Sådan opretter du en onlinebutik
Håndtering af onlinebetalinger
Betalinger fylder meget i onlinesalgsprocessen og kan foregå med kredit- eller debetkort, bankoverførsler, forudbetalte kort eller andre midler.
En god betalingsudbyder giver dig et sikkert betalingsmiljø og en fælles grænseflade til de betalingsmetoder, du vælger at anvende, og vil gøre det muligt for dig at sælge til internationale kunder.
Når du kommer ind på nye markeder, er det vigtigt at se på de betalingsmetoder, der accepteres i det enkelte land. Du bør så vidt muligt undgå at diskriminere ud fra beliggenhed og tilbyde de betalingsmuligheder, som kunderne er mest vant til.
Vælg de rigtige betalingsmetoder til din virksomhed
De vigtigste faktorer, der afgør anvendelsen af specifikke betalingsmetoder, er:
- nationale præferencer
- de mest almindelige betalingsmetoder for dit marked
- de betalingstyper, der passer bedst til din virksomhed
- transaktionens størrelse (Der er forskellige regler for, hvilke oplysninger der skal gives, afhængigt af betalingens størrelse).
Sørg for, at de valgte betalingsmetoder er enkle og intuitive at bruge, og giv dine kunder mulighed for at gennemføre transaktionen hurtigt. Onlinebetalingskonti, forudbetalte kort, onlinebankoverførsler, realtidsbankoverførsler via netbank eller kontantbaserede e-kuponer er også alternative betalingsmidler.
Der er mange fordele ved at tilbyde alternative betalingsmidler:
- De gør det enkelt at fuldføre transaktionen, og brugerne har en bedre opfattelse af deres sikkerhed og/eller anonymitet.
- De udgør en god metode til at opnå fremdrift i lande, hvor alternative betalingsmidler er udbredt på grund af et begrænset udvalg af indenlandske betalingsmetoder.
- De kan øge salget og tiltrække nye kunder, som enten ikke ejer et kreditkort eller ikke handler online på grund af bekymringer om sikkerhed.
Valg af udbyder til din betalingstjeneste
Du kan vælge imellem tre primære betalingstjenester. Dit valg afhænger af, hvilken type kunder du har, hvad du sælger, og i hvilke områder salget foregår:
- Traditionel "indløsning" indebærer, at indløsende banker (også kaldet forretningsbanker) indgår en aftale med dig, for at du kan acceptere kredit- eller debetkortbetalinger. De benytter ofte betalingsudbyderes tjenester. Disse udbydere er tredjeparter, der behandler betalinger for dem, samtidig med at de garanterer afregning af betalinger og håndterer risici og svig.
- Udbydere af alternative betalingsmidler kan tilbyde innovative betalingsløsninger, som omfatter kupontjenester eller virtuelle kort baseret på kontanter, der tillader, at dine kunder ikke afslører deres identitet.
- Udbydere af onlinebetalingstjenester fungerer som et enkelt kontaktpunkt for accept og forvaltning af både traditionelle og alternative betalingsmetoder i mange af verdens lande. De anvender typisk en SaaS-model ("software-as-a-service" – software som en tjeneste) og er en enkelt betalingsportal til flere betalingsmetoder for de forretningsdrivende, som er kunder hos dem. De tilbyder sider til onlinebetaling, som kan tilpasses på mange måder.
Brug af en enkelt udbyder af betalingstjenester
Betalingstjenesteudbyderen styrer informationsstrømmen (f.eks. transaktionsoplysninger) og giver dig en betalingsportal til én eller flere onlinebetalingsmetoder, som de fungerer som mellemmand for.
Hvis du ønsker at nå ud til internationale kunder, har du brug for en betalingstjenesteudbyder, der låser op for betalingsmetoder i andre lande og understøtter den valuta, du ønsker at modtage betalinger i.
Hvis du er en lille forhandler, er det bedst at bruge en enkelt betalingstjenesteudbyder, når du sælger til forskellige lande med forskellige præferencer. Betalingstjenesteudbydere er eksperter i nationale markeder og har veletablerede forbindelser til de fleste af Europas traditionelle og alternative onlinebetalingssystemer.
Betalingstjenesteudbydere er underlagt et specifikt regelsæt. De skal være registreret i deres hjemland og hos Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA). Du kan kontrollere gyldigheden af den betalingstjenesteudbyder, du vælger at arbejde med i de nationale registre en .
En hosted eller integreret løsning?
Som med den generelle opsætning af websitet kan du, når du opretter betalingsportalen for din onlinebutik, enten vælge et site, der hostes af din udbyder af betalingstjenester, eller en integreret betalingsløsning:
- Med den hostede betalingsløsning vil betalingstjenesteudbyderen sikre det rette sikkerhedsniveau. Du sparer tid, da du ikke behøver at håndtere sikkerhedsopdateringer og spørgsmål om overholdelse af reglerne.
- Alternativet er en integreret betalingsportal eller en API ("application programme interface" – applikationsprogrammeringsgrænseflade), som giver dig mere fleksibilitet og kontrol over din betalingsside. Det kræver dog IT-færdigheder, og du vil skulle forvalte sikkerhedsopdateringer og overholdelse af reglerne.
Hvis du bruger en betalingstjenesteudbyder, får du også de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger til at sikre dine betalinger i form af f.eks. en stærk kundeautentifikation af betalinger samt foranstaltninger til forebyggelse af betalingssvig.
Alle betalingstjenesteudbydere opkræver et gebyr pr. transaktion. Omkostningen til en transaktion kan være en fast sats pr. transaktion og/eller en procentdel af transaktionens værdi. Du kan ikke opkræve dette transaktionsgebyr af din kunde, uden at gøre denne udtrykkeligt opmærksom på det under betalingsprocessen. Du må heller ikke hæve det til mere, end hvad det koster dig.
Du skal respektere dine kunders rettigheder
En betalingsaftale er en kontrakt med en kunde. Sørg for, at du opfylder følgende forpligtelser i hele denne proces:
- I begyndelsen af bestillingsprocessen skal du oplyse din kunde om, hvilke betalingsmidler der accepteres.
- Du skal oplyse kunden om de samlede omkostninger til produktet eller tjenesteydelsen samt eventuelle ekstra betalingsgebyrer.
- Din kunde kan nægte at betale gebyrer eller andre omkostninger, som ikke oplyses ordentligt, før ordren afgives.
- Du skal udtrykkeligt bede om din kundes samtykke til en ekstra betaling ud over den aftalte pris. Bemærk, at felter, der er krydset af på forhånd for at opkræve ekstratjenester, er forbudt ved lov.
- Du må ikke afkræve mere af din kunde for et bestemt betalingsmiddel, end hvad det koster dig.
- Du må ikke kræve betaling fra kunden for at anmode om grundlæggende oplysninger om dennes betalingstransaktioner.
Advarsel
Hvis du bruger en betalingstjenesteudbyder, skal du være opmærksom på, at du i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner og fakturerings- eller behandlingsfejl er forpligtet til straks at refundere dine kunder for den uautoriserede transaktion.
Når betalingen er bekræftet af kunden, skal du sende en e-mail for at vise, at transaktionen er gennemført. Afhængigt af typen af betaling for e-handel og aftalen kan du være nødt til at give forskellige typer oplysninger.
Du kan læse mere om dine kunders rettigheder i vores afsnit om kunder.
Sørg for at overholde skatte- og momsforpligtelserne
Salg over internettet betyder også, at der skal være styr på forpligtelser vedrørende skat og moms. Der gælder forskellige regler, alt efter hvem du sælger til, hvor du gør det, hvilken vare du sælger, eller hvilken tjenesteydelse du leverer. Sørg for at overholde reglerne i det land, hvor momsen skal betales, og brug den korrekte sats (såsom standardsats, nedsat sats eller nulsats).
Bemærk, at du også skal tjekke, om du skal betale punktafgifter. Læs mere om din onlinevirksomheds skattemæssige forpligtelser.