Med mesterværker som “Holy Diver” opbyggede Ronnie James Dio i 1980'erne en solokarriere, der har præget eftertidens metal på flere niveauer. Metalgudens bombastiske vokal og heroiske tekstunivers banede vejen for utallige power metal-bands, mens både klassiske heavybands og thrashpionerer har lært af den energiske kompleksitet i guitarist Vivian Campbells dæmoniske riffs.