Brug din MacBook Air med iCloud og Kontinuitet
Der er mange måder, som du kan bruge din MacBook Air på med andre enheder, f.eks. iPhone, iPad, iPod touch eller Apple Watch. Du kan overføre arkiver, dele og redigere dokumenter, låse din MacBook Air op med dit Apple Watch, dele din iPhone eller iPads internetforbindelse, besvare opkald og sende sms’er fra din MacBook Air m.m.
Få adgang til dit indhold på alle enheder. Med iCloud kan du sikkert opbevare, redigere og dele dine dokumenter, fotografier og videoer på forskellige enheder for at sikre, at du altid er ajour. Se Få adgang til dit iCloud-indhold på din Mac for at komme i gang.
Du logger ind på iCloud, hvis du ikke gjorde det, da du indstillede din Mac, ved at klikke på symbolet for Systemindstillinger i Dock, klikke på iCloud og derefter logge ind med dit Apple-id eller oprette et nyt, hvis du ikke har et. Du kan læse mere i Indstil iCloud i Brugerhåndbog til macOS.
Brug din MacBook Air med andre enheder. Du kan helt problemfrit skifte mellem din MacBook Air og andre enheder vha. Kontinuitet. Log bare ind på iCloud med dit Apple-id, hvorefter din MacBook Air og dine enheder kan arbejde sammen på fantastiske måder, når de er i nærheden af hinanden. Med kontinuitetsfunktioner kan du f.eks. starte en opgave på en enhed og afslutte den på en anden (se Brug Handoff på din Mac), kopiere og indsætte mellem enheder (se Brug Universel udklipsholder på din Mac), besvare opkald og sende sms’er fra din MacBook Air (se Telefonopkald og sms’er på din Mac), overføre arkiver med AirDrop (se AirDrop på din Mac) m.m.
Du kan se en liste med systemkrav til enheder, der understøtter Kontinuitet, i Apple-supportartiklen Systemkrav til Kontinuitet på Mac, iPhone, iPad, iPod touch og Apple Watch. Du kan læse mere om brugen af Kontinuitet med din MacBook Air i Apple-supportartiklen Brug af Kontinuitet til at tilslutte din Mac, iPhone, iPad, iPod touch og dit Apple Watch eller i Alle dine enheder.