Brug handlingen Vælge på menu i Genveje
Handlingen Vælge på menu giver dig mulighed for at bestemme, hvad en genvej skal gøre, når den afvikles. Du kan vælge fra en foruddefineret liste med muligheder, hvor hver mulighed er indstillet til at afvikle forskellige handlinger. På den måde kan genvejenes faste struktur opretholdes, samtidig med at de tilføres fleksibilitet (afhængigt af sammenhængen på afviklingstidspunktet).
Mens handlingen Vælge på liste præsenterer en liste med emner, du kan vælge mellem, når du afvikler genvejen (f.eks. et billede eller navnet på en sang), så præsenterer handlingen Vælge på menu en liste med kommandoer, der gør det muligt at få genvejen til at gøre forskellige ting, afhængigt af det du vælger, når du afvikler genvejen. Tænk på handlingen Vælge på menu som en vej, der deler sig i flere veje i genvejen. Genvejen dirigeres i forskellige retninger afhængigt af den mulighed, der vælges, og får dermed forskellige funktionsmåder.
Alle menukommandoerne i handlingen Vælge på menu har et tilhørende mærke – et mærke under handlingen Vælge på menu i redigeringsværktøjet til genveje:. Hvert mærke repræsenterer en anden sti, som genvejen kan benytte det pågældende sted. Anbring de handlinger, som genvejen skal udføre, under mærket til et bestemt menuvalg. Hvis du f.eks. tilføjer handlingen Vælge på menu med to muligheder – ”Hyggeligt at mødes” og “Godt at ses igen” – kan du tilføje handlingen Tekst under mærket “Hyggeligt at mødes” og skrive tekststrengen “Det var herligt at møde dig i dag!” Når du afvikler genvejen og vælger “Hyggeligt at mødes”, videreføres tekststrengen “Det var herligt at møde dig i dag!” fra handlingen Vælge på menu til den næste handling i genvejen.
Bemærk: Du bemærker måske, at der er en streg midt på skærmen, som forbinder de enkelte handlinger, men genvejen springer faktisk over handlingerne til de muligheder, du ikke vælger. Vælge på menu giver dig kun mulighed for at vælge en enkelt mulighed, og valget bestemmer, hvilke handlinger der bruges.
Tip: Du kan bruge variabler i navnene på de forskellige menukommandoer for at gøre dem mere dynamiske. Du kan f.eks. føje variablen Aktuel dato til muligheden “Godt at ses igen” ovenfor. Når du afvikler genvejen og vælger “Godt at ses igen”, tilføjes dags dato automatisk.