Administrer Numbers-skabeloner på Mac
Hvis du opretter et regneark, du vil bruge igen som model for andre regneark, kan du gemme det som en skabelon. Oprettelse af din egen skabelon kan være så enkelt som at føje dit firmalogo til en eksisterende skabelon, men du kan også designe en helt ny skabelon.
Du kan føje dine specielle skabeloner til skabelonvælgeren, gemme dem som et arkiv, du kan dele med andre, og bruge dem i Numbers på din Mac, iPhone eller iPad. Specielle skabeloner, som du opretter på din Mac, grupperes i kategorien Mine skabeloner i skabelonvælgeren og deles på tværs af alle dine enheder.
Gem et regneark som en skabelon
Hvis du er logget ind på samme Apple-konto på alle dine enheder og har slået iCloud Drive til, når du gemmer din specielle skabelon, bliver den tilgængelig på alle dine enheder (men ikke i Numbers til iCloud).
Vælg Arkiv > Gem som skabelon (på Arkivmenuen øverst på skærmen), mens regnearket er åbent.
Klik på en mulighed:
Føj til skabelonvælger: Skriv et navn til skabelonen, og klik på Vælg.
Gem: Skriv et navn til skabelonen, og vælg, hvor den skal gemmes.
Hvis du vil sende skabelonen med e-mail til dig selv eller andre, skal du gemme den på computeren. Du kan vedlægge arkivet til en e-mail.
Installer en skabelon fra en anden kilde på din Mac
Du kan installere en speciel skabelon, som du har modtaget som bilag, ved at føje den til skabelonvælgeren i Numbers.
Dobbeltklik på skabelonarkivet (det har endelsen “.nmbtemplate”), og klik derefter på Føj til skabelonvælger.
Bemærk: Skabelonen er allerede installeret på alle dine enheder og tilgængelig i kategorien Mine skabeloner i skabelonvælgeren, hvis du vælger Føj til skabelonvælger, når du opretter skabelonen (og bruger iCloud Drive, mens du er logget ind på samme Apple-konto).
Du kan indstille Numbers til at åbne nye regneark fra en bestemt skabelon i stedet for fra skabelonvælgeren.
Rediger en speciel skabelon
Gå til appen Numbers på din Mac.
Vælg Arkiv > Nyt (på Arkivmenuen øverst på skærmen), og dobbeltklik derefter på den skabelon, du vil redigere.
Specielle skabeloner vises i kategorien Mine skabeloner i skabelonvælgeren. Hvis du vil bruge en speciel skabelon, som ikke vises der, skal du først installere den specielle skabelon (se instruktionerne ovenfor).
Foretag ændringer, vælg Arkiv > Gem som skabelon, og vælg derefter en mulighed for at gemme regnearket som en ny skabelon.
Den redigerede skabelon gemmes som en ny version. Du kan omdøbe den nye version og slette den første version, hvis du ikke vil beholde den.
Omdøb eller slet en speciel skabelon
Hvis du er logget ind på samme Apple-konto på alle dine enheder og har slået iCloud Drive til, bliver en speciel skabelon slettet fra alle dine enheder, når du sletter den.
Gå til appen Numbers på din Mac.
I skabelonvælgeren skal du ctrl-klikke på navnet på skabelonen og vælge Omdøb eller Slet.
Hvis du omdøber, skal du skrive et nyt navn og derefter trykke på Retur.
Specielle skabeloner vises altid i Mine skabeloner i skabelonvælger. Du kan ikke flytte rundt på skabeloner, og du kan ikke slette de skabeloner, der følger med Numbers.