Sæsonarbejdere fra lande uden for EU

Hvis du ansætter sæsonarbejdere, der ikke har et EU- eller EFTA-pas ("tredjelandsstatsborgere"), gælder der specifikke EU-regler om deres indrejse og ophold i EU, som du bør være opmærksom på.

Disse regler sikrer, at dine sæsonarbejdere har adgang til passende indkvartering, rimelige arbejdsvilkår og ligebehandling med landets egne statsborgere med hensyn til ansættelsesrettigheder og andre rettigheder. Der er også foranstaltninger og mekanismer til forebyggelse af misbrug, krænkelser af arbejdstagerrettigheder og udnyttelse gennem overvågning og tilsyn, klagemekanismer, sanktioner samt incitamenter til at sikre, at sæsonarbejdere ikke bliver længere end tilladt.

Advarsel

EU's regler om sæsonarbejdere gælder ikke i Danmark og Irland. Disse lande har national lovgivning om arbejdstilladelser og beskyttelsesforanstaltninger for sæsonarbejdere.

EU-reglerne giver tredjelandsstatsborgere, der opholder sig uden for EU, mulighed for at indrejse og opholde sig i EU med henblik på sæsonarbejde i en periode på op til ni måneder inden for en periode på 12 måneder.

Du, eller i nogle tilfælde sæsonarbejderen, skal ansøge om en arbejdstilladelse eller en sæsonarbejdstilladelse.

Ansøgningen skal indeholde:

  • arbejdstagerens gyldige pas eller rejsedokument
  • bevis for sygeforsikring
  • kontrakten eller jobtilbuddet.

Kontrakten eller jobtilbuddet skal som minimum indeholde:

  • oplysninger om arbejdssted og -arbejdstype
  • ansættelsens varighed
  • den løn, du betaler
  • antallet af ugentlige eller månedlige arbejdstimer
  • antallet af eventuelle betalte feriedage.

Der skal også fremlægges dokumentation for, at dine medarbejdere har passende indkvartering. Myndighederne har derefter 90 dage til at træffe afgørelse om din ansøgning.

Tjek altid de specifikke krav i ansøgningsproceduren hos de nationale myndigheder.

Advarsel

Disse regler finder ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere som f.eks. fastboende udlændinge, der allerede har lovligt ophold i et EU-land og har ret til at arbejde. I disse tilfælde skal du sikre dig, at ansøgeren har eller modtager en gyldig tilladelse til at opholde sig og arbejde for dig, og følge standardansættelsesprocedurerne for alle ansatte.

Ensættelsesvilkår

Du skal give sæsonarbejdere arbejdsvilkår, herunder løn og timer, der svarer til arbejdsvilkårene for indenlandske arbejdstagere i samme situation. Dette omfatter overholdelse af arbejdsmarkedslovgivningen vedrørende mindsteløn, arbejdstid, betalt ferie samt sundheds- og sikkerhedsstandarder på arbejdspladsen.

Eksempel

Samme vilkår for alle ansatte

Lina, der er statsborger i Moldova (som ikke er en del af EU eller EFTA), er ansat som sæsonarbejder i et stormagasin i Tyskland i ferieperioden. Hun arbejder sammen med den tyske arbejdstager Klaus i butikkens legetøjsafdeling. Begge arbejdstagere får samme timeløn, og i den travle feriesæson har de begge ret til supplerende feriegodtgørelse for eventuelle ekstra arbejdstimer i henhold til tysk arbejdsret. De får også samme sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse, regelmæssige pauser og tillæg for måltider.

Dine sæsonarbejdere har også ret til samme behandling som landets egne statsborgere med hensyn til socialsikringsydelser, navnlig i forbindelse med sygdom, barsel, pensioner og arbejdsulykker. Som arbejdsgiver skal du overholde lovgivningen om social sikring og skattelovgivningen og betale de nødvendige socialsikringsbidrag og skatter.

Eksempel

Samme socialsikringsydelser for alle ansatte

Eloi, der er sæsonarbejder på et vinbrug i Frankrig, kommer til skade med hånden, mens han betjener en høstmaskine. I henhold til fransk lovgivning om social sikring har han ret til de samme ulykkesforsikringsydelser som franske statsborgere. Dette omfatter dækning af udgifter til lægebehandling, rehabilitering og kompensation for ethvert indtægtstab i den periode, hvor han kommer sig.

Passende indkvartering

Sæsonarbejdere fra tredjelande skal have passende indkvartering under hele opholdet. Du kan enten selv sørge for indkvarteringen eller tjekke, at arbejdstagerne selv arrangerer den og fremlægger dokumentation for passende indkvartering sammen med deres ansøgning.

Hvis du selv sørger indkvarteringen, skal du give sæsonarbejderen en lejekontrakt eller et tilsvarende dokument, hvor lejebetingelserne er klart angivet. Den leje, som sæsonarbejderen betaler, må ikke være for stor i forhold til deres nettoløn og i forhold til indkvarteringens kvalitet. Huslejen må ikke automatisk fratrækkes arbejdstagerens løn.

Indkvartering er passende, hvis den sikrer en passende levestandard i henhold til national lovgivning for boliger og opfylder de generelle sundheds- og sikkerhedsstandarder. Passende indkvartering af sæsonarbejdere indebærer, at der skal være trygge, rene og bekvemme opholdsrum af en minimumsstørrelse, der opfylder basale behov som f.eks. opvarmning, sanitære forhold og privatlivets fred. Dette omfatter sikring af, at indkvarteringen ikke er overfyldt, har ordentlig ventilation og er placeret inden for en rimelig afstand fra arbejdsstedet. Faciliteter som madlavningsfaciliteter, rindende vand og sikker opbevaring af personlige ejendele er også vigtige.

Advarsel

Du bør altid kontakte de nationale myndigheder for at sikre, at særlige lokale regler og standarder overholdes, da disse varierer fra land til land og region.

Eksempel

Passende indkvartering

Et stort vinbrug i Spanien beskæftiger sæsonarbejdere til druehøsten. Vinbruget har sovesale på stedet med fælles værelser. Hvert værelse huser op til fire arbejdstagere, har individuelle senge, skabe til personlige ejendele og er udstyret med fælles badeværelser og køkkenfaciliteter. Sovesalen rengøres ugentligt, og vand og el m.v. er inkluderet uden ekstra omkostninger. Det opfylder de spanske minimumsstandarder for passende indkvartering samt de generelle sundheds- og sikkerhedsstandarder.

Eksempel

Rimelig leje

Et hotel i de italienske alper ansætter ekstrapersonale til vintersæsonen. Hotellet lejer lejligheder i nærheden til de ansatte og sikrer, at hver lejlighed er fuldt udstyret med et soveværelse, opholdsrum, køkken og badeværelse. Udgifterne til indkvarteringen finansieres delvis af hotellet. Den leje, som arbejdstagerne skal betale, er rimelig i forhold til deres nettoløn og indkvarteringens kvalitet. Lejlighederne befinder sig i gåafstand fra hotellet, og medarbejderne har kontaktoplysninger vedrørende vedligeholdelse og udrykningstjenester. Alle arbejdstagere modtager en lejekontrakt, og lejen trækkes ikke automatisk fra deres løn.

Inspektioner

De nationale myndigheder er forpligtet til at overvåge, at reglerne overholdes. Du skal føre optegnelser for at påvise, at ansættelseskontrakterne og arbejdsvilkårene er i overensstemmelse med EU-reglerne og den nationale arbejdsmarkedslovgivning, og at sæsonarbejdere fra tredjelande behandles på lige fod med nationale sæsonarbejdere.

Hvis du sørger for indkvarteringen, skal du kunne dokumentere, at sæsonarbejderne har passende indkvartering. Inspektørerne skal have adgang til både arbejdspladsen og indkvarteringen.

Hvis du ikke følger reglerne, kan sæsonarbejdstilladelserne blive trukket tilbage, og du kan blive pålagt økonomiske sanktioner og endda et forbud mod at ansætte tredjelandsstatsborgere i fremtiden.

Forlængelse af ophold og genansættelse

Sæsonarbejdere har ret til en forlængelse af deres sæsonarbejdstilladelse hos dig eller en anden arbejdsgiver, hvis den samlede arbejdsperiode ikke overstiger den maksimale periode på 5-9 måneder (afhængigt af medlemsstaten), og hvis de opfylder betingelserne for forlængelsen.

Efter udløbet af ansættelsesperioden skal sæsonarbejdere fra tredjelande forlade EU. Det er ikke muligt at anmode om en forlængelse ud over fristen på 5-9 måneder inden for samme 12-måneders periode. Du kan genansætte den samme sæsonarbejder i de efterfølgende sæsoner uden nogen specifik grænse for antallet af genansættelser, forudsat at hver beskæftigelsesperiode overholder grænsen på 5-9 måneder i en periode på 12 måneder, og at arbejdstagerne overholder lovgivningen under opholdet og vender tilbage til deres hjemland mellem sæsonerne.

EU-reglerne tilskynder til genansættelse af sæsonarbejdere fra tredjelande, så spørg de nationale myndigheder, hvilke muligheder der er for at gøre processen lettere.

Se information om de enkelte lande nedenfor.

Se også:

Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed: Oplysninger til sæsonarbejdere og arbejdsgivere

Europa-Kommissionen: EU's indvandringsportal en es fr pt

EU-lovgivning

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Har du spørgsmål vedrørende drift af en grænseoverskridende virksomhed, f.eks. eksport eller udvidelse til et andet EU-land? Så kan Enterprise Europe Network tilbyde dig gratis rådgivning.

Du kan også bruge vejviser til bistandstjenester til at finde den rette hjælpe- eller rådgivningstjeneste.

Senest tjekket: 28/08/2024
Del denne side
  翻译: