsmålet: Hvor slutter den ene ledelsesrolle, og hvor begynder den anden?

Kan det overhovedet være et venskab?

I en ideel verden kunne sportschef og træner have et venskabeligt forhold, baseret på gensidig respekt og forståelse. Men i realiteten er dette forhold sjældent ligeværdigt. Sportschefen har en magtposition, der på mange måder gør træneren til en brik i klubbens større strategiske spil.

Hvad sker der, hvis de bliver for gode venner?

Når sportschef og træner bliver for tætte venner, kan objektiviteten og de nødvendige, hårde beslutninger blive ofret til fordel for personlige hensyn. En sportschef kan tøve med at fyre en træner, selv når resultaterne tydeligt ikke er gode nok, simpelthen fordi venskabet står i vejen for professionelle beslutninger. Dette kan skade klubben på lang sigt. En træner, der har "sikret" sig sportschefens venskab, kan blive mere tilbagelænet og mindre motiveret til at ændre på strategier eller forbedre holdets præstationer. Klubben risikerer stagnation, mens rivalerne rykker frem.

Desuden kan andre medarbejdere og spillere i klubben miste tillid til ledelsen, hvis de oplever en "lukket cirkel" mellem sportschef og træner. Et tæt venskab kan skabe mistro og frustration, fordi beslutninger opfattes som personlige snarere end professionelle. Og hvor skal spillerne henvende sig, når/hvis de får udfordringer med den direkte ledelse op imod træneren?

Hvad hvis de ikke kan tale sammen?

På den anden side kan manglende kommunikation mellem sportschef og træner være lige så fatalt. Hvis sportschefen og træneren ikke kan tale åbent og ærligt sammen, opstår der en kløft mellem klubbens langsigtede strategi og holdets daglige drift. Træneren kan føle sig forladt uden den nødvendige støtte til at udføre sit arbejde, mens sportschefen kan miste overblikket over, hvad der foregår på banen.

Konsekvensen? En splittet organisation, hvor hver part trækker i sin egen retning. Træneren arbejder måske mod kortsigtede gevinster for at redde sit job, mens sportschefen planlægger uden hensyntagen til holdets aktuelle behov. Resultatet er kaos – spillerne mærker forvirringen, og det viser sig i dårlige præstationer og interne konflikter.

I værste fald kan det ende i en offentlig skyttegravskrig, hvor både sportschef og træner forsøger at beskytte deres position ved at pege fingre ad hinanden. Når først medierne lugter blod, kan det hurtigt udvikle sig til en dramatisk magtkamp, hvor ingen af parterne kommer godt ud af det. Klubben som helhed betaler prisen, og det sportslige niveau falder.

Hvordan undgår man sammenbrud?

Det er let at se, hvordan dette forhold kan blive et "pseudo-forhold," hvor begge parter er fanget i en konstant spænding mellem strategi og udførelse. Men for at få det til at fungere, kræver det som minimum tre ting:

1. Tydelig afgrænsning af roller: Begge parter skal have klare ansvarsområder. Sportschefen bør fokusere på langsigtede beslutninger, mens træneren skal have frie hænder til at styre dag-til-dag aktiviteterne på banen. Det kan jo være udfordrende. Specielt hvis "man" ser noget "man" er uenig i eller mener burde være gjort anderledes. Men er det ikke det samme i en virksomhed mellem direktør, produktionsdirektør, salgsdirektør mv? Spørgsmålet er bare respekterer vi dem og drøfter vi hvordan det går? Men det er jo det samme i erhvervslivet eller hvad?
2. Gensidig respekt og kommunikation: Selv om der er en magtstruktur, skal der være en gensidig forståelse for hinandens udfordringer. Åben og ærlig kommunikation er afgørende for at undgå konflikter. Forstå hinandens reaktionsmønstre og persontype. Spørgsmålet er om det er så meget anderledes end i direktioner og ledergrupper i virksomheder - og et endnu større spørgsmål er, er vi dygtige nok til at afdække og etablere dette forhold i rekrutteringen=
3. Fælles succesparametre: Sportschefen og træneren skal have fælles mål og succeskriterier, så de trækker i samme retning. Når begge har en fælles vision for klubben, bliver samarbejdet mere konstruktivt. Ja, og de mål skal være andet og mere end bare titler. Det kan handle om udvikling, der kan skabe den bæredygtighed, der skal til på langsigt, den rette kultur i trup og team eller andet. Men er det meget anderledes end i erhvervslivet? Spørgsmålet er bare bruger vi nok tid på at drøfte og afstemme?

Et nødvendigt pseudo-forhold

Så kan sportschef og træner være venner? Ikke nødvendigvis. Det er et professionelt samarbejde, hvor rollerne ofte kræver en form for distance. Men det betyder ikke, at det ikke kan være effektivt. Et velbalanceret pseudo-forhold, hvor begge parter kender deres plads og arbejder mod et fælles mål, er måske den bedste vej til succes i den moderne fodboldverden.

Men det er jo det samme som i erhvervslivet eller ???? Sjovt nok er også både sportschef og træner ansat - ligesom i erhvervslivet.