Overførsel af dagpenge

For at modtage dagpenge skal du normalt opholde dig i det land, der udbetaler ydelsen. Du kan dog på visse betingelser rejse til et andet EU-land for at søge arbejde og fortsat få dine dagpenge udbetalt af det land, du blev arbejdsløs i.

Udlandsophold i 3 måneder

Du kan fortsætte med at få dagpenge fra det EU-land, hvor du sidst havde arbejde, i mindst tre måneder og højst seks måneder, afhængigt af hvilket organ der betaler din ydelse.

Dette er kun muligt, hvis du er:

  • helt arbejdsløs (ikke delvist eller periodisk) og
  • berettiget til dagpenge i det land, hvor du blev arbejdsløs.

Inden du tager af sted, skal du:

  • have været registreret som arbejdsløs jobsøgende ved arbejdsformidlingen i det land, hvor du blev arbejdsløs, i mindst 4 uger (der kan gøres undtagelser)
  • anmode din nationale arbejdsformidling om en U2-blanket (tidligere E 303), som er en tilladelse til at eksportere dine dagpenge.

Advarsel

Denne tilladelse gælder kun for ét land. Hvis du ønsker at tage dine dagpenge med til et nyt land, skal du anmode om endnu en U2-blanket. Spørg dit jobcenter, om du skal vende hjem og ansøge om denne nye tilladelse, eller om du kan gøre det fra udlandet.

Ved din ankomst i det nye land skal du:

  • registrere dig som jobsøgende hos den nationale arbejdsformidlinginden 7 dage fra den dato, hvor du ikke længere stod til rådighed for arbejdsmarkedet i det land, du har forladt
  • indsende din U2-blanket (tidligere E 303) samtidig med registreringen
  • indvillige i enhver kontrol af dagpengemodtagere i dit nye land, som hvis du modtog understøttelsen dér.

Advarsel

Undersøg dine rettigheder og forpligtelser som jobsøgende i dit nye land. De kan være meget anderledes end i det land, hvor du blev arbejdsløs.

Det samme beløb som før vil derefter blive betalt direkte ind på din bankkonto i det land, hvor du blev arbejdsløs.

Advarsel

Hvis du vil beholde din ret til dagpenge, skal du sørge for at vende tilbage til det land, der udbetaler ydelsen, senest den dag, tilladelsen udløber.

Udlandsophold i mere end 3 måneder

Hvis du ønsker at opholde dig længere end 3 måneder i udlandet, skal du ansøge om en forlængelse på den nationale arbejdsformidling i det land, hvor du blev arbejdsløs – De kan forlænge perioden fra 3 måneder op til maksimalt 6 måneder.

Advarsel

Det er ikke alle lande, der vil forlænge perioden. Spørg den nationale arbejdsformidling i dit hjemland, om der kan bevilges forlængelse, og hvilke betingelser der skal opfyldes.

Myndighederne i de fleste af de lande, der tillader forlængelser, har klare kriterier for bedømmelsen af ansøgninger. De kan f.eks. bede dig om:

  • dokumentation for alt, hvad du har gjort for at finde et job i løbet af de første 3 måneder
  • dokumentation for, at du har en bedre chance for at finde job i udlandet i den forlængede periode
  • information om jobmulighederne på arbejdsmarkedet i dit værtsland.

Ansøg om forlængelse så tidligt som muligt. Du skal ansøge om forlængelse inden udgangen af den første 3-månedersperiode.

Ligebehandling

Når du søger arbejde i udlandet, har du de samme rettigheder som statsborgerne i dit værtsland med hensyn til:

  • adgang til arbejde
  • støtte fra arbejdsformidlingen
  • finansiel støtte til at hjælpe dig med at finde arbejde

Advarsel

Dit nye land venter muligvis til, du har fået en reel tilknytning til det lokale arbejdsmarked, før de yder dig visse former for finansiel støtte til at hjælpe dig med at finde arbejde, f.eks. lavtforrentede lån til arbejdsløse, der starter en ny virksomhed. Det at opholde sig i landet og søge arbejde i et rimeligt stykke tid kan muligvis udgøre en reel tilknytning.

Spørgsmål og svar

EU-lovgivning

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Senest tjekket: 28/08/2024
Del denne side
  翻译: