Introduktion til brænding af cd’er og dvd’er i Musik på Mac
Du kan bruge Musik til at oprette dine egne diske med sange, album og musikvideoer fra dit musikbibliotek.
Vigtigt: Du kan ikke brænde sange eller videoer, som er hentet fra Apple Music, på cd'er eller dvd'er.
Hvad behøves der for at brænde diske?
Et drev, der kan brænde diske. Hvis du vil oprette en lyd-cd, MP3-cd eller data-cd vha. Musik, skal Mac være udstyret med et kombineret drev eller et SuperDrive, eller også skal der være sluttet et USB SuperDrive til den. Hvis du vil oprette en data-dvd, skal Mac have et Apple SuperDrive, eller der skal være sluttet et USB SuperDrive til den. Nogle eksterne drev virker evt. også.
En Musik-playliste, der indeholder den musik og de videoer, du vil have på disken. Hvis playlisten indeholder iTunes Store-køb, kan du brænde den til en disk lige så mange gange, som du vil, hvis alle emnerne er iTunes Plus-sange. Hvis nogle emner ikke er iTunes Plus-sange, kan du brænde playlisten op til syv gange.
En tom disk. Nogle ældre cd-afspillere kan ikke afspille cd-rw-diske (men de kan godt afspille cd-r-diske). Du kan bruge dvd’er i computeren, men de fleste almindelige dvd-afspillere kan ikke læse data-dvd'er. (“RW” står for “read-write” og betyder, at disken kan slettes og genbruges.)
Hvor mange arkiver kan der brændes til en disk?
Antallet af sange, som en disk kan indeholde, afhænger af sangarkivernes format og harddiskens kapacitet. Der kan være ca. 74 minutters musik på en 650 MB lyd-cd, eller ca. 150 MP3-arkiver på en disk af samme størrelse. Nogle cd'er kan indeholde 700 MB musik. En dvd har plads til 4,7 GB, næsten fem gange så mange sange som en cd.
Hvilken type disk skal jeg bruge?
Hvis du vil oprette lyd-cd'er, der skal bruges i almindelige cd-afspillere, skal du bruge cd-r-diske. Cd-rw-diske virker normalt kun i computere.
Hvis du vil fremstille en cd med MP3-arkiver, der skal bruges i computeren eller i en MP3 cd-afspiller, skal du bruge en cd-r-disk (nogle MP3-afspillere kan også afspille cd-rw-diske).
Hvis computeren er udstyret med en dvd-brænder, kan du brænde en playliste til en dvd-r- eller dvd-rw-disk. De dvd'er, du opretter vha. Musik, virker kun i din computer (ikke i dvd-afspillere).
Du kan se flere oplysninger om, hvilke drev der kan bruges med Musik, på webstedet med Musik-support.